Prøv avisen

Luthers reformation er fuld af katolsk teologi

Udstillingen ”Die Päpste und die Einheit der lateinischen Welt” i den tyske by Mannheim byder blandt andet på flere film, som viser, hvordan byen Rom så ud på bestemte tidspunkter i den katolske kirkes historie. Kejser Konstantin I byggede i det fjerde århundrede en basilika på det sted i Rom, hvor det formodes, at apostlen Peter ligger begravet. Billedet her viser basilikaen St. Peter omkring 445, hvor Leo I var pave. I dag står Peterskirken på stedet, hvor basilikaen lå. Foto: © Curt-Engelhorn-Stiftung für die Reiss-Engelhorn-Museen/Faber Courtial

Vatikanet var 100 år før Martin Luthers opgør med kirken ifølge tysk historiker meget tæt på at indføre reformer, der ville have gjort Reformationen overflødig

Året 1409 markerer en af de største kriser i den katolske kirkes historie: Vatikanet var splittet, og tre paver sad med hver sin kurie i henholdsvis Rom, Avignon og Pisa. Kirkens renommé var ødelagt, og mange kristne havde svært ved overhovedet at tage de gejstlige – og ikke mindst de tre paver – alvorligt. Dertil kom, at Rom ikke længere udgjorde en metropol fuld af liv og ånd, men derimod var ved at skrumpe ind til en landsby med faldefærdige bygninger, hvor gederne græssede på trinene op til basilikaen St. Peter.

Årene fra 1378 til 1417 er senere hen gået over i historien som ”det store skisma i den vestlige kirke”.

”I dag er det en udbredt opfattelse, at Reformationen udgjorde den største trussel for den katolske kirke, men det er forkert. Under det store skisma var kirken ved at ødelægge sig selv indefra, og tiden kan betegnes som den alvorligste krise nogensinde i katolicismens historie. Vatikanet var i lang tid slet ikke funktionsdygtigt,” siger Stefan Weinfurter, professor i middelalderhistorie ved Heidelberg Universitet.

Han har sammen med arkæolog og teolog Alfred Wieczorek lavet udstillingen ”Die Päpste und die Einheit der lateinischen Welt” (Paverne og den latinske verdens enhed), der vises i byen Mannheim i det sydvestlige Tyskland. Udstillingen, der er lavet i samarbejde med Vatikanet, skildrer kirkens udvikling fra dannelsen af de første kristne menigheder i Rom omkring 50 og frem til Luthers brud med kirken i 1517.

Stefan Weinfurter understreger, at ”Die Päpste und die Einheit der lateinischen Welt” ikke skal ses som en katolsk konkurrent til de mange Luther-udstillinger, der finder sted i anledning af 500-året for Reformationen.

”Vores udstilling er et supplement til dem. Vi vil vise, at katolicismen og protestantismen har rødder i samme jord, og at de to konfessioner har en 1500 år lang fælles historie, hvilket er et meget længere tidsrum end de 500 år, hvor de nu har været adskilt,” siger Stefan Weinfurter.

Den 72-årige historiker håber, at udstillingen i Mannheim kan åbne tyskernes øjne for, hvad der var katolsk ved Luther.

”Man forstår Luther bedst, hvis man kender den katolske del i ham. Luther var jo ikke ude på at splitte kirken, men ville kun reformere den, og hans reformation er fuld af katolsk teologi. Det er rigtigt, at han var imod misbruget med afladshandlen, men det vigtigste punkt for ham var i bund og grund læren om retfærdiggørelse ved tro. Især blandt mange protestanter møder jeg ofte den holdning, at Luther skabte noget nyt og banebrydende med denne lære, men det er ikke rigtigt. Læren om retfærdiggørelse ved tro er ingen protestantisk opfindelse, men har i virkeligheden eksisteret længe før Luther. Peter siger jo allerede i Apostlenes Gerninger: ’Kun Guds nåde hjælper os, redder os.’ Den franske abbed Bernhard af Clairvaux skriver ligeledes i det 12. århundrede om ’Guds nåde, der redder mennesker’. Det vil sige, at der ikke er noget nyt i Luthers skrifter. Alle idéerne var der allerede, længe før han skrev dem ned. Selv Luthers kritik af paven var intet nyt, men hørte så sandelig hjemme i middelalderens katolske kirke, fordi mange såkaldte kætterske bevægelser allerede længe før Luther havde givet udtryk for en lignende afstandtagen fra paven,” siger Stefan Weinfurter.

”Die Päpste und die Einheit der lateinischen Welt” får overvejende positiv kritik i de tyske medier, og aviser som Süddeutsche Zeitung og radiostationen SWR roser, at udstillingen skaber bedre forståelse for den tid, Luther levede i, og dermed også for Luther selv. For eksempel viser udstillingen, at kirken før Reformationen var langt mere broget og mangfoldig, end mange går og tror nu.

”De kristne udgjorde før Reformationen ingen enhed, men bestod derimod af helt forskellige grupperinger. Siden slutningen af det 14. århundrede voksede kritikken af forholdene i kirken. Adskillige fyrstebiskopper levede overdådigt som enevældige konger med et rigtigt hof, og mange kristne følte sig ladt i stikken af kirken. Det førte til, at adskillige mennesker søgte alternative veje uden om biskopper og præster til at skaffe sig sjælens frelse, og denne udvikling gjorde kirken endnu mere broget, end den allerede var,” siger Stefan Weinfurter.

