Normalt regnes afkoloniseringen af Asien og Afrika for at begynde med Indien og Pakistan i 1947, Indonesien i 1949 og Ghanas selvstændighed i 1957. Men idémæssigt indledtes frigørelsen af de europæiske kolonier for hundrede år siden i september 1920. Det skete i Baku i Aserbajdsjan ved Det Kaspiske Hav hvor persiske, tyrkiske og russiske magter i århundreder havde konkurreret om herredømmet.
Efter at kommunisterne havde sejr i den russiske borgerkrig, afholdt arbejdersammenslutningen Tredje Internationale en kongres for ”folkene i Østen” som led i Lenins ønske om bringe verdensrevolutionen til den kapitalistiske verden. I første omgang håbede han på revolutioner i de besejrede tyske og centraleuropæiske stater, siden i de sejrrige vestmagter. Et vigtigt led i denne strategi var at få folkeslagene i Asien til at rejse sig mod deres europæiske koloniherrer.
Flertallet af deltagerne kom fra de centralasiatiske områder, der i 1800-tallet var blevet erobret af det russiske imperium samt Iran (Persien) og det opløste Osmanniske Rige. Sidstnævnte var blevet opdelt ved Sèvres-traktaten den 10. august 1920, som forudså et selvstændigt Armenien og en kurdisk stat, der aldrig blev realiseret. Ud over repræsentanter for disse områder var der blandt andet kinesere og indere mellem de 1200 af deltagerne, som angav deres nationalitet. Kina var ikke formelt koloniseret, men reelt domineret af europæiske magter samt af Japan. Indien var ”juvelen i det britiske imperiums krone”, og den britiske hersker havde også været Indiens kejser siden 1876, hvor dronning Victoria fik titlen Kaiser-i-Hind på hindi. Det britiske styre, der havde gjort engelsk til kontinentets fællessprog, fremprovokerede en national uafhængighedsbevægelse, Kongrespartiet, der blev grundlagt i Bombay 1885.
Indiske tropper kæmpede på britisk side i verdenskrigen med store tab, og bagefter deltog enkelte indere i den kommunistiske verdenskongres i 1920 til trods for, at briterne forsøgte at spærre adgangen til Baku via Sortehavet.
Kongressen i Baku foregik på et tidspunkt hvor verden var ved at blive reorganiseret efter Tysklands nederlag i Første Verdenskrig. Fredsforhandlingerne i Paris førte til oprettelsen af Folkeforbundet (League of Nations), der overtog ansvaret for tabernes områder som såkaldte “mandater”. Valget af global verdensorden stod mellem to principper. Det amerikanske princip om ”folkenes selvbestemmelsesret” blev formuleret af præsident Woodrow Wilson i januar 1918 ved USA’s indtræden i verdenskrigen. Sejrherrerne Storbritannien og Frankrig ønskede derimod at udvide deres koloniriger i Mellemøsten og Nordafrika på bekostning af taberne, først og fremmest Det Osmanniske Rige. Det er den situation, den tyrkiske præsident Tayyip Erdogans neo-osmanniske politik i Syrien, Middelhavet og Libyen nu forsøger at råde bod på.
I første omgang sejrede den kyniske imperialisme, da amerikanerne trak sig ud af fredsordningen og ikke tilsluttede sig det nyoprettede Folkeforbund. Storbritannien og Frankrig delte Mellemøsten mellem sig trods løfter til araberne under krigen, og resultatet var, at deres besiddelser opnåede den største udstrækning i 1922. Det skulle hurtigt vise sig, at det var overmod, og de måtte gradvis indrømme de nye områder formel selvstændighed. Egypten, Irak, Syrien, Libanon og Saudi-Arabien fik forskellige grader af selvstændighed, mens Iran og Tyrkiet blev suveræne stater med krav til indbyggerne om at blive nationale iranere og tyrkere. Det er processer, der stadig pågår med deraf følgende blodige konflikter.
Kina blev en republik i 1911, men sank ned i indbyrdes krige mellem lokale krigsherrer og i en konflikt mellem Chiang Kai-sheks nationalistparti og Mao Zedongs kommunistparti.
