Prøv avisen

Korsfarere ville efterligne Kristus

”Korsridder som helt” er navnet på billedet her, hvor ridderen på den hvide hest bærer glorie i stedet for hjelm. I baggrunden blafrer korset, som der kæmpes for. Ophavsmand og datering er ukendt. – Foto: Mary Evans Picture Library.

Den religiøse drivkraft spillede en større rolle for de danske korsfarere end hidtil antaget, mener historiker Kurt Villads Jensen. Han har sat sig ind i krigernes forestillingsverden, som hang snævert sammen med kirkens

Intet offer er Gud mere velbehageligt end synderens død. Med de ord afbrød biskop Absalon nadverhandlingen og løb ud for at hjælpe krigerne, da fjenden pludselig angreb. Året er 1168, stedet er borgen Arkona på Rügen lige syd for Lolland, og fjenden er Guds fjende, de ikke-kristne vendere og pommeranere, der holdt til i det nuværende Nordtyskland.

LÆS OGSÅ:
Alt om middelalderen

Korstogshistoriker Kurt Villads Jensen fortæller anekdoten for at vise, hvordan den religiøse motivation spillede ind på korstogene i årene fra 1100 til 1300.

Netop denne drivkraft er blevet noget overset i den hidtidige historieskrivning til fordel for sociale og økonomiske faktorer, og det er en af pointerne med hans nye doktorafhandling, der i dag taler lige ind i en ny tid med religiøst motiverede drab og krig i muslimske lande.

Der foregår en religiøs vækkelse igennem hele 1000-tallet, og den personlige synd bliver vigtigere, forklarer den 54-årige forsker, som Kristeligt Dagblad møder i hans ældre bondehus uden for Ringsted.

Korsfarerne ser ikke sig selv som syndfri. Det er der kun en, der er: Jesus. Men der er en værre synd end deres, nemlig den bevidst at tage afstand fra det, der kan give syndsforladelse: kristendommen.

Derfor er muslimer og andre ikke-kristne farlige i en middelalderlig tankegang. De forhindrer kristendommen i at komme til udfoldelse.

En kendt kilde beskriver det sådan, at jo hurtigere man slår muslimer ihjel, desto kortere bliver deres synd. Det er sand næstekærlighed over for muslimerne, og på den måde hjælper man dem ved at slå dem ihjel. I middelalderen har man ikke et individuelt syndsbegreb, som man kender det fra vore dages lutherske kristendom. Det er også en pligt at hjælpe andre til at holde op med at synde.

Det er en meget synlig kristendom, der behersker det katolske Danmark, da pave Urban II kalder til korstog for første gang i 1096.

Kirken har været overalt. Gaderne er fyldt med munke og andre gejstlige, og efter gudstjenesten går man ofte i procession i landsbyen. Tidebønner høres syv gange dagligt, så selv ude på landet kan man ikke undgå at blive præget af kristendommen, siger Kurt Villads Jensen, der peger på en anden forskel mellem i dag og dengang.

I middelalderen har man ikke den modsætning mellem det krigeriske og det fredelige, som vi har i dag. Jomfru Maria er både den blide skikkelse, hvis brystmælk kvæger den, der tørster efter Gud, og den krigsgudinde, som er korsfarernes skytshelgen. Spanierne rider i krig med blafrende Maria-faner, som er det første, de placerer på erobrede landområder.

Historikeren gengiver adskillige beretninger fra soldater, der har sejret på slagmarken efter synet af den hellige jomfru, og tilføjer, at vor tids kristendomsforståelse tilsvarende er præget af vores historiske epoke.

En verden uden vold, som nogen drømmer om i dag, ville være en helt uforståelig idé for danskere fra 1100-tallet.

Tanken om, at krig kan afskaffes, fandtes ikke. Vore forfædre dyrkede den sejrende Jesus, der hænger på korset i stiv arm, ikke den lidende Jesus. Dog falder hans hoved længere og længere ned til siden, efterhånden som vi kommer længere op i middelalderen, siger Kurt Villads Jensen.

Men der var den forståelse af vold, at det ikke var noget, en præst kunne deltage i. Den hånd, der uddelte nadveren, måtte ikke slå ihjel. Alligevel måtte han gerne bede for krigerne og opmuntre dem.

Videnskabsmanden fra Syddansk Universitet fremhæver, at vold er til stede i dagligdagen som noget naturligt, for eksempel mellem storbonde og tyende, ligesom kirkens folk også mener, at vold har en opdragende funktion. Men der tages ikke let på krig.

Krig er sidste udvej for kirken, og man skal fremme det gode ved sine militære kampagner.

Krønikeskriveren Saxo giver således et eksempel på, hvordan biskopper og præster holder de blodtørstige krigere tilbage.

Den gejstlige ledelse beslutter i 1168, at de danske soldater ikke skal udrydde befolkningen i en by, de har erobret til soldaternes store ærgrelse. Og så tilføjer Saxo: Korsfarerne bliver berøvet en herlig hævn. Kirken gør meget for, at soldaterne ikke slår ihjel for sjov, og fjendens lidelser skal være så korte som muligt, selv når man slår dem ihjel.

Med korsfarerens egen lidelse forholdt det sig modsat, forklarer forskeren, mens han understreger sine sætninger med to pegefingre, som om han tegner sine pointer i luften.

Jo mere man som korsridder blev pint og plaget, desto bedre. Det centrale for den kristne kriger var at efterligne Kristus. Og det betød, at man skulle udstå samme lidelse, som Jesus havde udstået. Tage sit kors på sig.

Netop det var meningen med korstoget for mange korsfarere.

Guds vilje var, at man skulle efterligne Kristus. Og korstoget var en måde at gennemgå hans lidelse på.

Og teologien tilbød flere gunstige udgange, hvis man tog på korstog.

Slog man Guds fjende ihjel, var det ærefuldt. Slog han én selv ihjel, kom man i himlen.

Korstogshistoriker Kurt Villads Jensen forklarer, at datidens ridderborge har været noget sværere at indtage end den børneudgave, han har stående i sin have i Ringsted. – Foto: Anders Ellebæk Madsen.