At kunne glæde sig over murens to sider

Ægteparret Daniel Nygaard Madsen og Hannah Nygaard Nielsen er udsendt af Danmission. De arbejder på at skabe dialog mellem det store muslimske flertal og det kristne mindretal på øen Zanzibar. Det sker blandt andet på syskolen Upendo - et swahili-ord, der betyder "kærlighed"

At kunne glæde sig over murens to sider

Øen Zanzibar i Det Indiske Ocean er en del af den østafrikanske stat Tanzania og har gennem årene været et urocenter med voldsomme politiske og religiøse konflikter. At skulle skabe dialog og fredelig sameksistens mellem øens massive muslimske befolkningsflertal og cirka en procent kristne synes at være en umulig opgave. Men det er ikke desto mindre, hvad det danske ægtepar Hannah Nygaard Nielsen og Daniel Ny- gaard Madsen, der er udsendt af Danmission, arbejder for i hverdagen.

De virker fra et center i Stone Town, den ældste del af Zanzibar by, som rummer talrige moskéer. En af dem har fælles mur med den kristne anglikanske kirke, og Daniel Nygaard Madsen bruger dette billede, når han taler om fremtiden:

"Jeg tror ikke, vi opnår noget ved at rive den fysiske mur ned, men vi vil gerne medvirke til at løse konflikter mellem muslimer og kristne ved at nedbryde den mentale mur så meget, at man i fællesskab kan glæde sig over, at muren har to sider," siger han.

Daniel Nygaard Madsen er leder af Zanzibar Interfaith Centre, som Danmission i samarbejde med Den Evangelisk-Lutherske Kirke i Tanzania (ELCT) etablerede i 2002.

Herfra understøtter han fredsarbejdet på øerne ved direkte og personlig kontakt til øens muslimske og kristne ledere, der mødes og samarbejder i en dialogkomite. Og der er ingen tvivl om, at denne kontakt bærer frugt, og at bestræbelserne på lederplan forplanter sig til øens jævne befolkning.

"Vi bor og arbejder i et udviklingsland, hvor alle former for u-landshjælp falder på et tørt sted. Men vi kommer ingen vegne med hjælp til udvikling, før befolkningen, mennesker med vidt forskellig baggrund og forudsætning, har lært at acceptere og leve med hinanden, og før der ved dialog er skabt varig fred i området. Gennem dialogkomiteen og mange lokale fredskomiteer styrkes det lokale lederskab, så lokale kræfter kan fortsætte arbejdet, når vi er rejst hjem."

Om de lokale fredskomiteer fortæller han, at der i samarbejde mellem Danmission og ELCT er oprettet 276 komiteer i landsbysamfundene, hvor medlemmerne løbende uddannes til at mægle, når der opstår konflikter lokalt.

Zanzibar Interfaith Centre drives i yderst beskedne rammer: et kontor, et mødelokale og et "bibliotek" - et skab med 50 bøger - og har hjemme i en ejendom, hvor huslejen indtil videre finansieres af Norwegian Church Aid, det norske folkekirkens nødhjælp.

Samtidig rummer størstedelen af huset syskolen Upendo, som blev grundlagt i 2005 og i dag ledes af Hannah Nygaard Nielsen.

Upendo er swahili og betyder kærlighed. Hannah Nygaard Nielsen fortæller, at skolen er udviklet i et internationalt samarbejde og i sin tid etableret med støtte fra Danida.

"Vi har 12 ansatte til undervisning, regnskab, salg i ind- og udland, kontakt til myndigheder og så videre, og vi tilstræber, at halvdelen af de ansatte er muslimer og halvdelen kristne. Her mødes mennesker af forskellig tro og med meget forskellig kulturel baggrund – dialogen praktiseres i hverdagen i alt, hvad vi har med at gøre i Upendo. Det afgørende er, at man konkret møder hinanden i et fælles projekt og ikke kun mødes for at sidde omkring et bord og tale om det."

I syskolens værksted produceres tøj til salg i Upendos butik. Lederen af værkstedet og de øvrige syersker er tidligere elever på syskolen, og deres løn samt undervisningen af syskolens elever betales af overskuddet fra butikkens salg.

Systuen er daglig arbejdsplads for otte syersker.

Hannah Nygaard Nielsen, der som barn har boet ni år i Tanzania, taler let og ubesværet swahili med de lokale medarbejdere. Hun kan selv hverken designe eller sy, men udtrykker smilende, at hun heldigvis har volontører og lokale kvinder til dette arbejde.

