Luthers idealgudstjeneste var et par hundrede år forsinket

Ny bog fortæller, hvordan kirkerne i tiden efter Reformationen blev brugt til selvfremstilling og højlydte sociale sammenkomster. ikke ulig den mest moderne kirkebrug i dag, mener forfatteren

Tinglev Kirke i Sønderjylland blev i 1500-tallet forsynet med en altertavle, der var en slags anvisning til, hvordan en gudstjeneste gerne skulle foregå efter Luthers idealbillede. Præsten læser sin prædiken for den artigt lyttende menighed. Virkeligheden var stik modsat, mener Karsten Merrald Sørensen.
Tinglev Kirke i Sønderjylland blev i 1500-tallet forsynet med en altertavle, der var en slags anvisning til, hvordan en gudstjeneste gerne skulle foregå efter Luthers idealbillede. Præsten læser sin prædiken for den artigt lyttende menighed. Virkeligheden var stik modsat, mener Karsten Merrald Sørensen. . Foto: Martin Bo Nørregaard.

I debatten om lukning af kirker diskuteres det, hvad man egentlig kan tillade sig at bruge et kirkerum til.

Men en koncert eller et loppemarked er vand i forhold til, hvad de fleste danske landsbykirker har været udsat for: De har set bønder slås over et par skravlede køer og hørt præsten kæmpe for at få ørenlyd til sin efterlysning af et par stjålne underbukser. De har set ræben, druk og dans.

Billedet tegnes af Karsten Merrald Sørensen, ph.d. i historie og arkivar ved Museerne i Fredericia. Han er forfatter til bogen ”Kirkebrug gennem 250 år”, der netop er udkommet på Syddansk Universitetsforlag, og som beskriver, hvordan danske kirker blev brugt fra Reformationen i 1530’erne og frem mod år 1800.

”Luthers idealgudstjeneste var en stille og rolig gang over kirkegården, hvor man mindedes de døde. Inde i kirken skulle man sidde stille og lytte til præstens ord,” siger Karsten Merrald Sørensen.

”I virkeligheden var det stik modsat.”

Gennem kilder som kirkeregnskaber og kirkesager, men også genstande, har Karsten Merrald Sørensen især undersøgt tre kirker i det daværende Slesvig-Holsten. Kirkerne har haft vidt forskelligt eksistensgrundlag. Mens den ene var styret af kongen, levede en anden på lokale rigmænds nåde i en tid, hvor ”folkekirke” var et ukendt ord.

Men fælles for kirkerne var, at de blev brugt som andet end kun religiøse rum, mener historikeren.

De var scener for socialt liv og selvhævdende adfærd for bønder, fyrster og præster. Og det på en måde, der ville have fået Martin Luther til at kløjes i sin katekismus.

Mindetavler var en populær måde at fremhæve sig selv og sin familie i kirkerummet. Denne er opsat i 1672 i Brede i Tønder og viser sognepræst Erik Wind og hustru.
Mindetavler var en populær måde at fremhæve sig selv og sin familie i kirkerummet. Denne er opsat i 1672 i Brede i Tønder og viser sognepræst Erik Wind og hustru. Foto: Martin Bo Nørregard

Lad os først tage med Karsten Merrald Sørensen tilbage i tiden til gudstjeneste sidst i 1500-tallet.

”Vi er i en tid, hvor kirken bliver set som folks eje og hjem. Man går ind for at høre præsten, men fordi man fra katolsk tid har været vant til, at messen bare fortsætter, så vader folk ud og ind efter forgodtbefindende. Man ser formentlig ikke sine naboer ud over i kirken. Så man snakker, man sladrer, man slås, man drikker øl og brændevin. Man danser og hygger sig ude på kirkegården,” siger Karsten Merrald Sørensen.

Kirken har ikke været så rent et rum som i dag, tilføjer han. Der lå lig få centimeter under gulvene. Og der har sandsynligvis også været hunde og andre dyr med inde til gudstjenesten.

”Det har været dunkelt, tilrøget og ildelugtende.”

