Forfølgelsen af armeniere i Det Osmanniske Rige begyndte at tage til i slutningen af 1800-tallet, og Kristeligt Dagblads læsere kunne fra begyndelsen følge med i begivenhederne gennem førstehåndsberetninger fra danske missionærer og indlæg fra religiøse og humanitære ildsjæle.
Allerede på den første dag Kristeligt Dagblad udkom, kunne man læse om armenierne. Den 1. oktober 1896 gav avisen en indføring i den armenske kultur, og her kunne man læse, at ”det er for en del Armeniernes Kristendom, der fik deres Naboer, Kurderne, til i fjor at røve og plyndre og myrde på usædvanlig grusom måde”, og at ”den armenske Kirke på mange måder er tegnet med dødens Mærke”.
Den 16. december 1896 – blot et par måneder senere – rettede en række fremtrædende kirkefolk og politikere en “indtrængende Opfordring til danske kristne om at yde Hjælp til de ulykkelige Armeniere”. Indlægget var en opfordring til at samle ind, men samtidig en beretning om forfølgelsen af armenierne:
“Ved Vidnesbyrd fra de troværdigste Kilder — Missionærer og Konsuler — og ved pålidelige statistiske Data er det godtgjort, at tyrkiske og kurdiske Mordere i Løbet af det sidste Årstid have, ofte under aktiv, men i ethvert Fald under passiv Medvirkning af Landets saakaldte Øvrighed, ombragt over 100,000 Armeniere, mest voksne Mænd, hvem man i Forvejen havde sørget for at berøve deres Vaaben, og at dette i mangfoldige Tilfælde er sket under Anvendelse af ubeskrivelige Pinsler. Tusinder af armenske Kvinder ere blevne skændede,” skrev indsamlingskomitéen og fortsatte:
“Tallet på dem, man under Trusler om en kvalfuld Død har tvunget til at antage Muhamedanismen, lader sig end ikke tilnærmelsesvis opgive. Henved en halv Million Mennesker i det tyrkiske Armenien er blevne brødløse og husvilde; Landets frugtbare Dale ere blevne forvandlede til Ørkener; det er ene og alene afhængigt af den kristelige Godgørenhed,” lød bønnen.
Men det var ikke kun Kristeligt Dagblads læsere, der kunne følge med i forfølgelserne og massakrerne på de kristne armeniere. Det forklarer Matthias Bjørnlund, historielektor og ekspert i det armenske folkedrab.
“Også Nationaltidende, Berlingske og Politiken dækkede situationen. For det var en af de første sager i Danmark, der både var elitær og folkelig, og vi kan se på indsamlingsopgørelserne, at selv fattige mennesker gav en skærv til sultende og hjemløse armeniere,“ siger Matthias Bjørnlund.
Selvom de forfulgte armeniere nød bred opbakning i den danske befolkning, var særligt Indre Mission optaget af forfølgelserne af det kristne folkeslag:
“De så armenierne som kristne martyrer og som frontkæmpere ved kanten af den kristne verden, men man var også klar over, at det var en humanitær katastrofe med fordrevne og udsultede mennesker. Samtlige danske missionshuse fik besøg af foredragsholdere fra ind- og udland, der kunne berette om forfølgelserne. Og især de kvindelige missionsarbejdere var aktive, nogle af dem tog af sted til Armenien, mens mange andre valgte at sponsorere armenske børn hjemmefra,” siger Matthias Bjørnlund.
Op mod Første Verdenskrig intensiveredes forfølgelserne i Det Osmanniske Rige til det, der i dag af langt de fleste eksperter kaldes et folkedrab. Magthaverne begyndte at opfatte armenierne som en samlet trussel mod nationen, og man igangsatte målrettede forfølgelser, deportationer og massedrab.
“Det armenske folkedrab omkring 1915 blev også dækket bredt i den danske presse. Men her var Kristeligt Dagblad lige en tand længere fremme, både med sine førstehåndsberetninger, og især med sin klare redaktionelle linje, der var proarmensk,” siger Matthias Bjørnlund, og forklarer, at andre dagblade gav plads til stemmer, der sagde, at man ikke skulle blande sig i Det Osmanniske Riges interne politik.
“Der var nemlig dem, der mente, at Europas stormagter skulle agere, som de nu engang ville. De skrev typisk fra et realpolitisk standpunkt, mens andre romantiserede osmannerne og var direkte armenofobiske. De mente, at man ikke skulle forsvare det lille, forræderiske folkefærd, der ligesom grækerne og jøderne var uromagere. Kristeligt Dagblad gik direkte ind i polemikken og blev et talerør for både humanistiske og religiøse stemmer, der ønskede at beskytte armenierne,” siger Matthias Bjørnlund.
Folkedrabet kulminerede i 1915, og onsdag den 22. september trykte Kristeligt Dagblad en artikel under overskriften “Fra Armenien – Blodets og Taarernes Land“.
“I denne Tid, da der rundt omkring paa Jorden lyder saa utallige Suk og grædes saa mange Taarer over al den grænseløse Nød, Elendighed, Lidelse og Død, som kommer i Krigens Følge, høres der ogsaa dybe Smertens-toner fra det gamle Land, der kaldes ‘Blodets og Taarernes Land’ — fra Armenien,” indledtes artiklen.
