Den lille flåde, der sejlede på Stillehavet i februar 1521, udgjorde et ynkeligt syn. Mændene på de tre skibe led af skørbug. Deres hud og led var betændte, og de mistede efterhånden alle deres tænder.
”Vi spiste støvet fra tvebakker fulde af orme, der for længst havde ædt det bedste. Rotternes urin stank frygteligt, og vi drak gult vand, som havde været råddent i dagevis.”
Sådan beskrev flådens historieskriver Antonio Pigafetta situationen ombord på de tre skibe, der skulle føre den opdagelsesrejsende Ferdinand Magellan og den spanske besætning frem til øgruppen Molukkerne, også kaldet ”krydderiøerne”.
Bådene havde i slutningen af november 1520 gennemsejlet et snævert stræde i det sydlige Sydamerika, der efterfølgende fik navnet Magellanstrædet.
Flåden nåede efterfølgende ud i et for europæerne hidtil ukendt hav, der lå så roligt, at Magellan gav det navnet Stillehavet. Kaptajnen troede fejlagtigt, at mændene nu havde lagt den værste del af rejsen bag sig, og at de i løbet af et par uger ville nå Asien. Ligesom så mange andre europæere dengang gik han ud fra, at den længste søvej fandtes mellem Europa og Amerika og ikke mellem Amerika og Asien. Det var en fejltagelse, der kom til at koste mange af hans mænd livet, for i stedet for et par uger gik der tre en halv måned, før besætningen så land igen.
I år er det 500 år siden, at Magellans flåde lagde fra havn i den spanske by Sevilla og hermed påbegyndte rejsen, der skulle gå over i historien.
”Magellans rejse ændrede verden for evigt. Det er ikke overdrevent at kalde rejsen for den største og mest betydningsfulde sørejse, der nogensinde har fundet sted. Rejsen ikke alene øgede menneskehedens viden om geografi og antropologi, men indeholdt også et filosofisk budskab: At det alt sammen er én sammenhængende verden, og at man kan nå næsten alle kontinenter og landmasser via havet,” siger den amerikanske historiker Laurence Bergreen, der har skrevet flere bøger om Magellan.
Der verserer mange påstande om Magellan. For eksempel betegnes han ofte som den første person, der rejste jorden rundt, men det er ikke helt rigtigt: Magellan døde under rejsen, og dermed var det kun en del af hans besætning og ikke ham selv, der nåede jorden rundt. Han er også blevet kaldt en spansk søhelt, men i virkeligheden var han portugiser. Han fik heltestatus i Spanien, hvorimod portugiserne betragtede ham som lidt af en landsforræder, netop fordi han sejlede for den spanske konge. Hans rigtige navn var for øvrigt heller ikke Ferdinand Magellan, men derimod Fernão de Magalhães. Først da han fik spansk statsborgerskab, ændrede han sit navn til det mere spanskklingende Ferdinand Magellan.
Spanien og Portugal havde allerede årtier før Magellans rejse indledt et kapløb om at tage flest mulige kolonier i besiddelse via verdenshavene. For at undgå en krig havde pave Alexander VI i 1493 i en bulle bestemt, at de to lande skulle ”dele” verden imellem sig ved hjælp af en grænselinje, der gik fra Nordpolen ned igennem Atlanterhavet til Sydpolen.
I overenskomsten, som de to lande indgik i Tordesillas det efterfølgende år, blev grænselinjen ganske vist rykket mere mod vest, men landene fulgte ellers pavens anvisninger: Spanien fik lov til at erobre og plyndre kolonier vest for linjen, hvilket først og fremmest indbefattede store dele af det amerikanske kontinent, mens Portugal havde de samme beføjelser øst for linjen, altså hovedsageligt i områder i Afrika og Asien.
I modsætning til opdagelsesrejsende som Columbus og Cortés drømte Ferdinand Magellan ikke så meget om at finde guld. Han søgte efter noget, der på hans tid var mindst lige så værdifuldt: Krydderier. Især var muskatnødder og kryddernelliker, der dengang kun fandtes på de indonesiske øer, meget eftertragtede varer i Europa.
Magellan havde tidligere rejst i Indien, Malaysia og Indonesien og var overbevist om, at Molukkerne lå så langt østover, at de lige så godt kunne høre til Vesten – altså til den del af kloden, som hørte ind under spansk højhedsområde. Han mente, at hvis han rejste langt nok mod vest, ville han støde på øerne, som han så kunne tage i besiddelse for den spanske konge.
Det var en tanke, som den unge konge kunne lide. Den senere kejser Karl V stillede en flåde bestående af fem skibe og cirka 250 mand til rådighed og gav Magellan tilladelse til at rejse under den betingelse, at kaptajnen ikke krænkede Portugals højhedsområder.
Den store tyske forsker og opdagelsesrejsende Alexander von Humboldt (1769 – 1859) har betegnet Ferdinand Margellan som en helt inden for videnskabens verden, men det er Laurence Bergreen ikke enig i.