Omskolingen af danske menigheder fra katoliscisme til luthersk kristendom var ledet af biskoppen Peder Palladius (1503-1560), der rejste rundt i landet for at uddanne jævne folk og præster i den nye kristendom. Hans skrifter rummer kostelige anekdoter om, hvordan de nye forordninger fra kongen blev modtaget.

”Han talte til bønderne i et sprog, der var meget nede på jorden, og bad dem slet og ret lade være med at ’vende røven til præsten’. Venligt, men bestemt, er folk blevet opfordret til ikke at drikke sig fulde ude på kirkegården og vente med at gå på kro til efter gudstjenesten,” fortæller Karsten Merrald Sørensen.

Præsterne måtte agere opslagstavler for menigheden i hele og halve timer. Hvem skulle ellers bringe efterlysninger af for eksempel bukser stjålet fra tøjsnore?

”Det har været et irritationsmoment for præsten, men en nødvendighed for samfundet dengang,” siger han.

Fra én af de undersøgte kirker, Koldenbüttel i Ejdersted i Slesvig-Holsten, rapporteres det, at kirkegården var der, hvor tjenestefolk blev ansat, et slags jobcenter. Der berettes også om kreaturhandel på kirkegården.

”Kirken, i særdeleshed på landet, var et sted, hvor man kunne fremvise sig selv. Det var til socialt samvær og til den offentlige samtale, før man fik aviser. Det ændrede sig stille og roligt til et mere og mere religiøst rum. Men som det er med mennesker og store forandringer, så skete det meget langsomt.”

Hvis man kigger godt efter i danske kirker, vil man kunne finde tegn på, at det at gå i kirke i høj grad har handlet om at gøre opmærksom på sig selv. De såkaldte epitafier, mindetavler, viser, at her har en velhavende familie doneret penge til kirken til gengæld for at blive foreviget i Guds hus. Og man vil kunne finde donorers navne skrevet i guld på altertavler og prædikestole.

Degnestol fra Mjolden Kirke i Tønder med ’grafitti’ fra 1500-tallet og helt frem til 1814. Grafitti i for eksempel kridtsten kendes fra flere danske kirker og vidner om en vis uorden i rækkerne før i tiden.
Degnestol fra Mjolden Kirke i Tønder med ’grafitti’ fra 1500-tallet og helt frem til 1814. Grafitti i for eksempel kridtsten kendes fra flere danske kirker og vidner om en vis uorden i rækkerne før i tiden. Foto: Karsten M. Sørensen

Også kirkebænke og stolestader står i dag som beviser på, hvordan rang og position i samfundet blev markeret. I Halk Kirke ved Haderslev var der stående gudstjeneste frem til 1600-tallet. Så fik man stolestader, men her begyndte problemerne for alvor. For hvem skulle have de bedste pladser oppe foran?

Et sæde kunne enten lejes eller arves mod en årlig afgift. Forrest sad fine folk som godsforvalteren og præstens familie. På de billige rækker længere nede sad mølleren, så bønderne, håndværkerne, de jordløse og tyendet.

Selvom man havde betalt for et sæde, kunne der godt opstå strid.

I Vejle Amts årbøger har Karsten Merrald Sørensen fundet en sag fra Egtved Kirke, hvor en bonde følte sig fortrængt, fordi personen foran havde bygget sin stol så høj, at ingen bagved kunne se noget. Gennem ti år kæmpede bonden for at få tilladelse til så at bygge sin stol endnu højere.

En anden sag fra samme kirke nærmer sig det absurde:

”En bondekone havde mistet sin stol, fordi hendes mand var død, og hun ikke længere kunne betale. Til næste kirkegang havde en anden kvinde fået stolen, men bondekonen følte stadig, det var hendes. Så hun satte sig bare på skødet af kvinden. Og så blev der slåskamp,” fortæller Karsten Merrald Sørensen

I dag søger menighedsråd om lov til at tage stolestaderne helt ud af kirkerne, så de kan bruges til andet end gudstjeneste, for eksempel babysalmesang. Det er bemærkelsesværdigt, mener Karsten Merrald Sørensen.

”Det er en form for tilbagerullen til det sociale rum, kirken var tidligere. Man prøver igen at gøre kirken til hvermandseje og gør mere og mere for at lokke folk ind. Det sociale er hovedtemaet, mens det religiøse rykker lidt længere i baggrunden,” siger han.

