Der findes formentlig ingen fødevare, som har haft større betydning for verdenshistorien end hvede. Den lyse kornsort, der ligner en fletning og som stikker op fra jorden på marker så langt øjet rækker over store dele af verden, har formet stater, imperier og været udslagsgivende for krige. Det fortæller den amerikanske professor Scott Reynolds Nelson i bogen Oceans of Grain: How American Wheat Remade the World (Hav af korn: Hvordan amerikansk hvede genskabte verden).
“Mange store stater udviklede sig groft sagt ikke, før de begyndte at fokusere på hvede. Imperier er vokset ud af deres evne til at producere og eksportere hvede. Hvede kan opbevares længe i modsætning til eksempelvis kartofler. Hvede er opbevaret energi til urbane samfund. Romerriget og Byzantium var i stand til at brødføde deres befolkninger, fordi de kunne opbevare korn. Når en romersk soldat drog i krig, havde han et sværd i den ene hånd og i en le i den anden hånd. Med leen skar han kornet ned, så hæren kunne brødfødes, når et område var invaderet,” fortæller historikeren.
Scott Reynolds Nelsons bog udkom, lige inden Rusland invaderede Ukraine, og emnet er højaktuelt, for Ukraine rangerer som verdens sjette største eksportør af hvede, mens Rusland med sine enorme landmasser er den største hvede-eksporter på kloden. FN anslår, at op imod 30 procent af Ukraines afgrøder i dette og næste år vil forblive uhøstet på grund af krigen, og verdensorganisationen advarer om, at den begrænsede eksport af ukrainsk hvede kan føre til global hungersnød. Det område, vi i dag kalder Ukraine, har i årtusinder været hjemstavn for omfattende hvedeproduktion. Ukraines natur og adgang til Sortehavet skaber de perfekte betingelser for hvede, og ukrainsk hvede er billigere at producere end eksempelvis russisk, fortæller Scott Reynold Nelson.
“I Ukraine er der ferskvand, der løber ned i den meget dybe ukrainske jord på de flade sletter. Korn er tungt, og værdien er relativt lav pr ton. Det er bedst at transportere til havs, fordi dybe skibe kan opbevare de største mængder. Sortehavet er meget dybt, og derfor har ukrainske havnebyer som Odesa og Kherson længe været helt centrale for hvede-eksporten. Da Ukraine var en del af det russiske imperium, brugte russerne også de ukrainske havnebyer til hvede-eksport, fordi det Azovske Hav(mellem Krimhalvøen og russisk og ukrainsk fastland, red) er smallere og mindre dybt.”
Ukraine har haft hvede i 3000 år
3000 år før vores tidsregning begyndte man at dyrke hvede i det nuværende Ukraine, og gennem årtusinder har området været præg af konflikt og kaos mellem grupper af bosættere - græske, romerske og byzantinske - på grund af de værdifulde kår for kornproduktion, siger historikeren.
I 1760’erne redefinerede de franske naturretsfilosoffer, fysiokraterne, opfattelsen af, hvad der udgjorde magtens kerne for imperier. Et imperiums jord og landbrugsproduktion blev nu set som det ultimative trumfkort, og her var hveden i centrum, fortæller Scott Reynold Nelson.
“Fysiokraterne foreslog, at imperier udvidede deres eget imperiums magt ved at sælge korn til andre imperier. De to lande, som vi virkelig tog ideen til sig, var USA under præsident Thomas Jefferson, og Rusland under Katarina den store. Der foregik en international konkurrence om at levere korn til andre lande, og da Napoleonskrigene (1804-1815) brød ud på det europæiske kontinent, sagde Jefferson, at USA’s job var at brødføde europæerne, mens europæernes job var at kæmpe, og at han håbede, at de kæmpede en hel del.”
Størstedelen af den amerikanske eksport af hvede i denne periode gik dog til at brødføde de caribiske øer, hvor sorte slaver producerede kaffe, sukker og tobak, som blev sendt til Europa, ligesom det var tilfældet med den russiske hvede. Da Napoleon invaderede Rusland i 1812, var det for at forhindre russerne i at levere hvede til Storbritannien og de andre lande, som Frankrig lå i krig med, siger historikeren.
“Napoleon ville udsulte sine krigsmodstandere, så de overgav sig. Men det kunne han ikke gøre, så længe Rusland leverede hvede fra ruten via Sortehavet og Middelhavet hele vejen op til Storbritannien.”
