Prøv avisen
Ortodoks kristendom

Lysets mirakel er Guds nærvær for ortodokse

Når den hellige ild viser sig i Gravkirken, bliver den spredt rundt til pilgrimmene i kirken. Traditionen lyder, at man skal medbringe 33 små sammenbundne lys, et for hvert år af Jesu liv. Det siges, at ilden de første par minutter er uskadelig, hvorfor mange pilgrimme bader deres ansigt i flammen. Foto: Atef Safadi Ritzau Scanpix

I mere end 1200 år har ortodokse kristne troet på, at der kommer ild ned fra himlen og tænder lys på Jesu grav i Jerusalem op til påskedag. Det årlige ritual har stor betydning for den ortodokses tro. Men anklager om fusk har altid fulgt miraklet

Alle lysene i den i forvejen dunkle Gravkirke i Jerusalem er slukket, og døren ind til det lille kapel over Jesu grav er forseglet. Under stor højtidelighed bliver den græsk-ortodokse patriark af Jerusalem båret ind i den stopfyldte kirke. Han bryder forseglingen og går ind til Jesu grav. Der er stille lidt tid. Og pludselig begynder skæret fra et stearinlys inde fra gravkammeret at sprede sig, mens kirken bliver fyldt af hujende jubelbrøl.

Nogle oplever, at olielamper rundtom i kirken tænder af sig selv, mens enkelte pilgrimme beretter, at der pludselig er gået ild i deres egne stearinlys.

Hver eneste påske i mindst 1200 år har denne scene udspillet sig i Gravkirken, når den ortodokse kirke fejrer opstandelsen med det årlige lysmirakel. Mens pilgrimme mener, at ilden på mirakuløs vis kommer fra himlen, har skeptikere igennem alle årene forsøgt at finde forklaringer, der kan afskrive fænomenet som en tryllekunst.

Uanset, hvad man mener, der foregår i kirken, kommer man ikke uden om ritualets afgørende betydning for ortodokse kristne, siger professor og theol.dr. Niels Christian Hvidt, der selv for år tilbage har studeret lysmiraklet.

”Det har en nærmest eksistentiel betydning for ortodokse. De ser det som Gud, der fysisk viser sit nærvær i kirken og samtidig bekræfter opstandelsen.

Jeg har ikke selv mødt ortodokse kristne, for hvem dette ikke er et stort under,” siger han.

Niels Christian Hvidt har blandt andet udgivet bogen ”Mirakler”, hvor han gennemgår en række af de store og mest kendte mirakuløse begivenheder i verden. Og i den sammenligning skiller lysmiraklet sig ud ved at være så genneminstitutionaliseret og systematiseret.

”Man kan til en vis grad sammenligne det med den ortodokse nadver, der ifølge kirkens teologi også er et institutionaliseret under, hvor der sker en reel forvandling af brødet og vinen. Men derudover findes der ikke noget i den kirkelige verden, der i sin systematik, størrelse og karisma minder om lysmiraklet,” siger han.

Man ved ikke med sikkerhed, hvornår eller hvordan ritualet med lysmiraklet opstod. De første beskrivelser stammer fra vestlige pilgrimme i det 9. århundrede, ligesom arabiske kilder i omtrent samme periode omtaler den mirakuløse ild i Jerusalem. Men ritualet kan sagtens være ældre. Et par hundrede år senere blev der skrevet en egentlig drejebog for, hvordan den omfattende ceremoni forbundet med miraklet bør udføres.

”Og der kan vi se, at ritualet faktisk ikke har ændret sig meget over årene,” siger Andrew Jotischky, professor i middelalderhistorie ved Royal Holloway Universitet i London.

Han forklarer, at der allerede dengang begyndte at dukke kritik op af, at miraklet ikke var andet end fup og fiduser. Det var en kritik, der både kom fra kristne og muslimer. Derfor handlede flere af de tidlige øjenvidneberetninger om at give et modsvar på den tvivl, der var begyndt at brede sig.

Over årene er der blevet rejst forskellige hypoteser om, hvad der foregår, når patriarken går alene ind i kapellet. Den ortodokse kirke er både blevet beskyldt for at have anrettet snedige snydekonstruktioner med metalrør inde i gravkapellet og for at gemme selvantændelige kemikalier ved graven. Men ifølge Niels Christian Hvidt er det aldrig lykkedes hverken at bevise eller modbevise miraklet.

Den udbredte tvivl har dog gjort, at ritualet har fået karakter af en næsten positivistisk proces. Som en del af ceremonien skal graven tjekkes af ikke-kristne myndigheder. Før i tiden var det Jerusalems muslimske magthavere, der efterså graven, mens det i nyere tid har været israelsk-jødiske myndigheder, der er blevet brugt som garanter. På samme måde skal patriarken tage sin store robe af sig, inden han går ind i graven, for at signalere, at han ikke har en pakke tændstikker på sig.

”Det er i sig selv interessant, at kirken forsøger at føre bevis for det uforklarlige,” siger Niels Christian Hvidt.

Men det ville være en katastrofe for den ortodokse kirke, hvis ritualet blev afsløret som fusk. For det har fået en afgørende betydning for kirkens identitet og selvforståelse. Det er for de fleste ortodokse Gud, der med ilden bekræfter sin væren i kirken, forklarer Niels Christian Hvidt.

Vigtigheden afspejler sig også i det arrangement, der hvert år følger, efter at den hellige ild er opstået i Jerusalem. En vigtig del af ritualet er, at ilden skal spredes til alle dele af den ortodokse kirke. Det betyder, at den som en olympisk flamme skal transporteres hele verden rundt. Sidste år ankom den græske regerings fly til Israel umiddelbart efter ritualet og hentede flammen hjem til Grækenland. Her blev flammen modtaget efter samme protokol som ved et statsledersbesøg og hurtigt fløjet videre de største, græske byer, så grækerne kunne få ilden at se i påsken og tænde deres egne lys i flammen.

I midten af det store kirkerum i Gravkirken ligger kapellet, der er bygget over stedet, hvor Jesus ifølge traditionen blev begravet. Det er her, at den ortodokse patriark går ind og modtager den hellige ild ved påsketid. – Foto: Patrick Baz/ AFP/Ritzau Scanpix