Krigsinvalider lagde grunden til OL for handicappede

Fra en beskeden start med 16 bueskytter i 1948 i England har handicapidrætten vokset sig til en international bevægelse, men det har ikke været uden konflikter

Stoke Mandeville Legene i 1948 – hvor det var krigsinvalider, der deltog ­– blev forløberen for De Paralympiske Lege. I alt 16 bueskytter deltog. –
Stoke Mandeville Legene i 1948 – hvor det var krigsinvalider, der deltog ­– blev forløberen for De Paralympiske Lege. I alt 16 bueskytter deltog. – . Foto: Ian Brittain/International Wheelchair and Amputee Sports Federation.

Når handicappede atleter fra 175 lande marcherer eller ruller ind på det olympiske stadion i Rio den 7. september, går traditionen tilbage til en spæd start på rehabiliteringshospitalet Stoke Mandeville i England i 1948.

Foregangsmanden var neurologen Ludwig Guttmann, en 49-årig tysk jøde, der i 1939 flygtede til Storbritannien.

Hans øjeblik kom, da de første Olympiske Lege efter Anden Verdenskrig blev afholdt i London i 1948.

Den 29. juli 1948 – samme dag som åbningsceremonien for De Olympiske Lege i London – afholdt han en konkurrence i bueskydning på hospitalet for 14 mænd og to kvinder, som alle var krigsinvalider.

Det er gået over i historien som Stoke Mandeville Legene, der fik en international dimension i 1952 med hollandsk deltagelse. Legene voksede gradvist, og det næste afgørende skridt kom i 1960 med de første regulære Paralympiske Lege i Rom med 400 kørestolsatleter fra 23 lande.

”Den første kamp var at vinde accept for tanken om sport for mennesker med et handicap. Særligt lammede blev set som folk, der ikke kunne bidrage med noget til samfundet. Det er stadig holdningen i nogle lande i dag,” fortæller dr. Ian Brittain fra Coventry University i Storbritannien.

Han er en ledende international ekspert i den paralympiske bevægelse, som Olympiske Lege for handicappede kaldes, og har i år udgivet en opdateret udgave af bogen ”The Paralympic Games Explained”, som forklarer De Paralympiske Leges udvikling.

Navnet var oprindeligt et ordspil på ”paraplegic”, som er det engelske ord for lammelse, og ordet olympiade.

Men i takt med at legene fra 1976 blev udvidet til at omfatte atleter med andre typer af handicaps, er den officielle betydning ændret til at betyde, at De Paralympiske Lege finder sted parallelt med De Olympiske Lege.

Og vejen ind i den olympiske familie har været lang og vanskelig.

”I 1970’erne og 1980’erne var der en strid med IOC (Den Internationale Olympiske Komité, red.) om brugen af den olympiske sprogbrug, og De Paralympiske Lege blev tvunget til at ændre deres logo, fordi det lå for tæt på de olympiske ringe,” fortæller Ian Brittain.

Holdningen ændrede sig i forbindelse med bestikkelsesskandalen, der handlede om at få værtskabet til vinter-OL i Salt Lake City i 2002.

”Aftalen om samarbejdet med den paralympiske bevægelse handlede delvist om at rette op på IOC’s dårlige rygte,” forklarer Ian Brittain

Mest markant har været, at De Paralympiske Lege siden Seoul i 1988 har fundet sted i samme by og på de samme faciliteter som det regulære OL, hvilket har ført til stærk vækst i antallet af deltagerlande.

Så kvantitativt har der været fremskridt, men kvalitativt ser det mere uklart ud. Blandt andre kritiserer formanden for Dansk Handicap Idræts-Forbund, at nogle lande deltager uden at have det store at byde på rent sportsligt.

”Det piner mig at se en åbningsceremoni, hvor nogle lande kommer med blot en atlet, som end ikke har niveauet, men som følges af en delegation på seks mand, der lidt frækt sagt er på sommertur,” siger Karl Vilhelm Nielsen.

Ian Brittain fremhæver, at omkring 40 lande kom med blot en enkelt atlet i London i 2012.

”For mange lande handler det om at sende det signal, at de tager hånd om de handicappede. Men hvis man kigger nærmere efter, så er det ikke tilfældet. Og der er stadig lande, som af sociale eller religiøse grunde gemmer folk med et handicap væk. Og det er typisk medlemmer af deres egen familie, fordi der er et element af skam,” siger Ian Brittain.

Selvom De Paralympiske Lege nu er verdensomspændende, er der en skævvridning. Han har set på medaljehøsten i forhold til Human Delvelopment Index (indekset for menneskelig udvikling), som ikke kun ser på økonomi, men også uddannelse og levealder med mere.

”Atleter fra lande, som ligger højt på listen, tog 94,8 procent af alle medaljer i London og 100 procent ved De Paralympiske Vinterlege i Sochi 2014. Det handler om meget andet end atleterne – også udgifter til udstyr som sportsproteser og kørestole, samt at nogle atleter også skal have plejere med,” forklarer Ian Brittain.

Han tilføjer, at eksempelvis de paralympiske trænere i Kenya er nødt til at være opmærksomme på, hvor hårdt de træner atleterne, fordi der ikke er nogen garanti for, at de har haft råd til at spise.

Siden de første regulære lege i 1960 har der været en debat om, hvem der kunne deltage.

Eksempelvis var døve atleter med en kort overgang. Psykisk udviklingshæmmede blev udelukket i 2004 og 2008 efter afsløringen af, at 10 ud af 12 spillere på det guldvindende spanske basketballhold i Sydney i år 2000 ikke var handicappede.

Ian Brittain tror, at debatten om at indlemme nye kategorier er lukket, idet aftalen med IOC sætter et loft på omkring 4300 deltagere.

Derimod sker der løbende justeringer af klassifikationssystemet. For den danske kuglestøder Jackie Christiansen betyder disse, at han ikke kan forsvare den guldmedalje, som han har vundet ved de seneste tre Paralympiske Lege.

Justeringerne sker blandt andet på grund af pres fra IOC, hvis rige pengekasse er med til at finansiere De Paralympiske Lege.

”Legene gået fra et lægeligt til et sportsbaseret system – eller fra at have et socialt formål til et at være en ren elitesportskonkurrence, som er mere tiltalende for medierne. Det skaber det problem, at nogle af de mere alvorlige handicaps bliver marginaliseret,” mener forskeren fra Coventry University om De Paralympiske Lege, som fra en beskeden start med 16 bueskytter nu er en del af den olympiske familie.