Kort nyt: Historie

Kort nyt om historie

Nietzsches grav sløjfes måske

Gud er død, erklærede den tyske filosof Fr. Nietzsche for over 100 år siden, og han ville nok også have været temmelig ligeglad med sine egne jordiske rester. Mange andre er imidlertid ikke ligeglade med hans sidste hvilested, skriver New York Times. Borgerne i den østtyske landsby Röcken er chokerede over, at man muligvis bliver nødt til at sløjfe Nietz-sches gravsted. Han hviler oven på en stor forekomst af brunkul, som visse politiske kræfter gerne ser udvundet. Områdets arbejdsløshed er høj, og det ville samtidig gøre egnen mindre afhængig af dyre el-leverancer, hvis man bruger den naturlige forekomst.

Fru Nixon var først i krigszone

For et par uger siden kom Hillary Clinton til at pynte lidt for meget på et besøg i Bosnien. Først hævdede hun at være blevet beskudt, og siden, da hun trak i land, at hun var den første præsidentfrue i en krigszone siden Anden Verdenskrig. Det var hun ikke, skriver historikeren Julie Eisenhower, som har skrevet en biografi om Nixons hustru, Pat. Eisenhower har fundet ud af, at fru Nixon var den første præsidentfrue i en krigszone, da hun besøgte Vietnam i 1969. Hillary Clinton kan altså højst have været den anden på besøg i en krigszone.

Flammen og Citronen på web

De er snart over det hele, de to helte fra frihedskampen under Besættelsen. Frihedsmuseet har nu lavet et særligt web-tema, der fortæller den sande historie om Flammen og Citronen. På hjemmesiden http://www.natmus.dk/sw54219.asp har Frihedsmuseet publiceret artikler om Flammen og Citronens aktioner. Man kan også læse om museets mange genstande, som har relation til dem, og selvfølgelig finde portrætter af hovedpersonerne. Frihedsmuseet tilbyder endvidere gratis omvisninger de kommende tre søndage klokken 11 og 13.

Ældste europæer fundet i Spanien

Fundet af et menneskefossil vil muligvis betyde, at lærebøger og leksika skal skrives lidt om. Her har man gået og troet, at mennesket havde levet i Europa i omkring 800.000 år. I hvert fald fandt man i 1997 et fossil, der kunne dateres til at være 800.000 år gammelt. Sidste år fandt forskere et nyt fossil, og det rykker Europas historie 500.000 år tilbage. 1,3 millioner år gammelt mener man, fossilet er. Fundet blev gjort i Atapuerca i det nordlige Spanien sammen med stenredskaber og dyreknogler, skriver AP.

Bliv arkæolog i en uge

Hvis man går rundt og drømmer om at grave efter potteskår og måske gøre et fantastisk fund a la guldhornene, er muligheden til stede. Den arkæologiske forening HARJA arrangerer gravelejr i ugerne 27-29. Det koster 1000 kroner, og så får man lov til at deltage i en udgravning ved Vikingemuseet Ladby på Fyn i en hel uge. Det kræver ingen særlige forudsætninger at deltage i lejren. Hver dag indledes med en teoretisk og praktisk gennemgang af teknikker. For at deltage skal man nok komme hurtigt ud af busken. Der er maksimalt plads til 15 deltagere pr. uge. Se mere på www.harja.dk, hvor man også skal tilmelde sig.

historie@kristeligt-dagblad.dk