Kristne lærere lagde grunden til Europas universiteter

De intellektuelle, der skabte Europas første universiteter, fandt religiøs inspiration til at skabe nye livsformer, siger forfatter til aktuel bog om emnet

En central figur i udviklingen af universitetet i Paris var underviseren og munken Pierre Abelard, der blandt andet opfordrede sine studerende til ikke blot at ­over­tage lærerens meninger, men snarere afprøve hans lære. – Illustration: Ritzau Scanpix.
En central figur i udviklingen af universitetet i Paris var underviseren og munken Pierre Abelard, der blandt andet opfordrede sine studerende til ikke blot at ­over­tage lærerens meninger, men snarere afprøve hans lære. – Illustration: Ritzau Scanpix.

I Paris har dannelsen hjemme på venstre bred af Seinen. Her ligger de vigtigste uddannelser. Her mødtes intellektuelle på cafeer i Saint Germain-kvarterets cafeer i 1960’erne. Og her voksede et af Europas første universiteter frem for snart 1000 år siden.

Det fortæller historikeren Frank Rexroth, der har skrevet en bog om vejen frem mod netop universiteters gennembrud i Vesten.

“Jeg har det med at søge begyndelser. Og jeg ville vide, hvornår man egentlig med god samvittighed kan begynde at tale om viden i videnskabelig forstand. Det førte mig tilbage til 1070,” siger professoren, der tager imod på sit kontor på Göttingen Universitet i Midttyskland.

1070 er en tid, hvor europæiske intellektuelle eksperimenterer med livsformer på måder, der får 1968-oprøret til at se temmelig blegt ud. Åndeligt sultne og nysgerrige sjæle går i stort tal ud for at finde nye måder at leve på

“Der opstår en massebevægelse af unge mænd, som søger et kristent liv med fylde. Man vil leve i ensomhed og bøn uden for kirken. Mange bliver eremitter. Nogle slår sig sammen. Netværk af eneboergrupper i skovene løber gennem hele det nuværende Frankrig,” siger han.

Nogle af disse grupper samler sig om dygtige lærere for at studere filosofi og teologi. De danner nye skoleformer, som bliver forløbere for universiteterne. Omkring 1140 vender mange, også nogle af de søgende skovboer, næsen mod byerne. Og særligt mod Paris, der snart skal blive en magnet for intellektuelle i hele Vesteuropa.

I byerne ser de frugtbare intellektuelle miljøer meget anderledes ud end det moderne universitet i Göttingen, hvor Frank Rexroth nu sidder og tænker 900 år tilbage.

“Mange lærere slår sig ned på venstre side af Seinen. Man skal forestille sig det som et ureguleret område i 1100-tallet. Politiet kom der sjældent. Det var et sted for prostituerede, sociale dropouts og scholares, som de farende studenter kaldtes,” siger tyskeren og understreger, at området, hvor alle disse nytilkomne bor, på det tidspunkt ligger på Saint Germain des Pres-klostrets grund.

Universitetet i Paris – det andet i Europa efter Bologna – vokser frem på et sted, der i lang tid vedbliver at være en sær blanding af ”red light district” og fattige kolonier af filosoferende unge mænd.

“Teologen Jacques de Vitry klager i 1220’erne over, at prostituerede ejer nederste etage af et hus, hvor der bor scholares ovenpå. Begge parter laver larm. Nedenunder skændes kvinderne med deres alfonser. Ovenpå skændes de disputerende mænd med hinanden,” beskriver Frank Rexroth og føjer den nøgterne overvejelse til, at unge mænd og prostituerede passer fint sammen.

I de følgende år stiger mængden af intellektuelle i byen voldsomt, og der udvikler sig en konkurrencesituation mellem lærerne, som alle lever af deres studerendes betaling.

“Omkring år 1200 synes lærerne, at de må gøre konkurrencesituationen mindre hård. Hvordan gør de det? De slutter sig sammen i et lav og regulerer adgangen til at blive lærer. Dette lav hedder Universitas Magistrorum et Scholarium Parisiensium (lærernes og studenternes lav i Paris, red). Deraf ordet universitet,” kommer det fra Frank Rexroth, der løbende leverer middelalderreferencer på tysk, latin og græsk.

“De store bygninger, vi i dag tænker på som universitet, kommer først i det 16. og 17. århundrede. Man mødes i private bygninger eller klostersale, som man låner af munkeordnerne.”

Mange førende lærere som Pierre Abelard lever skiftevis som munke i klostre og som undervisere. Men hvordan befrugter kristendommen ellers universitetets udvikling?

“Alle de videnssøgende grupper, jeg har beskrevet i forspillet til universiteterne, har et forbillede i apostlenes levevis. ‘Omnia communia’ (Alt til fælles, red.) er et ideal fra de første disciple i evangelierne, som alle disse filosofisk sultne grupper efterstræber,” siger forfatteren med en understregning af, at også førkristne tænkere som Aristoteles studeres.

Fælles for grupperne er også tilbøjeligheden til at trække sig tilbage fra verden og fordybe sig, ligesom munke længe har gjort i klostre, der er videnscentre, indtil universiteterne vokser sig store.

