Latrinernes endeligt

Man skulle tro, at kloakker og nye toiletsystemer blev modtaget med kyshånd, da de blev indført i slutningen af 1800-tallet. Det var ikke helt tilfældet

I 1890erne kæmpede Københavns Grundejeres Renholdelsesselskab en hård kamp mod indførelsen af kloakker.

Sagen var klar. Selskabet tjente kort sagt en formue på at indsamle latrinerne og sælge indholdet videre som gødning til bønderne. Selskabet talte dog for døve øren.

Kloakker og toiletter ville løse den tæt befolkede hovedstads problemer med sygdomme, og ikke mindst gøre en ende på stanken.

Historien kan læses i bogen Fra det gamle København af Jørgen Larsen, som Aschehoug har udgivet. Pris 249 kroner.