Situationen virkede nærmest håbløs for den romerske kejser Marcus Aurelius og hans tropper. Hæren var omringet af germanske krigere. Mændene var udmattede af hede og led under en brændende tørst, men fjenden spærrede dem adgang til alle steder med vand.
Men lige med ét skete der et mirakel!
Himlen åbnede sine sluser, og regnen styrtede ned i kaskader. Romerne behøvede bare at lægge nakkerne bagover og åbne mundene for at drikke den livgivende væde. Efter at have slukket deres egen tørst brugte de skjolde og hjelme til at opfange regnvandet i, som de derefter gav deres heste at drikke.
Germanerne var til gengæld mindre heldige. De gik til angreb, men lyn og hagl slog ned over dem og satte jorden under deres fødder i brand, hvorimod uvejret skånede romerne.
Slaget mellem romerne og germanerne fandt sted i 172 e.Kr. i et område, der i dag er del af Slovakiet, og fortællingen om uvejret er med tiden blevet kendt som ”regn-underet”.
Den romerske kejser Marcus Aurelius var ikke i tvivl om, at et mirakel var skyld i hærens sejr over germanerne. I et brev til senatet i Rom skrev han, at ”Gud” reddede hæren, men forklarede ikke, om han dermed mente den romerske vejrgud Jupiter eller et andet åndeligt væsen, siger den tyske historiker Alexander Demandt, der lige har udgivet en bog om den kendte hersker.
”Marcus Aurelius blev ganske vist kendt som filosof-kejseren, men hans begejstring for filosofi hindrede ham ikke i at tage religion og sine kultiske pligter som hersker over det romerske imperium alvorligt. Det var rent faktisk en pligt for kejseren at tilbede guderne, for på den måde styrkede han fællesskabsfølelsen i samfundet og befolkningens agtelse for højere magter, og han var nødt til at holde fast i de traditionelle, religiøse skikke i Rom.”
Alexander Demandt betegner ”regn-underet” som en af de mest kendte fortællinger fra Marcus Aurelius’ krige mod germanerne. I løbet af tiderne har der udviklet sig utallige legender om episoden. En af de mest udbredte versioner stammer fra kristne kilder, ifølge hvilken Marcus Aurelius nærmest døende af tørst bad de kristne blandt sine soldater om hjælp: Først da de kristne soldater kastede sig til jorden og begyndte at bede, strømmede mild regn ned over romerne.
”I antikkens Rom skulle religion først og fremmest tjene statens ve og vel og indtog dermed en helt anden rolle end i de kristne menigheder, hvor troen jo især skulle sikre det enkelte menneskes personlige salighed efter døden. Romerne havde et meget pragmatisk forhold til religion og kunne bede alle mulige guder om hjælp, hvis det forekom dem hensigtsmæssigt. Alligevel tvivler jeg på, om der er noget sandt i den kristne version af regn- underet. De kristne udgjorde i kejserens øjne nemlig kun en minimal del af befolkningen, og han betragtede dem som et tidsbegrænset fænomen, det slet ikke var værd at beskæftige sig med,” siger Alexander Demandt.
Marcus Aurelius omtaler for eksempel kun de kristne én enkelt gang i sine filosofiske bøger, der blandt andet er udkommet på dansk under titlen ”Selvbetragtninger”.
”I dette store værk kritiserer Marcus Aurelius, at de kristne ikke har et afslappet forhold til døden, men at de derimod foretrækker at dø på en meget teatralsk måde. Når kristne i antikkens Rom døde som martyrer, var de overbevist om, at de slap for skærsilden, og at de kom direkte ind i himlen. Derfor skete det flere gange, at de kristne ligefrem trængtes om at blive martyrer. Denne indstilling til døden stod i diametral modsætning til kejserens syn. Marcus Aurelius delte den græske filosof Epikurs opfattelse af døden. Epikur beskrev i et brev til sin ven Menoikeus sit forhold til døden på følgende måde: ’Døden angår os ikke, for så længe vi er til, er døden der ikke, og så snart døden er der, er vi der ikke længere’.”
Selvom Marcus Aurelius ikke interesserede sig for de kristne menigheder i sit imperium, fandt der adskillige kristenforfølgelser sted under hans styre. Blandt andre de to kirkefædre Justin og Polykarp led martyrdøden, mens Marcus Aurelius var kejser.