“I Foraaret udgik der fra den tyrkiske Regering den Befaling, at den armeniske Befolkning i visse Villajeter (Distrikter) i Lilleasien skulde borttransporteres. Grunden til denne Befaling ligger vel i den Følelse af Utryghed, som den tyrkiske Regering har lige overfor den armeniske Befolkning, idet den frygter, at denne ved et eventuelt fjendtligt Indfald i Landet ville slutte sig til Fjenderne og gøre fælles Sag med dem,” forklarer skribenten.
“Alle Mænd, som paa nogen Maade kan bruges til Soldater, bliver transporteret til hæren. I store skarer bliver de andre ulykkelige transporeret bort både fra byer og fra Landet til langt borte liggende ubeboede Egne, Ørkener og deslige. I Løbet af ganske få Timer efter Befalingen er bleven bekendtgjort, må Resten af Mænd, Kvinder og Børn forlade deres Hjem, medtagende saa godt som intet og gaaende i Møde — ja, hvad, og hvilken Fremtid ?! Der er Høst i Landet, men ingen til at bjerge Høsten; alt Arbejde er standset, alt, alt må forlades! Det forlyder, at mange er bleven dræbte — og man ved jo, at Tyrkerne er ikke skaansomme ved Udførelsen af den Slags Befalinger. Mange er tvungne til at gaa over til Muhammedanismen, de forladte Hjem gives til de fra Europa indvandrede Muhammedanere, som skal være særlig fanatiske, og en Del af Kvinderne og de unge Piger bliver fordelte imellem disse. Der er, kort sagt, en grænseløs Jammer, en navnløs Elendighed i det gamle Land, hvor Blod og Taarer nu atter væder Jorden, og Sukkene genlyder fra Bjerge og Dale,” beskrev artiklen, som derefter beskrev de danske kvinders missionsarbejde og et børnehjem med omkring 70 børn, der ledtes af en dansk missionskvinde.
“I Sommerens Løb har K. M. A. (missionsselskabet Kvindelige Missions Arbejdere, red.) modtaget enkelte små Breve og Kort, som med deres, paa Grund af den strenge Censur, så kortfattede Indhold og de dertil knyttede Skriftsteder giver et gribende Billede af de sørgelige Forhold derude,“ berettede artiklen, der citerede et anonymt brev:
“Hvor længes jeg efter at kunne fortælle Dem alt, hvad vi oplever af navnløs Vé. Men vi sætter vor Lid til Herren. — hvert Hoved er sygt, og hvert Hjerte er mat. Fra Fodsål og indtil Hovedet er intet helt: Sår og Skrammer og friske Hug! Landet er en Ørken, Stæderne er opbrændt med Ild; fremmede fortære Landet. Zions Datter er hievet til overs. Dersom ikke den Herre Zebaoth havde levnet os noget lidet, havde vi været som Sodoma, lige med Gomorra,” beretter den anonyme kilde med bibelske billeder.
Missionærerne brugte ofte bibelske referencer til at berette om folkedrabet for at få deres breve gennem censuren:
“Deres breve blev så trykt i Kristeligt Dagblad, og de danske læsere, der dengang nok var mere bibelstærke, kunne udmærket afkode symbolikken. Men andre gange var henvisningerne til bibelske størrelser mere bogstavelige og åbenlyse, som da en brevskriver fortalte, at Eufrat og Tigris flød rødt af blod,” siger Matthias Bjørnlund.
Artiklen fra 1915 berettede også om, hvordan børnehjem var dybt afhængige af indsamlingerne hjemme i Danmark:
“De forskellige Pengeforsendelser fra Danmark har jeg modtaget gennem Deutscher Hülfsbund, og vi er meget taknemlige for dem. Vi behøver mange Penge i denne Tid, da alt er dyrt, og vi har en stor Husholdning. Ikke få af de store Piger, som var udtrådt af Børnehjemmet, er kommen tilbage til os fra deres Landsbyer. (…) Vi kunde godt fylde hele Huset med Babys, med blinde og alle Slags Krøblinge, men det er jo et Spørgsmaal, om vi kan blive her. Vi ønsker det naturligvis, men Herren maa og vil udføre alt efter sin hellige Vilje. De maa ikke aflade at bede for os.”
“Det var heller ikke dengang skik at bringe anonymiserede breve i aviserne, men Kristeligt Dagblad har ment, at det var vigtigt, og samtidig beskyttede man på den måde missionærerne, der hurtigt kunne blive udsat for repressalier af de tyrkiske myndigheder. Det viser selvfølgelig også dagbladets tætte forbindelse til det indremissionske miljø og den gensidige tillid,” siger Matthias Bjørnlund.
Historikeren forklarer, at netop Kristeligt Dagblads dækning blev katalysator for den meget positive holdning over for amenierne, som fandtes blandt danskerne:
“Det er Kristeligt Dagblad, der først tager sagen op på systematisk basis og gør folkedrabet meget levende og nærværende. Det var en lille avis, men den formåede at slå over sin vægtklasse,” siger Matthias Bjørnlund.
Fra 1915 til 1918 mistede omkring 1,5 millioner armeniere livet. Det præcise tal er omdiskuteret, og selvom USA’s præsident, Joe Biden, for kort tid siden i en officiel erklæring tilkendegav, at myrderierne var et folkedrab, kæmper armenierne stadig med, at mange af verdens nationer ikke anerkender denne betegnelse.