Prøv avisen

Korsriddernes højborg

Hammershus er Nordens største borgruin. Borgen er ikke blevet udbygget løbende, som man før har troet, men er derimod anlagt som en kæmpeborg med ét formål: at vinde sjæle og skat i Østersøen gennem korstog. - Foto: .

7atse: De danske korsriddere, der ifølge sagnet modtog Dannebrog i Estland, var formentlig udsendt fra Hammershus. For nye opdagelser har afsløret, at den gamle borgruin er ældre, end man tidligere har antaget. Og at den var special-designet til korstog i Østersøen

Det er fortidens historier, der blæser liv i fortidens bygningsværker. Og på Nordbornholm ligger et vindblæst stykke danmarkshistorie, der stadig kan overraske forskerne. Hammershus er Nordens største borgruin, og de sidste mange år har den stået som et klippefast symbol på ærkebiskoppen af Lund Jakob Erlandsens enorme magt mod slutningen af 1200-tallet.

Men for nylig fandt man ud af, at Hammershus formentlig blev bygget tidligere til et langt mere aggressivt formål. For da man sidste år påbegyndte et større restaureringsarbejde af frygt for, at der ville falde sten ned fra det centrale tårn Manteltårnet kom det frem, at Hammershus nok snarere var specialdesignet til korstog i begyndelsen af 1200-tallet. Det fortæller museumsinspektør Kjeld Borch Vesth fra Nationalmuseet, der har særligt ansvar for bevarelsen af danske fortidsminder rundt omkring i landet.

Siden 1983 er han jævnligt kommet til Bornholm for at bese den gamle borgruin. Og det seneste år har han været på solskinsøen hver anden uge for at følge det restaureringsarbejde, der har ført til en helt ny forståelse af fortiden; en viden, der også giver en helt ny oplevelse af at besøge fortidsmindet.

Selv som ruin ser Hammershus frygtindgydende ud, når man nærmer sig i bil gennem den snørklede skovvej, hvorfra den første gang kommer til syne som en majestætisk krone hævet over den smukke natur, der ellers bugter sig i en skandinavisk turistblanding mellem skov, græsskråninger, klipper og Østersøen i baggrunden.

Og ved parkeringspladsen ligger naturligvis en cafe, hvor der oprindeligt lå en forpost, der engang tog kærligt imod fremmede. Nu sælges der Krøllebølleis til turisterne, der ikke kan undgå at komme forbi. For der er kun én vej over Slotsbroen ad middelaldervejen og op gennem forborgene. Herfra er der til gengæld flere forskellige veje videre ind i Slotsgården og slottets centrale del, Mantelgården.

Udsigten over Østersøen er hele turen værd, og den giver også en bedre forståelse for, hvorfor slottet kunne anvendes i så mange år. For det var næsten umuligt at angribe borgen fra søsiden, hvor de stejle klipper stadig står standhaftigt vagt mod Østersøens boksende bølger. Ifølge Skov- og Naturstyrelsens guide til Hammershus skiftede herredømmet til gengæld over borgen mellem ærkebiskoppen i Lund, hansestaden Lübeck og den danske konge. Gennem næsten 500 år blev slottet blandt andet brugt som fæstning, magasin, sæde for øens administration og statsfængsel. Slottets brug ændrede sig gennem tiderne afhængigt af, hvem der havde herredømmet over stedet. Der blev derfor ofte bygget om eller til på slottet, så det til stadighed kunne opfylde de skiftende krav. I dag er Hammershus Bornholms største turistmål med omkring 300.000 gæster om året. De fleste kommer for at opleve borgruinen og den omkringliggende natur, men Hammershus danner også ramme om rockkoncerter og brandvæsenets tilbagevendende lysshow, som er et lokalt tilløbsstykke. Men oprindeligt var den altså bygget til korsridderne.

Det er nye undersøgelser af byggeteknikken i Manteltårnet, der har overbevist museumsinspektør Kjeld Borch Vesth og hans kolleger om, at borgen ikke er blevet udbygget løbende, som man før havde troet, men at den oprindeligt var anlagt som en stor kæmpeborg med ét formål: at vinde sjæle og skat i Østersøen gennem korstog. For den samme byggeteknik findes i den yderste mur, og derfor passede det pludselig bedre, at det var Valdemar Sejr, der havde bygget den i samarbejde med ærkebiskop Anders Sunesen halvtreds år tidligere, end man hidtil havde antaget:

Dels er Danmark en stormagt i Østersøen på det tidspunkt, og dels er korstogstanken meget udbredt på det tidspunkt. Præsternes prædikener var fulde af opfordringer til rigets unge mænd om at melde sig til de hellige krige både i Jerusalem, men også i kampen for at få kristningsbølgen ud i verden, hvor man ville have alverdens hedenske stammer ind under det kristne fællesskab på godt og ondt, fortæller Kjeld Borch Vesth og fortsætter med leksikal præcision:

Vi ved, at paven pålagde ærkebiskop Anders Sunesen at samle ind til korstogene i Middelhavet, men også i Østersøen, mod de baltiske lande, Finland og Lapland. Og på det tidspunkt arbejdede kirken og kongen godt sammen. Det var Valdemar Sejr, der var konge i den periode, og paven havde lovet ham kongedømmet over de lande, han kunne kristne. Det kan være grunden til, at han og ærkebiskoppen opførte Hammershus i fællesskab.

