Prøv avisen

Lykkelig over livet

For Michael Falch har kristendommen fået stadig større betydning: "Jesus provokerer os til hele tiden at nærme os sandheden og stå ved det egentlige, også selvom der er knaster, og det hele ikke altid kører, som man vil have det." Foto: Jonas Vandall Ørtvig.

Ingen malurt i bægeret Efter 30 år på den danske rockscene ser Michael Falch nu tilbage på sin karriere og sit liv med inspiration fra Jesus og Frans af Assisi

"Lige nu oplever jeg mine bedste år, siden de første par år med Malurt. Det er, som om jeg igen har fået adgang til den gejst og glæde, jeg oplevede dengang."

Sangeren og musikeren Michael Falch er taknemmelig og dermed lidt af en sær undtagelse, for taknemmelighed er blevet et fremmedord i vores kultur, mener han.

"Det er i hvert fald ikke taknemmelighed, man dyrker på parnasset, men taknemmelighed kræver jo også en åndelig kraft, for sindet vil så gerne være i det nedrige. Det er Johannes Jørgensen, der i sine bøger har lært mig om de her tanker om menneskets iboende trang til ulyksalighed: at vi faktisk foretrækker at være vrede, fucked up og negative, fordi det er mere fascinerende og dragende. Det andet virker jo så renskuret."

Men taknemmelig er han. Lykkelig over livet sammen med kæresten Anita, taknemmelig over at blive gammel nok til at få lov at opleve sine børnebørn, glad over de reaktioner, han får på sine nye sange, og samtidig lidt overrasket. For det er ikke så mange år siden, han troede, det hele var slut, og at han aldrig ville komme til at stå på en scene igen eller skrive en ny sang.

Michael Falch har gået "Hele vejen", og det er netop titlen på hans nye jubilæums-cd, som markerer hans 30 år på den danske rockscene. "Hele vejen" – udgivet på pladeselskabet krebs/falch – strækker sig fra debuten med Malurts "Kold krig" til nu.

En vej over bjerge og dale, med nedture og genfødsel til et nyt liv, styret af fysisk og åndelig disciplin, båret af den kraft, han finder i kristendommen, selvom han viger tilbage for at kalde sig en kristen.

"Men måske kan mindre gøre det? I hvert fald betyder kristendommen noget for mig på dagligt plan. Jesus provokerer os til hele tiden at nærme os sandheden og stå ved det egentlige, også selvom der er knaster, og det hele ikke altid kører, som man vil have det."

"Med Jesus er der ikke plads til falske glansbilleder. Jesus river glansbilleder i stykker, og det bemærkelsesværdige er, at det sker i en ånd, hvor man ikke bliver nedgjort, men i fuld accept og total nænsomhed."

Michael Falch har dæmpet stemmen. Der er kommet en inderlighed og eftertænksomhed over ham, mens han forklarer om sit forhold til den kristendom, der i de seneste år har fået stadig større betydning for ham.

"Jeg får et stift ben, hvis du bli?r hellig, Michael," sagde hans ven, digteren F.P. Jac engang til ham, og Michael Falch måtte berolige Jac med, at han nok højst kunne ende med at blive skinhellig. Historien kan man læse i teksthæftet til den nye cd, hvor han fortæller om baggrunden for de sange, der er kommet med.

"På det tidspunkt, hvor jeg snakkede med Jac, havde jeg lige været en uge i stilhed i et kloster, og det lød meget skræmmende for ham," forklarer Falch, griner lidt og konstaterer, at mange ofte viger uden om at tale direkte om Jesus.

"Måske netop fordi det kommer til at virke for ?helligt?, men det er jo Jesus, der gør forskellen, og fra ham, det hele udspringer. De andre religioner kan have alt muligt godt, men de har ikke Jesus."

Falch har atter hævet stemmen. Det er også nødvendigt indimellem, når blæsten buldrer mod taget. For vi sidder midt i blæsten, højt oppe i et kirketårn. I Bregninge Kirkes røde murstenstårn, hvorfra der er storslået udsigt ned over Tåsinge og Det Fynske Øhav.

Et skilt i tårnet fortæller, at man kan se 65 kirker og 35 øer og holme. Deriblandt Langeland, som gennem årene har haft stor betydning for Michael Falch. Mange af hans sange er skrevet på Langeland, blandt andet hittet "I et land uden høje bjerge".

100 meter over havets overflade er vi, og blæsten, der larmer og suser omkring kirkespiret – som naturens understregning af, at årene i Michael Falchs liv også indimellem har været stormomsuste – har gjort det nødvendigt at søge ly inde under kirketårnets tag på denne aspirerende efterårsdag.

"Det er jo også en efterårsplade, jeg har lavet," kommenterer Falch med henvisning til vejr og alder.

Han har netop fejret sin 54-års fødselsdag, men selvom den nye cd, i sagens natur, ser tilbage, er den samtidig en understregning af, at rockpoeten fortsat er på sporet, på vejen, og har noget på hjerte. Der er fire nye sange med, og de øvrige serveres i nye nutidige fortolkninger, blandt andet i selskab med DR UnderholdningsOrkestret.

