I et interview i Thisted Amtsavis den 18. maj 1945 fremhævede biskoppen i Københavns Stift, Hans Fuglsang-Damgaard, religionens betydning for frihedskampen, som han fandt dokumenteret i de breve, de dødsdømte frihedskæmpere skrev inden deres henrettelse:
”Der foreligger jo i det hele taget en lang Række Dokumenter om Kristentroens Betydning i Dødens og Farens Stund, som fortjener at samles, fordi det vil blive en Samling af overordentlig stor kristelig og menneskelig Værdi,” sagde han. Og idéen blev straks taget op.
Allerede i efteråret 1945 udkom 112 henrettede frihedskæmperes sidste breve til forældrene eller hustruerne med titlen ”De sidste Timer. Afskedsbreve fra Frihedskæmperne 1943-1945”.
Denne første udgave havde forord af Odensebispen Hans Øllgaard der havde været medlem af Danmarks Frihedsråd. Han fortæller her, at mange af disse sidste breve blev skrevet af og givet videre og i flere tilfælde trykt i de illegale blade. Selv efter deres død kom de henrettede med deres breve til at spille en rolle for frihedskampen. De virkede til ”Trøst og Opmuntring og var med til at tømre Modstandskampen sammen”, oplyser Øllgaard.
”Læs disse Breve med Ærbødighed for disse unge Frihedskæmperes Indsats,” sluttede Hans Øllgaard sit forord til første udgave af denne bog.
Og det kan man ikke undgå at gøre. Ærbødighed for deres offer og respekt for deres indsats. De udgør et tværsnit af Danmarks ungdom. Gennemsnitsalderen er i tyverne. Her er arbejdere, håndværkere, sømænd, studenter, funktionærer og et par grever. Den yngste er 18 år, og den ældste er 59. Den sidste henrettelse fandt sted den 25. april 1945. At blive henrettet så tæt ved krigens afslutning er bittert, ”at jeg netop skal falde faa Dage før denne Krigs Afslutning, er jo en bitter Skæbne,” slutter Jørgen Frederik Winther, der blev henrettet den 6. april 1945.
”De sidste Timer” bringer vidnesbyrd fra 112 faldne frihedskæmpere. I 1970 udkom oversigtsværket over de faldne, ”Faldne i Danmarks Frihedskamp 1940-45”, hvis materiale omfatter cirka 900 navne. I den slutter daværende statsminister Hilmar Baunsgaard (R) sit forord med denne opfordring: ”Vi bør i vor materielle velstand fastholde de idealer, som frihedskampens kvinder og mænd gav deres liv for.” Disse idealer udtrykker disse breve fra de dødsdømtes sidste timer.
Som flere af dem håbede, lever idealerne og viljen til at kæmpe og risikere døden fortsat, når danske soldater i 1990’erne går med i kampen mod den etniske udryddelse på Balkan, i 00’erne deltager i opgørene med det terroristiske Taleban og al-Qaeda i Afghanistan og den evige fredsforstyrrer Saddam Hussein i Irak og i 2010’erne i kampen mod islamismen i Mali. 50 danske soldater er faldet derude. Deres indsats og offervilje udtrykker humanismens væbnede kamp mod den livs-ødelæggende antihumanisme. Den kamp, som frihedskæmperne udkæmpede før dem.
Nuvel. Verden er kommet videre siden den befrielse, frihedskæmperne bidrog til. Som flere opfordrede til, kom Danmark til en forståelse med Tyskland, hvis nazisme verdenskrigens sejrherrer slog ned. Den tolerance, de håbede på efter krigen, slog igennem. Danmark og Tyskland har i årevis været forbundne i EF/EU og Nato. En gentagelse af krigen mellem de europæiske lande vest for Rusland er udelukket.
Men nye tider har nye trusler og kræver fornyet engagement. Totalitarismen er ikke forsvundet fra Jordens overflade. Intolerance hærger stadig. Krig og vold er fortsat hverdag for millioner af mennesker. Terroren slår atter til, endda i København.
”Men husk,” formaner Kim Malthe-Bruun før sin henrettelse, ”og det skal I alle huske, at Drømmen ikke maa være at naa tilbage til Tiden inden Krigen, men at Drømmen for jer alle, unge og gamle, skal være at skabe et ikke ensidigt, men rent menneskeligt Ideal for os alle.”
Det må vi, der fik lov at leve i fred, huske ikke at glemme.
Per Stig Møller har beskæftiget sig indgående med Anden Verdenskrig, senest i et aktuelt værk om de første måneder med fred, ”Sommeren’45”, der er udkommet på Kristeligt Dagblads Forlag. Herunder bringer vi fire beretninger fra bogen "De sidste timer".
Niels Stenderup
Født i Klampenborg den 20. maj 1924. Student fra Sorø Akademi.
