Skandinaviske munkes tilstedeværelse i Grønland kan spores så langt tilbage som til år 1000. Men kimen til kristendommens udbredelse i Grønland blev lagt i 1721, da tre skibe udsendt af det dansk-norske kongerige lagde til på Håbets Ø tæt på Nuuk, og missionæren Hans Povelsen Egede satte sine ben på den grønlandske jord.
Landet, Hans Egede ankom til, var allerede religiøst, men der var tale om en animistisk religion funderet på troen på en symbiose mellem mennesket og en levende natur med ånd og sjæl. Naturen skulle æres gennem ritualer som slagtning af fangstdyr, og den kunne påvirkes af særlige shamaner.
Med den kollektive identitet bundet op på fangererhvervet var kontakten med naturens usynlige guder af afgørende betydning for grønlænderne, hvis sociale liv var struktureret i lokale fangersamfund.
Missionærerne stod over for en svær opgave med at oversætte et tros- og tankesæt til et andet sprog og til en anden forestillingsverden. Men opgaven blev lettet af Hans Egedes tilgang, siger Sven Rune Havsteen. Han er lektor ved afdeling for kirkehistorie på Københavns Universitet og tidligere leder af institut for teologi ved Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik. Derudover er han medforfatter og redaktør på antologien ”Kristendom i Grønland”, som netop er udkommet.
”Hans Egede må have haft et skarpt blik for sprogets afgørende rolle for at formidle kristendom. Han sørgede for, at sønnen Poul Egede kom til at lære grønlandsk med det formål, at kristendommen i den lutherske ånd kunne forkyndes på modersmålet, og dermed var der lagt et sprogligt spor i den kristne forkyndelse, som fik stor betydning for udviklingen af et egentligt litterært sprog i Grønland, eftersom en forudsætning for missionsarbejdet var, at så mange som muligt lærte at læse,” siger han.
I 1742 udgav Hans Egede de første salmer på grønlandsk, og siden kom også oversættelser af katekismus, Det Nye Testamente, Det Gamle Testamente og andre religiøse skrifter til. Grønlænderne tog hurtigt korsangen til sig, og den blev ikke blot et vigtigt værktøj for missionærerne, men også et vigtigt omdrejningspunkt i det sociale liv, hvilket den stadig er i dag.
Missionærerne satte også deres præg på udviklingen af nye etiske fundamenter og var blandt andet med til at afskaffe et fænomen som blodhævn og i stedet lære tilgivelse. Alligevel kom missionsarbejdet også til at efterlade ar på den grønlandske sjæl.
Det var ofte karakteristisk for datidens missionsarbejde, at det foregik med pisk snarere end gulerod. Det var blandt andet tilfældet i store dele af Syd-, Mellem- og Nordamerika, hvor primært spanske, men også portugisiske landvindinger betød enorme dødstal hos lokalbefolkningen, og senere i store dele af Afrika, hvor portugisiske, franske, britiske og tyske missionærer under påskud af missionsarbejde ofte drænede lokalbefolkningerne for deres ressourcer.
Denne brutalitet eksisterede ikke i datidens Grønland, forklarer Sven Rune Havsteen.
”Jeg kender ikke til eksempler på, at den indfødte befolkning blev underkastet trusler om drab eller overgreb,” siger han.
Alligevel bar missionsarbejdet præg af tidsånden. Den oprindelige befolkning mødtes med ringeagt og en forestilling om, at de skulle løftes op af deres uvidenhed. De var ”arme mennesker”, ”fattige i krop og særligt i sjæl”, som det beskrives i antologien, og skulle løsnes fra deres åndelige kæder, føres ud af hulen og op på et europæisk dannelsesniveau.
”Det var en reformatorisk kristendom, og det var en meget væsentlig opgave for missionen fra dag ét at få udryddet en række grundforestillinger om den grønlandske religion. Hvis man skulle omvende grønlænderne, var man nødt til at gøre op med deres verdensanskuelse. Og en meget effektiv måde at løse denne opgave på var at bruge sproget og erklære Toornaq for djævelsk,” forklarer Sven Rune Havsteen med henvisning til den hellige figur i det grønlandske åndsliv, Toornaq, som kan oversættes til ”hjælpeånd”.
