Mænd gik i døden for fædrelandet

I år kan familien Fiil fejre, at den i 125 år har drevet Hvidsten Kro mellem Randers og Mariager. Årene har været præget af både glæde og sorg, og kroen fik sin tragiske plads i danmarkshistorien, da de mandlige medlemmer af familien for 65 år siden blev henrettet af tyskerne for deres medvirken i Hvidstengruppen

"Dagligstuen" er en automatisk ramme om seks venners snak om besættelsestiden, mens de er gået i lag med de mange retter i "Recepten", som er en legendarisk tradition på Hvidsten Kro. -
"Dagligstuen" er en automatisk ramme om seks venners snak om besættelsestiden, mens de er gået i lag med de mange retter i "Recepten", som er en legendarisk tradition på Hvidsten Kro. - Foto: Leif Tuxen

Dette her kan koste dem livet. Det ved de 10 unge østjyder godt, men alligevel ligger de nu igen her i det tætte nattemørke og venter. De er så nervøse, at de hverken ænser uglernes kukken i plantagen eller frøernes kvækken i mosen, for deres ører er udelukkende stillet ind på at modtage lyden af det engelske fly, som hvert øjeblik kan komme og kaste sin last ned.

Ingen tænker på, at om mindre end et år vil de fleste af de unge modstandsfolk fra Hvidsten blive skudt af tyskerne. Og det havde nok heller ikke fået dem til at blive hjemme. Deres ønske om at kunne gøre noget i kampen mod de tyske besættelsesstyrker i et fædreland, som alt for længe blot har tiet og samarbejdet, er større end frygten.

Derfor er de 10 unge mænd og kvinder endnu en gang mødt op. Og nu venter de.

Signalet til at troppe op på nedkastningsstedet var kommet i radioens 18-udsendelse fra London. Selvom det kunne være svært at høre for de tyske støjsendere, lykkedes det dem at opfange, at speakeren sluttede udsendelsen med sætningen: "Lyt igen klokken 21.15." Det betød, at der vil komme en engelsk flyvemaskine og kaste sin last ned mellem klokken 1 og klokken 5 samme nat.

Og nu kan de høre maskinen i det fjerne, og blodet begynder at pumpe hurtigere. For bare nu at tyskerne ikke også hører den. De holder jo til i både Randers og Mariager, og deres nærmeste kaserne ligger kun syv-otte kilometer herfra. Derfor er gruppens yngste, den 16-årige Gerda Fiil, klar oppe ved vejen for at kunne give signal, hvis nogen skulle nærme sig.

Tre af de unge har en hvid lygte, en fjerde har en rød, og nu placerer de sig, som de har aftalt. Når maskinen kommer lidt nærmere, skal de tænde lygterne og på den måde dels vise piloten, hvor han skal slippe sin last, dels vise ham aftenens vindretning. Maskinen nærmer sig, og nu åbner den sin lastlem og smider alle 12 containere på én gang.

De næste sekunder er de værste. For det varer jo en evighed fra de hvide faldskærme har foldet sig ud og nærmest lyser mod nattehimlen, og til de når jorden. Det er nu, de kan risikere, at tyskerne ser dem. Og lidt senere hører dem, når en eller flere af containerne rammer et træ, og stilheden sønderrives, mens containeren pløjer sig ned gennem kronen og stammen.

Men det går også godt denne gang. Straks containerne er landet, ved alle lige præcis, hvad de skal gøre. Containerne, som vejer op til 500 kilo, kan skilles i mindre stykker, og to og to løfter de unge modstandsfolk de såkaldte spande ind i plantagen og dækker dem til med grene og blade. Faldskærmene propper de ned i nogle af de mange vandfyldte tørvehuller, der er i mosen, og samme vej ryger containerdelene, når de unge næste aften skal ud at tømme dem og fordele våben, sprængstoffer og andet på forskellige lofter i området. Og senere skal det alt sammen så transporteres til Randers.

De ved alle, at det her er farligt. Det fortalte deres leder dem, inden de gav ham deres ja til at medvirke. Ejeren af Hvidsten Kro, Marius Fiil, havde for et halvt år siden spurgt hver enkelt af dem om at være med i Hvidstengruppen, og han havde ikke lagt skjul på, at det kunne komme til at koste dem livet.

