I 1802 stoppede politiet i London to mænd, der kom slæbende med en kurv. I kurven fandt betjentene liget af en kvinde og et barn.
Lig og ikke mindst friske lig var en god forretning. Her var læger, kirurger og andre, der studerede den menneskelige anatomi, i en uhellig alliance med ligrøvere. Ligrøverne gravede uden skrupler friske lig op på kirkegårde for at kunne følge med efterspørgslen fra den videnskabelige verden.
LÆS OGSÅ: Mennesker er reduceret til opgraderede aber
På den tid var der en stor efterspørgsel, og den eneste lovlige leverance var lig fra skafottet, fortæller Julia Davidson, der er kurator for en stor udstilling på Museum of London.
Udstillingen har titlen Doctors, Dissection and Resurrection Men (på dansk: Læger, dissektion og opstandelsesmænd).
Det sidste ord var det, som folkevidet brugte om de mænd, der gik ind og gravede de friske lig op. Trods ordets bibelske oprindelse var det ingen from praksis.
Ordvalget var mere et udtryk for sort humor, og det blev brugt mere end eksempelvis ligrøvere, understreger Julia Davidson.
Udstillingen er ikke for sarte sjæle. Her er kranier, hvis hovedskal er skåret over, og skeletter, hvor dele af kroppen tydeligvis har været skilt ad, og så er sat sammen igen. Og så er der naturligvis de boremaskiner, save, skalpeller og andre instrumenter, som var nødvendige.
LÆS OGSÅ: Dansk lægevidenskab benyttede sig ikke af stjålne lig
Det var en tid, hvor videnskaben begyndte at blive bedre til at forstå den menneskelige krop og organer, hvilket var grundlaget for den moderne lægevidenskab. Det var desuden, før man havde køleskabe og andre metoder til at nedkøle lig, hvorfor de skulle være absolut friske forud for lægernes studier af kroppen.
Fra midten af 1700-tallet begyndte kirurger at modtage lig, som kom fra kirkegårde, så det var en lang tradition, og det blev accepteret som en af del af processen, fortæller Julia Davidson.
Da det var på sit højeste i 1820erne, leverede opstandelsesmændene 500-600 lig om året. På den tid var der fire hospitaler samt 17 private anatomiske auditorier i London, som alle studerede menneskekroppen.
Prisen afhang af mange elementer og var i bund og grund et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. I 1810 kunne ligrøverne få 4-10 guineas, men i 1820erne var kursen steget til 15-20 guineas, hvilket var mere end en god løn. Men vi skal huske, at alle i gruppen skulle have deres andel, og der skulle også bruges penge til bestikkelse. Det kunne være til ansatte på kirkegårde ikke nødvendigvis præsten men andre, som eksempelvis lod døre være ulåste. På den måde fungerede det som et sort marked, fremhæver Julia Davidson.
Der blev stjålet lig på bestilling. Det skete, når der var tale om særlige sygdomme eller deformiteter, hvor en læge kunne sige: Jeg ved, at denne patient er død af dette. I de tilfælde kostede det meget, meget mere, siger hun.
Priserne betød også, at ikke alle medicinske videnskabsmænd havde råd til at købe et helt lig.
Så måtte de betale for de kropsdele, som de havde råd til, siger Julia Davidson.
Hun understreger, at man kun har beskedent kendskab til prisstrukturen. En af de primære kilder, der også er med på udstillingen, er den dagbog, som en af opstandelsesmændene førte.
Offentligheden kendte kun alt for godt til røverierne, og der var en udbredt frygt for, at ens afsjælede legeme skulle ende på operationsbordet på et af de anatomiske auditorier.
En af de centrale genstande på udstillingen er en godt rusten jernkiste. Kun rige folk havde råd til den luksus, og de havde næsten vished om at kunne sikre deres egen gravfred, da det var stort set umuligt at løfte låget af med et koben.
De eneste, der lovligt blev dissekeret, var mordere og andre kriminelle, der blev dømt til døden. For kristne var det en forfærdelig tanke at blive dissekeret, fordi det var ensbetydende med et massivt stigma, forklarer Julia Davidson.