"Med mellemrum holder vi temadage for ansatte og elever på Upendo," fortæller Hannah Nygaard Nielsen. "Sidst drøftede vi blandt andet, hvad der er vores mål med det arbejde, vi udfører, hvor vi står i dag, og hvor vi gerne vil hen. Vi fandt i fællesskab frem til ord og værdier, som kan lede os i det fremtidige arbejde på Upendo og til at være bevidste om, hvad vores mission er. Vi vil gerne styrke kvinder uddannelsesmæssigt og fremme kvindernes muligheder for ?et bedre liv?, herunder for i det små at etablere sig selvstændigt med indtægtsgivende virksomhed, for eksempel ved at sy."

Hannah Nygaard Nielsen beskriver videre, hvordan der på Upendo blandt andet etableres såkaldte "lånegrupper", som opretter mikrolån.

"I praksis fungerer det ved, at kvinderne alle indbetaler mindre beløb til en ?lånekasse? og derefter i fællesskab beslutter, til hvem og til hvad der kan ydes lån, og hvordan lånet skal tilbagebetales. Et sådant mikrolån kan for eksempel give en kvinde mulighed for at erhverve en symaskine og derefter at påbegynde egen reparations- eller produktionsvirksomhed. En anden kvinde har lånt penge til at påbegynde produktion af juice, og en tredje penge til at købe en ko for."

Eleverne på syskolen undervises også i familieplanlægning og i, hvordan man i det små kan etablere egen virksomhed. Over det hele hviler Upendos formål: at bringe kristne og muslimer sammen i et gensidigt respekteret fællesskab, hvor man lærer hinanden at kende, hjælper hinanden og fremmer forståelse af og fred med hinanden.

Skolen har hidtil kunnet rumme 36 elever, men næste år håber man på at optage op til 58 elever, da der både er etableret et etårigt og et toårigt kursus samt et tremåneders broderikursus.

Kendskabet til skolen og hele Upendo-projektet udbredes ved annoncering, men i højere grad ved mund til øre-metoden.

Den daglige undervisningstid er tre timer, så man har både et formiddags- og et eftermiddagshold.

Det er vigtigt, at eleverne også har tid til at tage sig af deres børn og varetage huslige opgave i hjemmet - og de er ikke få! Dette er til en vis grad en forudsætning for mændenes accept af kvindernes deltagelse i undervisningen.

Kvinderne skal "have lov" af deres ægtefæller, idet mændene skal overbevises om, at muligheden for, at kvinderne møder andre mænd i forbindelse med skolegangen, er yderst ringe.

"Det er et succeskriterium, at mændene selv kører deres kvinder til skolen og måske i ny og næ finder anledning til at kigge indenfor. Når vi holder temadage, for eksempel om målsætning, og når vi underviser i familieplanlægning, inviterer vi altid mændene til at deltage, og mange kommer," siger Hannah Nygaard Nielsen.

Der er ikke optagelseskriterier på syskolen, og det er ikke alle elever, der kan læse og skrive.

Men man gennemfører en optagelsessamtale for at afklare, om der er tilstrækkelig vilje og motivation til stede hos den optagelsessøgende kvinde, og om der grund til at tro, at de hjemlige forudsætninger – navnlig mandens accept – er til stede. Med henblik på, at eleverne skal opleve ejerskab af skolen og undervisningen, opkræves beskedne skolepenge, et beløb svarende til cirka 30 danske kroner om måneden.

Selvom eleverne har afsluttet skolegangen, fortsætter mange med at komme på skolen, blandt andet for at deltage i lånegrupperne og afvikle deres økonomiske engagement.

"Vi ser under alle omstændigheder meget gerne, at eleverne bevarer deres tilknytning til dette sted. En gang Upendo-kvinde, altid Upendo-kvinde!", siger Hannah Nygaard Nielsen.

"Det er meningen, at også Upendo-projektet med tiden skal ledes og drives af lokale kræfter. Daniels og mit arbejde, som i høj grad hviler på vore forgængeres indsats, skal overtages af andre, og vi har fået økonomiske midler til at uddanne og ansætte en lokal leder," slutter hun.

Henning Petersen besøgte Tanzania med en gruppe fra Lundtofte Sogn. Ud over dialogprojektet på Zanzibar omfattede rejsen også safari på fastlandet. En artikel om denne del af rejsen er tidligere blevet bragt i avisen.

LÆS ARTIKLEN | Her