Da den amerikanske borgerkrig sluttede i 1865, havde USA fået bygget jernbanekorridorer, der kunne transportere hvede fra de vestlige stater til havnebyer som New York og Philadelphia og videre til Europa. Samtidig var de amerikanske fagforeninger opstået, så arbejdskraften blev organiseret på den vestlige side af Atlanten, og disse forhold gjorde, at USA blev den dominerende eksportør af hvede i verden, og prisen på hvede faldt med 50 procent. Den russiske kommunist Alexander Parvus iagtog udviklingen med tilfredshed. Han afskyede Zarens undertrykkende Rusland, som han viede sit liv til at bekæmpe. Parvus blev en velhavende korn- og våbenhandler, og han så det enorme prisfald på hvede som en svaghed for Rusland og en mulighed for at knække regimet.
“Odesa var en vigtig havneby for den russiske eksport, hvor Parvus havde boet som ung, og han vidste, at hvis man skar Ukraine væk fra Ruslands indflydelsessfære, mistede regimet sin magt, som i forvejen var ved at smuldre på grund af den amerikanske dominans på hvede-markedet,” fortæller Scott Reynolds Nelson.
Inden der opstod en gylden mulighed for at sende zar-regimet til tælling ved Sortehavet, var Alexander Parvus i 1905 rejst til Skt Petersborg. Forinden havde han boet i Schweiz og i Tyskland, hvor han blev medlem af det tyske socialdemokrati og mødte Rosa Luxembourg og Vladimir Lenin, men havde nu i selskab med den prominente revolutionære Leon Trotskij forsøgt at initiere en russisk revolution, som fejlede. I stedet blev de to revolutionære arresteret, og da Alexander Parvus nogle år senere var flygtet fra fængslet, flyttede han til Istanbul, hvor han spillede en vigtig rolle, da Første Verdenskrig brød ud i 1914.
“Under Første Verdenskrig hjalp Parvus Osmannerriget og Tyskland (der var allierede, red) med at blokere for Ruslands hvede-eksport fra Odesa ved at levere våben til parterne. Parvus havde forinden haft kontrakter om at levere artilleri og maskinpistoler til tyrkerne under balkankrigene 1912-1913,” siger Scott Reynolds Nelson.
Alexander Parvus tjente en formue på våbenhandel, og han var en velrespekteret herre i det tyske kejserriges regering, som han fik overbevist om at give ham økonomiske midler, der skulle bruges til at købe russisk korn fra Baltikum. I 1915 slog han sig ned i Danmark, hvor han oprettede et handelsfirma, der gennem kornsalg, skulle finansiere revolutionære netværk i Rusland.
“Parvus’ handelsfirma i Danmark brugte han til at understøtte den russiske revolution til at producere propaganda, men også til at købe de maskinpistoler, som de revolutionære havde brug for. Det er blandt andet Parvus’ arbejde, der overbeviste Vladimir Lenin om, at deres hjemland nu var klar til den store revolution.”
Hitler ville have Ukraines korn
Hvede spillede også en stor rolle under Anden Verdenskrig. Da Nazityskland besatte Ukraine i 1941, mens området var en del af Sovjetunionen, var det Adolf Hitlers plan at bosætte tyskere i området, så de kunne dyrke hvede og sende det til hjemlandet.
“Tyskland var længe optagede af forholdene i Ukraine, fordi Hitler vidste, at tyskerne ikke kunne brødføde sig selv. Ukraine skulle være Tysklands brødkammer,” siger Scott Reynold Nelson.
Historikeren vurderer, at hvede vil blive ved med at spille en stor rolle for det geopolitiske fremover. Hvede er en såkaldt Giffen-vare, hvilket betyder, at når prisen på råvaren stiger, stiger efterspørgslen også. Dette udnytter Rusland i øjeblikket, for landet er i modsætning til Ukraine i stand til at eksportere hvede i vidt omfang.
“Hvede er en strategisk råvare på linje med olie, som er ekstremt vigtig for stater og deres befolkninger. Hvis prisen på en køkkenradio stiger, dropper folk at købe produktet og bruger deres penge på noget andet. Sådan fungerer det ikke med hvede, fordi råvaren er så stor en nødvendighed. Hvede bruges også som foder til kvæg og grise, så når hvedepriserne skyder i vejret, gør kødpriserne det også,” siger Scott Reynolds Nelson.
Når fødevarepriserne stiger, kan det føre til panik og opstande, som flere gange i historien har været katalysator for revolutioner, bemærker forfatteren.
“Den irske kartoffel-hungersnød var en medvirkende faktor til revolutionerne i 1848, ligesom stigning i madpriserne satte skub i Den Russiske Revolution i 1917. Da Rusland blev ramt af tørke i 2011 og hvede-eksporten faldt, så vi Det Arabiske Forår. Flere nordafrikanske og mellemøstlige lande er i dag afhængig af ukrainsk hvede, så nu risikerer vi at se politiske konflikter bryde ud i den region.”