Det tænker de også på denne septembernat i 1943, mens de sniger sig de få kilometer hen til Marius# datter, Tulle Fiil, som bor ved siden af kroen og traditionen tro vil give et par stykker smørrebrød efter veludført arbejde.

Det hele begyndte den 11. marts 1943. Den dag fik den initiativrige og nationaltsindede kroejer Marius Fiil besøg i "Skænkestuen" af den lokale læge og af sabotageorganisationen SOE's jyske leder. De spurgte, om han ville hjælpe med at transportere de våben, som den kommende nat blev kastet ned i nærheden, væk fra nedkastningsstedet. Efter at have spurgt sin hustru, Gudrun - som var ved at lave kroens allerede dengang legendariske flæskeæggekage til gæsterne - om lov, sagde kroejeren ja til opgaven.

Han var godt klar over, at det var med livet som indsats. Men han kunne ikke vide, at det ville koste alle mandlige medlemmer af familien Fiil livet, og at det ville komme til at mærke familien med sorg helt frem til i dag.

Marius Fiil udvalgte sig nogle lokale, stedkendte folk, og Hvidstengruppen, som blev en af Anden Verdenskrigs højest profilerede modstandsgrupper i Danmark, var en realitet. Den var en af de første nedkastningsgrupper i Danmark og kom til at danne forbillede for de mange andre grupper.

Hvidstengruppen var aktiv fra marts til oktober 1943, og mange af møderne mellem de 14 medlemmer blev holdt på Hvidsten Kro - blandt andet i "Lillestuen", der som resten af den gamle kro den dag i dag ligner sig selv fra dengang. For eksempel med den særprægede og flotte egetræs-vægbeklædning, som oprindelig var et gulv på en herregård i Himmerland. Da gulvet skulle skiftes, hentede Marius Fiil det alt sammen og brugte det som vægbeklædning.

Med ryggen op ad det smukke egetræ sidder en novemberaften i 2009 en gruppe gæster, som er naboer inde i Randers. Og det er ikke tilfældigt, at de har valgt netop Hvidsten Kro som ramme om deres middag.

- Det er fantastisk at tænke på, at de har holdt møderne om nedkastningerne her i disse krostuer. Jeg kom her selv som barn og fik fortalt historien af min far, siger Jens Nielsen.

Nu sidder han her med sin datter, Rikke, overfor og side om side med sit barnebarn, Magnus, som allerede er så dus med stedet, at han godt er klar over, at man skal passe på fingrene, når den brandvarme jernpande med æggekage bliver serveret direkte fra kroens gamle oliekomfur.

- Ja, og når Magnus bliver lidt ældre, skal han helt sikkert også høre historien om Hvidsten Kro og Hvidstengruppen. Det er vigtigt for mig, at han får at vide, hvad der skete dengang. På den måde kommer han ikke til at tage friheden i vores land for givet, siger Rikke Nielsen.

- Det var virkelig en helteindsats, de udøvede. De var nogle mandfolk! Og når man sidder her mellem alle de gamle ting, føler man ligesom, at man kommer lidt tættere på dem, tilføjer Kaj Flemming Nielsen, som også er kommet på Hvidsten Kro hele sit liv.

Fjerde generation Nielsen, den fireårige Magnus, har fået smag for Hvidsten Kro. Denne aften fik han lov til at vælge, om nabomiddagen skulle foregå på McDonald#s i Randers eller herude på Hvidsten Kro. Og han var ikke i tvivl:

- Jeg vil herud, for her kan man få æggekage!

Ud over de smukke paneler i "Lillestue" er der utallige minder om den dynamiske Marius Fiil, som sammen med Gudrun overtog kroen i 1925. Hver af kroens mange bygninger har sin egen historie, fortæller kroens nuværende ejer, den 39-årige Søren Fiil, Marius Fiils oldebarn.

For eksempel samlede Marius Fiil byggematerialer overalt, hvor han kom frem, og brugte dem i sine byggerier. Det har betydet huse med forskellige vinduer og huse, hvis sider ikke er lige høje. Den sparsommelige kroejer ville ikke save af egetræsstolperne, og derfor kunne den ene side blive højere end den anden.
- Bygningerne her er dobbelt fredede. Dels på grund af historien omkring kroen, dels på grund af Marius' byggestil, fortæller Søren Fiil.