”Humboldt må have misforstået noget dér. Jeg ser Magellan udelukkende som kaptajn og opdagelsesrejsende, ikke som videnskabsmand. Magellan tog ikke af sted for at forske. Han havde derimod to andre formål med sin rejse: Han ønskede for det første at finde en hurtigere vej til Krydderiøerne, og for det andet var han meget religiøs og havde svoret at omvende de mennesker, han mødte på sin vej, til kristendommen. Han så derfor også sin rejse som en opgave, Gud havde pålagt ham. Videnskab spillede derimod ingen rolle for ham,” siger Laurence Bergreen.
Under deres søfart opdagede Magellans besætning to galakser på himlen, som sidenhen er blevet kendt som de magellanske skyer. Mændene lærte en masse om vind og vejr og strømninger, og de samlede stor viden om de geografiske forhold alle steder, hvor de kom hen, men det var ifølge Laurence Bergreen en viden, de tilfældigt faldt over.
”En af Magellans største gerninger var, at han brød med datidens overtro og uvidenhed. Han levede i en tid, hvor folk troede på søuhyrer, og hvor man frygtede, at man kunne ’sejle ud over jordens kant og falde ned’. I det hele taget eksisterede der mange forkerte opfattelser af verdens sammensætning, og derfor var der i folks øjne noget selvmorderisk over Magellans rejse. I dag må man virkelig respektere Magellan for det store mod, han udviste. Hans rejse har igennem århundrederne inspireret mange folk, heriblandt måske også Humboldt, til at vove sig ud i det uvisse. Man kan godt kalde Magellan en helt, men ligesom en græsk helt havde han en masse fejl. Han var ekstrem streng, stiv og stædig og kunne til tider opføre sig nærmest umenneskeligt,” siger Laurence Bergreen.
De mørke sider i Ferdinand Magellans natur kom frem i lyset, da han undervejs slog flere mytterier ned. Han lod nogle mænd halshugge og firdele, og plantede de afhuggede hoveder på spyd på skibsdækkene til skræk og advarsel for resten af besætningen. Andre mænd satte han ganske enkelt ud på en øde strand uden hverken mad eller drikke.
Magellans trang til brutalitet skulle i sidste ende endda blive grunden til hans undergang. Da flåden i marts 1521 nåede Filippinerne, lod kaptajnen sig overtale af en lokal høvding, Raja Humabon, til at føre krig mod en anden høvding, Lapu-Lapu, men slaget endte katastrofalt for spanierne: Magellan blev ramt af en forgiftet pil og døde.
”Der var tale om en helt overflødig kamp. Magellan burde have holdt sig ude af de lokale stridigheder, der jo i bund og grund ikke angik ham, men i stedet for lod han sig rive med af sin krigeriske natur og tog parti imod Lapu-Lapu. Magellans meningsløse død viser meget tydeligt, at han ikke var fejlfri,” siger Laurence Bergreen.
Den baskiske sømand Juan Sebastian Elcano overtog derefter posten som kaptajn over flåden, der var blevet så decimeret, at man ikke længere var i stand til at bemande tre skibe. Mændene brændte og sænkede derfor båden Conceptión, før de sejlede videre med nu kun to ud af oprindeligt fem skibe, Trinidad og Victoria. Først i november 1521, mere end et halvt år efter Magellans død, nåede skibene Molukkerne, hvor lastrummene endelig kunne fyldes op med de dyrebare krydderier. Men det lykkedes kun ét af skibene, Victoria, at nå hjem igen til Spanien. I september 1522 – efter næsten tre års rejse – lagde skibet til havn i Spanien. Ombord var kun 18 ud af oprindeligt 250 mænd. Filippinerne blev ganske vist først officiel spansk koloni i 1565, men Magellans ankomst til landet i 1521 indvarslede en ny æra for øboerne, som blandt andet bød på kolonisering, konvertering til kristendommen og udplyndring.
Derfor findes der den dag i dag meget divergerende opfattelser af Magellan.
I Vesten er man tilbøjelig til at se ham som et forbillede for opdagelsesrejsende. USA’s rumfartsorganisation NASA har sendt en Magellan-sonde til Venus, områder på Mars er opkaldt efter kaptajnen, og et nyt teleskop, der udvikles i Chile, vil også bære hans navn.
For mange filippinere er Lapu-Lapu, høvdingen for den stamme, der slog Magellan ihjel, derimod en helt, og de undgår at bruge ordet ”opdagelsesrejsende” om Magellan.
”For mig er Magellan manden, der ankom til Filippinerne i 1521. Filippinernes historie begyndte ikke med Magellan – han var en begivenhed i landets historie, vores første ’turist’,” siger for eksempel den filippinske historiker Ambeth Ocampo til magasinet National Geographic.
Magellanstrædet er aldrig blevet en populær handelsrute mellem Europa og Asien, fordi vejen har vist sig at være alt for farlig og for lang. Alligevel mener Laurence Bergreen, at Magellans rejse er vigtig for verden den dag i dag.
”Mændene stødte på et nyt ocean, kortlagde nye handelsruter og skabte grundlaget for den moderne globalisering. Efter Magellan forsøgte andre at rejse samme vej som ham, men de led alle skibbrud, og ingen hørte fra dem igen. Først 60 år efter Magellans rejse lykkedes det englænderen Francis Drake at sejle samme rute. Alene den kendsgerning, at det tog 60 år, før nogen kunne gøre Magellan kunsten efter, viser, hvor forud for sin tid han var. Han var en pioner på havet,” siger Laurence Bergreen.