Bregninge Kirke er en af de poster, han passerer på sine løbeture. Michael Falch løber mellem seks og ni kilometer hver uge og spiller med på det lokale oldboyshold. De sidste to år har han boet sammen med Anita på Tåsinge med udsigt over til Svendborg, digteren Johannes Jørgensens fødeby.

Det var Johannes Jørgensen, der i 1907 skrev en stor biografi om Frans af Assisi og blev æresborger i Frans? by, som Michael Falch de senere år har besøgt ikke mindre end fem gange, og hvor han har kontakt med en dansk fransciskanermunk.

"Frans prædikede glædens budskab og lovpriste skaberværket. Han står for mig som et eksempel på det umiddelbare menneske, Jesus viser hen til, når han i Det Nye Testamente peger på børnene."

"At blive som barn på ny, er for mig at slippe ud af alle de forskansninger, vi som voksne bygger op om os igennem et liv med alle vores fordomme og alle vores indarbejdede myter om os selv – og herunder også alle vores negative selvbilleder. "

"Neden under alt det har vi en oprindelighed og en umiddelbarhed, som vi skal eftertragte, siger Jesus. Den skal være vores ideal, og selvom det kan virke umuligt, så kan der jo i selve idealet ligge noget, som kan få afgørende betydning for vores måde at være i livet på – også selvom vi ikke når andet end 500 meter hen ad vejen."

Alternativet er bitterheden.

"Den ligger så lige for. Den kan man finde alle steder, så det er en daglig udfordring at holde bitterheden fra døren."

Da han i sin tid var med til at danne Malurt, lå ambitionerne ikke højere, end kunne det med musikken holde blot et halvt år, så havde han fået sin store oplevelse ud af det. At projektet udviklede sig til et livsværk, rakte fantasien ikke til: Et liv som sanger og musiker og skuespiller, der undervejs har krævet sin pris, som dengang i 90?erne, hvor han var ved at drikke sig fra liv og karriere.

"Jeg havde til sidst kun mine gamle sange, som jeg måtte klynge mig til for overhovedet at få lov at komme på plakaten rundt omkring. Jeg var blevet sådan en slags jukeboks – sådan en fra gamle dage, som man behandler venligt, men overbærende, fordi der ligesom ikke er mere på spil. Løbet var kørt, jeg havde sunget de sange, jeg skulle. Det var den stemning, der dengang var over det hele."

Siden blev alkoholmisbruget nedkæmpet ved en Minnesota-kur, og Michael Falch fandt sit nye liv gennem kristendommen og de daglige meditationer og løbeturenes fysiske udfordringer.

"Som mennesker har vi alle vore dæmoner, der hele tiden vil frem og tage magten, og vi må tumle dem efter bedste evne og den energi, vi har. Jeg har lært, at stress i virkeligheden er dæmonisk, og at jo bedre form jeg er i, jo sværere har stress ved at tage mig."

"Det fysiske og det psykiske hænger sammen. Når jeg tænker på, hvor træt jeg var dengang og i elendig form og storryger ... Altid plaget af dårlig samvittighed, plaget af ikke at kunne sige fra over for de mennesker, som trådte ind over mine grænser, fordi jeg ikke havde mod til det og ikke følte mig værdig ... Jeg var så udmattet, at jeg blev verdens letteste offer. Til sidst er man derude, hvor man ikke kan stikke et dankort i en automat uden at knække det, så stresset er man."

I dag er situationen helt anderledes.

"Jeg føler mig fri på jorden, jeg føler, at jeg har ret til at være her, og jeg føler, jeg har noget at bidrage med. Jeg kan mærke på mange mennesker, at mine sange går ind og siger dem noget på den måde, som sange jo kan gå i sjælen på os. "

Sange er som en slags oaser, mener Michael Falch, oaser, vi kan søge ind i, når vi vil udtrykke det dybere, det større, det mere højtidelige, det inderligere, det grovere.

"Sangene fungerer som en form for beskyttet miljø. Når noget bliver sunget, kan man tillade sig at sige mere, end man ellers kunne, og det er sjovt nok almindeligt accepteret, at det er o.k.-adfærd at bryde ud i sang, selvom det jo dybest set er noget mærkeligt noget."

Selv har han fundet hjælp og støtte i blandt andre John Lennons og Neil Youngs sange.

"De har været mine sjælesørgere undervejs i mange, lange faser. Fra folk, der skriver til mig, ved jeg, at sådan kan mine sange også virke på andre, for selvom jeg skriver ud fra mig selv, og sangene indimellem kan virke meget personlige, så beskriver de jo samtidig kollektive oplevelser."

At andre kan bruge hans sange til sjælesorg i deres liv - til, som han udtrykker det, "at bekræfte livsdriften" - gør ham ydmyg.

"Men også enormt glad, og jeg ser det som en gave, jeg har fået betroet. Et betroet talent, jeg var lige ved at begrave på et tidspunkt, ligesom den tjener, Jesus fortæller om i sin lignelse i Bibelen."

steens@k.dk