Man kan mærke, at den nye generation værner om den gamle byggestil, men samtidig er fredningerne en hæmsko og har blandt andet sat en stopper for oldebarnets planer om at lave udendørs servering.

Overalt indendørs trænger historien sig på. Ikke anmassende og anstrengende, men helt naturligt gennem atmosfæren, de mange minderige fotografier af familieliv og kroliv og de mange effekter, som Marius Fiil og Fiil'erne efter ham har samlet sammen, og som på en helt selvfølgelig måde har sin naturlige plads her. Her hører historien hjemme.

Som gæst i denne forunderlige tidslomme ved landevejen midt mellem Randers og Mariager fyldes man af en ærbødighed og respekt over at kunne kigge inden for i et stykke danmarkshistorie, som i høj grad også er et stykke familiehistorie. Endda spillevende familiehistorie, hvor Marius Fiils tipoldebarn, femårige Christian, og hans glade latter ude i det gamle køkken er et levende vidnesbyrd om, at livet går videre.

Der har ellers været nok, som kunne slukke livsgnisten i denne østjyske familie. For det gik galt for Hvidstengruppen. Helt galt.

Ulykken begyndte, da gruppen en aften i oktober 1943 tog fejl af en engelsk og en tysk flyvemaskine og kom til at give lyssignalerne til den tyske. Piloten opdagede lysene, og gruppens nedkastningssted var afsløret. Lederen af sabotageorganisationen i Danmark, Flemming B. Muus, gav derfor ordre til, at gruppen skulle stoppe sine aktiviteter et halvt år.

Men inden Hvidstengruppen kom i gang igen, lykkedes det tyske Gestapo at fange to faldskærmsagenter og presse viden om blandt andre Hvidstengruppen ud af dem. Så da gruppen var klar igen den 10. marts 1944, kom der aldrig nogen engelsk maskine, og dagen efter - præcis på årsdagen for oprettelsen af Hvidstengruppen - blev de fleste af dens medlemmer arresteret. Heriblandt en stor del af Fiil-familien, nemlig Marius Fiil, hans søn, Niels Fiil, hans døtre, Tulle og Gerda Fiil, og hans svigersøn, Peder Sørensen, som var gift med Tulle.

Få dage senere blev flere fra gruppen arresteret. Alle de arresterede blev først kørt til Århus, hvor de sad i Vestre Allés Fængsel, og efter 14 dage blev de sendt til Horserød-lejren i Nordsjælland.

Selvom situationen var alvorlig, lykkedes det til tilfangetagne at holde humøret højt. En af årsagerne har været, at Marius Fiil havde et lyst sind og kunne få det til at smitte på de andre. Han havde et motto, som stadig hænger i glas og ramme derhjemme på Hvidsten Kro, og heri hedder det blandt andet: "Det glade må ikke forgå." Det holdt han også fast i under tiden i Horserød, og det er nok baggrunden for, at de andre midt i trængslerne kunne digte en sang til hans 51-års fødselsdag i lejren. Her stod blandt andet ham:

"Fiil er rigtig ægte jysk
og kan ikke så godt li'
tysk.
Skaldet er han som et æg
ingen hår og ingen skæg.
"

Knap to måneder senere blev Hvidstengruppens medlemmer kørt til Vestre Fængsel i København, hvor de blev sat i celle med folk fra andre modstandsgrupper. Til at begynde med var de alle mistænksomme over for hinanden, fordi det var meget normalt, at tyskerne placerede stikkere i cellerne for at lokke informationer ud af de indsatte.

Men det viste sig dog hurtigt, at de 15 mand i cellen med Hvidstenfolkene kunne stole på hinanden, og både beretninger fra overlevende og breve fortæller om en periode, hvor de kunne støtte hinanden.

Gennem de efterladte er en række breve fra Hvidstengruppens medlemmer blevet offentliggjort. Heri kan læses, hvordan de tilfangetagne prøver at holde modet oppe hos dem derhjemme, og hvordan de går op i dagliglivet ved Hvidsten Kro. Blandt andet sender Niels Fiil, som tog sig af landbruget, som hørte til kroen, instrukser hjem om såningen, og Tulle Fiil skriver hjem til sin mor og lille datter, takker for chokolade og spørger til grisene i stalden. Marius Fiil skriver hjem og spørger blandt andet efter mere tobak, undertøj og et eksemplar af Højskolesangbogen, samtidig med breve til både sin hustru og til advokater om kroens økonomi.