Den 29. august blev han interneret på Middelgrundsfortet, og efter hjemsendelsen fik han ansættelse som volontør i et københavnsk handelshus. Tilknyttet modstandsbevægelsen i København. Han blev anholdt den 13. februar 1944, blev i første omgang indstillet til benådning, men henrettet af tyskerne den 24. april samme år.
Kære allesammen –
For 5 Minutter siden fik jeg det endelige Resultat at vide: Ingen Benaadning; om 1½ Time sker det saa. Hvis det er jer til nogen Trøst, er jeg ikke egentlig bange, selvfølgelig havde jeg helst levet videre, men engang skal vi jo alle den samme Vej. Hvad jer angaar, saa jeg helst, I hurtigst muligt prøvede paa at glemme mig; jeg har selv levet efter det Princip. Det nytter ikke at trækkes med en afdød gennem hele Livet; men det er vel egentlig nytteløst at give Raad paa det Punkt, der kan man jo dog kun handle efter sit eget Sind, men saa tag det som et Ønske, som jeg i hvert Fald for Ingers Vedkommende kan haabe paa; hun har jo Livet foran sig.
Jeg er ked af, at jeg ikke bedre kan sige Tak for de Aar, der er gaaet, men jeg haaber, at jeg trods alt fik vist lidt Taknemmelighed. Maaske er jeg mere glad for det altsammen nu end nogensinde, for jeg føler, at det ligesom gør det lidt nemmere at dø, at man virkelig har faaet noget ud af Livet. Tak for det, baade Far og Mor og Farmor og Faster og alle.
Mor sagde, at Farmor mente, det hele havde været undgaaet, hvis hun og Faster ikke havde været i København den Dag; det er saa forkert, som det kan være. Var det ikke sket den Dag, var det sket en anden. Det vil enhver, der kender lidt til min Psykologi, kunne bekræfte!
Stort mere er der vist ikke at sige. Jeg beder jer hilse alle fra mig, som jeg har kendt.
Lev vel, og prøv som sagt at glemme.
Christian Ulrik Hansen
Født i Farsø den 26. maj 1921. Efter studentereksamen var Christian Ulrik Hansen blandt andet et par måneder på Støvring Højskole, hvorefter han begyndte at studere teologi. Aktiv i Dansk Samling. Under interneringen efter 29. august 1943 dannede han en sabotagegruppe, der blev meget aktiv. Samtidig med at han var fører for denne gruppe under Holger Danske, deltog han i sabotagen i Jylland. Det var her, han blev arresteret. Henrettet i Ryvangen ved København den 23. juni 1944.
Kære Inge!
Om faa Timer lyder en Geværsalve ud over det morgenstille Land. Naar den er døet hen, er der sat et Punktum. Dette er mit sidste Brev. Det skriver jeg til dig, fordi du – trods alt – har været den, der bedst har forstaaet mig. Jeg behøver ikke at skrive til dig, at jeg dør roligt og i Troen paa det, jeg ogsaa har levet paa.
Gud ske tak og lov. Snart er Tiden for mig og mine forbi. Saa er det dig, Inge, der skal tage fat – Kærligheden i al dens Mildhed. I hans Haand, som er Gud i Gry og Kvæld, er vi alle Redskaber.
Jeg har en sidste Bøn til dig – du ved, hvorfor jeg dør. Vil du fortælle mine Kære og Venner – ikke mindst dem derhjemme – hvorfor jeg maatte gaa denne Vej. Lad dem forstaa, at for mig var der ingen anden. ”Jeg brød for en Konge min Lanse, som kroner med evige Kranse.”
Underligt, men for mig har Døden aldrig været den kolde Istaphaand, som den er for saa mange – de fleste. Jeg har levet sammen med den længe, i det sidste Døgn saa intenst, at vi nu helt forstaar hinanden. Den er ikke mere en Fjende af Livet. Den er blot Livets Fuldkommengørelse. Livet bliver helt i den – vi møder Livet i den. Jeg vil saa nødig være uærlig her i mit allersidste Brev, men det er faktisk saaledes. Døden og Livet giver hinanden Mening og Indhold. De er begge Indledningskapitler til det nye Liv. Vi er paa Rejse – fra vore Kupévinduer stirrer vi forundret ud paa Landet, der glider os forbi. Inden vi ved af det, er vi inde i Tunnelen. Vi kan ikke se, hvad der ligger forude – blot ane det, fordi det lever i os selv.
Nu gaar jeg for sidste gang op paa Bjerget. Først ser jeg ud over det Mindernes Land, Gud i Naade gav mig i mit Liv. Et skønt Land med Dal og Bakker fagre – der er en Kirke, der er et lille dansk Bondehjem. Jeg ser jer alle, I store og I smaa, som vandred i Danmarks Rosengaard sammen med mig, som vilde kæmpe sammen med mig i Kærlighed og Troskab. Saa vender jeg Blikket mod det Land, som Gud havde bestemt, at jeg skulde se ind i: Fremtidens og Fredens Danmark, som det ligger der i Guds Vingers Skygge. Den nye Tid i det nye Danmark. Saa begiver jeg mig ud paa min allersidste Rejse til Landet ”hvor Issen ej graaner, hvor Fuglen ej dør, hvor Lykken er skinnende klar, men ej skør”.