Der var altså tale om et frontalangreb på det grønlandske åndsliv, der skulle udviske den hedenske fortid og dens praksisser, og langsomt sev det nye tankesæt ind hos befolkningen. Samtidig blev de små fangersamfund mere og mere afhængige af samhandlen med kolonimagten, hvilket yderligere underminerede den traditionelle levevis.
I løbet af det 19. århundrede begyndte følgerne af angrebet på selve den grønlandske folkesjæl at vise sig. 130 års underminering af grønlandsk kultur, skikke og åndsverden efterlod det grønlandske folk i en kollektiv tilstand af apati og eroderede deres nationale selvværd. Den nationale selvfølelse var groft sagt forsvundet, og flere steder i antologien peges der på, hvordan grønlænderne blev udsat for et åndeligt svigt.
”Fornemmelsen af, at grønlænderne havde et andet behov end den danske kristendom, var der ikke blandt mange af missionærerne, som kom fra København og hverken forstod eller ønskede at forstå den grønlandske tradition,” siger Sven Rune Hav-steen.
Fra midten af det 19. århundrede opstod der i ly af nationalromantikkens oplysningsideal derfor et øget fokus på den grønlandske folkesjæl. Grønlænderne skulle have deres handlekraft tilbage.
Man søgte at øge deres politiske engagement og åbnede også for grønlænderes adgang til præsteembedet. I 1847 og 1848 oprettede man også to kateket-seminarer for grønlændere i Nuuk og Ilulissat, hvilket betød, at de efter en kortere uddannelse kunne fungere som hjælpepræster og lærere. Det fik både stor betydning for missionsvirksomheden og for grønlænderne selv. Befolkningen var meget positivt indstillet over for de lærde kateketer, der i højere grad opfattedes som en del af lokalsamfundene.
”Man kan ikke tale om den grønlandske kristendom uden at inddrage kateketerne. De var meget samvittighedsfulde, begavede og tog et enormt ansvar for at agere bindeled mellem missionærer og grønlændere og samtidig styrke den grønlandske kultur,” siger Sven Rune Havsteen.
Med den skelsættende Lov om Kirke- og Skolevæsen i Grønland fra 1905 blev der sat yderligere skub i udviklingen. Loven, der var den første formelle af sin art, kom til at markere Grønlands overgang fra mission til kirke, og i samme åndedrag hævede man antallet af grønlandske præster betragteligt – fra 4 til 13 ud af i alt 20 præstestillinger.
På det kulturelle område var loven et stort rygstød til det grønlandsk-danske ligestillingsprojekt, idet man ved at videreuddanne præsterne bekæmpede uligheden mellem den grønlandske og danske elite. Kateketerne blev foregangsmænd i udviklingen af grønlandsk litteratur skrevet af grønlændere og ikke blot oversat som tidligere. Salmer, digte, skønlitteratur, lærebøger og avisartikler skrevet på grønlandsk af grønlændere vandt fra slutningen af det 19. århundrede til begyndelsen af det 20. århundrede frem i stor stil, og det var her, en egentlig grønlandsk litterær tradition tog form.
I samme åndedrag begyndte grønlænderne at genforhandle, hvordan idealborgeren skulle tage sig ud. Forestillingen om den dygtige fanger og gode kristne som idealet gled i baggrunden til fordel for et fokus på kærligheden til sproget, historien og kærligheden til landet, og kateketerne spillede samtidig en rolle for organiseringen af landet på nationalt plan frem for som tidligere i lokale bygder.
”Kateketerne var afgørende for koloniseringen og blev også afgørende for afkoloniseringen. Det var i høj grad takket være dem, at en egentlig grønlandsk identitet tog form både i kraft af deres kulturelle og organisatoriske indflydelse,” forklarer Sven Rune Havsteen.
De følgende årtier fortsatte den grønlandske identitet med at tage sin form gennem litteratur, sangtradition og en fornyet interesse for den inuitiske tro og tradition, der først kulminerede med ophævelsen af kolonistyret i 1953 og dernæst med indførelsen af hjemmestyret i 1979. I dag er den kristne tro i Grønland stadig den officielle, og cirka 95 procent af den grønlandske befolkning er medlem af folkekirken. Men foruden de ældre generationer, der dyrker en traditionel kristendom, er det i udbredt grad en kulturkristendom, som dyrkes side om side med landets inuit-historie, som igen lever i befolkningen.