Humoren levede stadig, men der var samtidig kommet mere alvor, efterhånden som krigsretten nærmere sig. Blandt andet fortælles der om, hvordan de alle holdt aftenandagt under ledelse af en 23-årig teologistuderende, som var leder af en modstandsgruppe fra Farsø. Hver aften læste han op fra Bibelen og holdt en miniprædiken # ofte med udgangspunkt i en sang fa Højskolesangbogen. Når alle i cellen havde lagt sig begyndte han på fadervor, og alle bad med i mørket.

Også på Marius Fiils breve kan man mærke både alvoren og hans kristelige baggrund. For eksempel når han skriver til sin hustru: #Nu er det aften, havde jeg din hånd, Gudrun, da ville jeg række dig min og bede med dig. Bede om alt godt for dig og vores hjem og vores børn.#

Den 26. juni 1944 kom Hvidstengruppen for den tyske krigsret. Lige inden, de fik dommen, sagde Tulle Fiil: "Lad os nu rejse og tage hinanden i hånden ligesom hjemme på kroen og ønske hinanden held og lykke."

Derefter blev otte af medlemmerne dømt til døden. Tre andre, deriblandt Tulle Fiil, blev idømt livsvarigt fængsel, mens Gerda Fiil "slap med" to års fængsel, fordi hun var under 18 år.

Efter dommen blev de otte dødsdømte sendt til eneceller i kælderen under Vestre Fængsel. Her i deres dødsceller skrev de deres sidste breve.

Niels Fiil skrev til sine søstre blandt andet: "Jeg ved, at Gud er med os, og at han har en mening det, og jeg går trygt den vej, han har vist mig (...) Hold sammen om vort kære hjem og sørg for, at navnet Fiil aldrig dør ud."

Også Marius Fiil skrev til sine kære. Dagen før henrettelsen skrev han blandt andet til alle derhjemme: "Hold alt i stand og stå sammen, børn, om den plet, jeg har kærest på Jorden, den gamle kro (...) Gud skærme vores hjem, som jeg så aldrig mere ser. Jeres Marius."

Og på dagen for sin henrettelse skrev han: "Vor Herre kalder os hjem til sig, og vi får det godt alle hos ham (...). Der vil komme sorgfulde dage for dig, elskede, med kamp og arbejde, men du må bære det i Herrens navn og stole på ham. Han har hjulpet mig de sidste dage."

Den 29. juni blev de otte medlemmer af Hvidstengruppen ført ud til Ryvangen nord for København, bundet til træpæle og skudt to og to.

Tulle Fiil og de andre, som var idømt livsvarig fængsel, blev sendt til det tyske fængsel Dreibergen syd for Rostock, og her opholdt de sig, indtil de blev hentet af Folke Bernadottes berømte hvide busser og kom til Danmark den 10. maj 1945.

Ud over næsten 10 måneder i det tyske fængsel væk fra sin lille datter havde Tulle Fiil ved henrettelserne mistet sin mand, sin far og sin bror, men hjemkommet til Danmark blev hun genforenet med datteren Gulle, som nu var blevet tre år.

Gudrun Fiil fortsatte med at drive kroen frem til 1972, hvor Gulle Fiil og hendes mand overtog den. På grund af de store psykiske problemer, som Tulle havde efter krigen, var hun ikke i stand til at passe kroen, så driften af den sprang hendes generation over. Hendes kz-syndrom kom ikke blot til at påvirke kroens drift, men hele familien, fortæller hendes datter, Gulle Fiil, som står i køkkenet og pudser kobbertøj den weekend, Kristeligt Dagblad er på besøg.

- Vi har aldrig snakket om krigen i mit hjem. Det gjorde simpelthen for ondt.

- På mærkedage som fødselsdage og andet og på helligdage var min mor helt ødelagt, og sådan var det hele hendes liv. Hun betalte prisen resten af sit liv. Dengang vidste man jo ikke så meget om psykologi, så det hele blev pakket godt og grundigt væk, siger hun.

