Prøv avisen
Fra majoritet til minoritet

Kristne spredte sig hurtigt i Mellemøsten – men er nu forsvindende få

Kristne i Egypten mindes ved en gudstjeneste i byen Minya de koptisk kristne egyptere, der blev dræbt af Islamisk Stat i Libyen i februar 2015. Foto: Hassan Ammar/AP/Polfoto

Det kristne samfund i Mellemøsten er gået fra at være i overtal til at være et anonymt mindretal i den del af verden, hvor kristendommens vugge stod

Juletiden er et lyspunkt i mørket for kristne, der har fået det sværere og sværere i Mellemøsten. De seneste 100 år er de kristne gået fra at udgøre 14 procent af den mellemøstlige befolkning til i dag at udgøre blot fire procent. Kristendommen i Mellemøsten er gået fra majoritet til minoritet.

Ifølge Det Nye Testamente blev ordet ”kristen” brugt for første gang omkring år 30 i byen Antioch i det nuværende Tyrkiet. Og de følgende århundreder spredte den nye kristendom sig hurtigt.

Da disciplene drog ud for at sprede det kristne budskab, opstod hurtigt kristne byer, for eksempel Alexandria i Egypten, hvor mange jøder lod sig omvende.

Det var dog først i 313, at den romerske kejser Konstantin den Store gjorde det lovligt at være kristen. Og da kejseren byggede rigets nye hovedstad Konstantinopel (nu Istanbul) i 330, skete det med stort fokus på at fremhæve sit kristne tilhørsforhold. I 380 blev kristendommen statsreligion i Romer- riget. Romerriget var i mellemtiden blevet opdelt i en østlig og vestlig del, og mens den vestlige halvdel faldt, levede den østlige del videre og indkapslede Middelhavets østlige dele under et andet navn: Det Byzantiske Rige. Byzantinerne tilhørte den græsk-ortodokse kirke, men i løbet af det 7. århundrede oplevede Det Byzantiske Rige et pres fra den arabiske halvø.

Islam tog form i Mekka og Medina i begyndelsen af 600-tallet og blev hurtigt den foretrukne trosretning blandt ørkenens stammer. På få årtier havde de arabiske kaliffer fået overtaget i Egypten, det nuværende Syrien og Irak, og da det islamiske rige omkring 700 nød størst udbredelse, strakte det sig fra Indien over Nordafrika til Spanien.

De landområder, der før havde været under byzantinsk herredømme, skulle nu indgå i det gryende muslimske styre. Mennesker med en anden tro måtte i stor stil enten konvertere til islam eller betale beskyttelsespenge til kaliffen. Mange steder levede muslimer og kristne videre side om side, men sjældent som ligemænd, fortæller Hugh Kennedy, som er professor i arabisk ved University of London og en fremtrædende skikkelse i mellemøstlig historieforskning.

”Muslimerne tolererede kristendommen, men i de fleste muslimske samfund blev kristne set som andenrangsborgere. De måtte ikke ride på heste eller bære våben, og de skulle betale beskyttelsespenge til kaliffen. Der foregik en økonomisk diskrimination, og hvis man ville være en del af eliten, var det lettere som muslim. Men helt generelt nød kristne minoriteter sikkerhed og fred. De var en del af erhvervslivet og fungerede i samfundet. De blev diskrimineret, men ikke forfulgt,” siger Hugh Kennedy.

Ifølge ham var det først omkring 1100, at de kristne blev en minoritet.

”Det var en langsom og fredfyldt assimilationsproces, hvor kristne blev assimileret og konverterede til islam,” siger Hugh Kennedy og pointerer, at der gennem historien aldrig har været store kristne opstande mod det muslimske styre, og at meget få blev tvunget til at konvertere til islam.

Islam overtog langsom t titlen som den foretrukne religion i Mellemøsten, og efter en periode med blodige korstog, der forgæves forsøgte at genskabe et kristent styre i Mellemøsten, faldt Konstantinopel i 1453 til de muslimske osmannere. Osmannerne skabte et kalifat, der strakte sig fra Yemen til Wien.

Ifølge Heleen Murre-van den Berg, der forsker i kristendom i Mellemøsten på Radboud Universitet i Nij-megen, var Osmannerriget generelt set positivt indstillet over for kristne.

”I begyndelsen af Osmannerriget ser vi, at flere kristne begynder at udgive skrifter og indgå i det kulturelle liv. Det var en periode, hvor kristendommen oplevede en moderat opblomstring. Der var plads til dem, men de var stadig andenrangsborgere,” siger hun.

I 1800-tallet begyndte der at ske ændringer i Det Osmanniske Rige. Pres fra Europa gjorde, at Osmannerriget begyndte at efterligne europæisk teknologi og samfundsstruktur for at overleve. Det betød, at kristne fik større indflydelse, og i takt med at europæiske magter koloniserede Mellemøsten, opstod der en større modstand mod Vesten og kristendommen.

”Osmannerne blev draget af tankegangen om nationalstater, der var samlet under ét sprog og én religion. Derfor indfandt der sig en vis nationalisme, og det gjorde det svært at inkludere de kristne minoriteter,” siger Heleen Murre-van den Berg.

Den stigende nationalisme kulminerede med folkedrabet på armenierne, der begyndte med deportationen af en gruppe armenske intellektuelle i 1915 og fortsatte som et folkedrab af op til 1,5 millioner kristne armeniere. Her begyndte den kristne migration fra Mellemøsten til blandt andet USA og Europa.

Den kristne identitet i Mellemøsten overlevede under Osmannerrigets opløsning efter Første Verdenskrig, og op til 1980’erne nød kristne anerkendelse som handelsmænd og intellektuelle. Men i takt med vestlige invasioner i Mellemøsten er forfølgelsen af kristne taget til.

”Den nuværende krise i eksempelvis Syrien og Irak er en kulmination på en sårbar periode, hvor de kristne samfund allerede var ved at erodere. Den erosion ser vi helt tydeligt nu,” siger Heleen Murre-van den Berg.

En fremskrivning baseret på tal fra FN forudså i 2015, at der i 2025 vil være blot 3,6 procent kristne tilbage i Mellemøsten.