Som sprog har engelsk gået sin sejrsgang over den ganske jord, og er det mest udbredte sprog internationalt.
Men det er ikke alene et sprog, som er opstået i et land med mange dialekter - men også et land, hvor kirkens og de lærdes sprog var latin, mens fransk var sproget for de kulturelle og dannede lag i samfundet. Sproget engelsk blev første gang brugt til at åbne parlamentet i 1363. Men også i litteraturen kom der et nyt fokus.
Manden, som ofte omtales som grundlæggeren af det engelske sprog, er Geoffrey Chaucer, der var intellektuel diplomat og hofmand ved Richard II's hof. Selvom han var inspireret af litteratur fra kontinentet, så havde han ifølge historikeren Robert Tombs også en patriotisk tilgang til det engelske sprog.
”Gud bevare kongen, som er herren over dette sprog,” proklamerede Chaucer således.
Han er af eftertiden kendt for ”Canterbury-fortællingerne”, som han påbegyndte i 1387, og hvor han introducerede flere hundrede nye ord, som han hentede fra latin og fransk.
”Det er forståeligt, at han kort efter sin død blev hyldet som 'faderen af engelsk poesi', et sprog som var så nyt, at det til tider først skulle forklares til nye læsere med franske eller latinske ord,” siger Robert Tombs.
To århundreder senere var det William Shakespeare, som ikke kun bidrog til sproget, men også forståelsen af, hvad det ville sige at være engelsk. Han er ofte citeret for, at havet omkring England var en voldgrav, som forsvarede landet. Men han skrev også ti historiske værker, som af eftertiden er set som eksempler på den engelske nationalkarakter.
”Skuespillet 'Henrik V' inspirerede til patriotiske følelser i tider, hvor nationen var truet, og blev opført for et begejstret publikum i London, da Napoleon truede med en invasion, og inspirerede senere Churchill's tale om 'de få' (”aldrig har så mange haft så få at takke for så meget”, red.) i 1940,” siger Robert Tombs.
Men også i de mere populære fortællinger er der en morale.
”Forsoning og genoprettelse af ro og orden er mønstre, som optræder gentagne gange i engelsk historiefortælling,” mener Robert Tombs.
Han henviser til, at Robin Hood i virkeligheden er jarlen af Huntingdon, at Richard Løvehjerte kommer hjem for at tage tronen tilbage, og Miss Elisabeth Bennet bliver en respektabel kvinde som Mrs. Fitzwilliam Darcy i Janes Austens ”Stolthed og fordom”.
Selvom det var efter unionen, og landet hed Storbritannien, så var det i høj grad England, som Charles Dickens skrev om - og det i så høj grad, at man taler om det ”Dickenske England”. Det er blandt andet værkerne ”Oliver Twist”, ”Et juleeventyr” og ”Pickwick Klubben”, som eftertiden bruger som en prisme til at se på England fra 1815 til 1850.
”Dickens var den første store moderne forfatter, der satte arbejdere og børn i centrum af litteraturen som individer og gjorde vaskekonen lige så vigtig som hertuginden. De fattige mennesker, han beskrev, var rollemodeller for menneskelige og moralske værdier. De var ikke sociale problemer, men glade, varme, respektfulde og med selvrespekt,” siger Robert Tombs.
I sin omfattende bog om ”Englænderne og deres historie” trækker han gentagne gange på forfatteren og journalisten George Orwell som en markant observatør af det at være engelsk.
”Hvad kan England af 1940 have til fælles med England af 1840? Men igen, hvad kan du have til fælles med det femårige barn, som din mor har stående på kaminhylden? Ingenting, bortset fra at du tilfældigvis er den samme person,” som George Orwell skrev i sit kærlighedsbrev til England: ”Løven og enhjørningen” fra 1941.