Selvom Reformationen først fandt sted 100 år efter afslutningen på det store skisma, kunne følgerne af kirkestriden stadig mærkes på Luthers tid. Pave-embedet havde mistet så meget magt og indflydelse, at paven ofte var hjælpeløs og ude af stand til at regere rigtigt.

”Det er en udvikling, vi også kender fra i dag. Når centrale autoriteter kun kan sætte sig igennem i et begrænset omfang, opstår der automatisk en mangfoldighed af retninger, holdninger og grupperinger,” siger Stefan Weinfurter.

Kirken havde lidt frygteligt under det store skisma fra 1378 til 1417, men årsagerne til striden skal søges længere tilbage i historien. Omkring 1300 blev pavedømmet truet fra mange sider, og som følge heraf måtte paven i 1309 forlægge sin residens til den franske by Avignon. Rom havde i de efterfølgende årtier ikke engang en biskop og sygnede mere og mere hen. Kritikken af, at paven ikke længere boede i den by, hvor apostlen Peter lå begravet, voksede og var medvirkende til, at paven i 1377 flyttede tilbage til Rom. Allerede året efter besluttede nogle kardinaler at vælge en modpave og nedsatte sig igen i Avignon. De to paver og deres efterfølgere bandlyste i de kommende årtier hinanden. Situationen blev kun yderligere forværret, da andre kardinaler i 1409 forsøgte at gøre en ende på krisen ved at vælge en ny pave i Pisa, for nu havde man tre paver, der bekæmpede hinanden.

”Pavedømmet var ved at gå til grunde og kunne ikke redde sig selv, og derfor måtte hjælpen komme udefra. Det blev besluttet at indkalde til en kirkeforsamling i den tyske by Konstanz, hvor to af paverne blev afsat, og den tredje pave blev tvunget til at abdicere. Forsamlingen valgte efterfølgende en ny pave, der skulle genskabe enigheden i kirken,” siger Stefan Weinfurter.

Set i bakspejlet kunne det store skisma måske have resulteret i en reformation af kirken længe før Luthers tid. På kirkeforsamlingen i Konstanz og en efterfølgende kirkeforsamling nogle år senere i byen Basel i Schweiz blev det nemlig besluttet, at kirkeforsamlingerne stod over paven, og at forsamlingerne regelmæssigt skulle mødes med det formål at kontrollere paven.

”Hvis kirken havde fulgt beslutningerne fra Konstanz og Basel, ville Reformationen med sikkerhed ikke have fundet sted. Det er i dag utroligt at tænke på, at forsamlingerne dengang besluttede, at de havde mere magt end paven, og at paven fremover kun skulle være et symbolsk samlingspunkt uden personlig magt. Da pave Eugen IV i 1439 nægtede at respektere beslutningerne i Basel, blev han ganske enkelt afsat, og det var en revolutionerende begivenhed, som ingen kan forestille sig ville finde sted i dag,” siger Stefan Weinfurter.

Men forsamlingerne havde ingen reel magt til at gennemføre de beslutninger, der blev vedtaget. Pave Eugen IV valgte ufortrødent at fortsætte som pave, og ingen respekterede den modpave, som forsamlingen i Basel havde valgt. Kirkeforsamlingen i Basel udartede sig derimod til endeløse diskussioner, og da forsamlingen havde holdt møder i mere end 18 år, besluttede den at opløse sig selv. Dermed var forsøget på at gøre kirken mere demokratisk endt i en fiasko.

”Europa var dengang ikke moden til en regeringsform med denne kooperative og kollegiale karakter. Det var jo en tid, hvor enevældige herskere kom til magten overalt. De verdslige magthavere havde brug for partnere, som de hurtigt kunne indgå traktater med, hvorimod forsamlinger ofte tog lang tid og ikke altid var så effektive. Udviklingen gik altså i en helt anden retning, hvilket også blev bekræftet under en senere kirkeforsamling i Lateranet i 1512 til 1517, altså lige før Reformationen. Forsamlingen tog afstand fra reformerne fra Konstanz og Basel og bekræftede derimod pavens enevældige magt. Denne udvikling var sikkert også medvirkende til, at Luthers forsøg på at reformere kirken var dømt til at slå fejl,” siger Stefan Weinfurter.

Selvom Reformationen i sin tid rystede den katolske kirke som et jordskælv, er Stefan Weinfurter overbevist om, at kirken på langt sigt har profiteret af Luthers opgør med paven.

”I tiden omkring Reformationen koncentrerede paverne sig først og fremmest om at forsvare opfattelsen af, at de var Kristi stedfortrædere her på Jorden, og at de dermed havde en overhøjhed til både at fortolke, hvad der var den eneste gyldige sandhed, og til at afgøre, hvad der var godt og ondt. De andre elementer i det kristne budskab om at udvise næstekærlighed, barmhjertighed og hjælpsomhed og om at arbejde for fred stod ofte i skyggen af denne sandhed. Efter Reformationen holdt paverne langsomt op med deres ensidige fiksering på sandheden, og hele det kristne budskabs spektrum kom til at spille en mere central rolle. Den udvikling gør sig gældende helt frem til i dag. Der er ingen tvivl om, at pavens autoritet og magt ikke længere er den samme som for 1000 år siden, men alligevel er der stadig tale om et moralsk, teologisk og politisk meget vigtigt embede. Efter min mening gør pave Frans det eneste rigtige, når han koncentrerer sig om temaer, der har med barmhjertighed, næstekærlighed og social retfærdighed at gøre. Kun hvis man går den vej, kan man i vores tid udfylde embedet som pave på en tidssvarende måde,” siger Stefan Weinfurter.