Men I, der skal vandre ind i Landet – det nye Danmark – bøj Knæ i Solopgangen og bed til Ham, som er i Himlene, at han vil velsigne denne lille Plet paa Jorden, at han vil velsigne Korsets Tegn i Blodets Flammelue.
Kaj Munk er gaaet – saa mange andre er gaaet – nu er vi otte, der følges ad samme Vej – med det dybe Ord fra Nazareth i Mindet. – Farvel, Inge – farvel, Willi – send min Hilsen til alle Venner derude.
Gud i Vold, Christian
Marius Anton Pedersen Fiil
Født i Hvidsten som søn af den gamle kromand den 21. maj 1893. Marius A.P. Fiil var først landpostbud men overtog kroen efter faderen omkring 1935. Marius Fiil var meget hjemstavns-interesseret og havde blandt andet en krostue med museumsgenstande og med en del Blicher-minder. Havde altid været stærkt nationalt interesseret og dannede en af de første nedkastningsgrupper i Jylland, Hvidstengruppen. Marius Fiil drev sin kro mønsterværdigt og var meget afholdt på egnen. Arresteret af Gestapo den 11. marts og henrettet i Ryvangen den 29. juni 1944.
Vestre Fængsel, den 28. Juni 1944.
Saa, elskede Gudrun!
Saa er jeg beredt til Herrens Naade. Thi han vil hjælpe os alle, vi, der trænger til det, og jeg dør i den Forvisning, at I vil holde sammen om alt, hvad der er jeres, og at I vil bevare det til vor kommende Slægt, og den Slægt vil lade det gaa videre til næste Slægt, der vil vokse frem med vores Navn.
Herren være med jer, Herren bevare jer, Herren lyse sit Ansigt over jer og os alle, Fred i vor Herres Jesu Kristi Navn. Amen.
Kys fra os alle. Jeres Marius, Peder og Niels.
Hilsen og lev vel, Niels Kjær.
Kære Gudrun, Tulle, Bitten, Gerda, Ritha og Otto!
Mange smaa Ønsker for Fremtiden. Ingen, kun lidt Blomster og ingen Pragt-sten. Penge i Stedet for, til Trængende og Kirken.
Lad altid en Flagstang staa Syd for Kroen. Gør den Sten ren oppe i Haven med Verset, hold den og alt i Stand og staa sammen, Børn, om den Plet, jeg har kærest paa Jorden, den gamle Kro. Hilsen til Slagteren, Ellen, Marius og Mie, Herman og Tulle, Martin og Marie, Ejner og alle i Byen, Tante og Aage og alle Venner i Randers, Post Anthon, Bidstrup-Hadsund og ellers alle.
Gud skærme vores Hjem, som jeg aldrig ser mere.
Jeres Marius
Lennart Greve Ahlefeldt-Laurvig-Lehn
Født i Egense den 4. maj 1916. Aftjente i årene 1937-39 sin værnepligt som garderhusar og gjorde fra 1939 til 1940 tjeneste som sekondløjtnant. I 1942 underforvalter på Mørdrupgaard, derefter elev på Korinth Landbrugsskole. Fra den 1. april 1943 forvalter på Brahetrolleborg Avlsgaard. Han var en af grundlæggerne og lederne af frihedsbevægelsen på Sydfyn. Arresteret af Gestapo i Odense den 8. marts 1945, forhørt på Husmandsskolen og overført til København. Henrettet i Ryvangen den 28. marts 1945.
Onsdag den 28. Marts 1945.
Kære Onkel Andreas og Tante Ibeth.
Desværre maa jeg fortælle Jer, at jeg i Dag har været for en Krigsret og er dømt til Døden, og at min Ansøgning om Benaadning straks blev mig nægtet. For min egen Skyld gør det jo intet, jeg mister Livet for mit Fædreland, det lykkeligste, der kan times nogen Mand, men for især Fader og Moder og alle I, som holder af mig, er det frygteligt. Jeg bebrejder mig selv af og til, at jeg nogensinde har begyndt paa dette af Hensyn til Fader og Moder, men paa den anden Side er jo dog Ens Forældre ikke saa meget som Ens Fædreland, saa naar det kommer til Stykket, mener jeg, at jeg har handlet rigtigt, derfor beder jeg jer alle for min Skyld være glade, fordi jeg dør for Danmarks Sag, og ikke fortvivle, og jeg beder Tante Ibeth og Onkel Andreas hjæpe Fader og Moder dermed.
Tak for alt godt, kære Onkel og Tante, fra
Jeres Lennart