Levede nede blandt mennesker

Sidste søndag efter helligtrekonger Matthæusevangeliet 17, 1-9 Ò Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.« Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.«Ó Set i det helt store perspektiv mister alting sin betydning. Det vidste en af de gamle salmister. Han skrev: »Éfor dig (Herre) er min livstid som intet. Hvert menneske er kun som et vindpust. En mand vandrer som et skyggebillede, han samler rigdom til ingen nytte« (Salme 39, 6-7). Forfatteren forestiller sig, at i Guds øjne - i evighedens uendelige perspektiv - kan et menneskeliv kun være som et vindpust. Og hvad betydning kan det da overhovedet have? Alle kender vist denne modløse måde at betragte livet på. Hvis man i sine tanker hæver sig ud over de gøremål, man har i hverdagen, kan alt det, man ellers er optaget af og finder meningsfuldt, pludselig forekomme så uendeligt ligegyldigt og latterligt. I det store perspektiv gør »lille jeg« jo ingen som helst forskel i verden. Det er håbløsheden, der taler her. Modløsheden. Og den kan være dræbende. Den kan fratage én lysten til at gå i gang med alt det, der skal gøres. Den kan fuldstændigt slukke gnisten, lidenskaben, alle de gode idéer, alt initiativ. Håbløshed og modløshed er en dæmon, der gnaver og kræver sit. Det var det, Jesus vidste. Han vidste, at de helt store perspektiver åbner rum for denne ligegyldighedens dæmon. Da Djævelen ville friste Jesus, havde han netop taget ham med op på et meget højt bjerg, for heroppefra kunne øjet kun opfatte verdens herlighed og storslåethed. Det var simpelthen ikke muligt herfra at se det, der var knapt så fristende: samfundets smuds og affald, udnyttelsen af mennesker, den korrumperede magt, volden, der altid lurer under overfladen, menneskelig nød og elendighed. Set højt oppefra var alt smudset som renset bort ved et trylleslag. Hvor fristende at se verden i det perspektiv! Og skulle man alligevel få øje på nogle mennesker - dér langt nede, så lignede de kun små myrer, der fr rundt, ud og ind af deres myretue, og havde så travlt, så travlt. Med hvad dog? Jo, med at skaffe føde og bygge og føde afkom, alt hvad der hører til opretholdelse af livet. Hvor latterligt! Er livet da virkelig ikke andet dernede? Så hellere forblive oppe på bjerget, hvor luften er ren og klar, og hvor der er lys. Det klarer alt sammen forstanden og tankerne. Det er lettere at bevare overblikket og også troen på, at livet er rent, og at man ikke behøver få beskidte hænder af det. Jo - heroppe står alt faktisk i forklarelsens lysÉ Sådan tænkte vel også disciplene, den dag Jesus havde taget dem med op på et bjerg, og de pludselig så ham i et helt andet lys. Han var selv lyset. Det kom fra ham. Hans ansigt lyste. Og hans klæder gjorde også. Et rent, hvidt lys skinnede så stærkt fra ham, at det var, som om de i et »nu« så alting forklaret. Fortid, nutid og fremtid var pludselig ét. Moses og Elias, Jesus og så Guds stemme fra skyen over dem smeltede sammen i en højere enhed: evigheden. Disciplene blev faktisk frygteligt bange. Men Peter tænkte nu ikke så længe. Han syntes så godt om dette sted, hvor alting hang sammen, og hvor der ikke var nød - det var nærmest paradisisk. Hurtig, som han altid var, foreslog han, at de skulle blive på bjerget. Bygge nogle hytter, de kunne bo i. Men Jesus vidste, at han ikke måtte lade sig friste nu. For det var fristeren, der talte sådan. Han havde prøvet det før. Hver gang - og det skete jævnligt - nogle ville sætte ham højt op på en piedestal og hylde ham, gøre ham til konge eller til folkets befrier, så gik han. Fortrak lige så stille til et sted, hvor han kunne være alene. Måske bad han til sin Fader i Himmelen: »Led mig ikke i fristelse!« For selvfølgelig var det fristende! Det er det jo. Tænk, alt det man så ville være fri for af bøvl og besvær med andre mennesker. Heller ikke denne gang lod Jesus sig friste. Han gennemskuede straks, hvad og hvem der var på færde. Så han gik ned ad bjerget. Ned til menneskene. Ned til den verden, hvor intet er forklaret, men hvor der stadig er tvivl og spørgsmål uden svar, hvor tingene ikke går op i en højere enhed. Hvor der er uretfærdighed, håbløshed, meningsløse sygdomme, ulykker og katastrofer. Hvor der er blod, sygdom, smitte, forrådnelse og død. Dér, hvor det urene også er. Den verden valgte han - igen og igen. For det var der, han skulle være. Nede blandt mennesker skulle han være det lys, som disciplene havde set i et glimt på bjerget. Skulle være et lys af håb og kærlighed der, hvor kærligheden havde mål og mening. Hvor der var brug for den. Det er der ikke på bjerget. Var den forblevet der, ville den være meningsløs, nytteløs, rent spild. I det helt store perspektiv, hvor mennesket end ikke kan ses, mister kærligheden sin betydning og værdi. Men hvor der er mennesker, kan den udrette noget. Give håb, skabe glæde - selv i det allermest håbløse og glædesløse liv.