Måneder, ugedage og højtider. Når vi taler om tiden, taler vi om vores rødder

Dage, måneder og år er opkaldt efter det højeste, vores forfædre har kendt. Tænk bare på ord som januar – eller 2022. Her er historien om Europas tro fortalt gennem tidsudtryk

Gudinden Eostre (til højre) har formentlig lagt navn til ordet ”påske” på de største europæiske sprog. Og den romerske gud Janus (mønten til venstre) har lagt navn til måneden januar.
Gudinden Eostre (til højre) har formentlig lagt navn til ordet ”påske” på de største europæiske sprog. Og den romerske gud Janus (mønten til venstre) har lagt navn til måneden januar. . Illustration: Wikipedia Commons. Foto: Ritzau/Scanpix

1 Månederne er guder fra Rom

Vi tænker næppe over det, når vi træder ind i en ny måned. Men mange måneder har navn efter romerske guder.

Meget passende har januar sit navn fra Janus, for han er gud for begyndelser og ender, for indgange og udgange. Så året begynder med ham.

Det har ikke altid været sådan. At de romerske månedsnavne vandt, er en vellykket europæisk integrationshistorie. I Tyskland har januar tidligere heddet Schneemonat (snemåned) eller nogle steder Eismonat (ismåned).

I Danmark er januar blevet kaldt glugmåned. Glug betyder hul og sigter ifølge lex.dk til en åben våge i isen. Man tænker sig januar som et lille hul, der står åbent, når alt er frosset til, og som minder os om, at solen igen smelter det tilfrosne vinterlandskab en dag.

Men januar vandt. Den romerske mytologi blev europæisk standard.

Og den romerske kejser blev udødelig i sproget.

For ikke bare kommer navnene på månederne fra den julianske kalender, der blev indført af Julius Cæsar.

Vi fik også måneden juli fra samme romers navn. Og august fik vi fra hans efterfølger, kejser Augustus.

At opkalde en måned efter en gud adskiller sig ikke meget fra at opkalde den efter en kejser. Cæsar og Augustus blev begge gjort guddommelige. Og de romerske guder har hverken revolutioner eller religionsskifter siden kunnet vriste ud af vores sprog.

2 Dage er guder fra Norden

Den nordiske kultur står stærkt i sproget. Tirsdag er for eksempel Tyrs dag. Og flere andre ugedage er baseret på en vikingegud.

De nordiske guder er derfor blevet verdensberømte. Fra Hongkong til Hawaii nævnes Thor, hver gang man siger Thursday, og man sender en hilsen til Odin, hver gang man siger Wednesday. Det hænger sammen med, at det engelske sprog har et andet ord for Odin. Wodens dag er Wednesday. Og på tysk kendes Odin som Wotan. De nordiske guder er ikke bare nordiske. De er nordeuropæiske.

Alt tyder på, at de gamle germanere har oversat navnene fra latin. På fransk hedder onsdag eksempelvis mercredi, altså Merkurs dag. Merkur er den romerske gud, man har oversat til Odin.

Fra kirkeligt hold var der forsøg på at modarbejde de gamle mytologiske navne. Nogle ville have en nummerering efter jødisk mønster. På hebræisk hedder søndag ”den første dag” og mandag ”den anden dag”. Ugedagene følger Guds skabelse af verden på syv dage. Den syvende dag er Guds hviledag, og derfor blev den til sabbat, jødisk hviledag.

Den kirkelige idé om at kopiere jødisk kultur kan stadig ses. Tirsdag hedder på islandsk þriðjudagur, tredjedag, og portugisisk har også talord for ugedage.

Kristen, nordisk og romersk kultur har alle budt ind på ugedagene. Det danske resultat er på overfladen en sejr for de germanske guder. Men på mange måder er de bare kopier af de latinske dagsnavne, så man kan også mene, at sejren reelt tilfalder Rom igen.

3 Højtider tog farve af kulturen

Kirkeåret har sin egen rytme. Denne rytme er styret af jul, påske og pinse. Alle søndage gennem året har navn ud fra disse tre.

I dag strukturerer påske og pinse ikke året på samme måde for danskerne som før. Men julens popularitet giver stadig et hint om, hvor vigtige de kirkelige højtider har været gennem det meste af Europas historie.

Jul, påske og pinse har meget forskellige sproglige rødder i Vesten.

Jul, som det hedder i Norden, er et førkristent udtryk. Det samme er påske på engelsk – Easter – og på tysk – Oster. Det er det samme ord, og det kommer formentlig af den førkristne gudinde Eostres navn.

Ordet påske på dansk (eller pasqua på italiensk) har rødder i den jødiske pesach.

Pinse kommer af det græske pentakost, der betyder 50. For pinse ligger 50 dage efter påske.