Tidligere har vi ment, at det var den senere ærkebiskop Jakob Erlandsen, der opførte Hammershus i forbindelse med et opgør med kongen. Op gennem middelalderen har kongen og kirken ofte bekriget hinanden, fordi de ikke kunne blive enige om at dele magten. Og efter Valdemar Sejrs regeringstid gik forholdet mellem kirke og konge igen i hårdknude. Kirken havde støttet et andet kongsemne, og ærkebiskoppen allierede sig med fyrst Jaromar og ødelagde blandt andet kongens borg, Lilleborg, på Bornholm og slog 200 af hans mænd ihjel.

Grunden til, at vi har troet, at det var Jakob Erlandsen, der byggede Hammershus, er, at kongen klagede til paven over, at hans ærkebiskop havde ødelagt kongens borg. Og samtidig klagede kongen over, at ærkebiskoppen havde bygget nye borge mod kongen. Men der står hverken, at det handlede om Lilleborg eller Hammershus. Og i virkeligheden er det også bare et anklageskrift fra kongen. Ærkebiskoppen svarede, at han ikke havde bygget nye borge, men blot vedligeholdt sine gamle borge. Og nu tyder det altså også på, at Hammershus blev bygget tidligere.

Kjeld Borch Vesth peger på et kort over Hammershus, han har medbragt, og viser, hvordan Hammershus fra begyndelsen var lagt ud som et stort anlæg med mure, der går helt ud til kanten af de stejle klipper mod havet.

Et anlæg af denne størrelse har ikke været anvendeligt for en ærkebiskop. Den ydre mur er næsten en kilometer lang, og hvis man skulle bemande den, ville det kræve en enorm hær, som ærkebispen ikke havde til rådighed. Borgen er egnet til en hær på flere tusinde mænd. Det har været en defensiv borg, men den har også været brugt offensivt ved at samle en kæmpe hær på vej til togter i Østersøen. Det er voldsomme mængder sten, der er blevet brugt til at bygge den. Og det krævede, at den kunne tjene sig selv hjem.

Man kunne tjene penge til borgbyggerier på to måder. Enten ved at opkræve skat eller ved at lave erobringstogter. Og vi ved, at der var en række korstog ud i Østersøen i begyndelsen af 1200-tallet. Det, vi kender bedst, er korstoget til Estland, hvor Dannebrog ifølge sagnet faldt ned fra himlen i 1219 den 5. juni. Men der har også været korstog til Finland, Preussen og andre baltiske lande.

Til gengæld er de fleste korstog ud i Østersøen ikke særligt godt beskrevet, fortæller museumsinspektøren.

Den eneste kilde, vi har, er en kirkelig kilde i Letland, som nok er lidt selektiv. Det er formentlig sikkert nok, at Hammershus blev brugt til korstog. Men det gik lidt af mode, da Valdemar Sejr blev taget til fange i Tyskland, hvor han sad i tre år, før han blev løskøbt. Man holdt fast på Estland, som blev inddraget i riget, og bevarede det omkring 100 år, inden man solgte Estland videre til en anden korstogsorden i Tyskland.

Med tiden blev Hammershus dog for stor en mundfuld for de skiftende magthavere, der ikke kunne mønstre en hær, der var stor nok til at forsvare borgen. Derfor faldt den flere gange, fortæller Kjeld Borch Vesth.

Det er ikke så godt belyst, men vi ved, at kongen indtog den flere gange. Vi ved, at Valdemar Atterdag indtog den og gav den tilbage til bispestolen, mod at han måtte inddrage den til sit eget brug, når han ønskede det. Og det gjorde kongen i 1525, hvor han inddrog den og satte den i pant til Lübeck i 1526, som havde borgen i 50 år. Derefter gik borgen tilbage til kongen, der indsatte en lensmand til at administrere øen for sig. En del af indtægterne fik lensmanden til sin egen løn og vedligeholdelse af borgen. Resten skulle han aflevere til kongen. I den periode forfaldt borgen mere og mere, og efterhånden var der kun slotsgården tilbage.

Man kan læse i beretningerne, at vinduerne blæste ind, og at der skulle lægges nyt tag stort set hvert år. Og da det var lensmanden, der skulle vedligeholde den ud af de penge, han tjente, så blev der gjort mindst muligt.

Tiderne ændrede sig, og efterhånden blev lensmanden afløst af en amtmand, der holdt til i Rønne. I den periode blev borgen kun brugt til fængsel. Leonora Christina sad der blandt andet, men efterhånden blev den kun brugt som flagbastion. Og allerede i 1684 flyttede man fæstningen til Christiansø. Midt i 1700-tallet gav man helt op og satte en murermester til at brække sten ned. Man fyrede ham faktisk, fordi han ikke brækkede nok ned. Og i 1820 stoppede den daværende amtmand nedbrækningen. På det tidspunkt var romantikken kommet til landet, og man begyndte at se monumenterne som en del af rigets historie.

I 1822 blev borgen fredet, uden at man gjorde noget særligt for at bevare den, så den fik lov til at gro til. Men i midten af 1800-tallet begyndte man at understøtte en del af murene. Først i 1885 kom Peter Hauberg som den store restaurator, og han arbejdede på borgen indtil 1928, hvor han døde som en gammel mand. Det er hans udgave af Hammershus, vi har i dag. Siden blev borgen vedligeholdt med skiftende murermestre. Skov- og Naturstyrelsen er areal-ansvarlig, mens det i dag er Kjeld Borch Vesth, der sikrer, at den arkæologiske dokumentation er i orden.

Vi kan se, at tårnet har været beskudt af kanoner. Og der er blykugler, der har været slået ind i furerne, siger museumsinspektøren.

Se, der er skudt et helt hjørne af! Du kan se, at det er blevet repareret lidt sjusket, siger han begejstret og tilføjer:

Sådan kan et fortidsminde blive ved med at fortælle historier.

historie@kristeligt-dagblad.dk