“Det ideal om at trække sig ud af verden og dykke ned i en tekst bliver aldrig glemt. Det spiller en rolle i hele universitets udvikling,” siger Frank Rexroth og introducerer det græske begreb “anachorese”, der til at begynde med er et ideal om fælles fordybelse i grupper. Men siden bliver det et ideal om at kunne “koncentrere sig perfekt” i et studerekammer.

Han beskriver fordybelsen med en anekdote om Thomas Aquinas (cirka 1225-1274), den katolske kirkes store tænker i middelalderen.

“En dag kom hans klosterleder og fortalte med stor glæde, at de begge var inviteret til middag hos den franske konge. Thomas Aquinas takkede nej, for han var i gang med at løse et vigtigt filosofisk problem. Men abbeden tvang ham med. Under middagen sad Aquinas stum og uinteresseret, indtil han pludselig slog hånden hårdt i bordet og råbte højt: Nu har jeg beviset mod manikæerne (gnostisk trosretning fra Mesopotamien, red). Abbeden undskyldte sig. Men kong Ludwig IX ville meget gerne høre filosoffens tanker, så han tilkaldte sin skriver, og hele det argument, der senere indgik i hovedværket Summa Theologica, blev afhandlet foran kongen.”

Europas første universiteter blev ikke planlagt af konger eller fyrster, fortæller Frank Rexroth.

“De tre første universiteter i Bologna, Paris og Oxford kommer alle nedefra. Det har noget at gøre med, at de har deres oprindelse i sammenslutninger af lærere. På samme tid opstår der også nedefra sammenslutninger af handlende, håndværkere og bønder. For lærerne er den selvorganiserede livsform, de ser hos apostlene, en model for frit samliv.”

Hvordan forholder kirken sig til de fremvoksende universiteter?

“Hvad betyder kirken? Kirken er ikke bare den klerikale organisation. Kirken som menighed – eller som lav – spiller en vigtig rolle i universitetets tilblivelse.

Også i Rom vinder de fremvoksende scholares respekt. Allerede i 1148, da der er en teologisk kompliceret kættersag mod teologen Gilbert af Poitiers i Vatikanet, tilkalder paven lærde fra Frankrig, fordi han ikke stoler på, at de lokale gejstlige er opgaven voksen.

Omkring paven finder folk fra universitet snart ansættelse. Hvis man siger, at universitetet er en sluse til at bringe nye ideer ind i samfundet, bliver det det også til at bringe nye tanker ind i kirken.”

Hvordan sker det konkret?

“Universitet bliver hurtigt en kirkelig succeshistorie. I 1100-tallet er der en periode, hvor man vil have de frommeste teologer som paver. Og hvem er de frommeste? Det er cistercienserne. Men allerede omkring 1150 begynder kardinalerne at vælge de juridisk stærke teologer, og de paver, der står stærkt i historien i dag, som Alexander III eller Innocens III, er de sidstnævnte. De er næsten alle intellektuelle fra Bologne Universitet, det første universitet i Europa, som også var kontinentets centrum for juridisk ekspertise.”

Hvordan tænker man nyt og anderledes i den tradition, der fører frem til universitetets fødsel?

“Fejl bliver sekulariseret. Før i tiden, for eksempel i disputter med munken Petrus Damiani i det 11. århundrede, fører filosofisk uenighed meget hurtigt til anklager om synd. For eksempel kan en diskussion om Guds almagt meget hurtigt føre til beskyldninger om, at modstanderen er gudløs eller syndig. Men de nye skoler udvikler en ny forståelse af fejl som noget, der ikke længere har med synd eller gudløshed at gøre. Læreren Pierre Abelard siger det programmatisk: Fejlen har i videnskabelig diskurs sin egen værdighed, for så vidt som den viser, hvordan noget ikke hænger sammen.

Det sker først i de mindre sprængfarlige debatter om logik og grammatik, men breder sig så ind i det teologiske, der er mere risikabelt.”

Hvordan reagerer andre på denne udvikling?

“Nogle lærde, som munken Bernhard af Clairvaux (1090-1153), er vrede og forfærdede over den nye måde at tale om trosspørgsmål ‘sine ire et studio’ (uden forkærlighed og vrede, red) på.

Teologen John af Salisbury (cirka 1120-1180) bliver chokeret over at træde ind i en forelæsningssal og høre nogen sige, at ‘Djævlen har aldrig skadet kirken så meget, som da ægteskab for præster blev forbudt’. I logiske opgaver spørger man nu, om synden kan være god. Men der er en klar grænse mellem videnskabsfelter som teologi og logik. For cistercienserne er det fortsat helt uacceptabelt at tale om tro på denne måde.”

Frank Rexroth beskriver, hvordan udviklingen trods store uenigheder, magtkampe og kætterretssager i det store og hele kun går en vej. Og i det 14. århundrede skrives det ind i flere universiteters regler, at man ikke må bruge ordet “kætter” under akademiske disputationer.

Men historien om det europæiske universitet slutter hverken i det 14. århundrede eller begynder i det 11. århundrede. Et citat i Frank Rexroths bog lader forstå, hvordan pionererne bag Europas vidensudvikling så deres arbejde som sidste led i en lang kæde.

“Vi er som dværge, der sidder på skuldrene af kæmper for at kunne se længere og mere, end de kunne. Dog ikke på grund af vores skarpe syn eller kropsstørrelse, men fordi kæmperne hæver os op,” lød det fra filosoffen, skolebyggeren og diakonen Bernard af Chartres i 1120.