Hvælvene i Undløse Kirke nær Holbæk på Sjælland overvælder i al sin mangfoldighed.
De myldrer med motiver fra middelalderens billedverden. Hellige mænd og kvinder med lysende glorier. Dragelignende skabninger og djævle, der rækker tunge. Adelsmænd, bevæbnede riddere og den jævne mand med sit spand. Jomfru Maria med Jesusbarnet i favnen omgivet af en flok bedende.
I opstandelsesscenen stiger Jesus op af kisten med sejrsfanen, mens to soldater betragter underet. De talrige figurer er omkranset af planteranker, der skaber smuk harmoni i kirkens dekorationer.
Men tiden har trukket uklædelige skygger hen over de enestående billeder. I dag står figurerne besynderligt mørkegrå på den lysere baggrund, og det har sin egen triste årsag.
Seniorforsker fra Nationalmuseet, Isabelle Brajer, har netop afsluttet et forskningsprojekt, der kan forklare Undløse-maleriernes kedelige stand:
– De mørke partier på kalkmalerierne skyldes en katastrofal fejlbehandling foretaget af en af mine forgængere tilbage i 1920. Desværre bliver det kun værre med tiden, og det er tragisk med så enestående malerier som dem i Undløse, beklager Isabelle Brajer sig.
I den forgangne vinter har Isabelle Brajer foretaget en gennemgang af Nationalmuseets arkiver for at afdække tidligere tiders brug af det såkaldte Carlsberg-præparat. Mange af museets konservatorer var stødt på præparatet i gamle rapporter, notater og breve. Ingen vidste dog præcis, hvad det var andet end, at det havde fatale følger for de behandlede malerier.
– Alfa og omega for en konservator er at afrense og efterbehandle et billede, så det bliver bevaret bedst muligt. Den tanke arbejdede man også ud fra i fagets begyndelse tidligt i 1900-tallet, forklarer Isabelle Brajer.
En af pionererne inden for faget herhjemme var Eigil Rothe, der arbejdede på Nationalmuseet fra 1897 til 1929. Han var med til at grundlægge konserveringen af kalkmalerier og udviklede flere arbejdsmetoder.
– Rothe var en dygtig og nytænkende konservator. Han gik ofte utraditionelle veje i forsøget på at bevare kalkmalerierne. Hans eksperimenter resulterede i udviklingen af Carlsberg-præparatet, og her tog den ellers så kompetente konservator grueligt fejl.
Rothe stræbte efter at sammensætte et præparat, der gjorde kalkmalerier modstandsdygtige over for fugt og snavs. Han havde selv set de omfattende skader på mange bevaringsværdige middelalderbilleder. Derfor gav Rothe sig i kast med at finde en metode til at gøre kalkmalerier vandfaste og forhindre de gamle farvelag i at drysse. Han allierede sig med en række kemikere og frembragte en harpiksopløsning. Den fungerede dog ikke, da malerierne fik en hård og blank overflade.
Rothe fortsatte med forskellige blandinger og samarbejdede blandt andet med Carlsberg Laboratoriet, der kom til at lægge navn til hans famøse præparat.
Dette "vidundermiddel" bestod af alkalisk sæbe, linolie, harpiks, terpentin, voks og kamfer – stoffer, der får hårene til at rejse sig på enhver nutidig konservator. Men Rothe følte sig overbevist om præparatets fortræffeligheder og smurte lystigt løs på kalkmalerier i mange kirker.
Fra 1916 til 1929 brugte han det i mindst 21 kirker rundt om i landet deriblandt Undløse. Her var malerierne netop blevet renset, og Rothe ønskede brændende at sikre de smukke billeder. Han behandlede dog kun figurerne, da de udgør den vigtigste del af udsmykningen. I november 1929 døde Rothe imidlertid ganske uventet.
– Rothes død satte en stopper for brugen af Carlsberg-præparatet, og det kan vi kun være glade for i dag. Der begyndte nemlig at opstå problemer med de behandlede malerier, fortæller Isabelle Brajer.
Kalkmalerier har en porøs overflade, som umiddelbart virker ret sart. Men det sikrer, at fugt og salte frit kan passere mellem vægge, farvelag og det omgivende rum. Carlsberg-præparatet dannede en unaturlig barriere, der forhindrede denne frie passage. Derfor opstod der ophobninger af vand og salte, der resulterer i fugtlommer og afskalning af malerierne. Samtidigt mørknede linolien og harpiksen i Carlsberg-præparatet med tiden, så de behandlede partier fik en anden farve end resten af kalkmaleriet.
– I de senere år har konservatorer kæmpet med følgerne af Carlsberg-præparatet. Men det er noget frygteligt stads, som vi har meget svært ved at fjerne, fortsætter Isabelle Brajer.
Konservatorer efterstræber fortsat at imprægnere kalkmalerier over for fugt og snavs, da smudslag danner grobund for nedbrydende mikroorganismer. Men i dag bruger man udelukkende kalkbaserede produkter med samme kemiske og fysiske egenskaber som malerierne selv. Derved kan man konservere og restaurere uden at skade billederne.
Nutidens skånsomme metoder er dog næppe nok til at få bugt med Carlsberg-præparatet. Det hidsige middel er trængt ind i kalkmaleriernes porøse overflade og har sat sig fast i farvelaget.
– Vi har endnu ikke fundet den optimale metode til at rense malerier for Carlsberg-præparatet. Det store spørgsmål er, om det overhovedet kan lade sig gøre. Men det er min plan at undersøge de mørknede kalkmalerier nøjere og finde en metode til at standse den ødelæggende proces.
Derfor kom kanoniseringen af Undløse Kirkes opstandelsesscene som sendt fra himlen:
– Mine studier af Carlsberg-præparatet udsprang af en forskningsmæssig interesse. Men nu er der kommet fokus på Undløse-malerierne, og så bliver det ekstra relevant at finde en løsning på problematikken, fastslår Isabelle Brajer.
Konservatorerne fra Nationalmuseet står over for en kompliceret opgave. Men forhåbentlig får de vristet kalkmalerierne ud af Carlsberg-præparatets kvælende greb, så Undløses billedverden fortsat kan betage kirkegængere og besøgende.
historie@kristeligt-dagblad.dk
kristeligt-dagblad.dk
uLæs mere om kalkmalerier på internetadressen
Undløse-malerierne
Opstandelsesscenen fra Undløse Kirke blev udvalgt til kulturkanonen for billedkunst med begrundelsen, at det "er et sådant kunstværk fra middelalderen, som i sin artistiske penselføring, sin motiviske originalitet og sin komposition rummer kvaliteter, vi kalder æstetiske, formelle og stilistisk fremragende, så det kan opfattes som et værk med kanoniske værdier". Kalkmaleriet er udført omkring år 1425 af den såkaldte Unionsmester. Malerens rigtige navn er ukendt, men vedkommende har udsmykket flere danske og svenske kirker i perioden fra 1410-1440. Kunstnerens streg er genkendelig på en usædvanlig skarphed og sikkerhed i dispositionen af malerierne.