Det handlede ikke kun om den kristne tro, men også om folketroen, og hvordan man håndterede det afdøde legeme.
Dengang blev lig udstillet i hjemmet. Omgangen med døden var ikke steril som i dag. Der var også mange tanker om, at personen ikke var helt død og heller ikke helt levende. Derfor vågede de over liget. Tanken om, at nogle skulle skære i liget, var derfor afskyvækkende, siger hun.
Den frygt rakte også ind i videnskabens rækker. En af de fremmeste forskere i anatomi og patologi, sir Astley Cooper, havde i sin forskning studeret adskillige lig. Men han skulle ikke selv nyde noget af den behandling, og da han døde i 1841, blev han begravet i en kiste, som bestod af hele tre lag.
Selvom det i dag synes uhyrligt at grave lig op på kirkegårde, var det kun en begrænset risiko, gerningsmændene løb.
Pudsigt nok var lig i lovens forstand ikke nogens ejendom. Så teknisk set var det ikke muligt at stjæle et lig. Ligrøverne var derfor meget opmærksomme på kun at tage liget og ikke nogle af de værdigenstande, der var med i graven. Blev de taget, så blev de højst tiltalt for ulovlig indtrængen eller forstyrrelse af den offentlige orden. Strafferammen var højst to år i fængsel, og kirurgerne og andre kunder betalte ofte deres kaution, så de kunne fortsætte deres aktiviteter, beretter Julia Davidson.
Hvor vi i dag kender udtrykket, at hæleren er lige så skyldig som stjæleren, så var det et andet billede i det britiske samfund dengang. Aftagerne af lig blev stort set ikke retsforfulgt.
Men en ting var at stjæle lig. Noget andet var at begå regulære mord for at levere helt friske lig.
Mest kendt er William Burke og William Hare, som huserede i Edinburgh, hvor de i løbet af et år fra november 1827 til oktober 1928 myrdede mindst 17 mennesker, hvis lig de solgte til videnskaben. Sagen gav også det engelske sprog et nyt udsagnsord, burking, som netop er at myrde med det formål at sælge liget.
Men som udstillingen viser, havde London også sin egen spektakulære sag.
En bande med de tre mænd John Bishop, Thomas Williams og James May var aktive i at grave friske lig op i over 12 år. Men inspireret af historierne fra Edinburgh begyndte de også at begå regulære mord for at sælge de dræbte til deres faste aftagere. Den mest opsigtsvækkende sag handlede om The Italian Boy (Den italienske dreng), der var en 14-årig dreng, som de myrdede i 1831. De forsøgte at afsætte liget til de sædvanlige kunder, men en af dem bemærkede, at liget ikke så ud til at have været begravet, og han tilkaldte politiet, hvorefter sagen begyndte at rulle.
Vi tror ikke, at de blev myrdet på bestilling. Som vi kan se i sagen om den italienske dreng, havde de svært ved at komme af med liget, fremhæver Julia Davidson.
Sagen var med til at sætte gang i kravet om ny lovgivning. Og efter en voldsom debat i parlamentet blev der vedtaget en ny lov, som skulle dæmme op for ligrøveri. I stedet måtte videnskaben få lig af afdøde i de tilfælde, hvor der ikke var pårørende, som ønskede liget begravet.
Kritikerne mente, at det var de fattige, der kom til at betale prisen, mens tilhængerne fremhævede de videnskabelige fordele, som også ville komme behandlingen af de fattige til gode. Den debat bliver gengivet på en skærm på udstillingen, der tilmed er placeret over skeletrester, og som viser kranium og ribben fra en hospitalsgrav.
Loven blev vedtaget i 1832, og det satte hurtigt en stopper for de ulovlige ligrøvere. Men der var undtagelser, og ligrøveri fandt sted langt op i det 19. århundrede specielt når en læge ville undersøge en særlig type lig, kunne han finde på igen at benytte de nu ulovlige ligrøvere i videnskabens tjeneste.
"Doctors, Dissection and Resurrection Men" på Museum of London til den 14. april 2013.
Entré: 9 britiske pund.