Men der var et tredje princip på spil i 1920, som vi er tilbøjelige til at glemme efter diskrediteringen af kommunismen og Sovjetunionens opløsning i 1991. Lenins og Stalins tanker om nationalitet og selvstændighed for alle folkeslag, herunder de koloniserede, var en vigtig drivkraft i det 20. århundrede, og de var medansvarlige for afkoloniseringen efter 1945.
I første omgang misbrugte man dog Lenins tanker om folkenes frihed til at fortsætte det russiske imperium i form af Sovjetunionen.
Om det kun skyldtes Stalins storrussiske kynisme og magtpolitik, eller om sporene til russisk dominans i Sovjetunionen allerede blev lagt inden Lenin blev sat ud af spillet af sygdom, diskuteres stadig.
Men i 1920 var situationen åben, idet Lenin håbede at kunne eksportere revolutionen til de højt udviklede industrilande i vest ved hjælp af Den Røde Hær. Den forhåbning led nederlag i slaget ved Warszawa august 1920, som reddede Polens selvstændighed.
Det var imidlertid ikke umiddelbart klart, at nederlaget i Polen betød enden på drømmen om verdensrevolutionen, selvom det i første omgang blev til parolen om kommunisme i ét land og samlingen af folkene i det russiske imperium i en socialistisk union, der mere og mere kom til at ligne en russisk nationalstat – indtil den gik i opløsning i 1991 på grund af nationale modsætninger.
I princippet stod denne union åben for alle folkeslag. Men det skete ikke, for nationalisme og kommunisme kom til at konkurrere. Det forudså delegaterne ikke i 1920 under diskussionen af verdensrevolution og antikolonial frihedskamp.
Mødet i Baku var indkaldt af Tredje Internationales anden kongres i Moskva august 1920 og det store flertal registrerede sig som kommunister. Men reelt var flertallet af deltagerne nationalister, der ønskede national selvstændighed.
Baku i Aserbajdsjan på vestsiden af Det Kaspiske Hav var hovedstad i et tyrkisk-persisk khanat indtil den endelige russiske erobring i 1828. Indbyggerne var fortrinsvis tyrkisktalende aserbajdsjanere, russere, armeniere og jøder. Olieudvindingen begyndte allerede i 1871 sammen med en petrokemisk industri blandt andet drevet af brødrene Nobel ved hjælp af nordiske ingeniører og teknikere.
Omkring år 1900 stod Bakufeltet for halvdelen af verdens olieproduktion, og byen var en sydende metropol med mange moderne træk, herunder en radikaliseret arbejderklasse. Britiske tropper fra Iran havde kortvarigt besat byen under borgerkrigen, men måtte trække sig ud efter bolsjevikkernes sejr.
Kongressen blev indledt den 1. september 1920 med en tale af formanden for Tredje Internationale, Komintern, Grigorij Zinovjev (1883-1936). Zinovjev, der var medlem af Politbureauet 1919-26 og leder af Komintern 1919-26, slog fast, at det ikke var nødvendigt for landene i øst at bevæge sig gennem det kapitalistiske stadium før en socialistisk revolution, og fremhævede Kina, Indien, Iran, Tyrkiet og Armenien som modne for en ”proletarisk revolution”. De følgende syv dage talte en række russiske og internationale kommunister fra den polsk-tyske Karl Radek (1885-1939) til ungarske Béla Kun (1886-1938) mod den britiske og franske imperialisme.
Talerne udmærkede sig ikke ved originalitet og dybde, men det var første gang, at repræsentanter for den ikke-vestlige verden blev taget alvorligt af europæiske intellektuelle og talt til i egen ret. Og formuleringen af behovet for en alliance mellem arbejdere og bønder i den asiatiske verden skulle vise sit potentiale, først i Indien og Kina, siden i Vietnam, Indonesien og mange andre lande.
Kongressen skulle vise sig betydningsfuld, også selvom Sovjetunionen under Stalin hurtigt slog ind på en dogmatisk marxistisk undertrykkelse af bønderne, som Lenin havde indgået en taktisk alliance med under den såkaldte NEP-periode til 1924.
Flertallet af talerne blev henrettet under Stalins udrensninger i slutningen af 1930’erne, men tanken om national selvstændighed for alle folkeslag var formuleret og fik global virkning på godt og ondt. En vigtig forudsætning for afkoloniseringen fylder således 100 år i denne måned.
Uffe Østergård er professor emeritus i historie.