Martin Wangsgaard Jürgensen , der er dr. theol. og bygningsredaktør på Nationalmuseets projekt Danmarks Kirker, arbejder ligesom Karsten Merrald Sørensen med at forstå kirkerum som noget, der fortæller social historie om samfundet. Han mener ikke, man kan kalde nutidens kirkebrug en tilbagerulning til tidligere tiders fest og glade dage i ”forsamlingshuset kirken”.

”Mange af aktiviteterne har trods alt et sjælesørgerisk anliggende. Der tilbydes ikke børnepasning, men babysalmesang. Man kan nærmere tale om, at der opfindes nye ritualer og omgangsformer i kirkerummet, som skal spille sammen med det, der er,” siger han.

Tinglev Kirke i Sønderjylland blev i 1500-tallet forsynet med en altertavle, der var en slags anvisning til, hvordan en gudstjeneste gerne skulle foregå efter Luthers idealbillede. Præsten læser sin prædiken for den artigt lyttende menighed. Virkeligheden var stik modsat, mener Karsten Merrald Sørensen.
Tinglev Kirke i Sønderjylland blev i 1500-tallet forsynet med en altertavle, der var en slags anvisning til, hvordan en gudstjeneste gerne skulle foregå efter Luthers idealbillede. Præsten læser sin prædiken for den artigt lyttende menighed. Virkeligheden var stik modsat, mener Karsten Merrald Sørensen. Foto: Martin Bo Nørregaard

I 1700-tallet kom et forbud mod mindetavler og selvforherligende billeder i kirken, og man holdt op med at tage penge for siddepladser. Det verdslige og det hellige begyndte at skilles ad, og i 1800-tallet blev kirken et sted, hvor folk kom for at tilbede Gud. Punktum. Med fromhed og orden nærmede man sig den lutherske idealgudstjeneste.

”Der kom en ensartethed med Reformationen. Det medførte en rituel fokusering, hvor menigheden i fællesskab besluttede, hvordan kirken skulle bruges. Tre genstande kom i centrum: Alter, døbefont og prædikestol,” siger Martin Wangsgaard Jürgensen.

Vi er gået fra individets kirkerum i 1500-1700-tallet til fællesskabets kirkerum i 1800-tallet. Men hvis er kirkerummet i dag?

”I dag er der en tydelig tendens til, at menighedsrådet gerne vil efterlade sig et markant aftryk på kirken. Aldrig er der købt så mange nye puder i stærke farver som nu. Inventaret skal skiftes med 20 års mellemrum, hvor der før har været 100 år imellem. Man er bange for, at kirken skal blive en mindestue over noget, der var engang,” siger Martin Wangsgaard Jürgensen.

Karsten Merrald Sørensen mener, vi passende kunne lade os inspirere lidt mere af forfædrene, der ikke var bange for at udnytte kirkens rum til fulde.

Så hvad med et slag billard eller et dyrskue?

”Kirken har været rummet, hvor folk er kommet. Der er sat ting op og fjernet ting, folk er kommet og gået. Vi burde tillade os selv ikke kun at opfatte det som religiøst at gå ind i kirken. Historisk set er kirken blevet brugt til alt.”

Degnestol fra Mjolden Kirke i Tønder med ’grafitti’ fra 1500-tallet og helt frem til 1814. Grafitti i for eksempel kridtsten kendes fra flere danske kirker og vidner om en vis uorden i rækkerne før i tiden.
Degnestol fra Mjolden Kirke i Tønder med ’grafitti’ fra 1500-tallet og helt frem til 1814. Grafitti i for eksempel kridtsten kendes fra flere danske kirker og vidner om en vis uorden i rækkerne før i tiden. Foto: Karsten M. Sørensen
Mindetavler var en populær måde at fremhæve sig selv og sin familie i kirkerummet. Denne er opsat i 1672 i Brede i Tønder og viser sognepræst Erik Wind og hustru.
Mindetavler var en populær måde at fremhæve sig selv og sin familie i kirkerummet. Denne er opsat i 1672 i Brede i Tønder og viser sognepræst Erik Wind og hustru. Foto: Martin Bo Nørregard