Jul og påske er de sproglige udtryk for, at kristendommen har mødt noget andet – ofte det lokale, der var der i forvejen.

Det er en typisk bevægelse for kristendommen. Og den svarer til teologien: Det evige inkarneres i tiden og i det lokale. Kristendommen indgår kompromisser, når det gælder former, steder og talte sprog. En gud, der kun talte ét sprog, ville ikke være den kristne Gud.

4 Vores tidsregning er kristen

Når vi lige om lidt går ind i 2022, er det tal regnet ud fra kristendommens centrum, Jesus Kristus. Selvom mange i dag formoder, at han blev født senere, er det vigtige her hensigten: Vi har valgt at bestemme det år, vi befinder os i, ved at tælle år fra det øjeblik, hvor evigheden mødte tiden. Gud lod sig inkarnere og blev menneske i kristen forståelse, og det kunne ikke markeres med noget mindre end at gøre den begivenhed til centrum for al den tid, vi kender.

Ikke alle er dog enige i det udgangspunkt. Jødedommen har en anden tidsregning. Her regner man år nul fra verdens skabelse ifølge Bibelen. Så jøder er i år 5782.

Islam har en tredje udregning. Muslimer lever i år 1443. Man tæller fra det år, hvor Muhammed og hans følge kom til Medina og grundlagde det muslimske fællesskab, der kaldes ummaen.

Der findes også andre måder at tælle år på. For eksempel kan man i en Google-kalender ændre sin kalenderudregning til persisk, kinesisk eller hindi indstilling.

Tidsregninger kan føre til konflikter. Nogle undgår for eksempel at skrive ”før Kristus”. De skriver så ”før vor tidsregning”. De vil tale om tid uden at tale religiøst. Det ændrer dog ikke på, at de tæller fra kristendommens centrum alligevel. Men det siger noget om den virkning, man opnår ved at lægge troen ind i sproget for år, måneder og uger: Alle er nødt til at benævne det hellige hele tiden. Man bøjer sig på den måde for det højeste i hverdagen.

Kristendommens tidsregning er blevet den mest udbredte. Det er ud fra den, der fejres nytår over hele verden, også langt uden for de kristne kulturer.

Det skyldes, at kristne kulturer har været dominerende i verden. Men det er værd at notere sig, at kristenheden altid har fundet plads til andre kulturer. Det er måske den vigtigste pointe ved tidsangivelsernes sammenblanding af mytologier: Kristenheden har vel haft puritanske tendenser, men som helhed har den ikke udrenset tidligere kulturer. Der har hele vejen gennem middelalderen været plads til, at Merkur, Thor og kejser Augustus kunne leve i sproget.

Navnene på ugedage og månedsnavne minder os om, at Europa er kulturmøde på kulturmøde på kulturmøde. Mødet mellem den romerske mytologi og kristendommen er ét. Mødet mellem vikinger i nord og tysk og frankisk kristendom er et andet.

Asatroen måtte vige for den nye religion, kristendommen. Kun de gamle nordiske ugedage holdt stand. Men i lang tid levede asatro og kristne side om side. Og i vores tale om tid gør de det stadig.

5 Mennesket er historiefortæller

En person er en fortælling. Ugedagenes navne er – på nær lørdag – personnavne. Tag for eksempel ”Thors dag”.

Man kunne så ganske vist tro, at mandag, altså månedag, var en upersonlig dag. Men månen er ikke bare himmellegeme i tidligere nordisk livsforståelse. Den er også en gud. Der er liv i månen. Det samme gælder solen, der gemmer sig i søndagens navn.

Måne er søn af Mundilfare og bror til Sol. Det står der i ”Snorres Edda”. Mundilfare kaldte sine børn Sol og Måne, og hævngerrige guder satte dem op på himlen som straf for hovmod.

Så navnet er ikke bare en fortælling. Det er også en forklaring på månens og solens placering.

På samme måde forklarede man de to sæsoner sommer og vinter. I nordisk mytologi er Sommer en af de tidligere guder blandt aserne. Sommers fjende var Vinter. Og de havde begge familier, man kunne fortælle om.

Så ikke bare ærede vores forfædre guderne ved at opkalde måneder, ugedage og årstider efter dem. De gjorde også noget andet. De gav tiden navne, som man kunne fortælle historier om. Spurgte børn, hvorfor der var koldt udenfor, fortalte man en historie om Vinters fjendskab med Sommer.

De gamle forklaringer er blevet overhalet af bedre forklaringer. Men mennesker fortæller stadig historier om personer med navne og forklarer verdens gang med fortællinger, der kan give tiden mening.

Det gør vi for eksempel her mod slutningen af året, når vi bruger ord som jul, januar og 2022.