”Disse kristenforfølgelser passer slet ikke til billedet af Markus Aurelius, der ellers altid engagerede sig for de svage og nødlidende, men kejseren var, når det drejede sig om kristenforfølgelserne, bundet på hænder og fødder af sine pligter som hersker over det romerske imperium. Marcus Aurelius var nemlig ikke en almægtig kejser og var nødt til at acceptere romersk ret. De kristne nægtede at aflægge ed på at adlyde kejseren, og ifølge romersk ret var det det samme som at begå loyalitetsbrud og forræderi, og dermed var Marcus Aurelius tvunget til at lade staten behandle dem som statsfjender. Alligevel har kejseren tydeligt vist, at han ikke brød sig om kristenforfølgelserne, for under hans regeringstid tog staten aldrig selv initiativet til at forfølge eller anklage kristne. Der blev altid kun ført processer mod kristne, når personer i befolkningen anmeldte dem til myndighederne, og kejseren var aldrig selv personligt involveret i disse retssager. Der blev også udelukkende ført processer mod enkeltpersoner og ikke mod de kristne som grupper, hvilket betød, at de kristne menigheder under Aurelius fortsat kunne vokse sig større. Det er sikkert også grunden til, at mange kirkefædre senere hen har betegnet Marcus Aurelius som en af de ’gode’ kejsere i modsætning til for eksempel Nero, der forfulgte de kristne efter sit eget personlige forgodtbefindende.”
I Hollywood-film som ”Romerrigets fald” og ”Gladiator” skildres Marcus Aurelius som en gammel mand fuld af visdom, medfølelse og godhed. Dette billede af kejseren er ifølge Alexander Demandt ikke noget tilfælde, men baserer sig på historiske kendsgerninger.
”Marcus Aurelius’ værk ’Selvbetragtninger’ kan betegnes som en humanitetens katekismus, og han anstrengte sig hele livet igennem for at føre en politik, der var i overensstemmelse med den filosofi, han gav udtryk for i sine bøger. Han har jo gjort ting, som ingen anden kejser før eller efter ham har gjort: Da riget manglede penge, og hans tropper skulle have løn, satte han sine kronjuveler til salg. Han benådede forrædere og interesserede sig ikke for den sladder, der var om hans kones påståede utroskab. Ja, han forfremmede endda flere af de mænd, som hun angiveligt skulle have et forhold til,” siger Alexander Demandt.
Marcus Aurelius herskede over det romerske imperium i 19 år, og i næsten al den tid var Rom i krig med mindst en eller flere af sine naboer.
”Bortset fra Nordafrika var der kamp om alle rigets grænser, og Marcus Aurelius var nødt til at føre en række forsvarskrige. Han kendte sine pligter som hersker, men beklagede ofte, at hans embede stred imod hans filosofiske overbevisninger. Det var nu engang en kejsers pligt at beskytte staten, men han førte en indre kamp med sig selv under hver krig. Og hvad andet skulle han gøre, når germanere og andre folkegrupper satte landsbyer i brand og voldtog kvinderne? I den situation kan man ikke bare se passivt til. Hvis kejseren havde haft de samme dyder som den hellige Frans eller lægen Albert Schweizer, ville han meget hurtigt være blevet fjernet fra sin post og erstattet med en langt mindre menneskevenlig kejser.”
Alligevel lod Markus Aurelius filosofien styre sit liv, overalt hvor det overhovedet var muligt. Han bestræbte sig hele tiden på at blive et bedre menneske og førte en livslang kamp mod sine indre svagheder.
Hans ”Selvbetragtninger” blev for første gang offentliggjort i det 16. århundrede, og siden har Markus Aurelius og hans filosofi præget store mænd og politikere igennem århundrederne.
En af oplysningstidens mest markante personligheder, Voltaire, sidestillede Marcus Aurelius med så betydningsfulde filosoffer som Konfucius, Sokrates og Platon, og den preussiske kong Frederik den Store hyldede i flere skrifter og endda også i et digt den romerske kejser og dennes visdom.
Også i nyere tid har politikere ladet sig inspirere og lede af Marcus Aurelius. For eksempel har Helmut Schmidt, der var Tysklands kansler i årene 1974 til 1982, i sine erindringer fortalt, hvordan han fandt støtte ved at læse Marcus Aurelius’ ”Selvbetragtninger”, da han som soldat under Anden Verdenskrig befandt sig ved fronten:
”Marcus Aurelius var også et forbillede for mig i min tid som kansler. Når jeg i vanskelige politiske situationer skulle træffe en afgørelse, var han med til at give mig indre ro og kraft til at udføre mine pligter,” skriver Helmut Schmidt, der betegner Marcus Aurelius’ ”Selvbetragtninger” som ”en slags idealkatalog for, hvordan man styrer et land retfærdigt og klogt”.
Alexander Demandt er overbevist om, at mange politikere den dag i dag kunne blive bedre magthavere, hvis de tog ved lære af Marcus Aurelius og hans filosofi.
”Marcus Aurelius er et fremragende eksempel på, hvordan politik og filosofi kan supplere hinanden. Der findes ganske vist problemer, der ikke kan løses, men ifølge Marcus Aurelius kan man lære at leve bedre med disse uløste pro-blemer. Hele hans filosofi er en form for selvkritik, og det er jo virkelig ingen fejl, hvis politikere i dag vil tænke lidt mere over deres liv og handlinger og være mere beskedne og ydmyge. Ligesom Marcus Aurelius bør politikerne altid være beredte til at udøve selvkritik og til at overveje følgerne af de ting, de gør,” siger Alexander Demandt.