- Jeg har været med i en ungdomsafdeling af Frihedskampens Venner, og der mødte jeg flere, som havde det helt på samme måde. Ingen ville tale om krigen derhjemme. Det var helt rart at høre, at de andre havde det på samme måde! Mange kunne fortælle, hvordan både børn og børnebørn af dem, som havde været i tysk fangenskab, fik store problemer. Sådan har jeg heldigvis aldrig haft det selv. Jeg tror, det skyldes arven fra min bedstemor, for på mange måder er jeg ligesom hende, siger Gulle Fiil og peger på et skilt ude i køkkenet, hvorpå der står:

- Sorgen kan tæmmes, når man har et arbejde i hænde. Sagt af Gudrun Fiil.

- Selvfølgelig er jeg stolt over det, vores familiemedlemmer udrettede dengang, men der har da også været perioder, hvor jeg har tænkt: Hvis de ikke havde gjort det, så havde vi haft dem hos os. Men jeg mener virkelig, at det var godt, at de gjorde, som de gjorde, og jeg ville selv have gjort det samme i dag, siger Gulle Fiil.

Hendes søn Søren bekræfter, at krigen var tabu i hans barndom.

- Det har heller aldrig været noget, vi i familien har ønsket at gøre opmærksom på. Min oldemor sagde altid, at familien skulle leve af kroens drift og ikke slå på det med krigen og gruppen. Sådan ønskede hun, det skulle være, og sådan bliver det ved med at være! siger Søren Fiil.

- Som barn var han da også helst fri for at få historien om Hvidstengruppen og hans berømte oldefar bragt på banen.

- Det hang mig ud ad halsen, at der altid skulle snakkes om besættelsen og tragedien med henrettelserne, når folk fandt ud af, at jeg hed Fiil til efternavn. Jeg prøvede virkelig at undgå det.

Den fornemmelse husker hans mor også godt, og hun har det stadig sådan, at hvis hun kan undgå at komme til at snakke om tiden dengang, så gør hun det.

- Når vi for eksempel er på udflugter, og folk spørger, om vi altid har boet i Mariager, skal jeg nok lade være med at sige, at vi har boet i Hvidsten, for så ender det med, at ingen vil snakke med os om andet end Hvidstengruppen og tiden dengang.

"Dagligstuen" på Hvidsten Kro er indrettet som en slags mindestue med fotografier af familien Fiil. Både dem, der blev henrettet, og dem, der overlevede krigen. "Dagligstuen" er også krostue, og denne fredag aften sidder et selskab af især lokale rundt om det store bord med plads til seks. Det viser sig, at en af dem er i slægt med en fra Hvidstengruppen. Hans onkels bror blev henrettet. Heller ikke i hans familie var det noget, man snakkede om.

- Dem, som er tæt på, har nok ikke så meget lyst til at genopleve det. Det kan være så smertefuldt, at man ikke ønsker at give det videre til sine børn, siger han, og hans hustru tilføjer:

- Det kan måske være lidt lettere at snakke om, når man sidder her i krostuerne, som er en del af historien. Her kommer man ligesom ind i en anden verden, som selv bærer historien.

En anden af gæsterne tilføjer:
- På egnen her lever historien om Hvidstengruppen lever mest uden for de nærmeste familier. Hos de berørte familier er det smerten, som lever. Der er nærmest tale om en kollektiv smerte, som går i arv fra generation til generation i de familier.

Selskabet er i gang med det, som på Hvidsten Kro hedder "Recepten", og de har indtil videre fået serveret sild, æggekage med flæsk, kogt skinke med grønsager og flæskesteg med rødkål, og nu kommer serveringspigen ind med et kæmpefad med medisterpølse.

- Nu skal vi vist snart til at prioritere lidt, siger en af deltagerne, som godt ved, at der i løbet af aftenen også venter et bugnende fad på afskåret pålæg og et stort ostefad.

Latteren og glæden breder sig igen i krostuen. Helt i den gamle krofatter Marius Fiils ånd, sådan som hans ordsprog slutter: "... for det glade må ikke forgå."

kiil@kristeligt-dagblad.dk

Artiklen fortsætter under annoncen