Prøv avisen
Interview

Mange myter om Lucrezia Borgia blev skabt af hendes fjender

Lucrezia Borgia blev bortgiftet tre gange af sin far, der ønskede at opnå politiske fordele ved ægteskaberne. Her ses kvinden, som der er fortalt så mange historier om, i en stregtegning. – Tegning: Mary Evans/Natural History Museum/ Ritzau Scanpix.

For 500 år siden døde pavedatteren Lucrezia Borgia, som der stadig laves film og bøger om. Ifølge forfatter til ny bog blev hun gjort til syndebuk for den magtfulde Borgia-families fejltrin

Alene den kendsgerning, at hun var til, var en synd i mange menneskers øjne. Den spinkle kvinde med det blonde hår udgjorde nemlig et levende bevis for de skandaløse forhold, der herskede i Vatikanet. Lucrezia Borgia, der kom til verden i 1480, var ikke alene født uden for ægteskabet, men var også datter af pave Alexander VI.

Lige siden hendes død i 1519 har hun haft status som femme fatale. I bøger, film og på teatret er hun blevet skildret som en hæmningsløs, liderlig, intrigant og farlig kvinde. Hun er blevet beskyldt for at være ægteskabsbryder, for at stå bag giftmord og for at have udøvet incest med både sin far og broderen Cesare.

”Lucrezia Borgia blev gjort til syndebuk, blot fordi hun var i familie med pave Alexander VI og Cesare. De to mænd brød så mange tabuer i renæssancetidens Italien, at man har været tilbøjelig til at tiltro dem alt muligt ondt og frivolt, og eftersom Lucrezia også var en Borgia, skar man hende over samme kam,” siger den tyske forfatter Friederike Hausmann, der for nylig har udgivet bogen ”Lucrezia Borgia”.

Især Lucrezias far, pave Alexander VI, sprængte alle rammer for, hvad man kunne i Vatikanet. Romerne var ellers vant til lidt af hvert fra deres gejstlige, når det drejede sig om overtrædelser af cølibatet, og selv Alexanders forgænger, pave Innocens VIII, havde børn.

Den største synd, Alexander begik, var altså ikke, at han havde flere elskerinder og producerede børn på stribe. Nej, pavens værste brøde var, at han stod ved sine børn i al offentlighed.

Paven var far til flere kvinders børn, men han betragtede de fire børn, som han fik i sit forhold til kvinden Vanozza Cattanei, som sin kernefamilie. Uden hensyn- tagen til pavetitlen samlede han gerne børnene omkring sig i Vatikanet, og når han for eksempel var på rejse, lod han Lucrezia Borgia bo i sine gemakker i Vatikanet, hvor hun sorterede og besvarede hans post.

For mange gejstlige var det uhørt, at en kvinde fik denne magt inden for de hellige mure.

”Lucrezia levede i en spændende tid, hvor alting var i opbrud. Hvis hun var blevet født 30 år tidligere, ville hun være forsvundet i anonymiteten, men nu stod hun ofte i begivenhederne centrum og spillede en usædvanlig rolle i Vatikanet,” siger Friederike Hausmann.

Italien bestod på Lucrezia Borgias tid af et virvar af mindre og større stater, der ofte lå i kamp mod hinanden. Datidens europæiske stormagter Frankrig, Spanien og Det Hellige Tysk-Romerske Rige blandede sig gerne i stridighederne og forsøgte at spille staterne ud imod hinanden.

”Vi må ikke glemme, at den katolske kirke praktisk talt var blevet kapret af den franske konge i 1305, og at paverne i mange år sad i Avignon og i realiteten var kongens gidsler. Med tiden udviklede situationen sig som bekendt til det store skisma, hvor først to - og senere endda tre – paver regerede imod hinanden i hver deres by. Denne frygtelige situation lå mindre end 100 år tilbage, og pave Alexander VI forsøgte at drage en lære af kirkens erfaringer under krisen,” siger Friederike Hausmann.

Paven var overbevist om, at han kun kunne bevare sin gejstlige magt, hvis kirkestaten også fysisk var en uafhængig og stærk stat. Dermed så han ikke alene sig selv som det gejstlige overhoved for verdens kristne, men også som en verdslig hersker. Af samme grund opførte han sig som en fyrste og forsøgte at sikre sit rige ved at tillægge sig en hær og et familiedynasti. Han brugte alle sine børn som brikker i et politisk spil og giftede dem bort af strategiske grunde med det formål at styrke Vatikanets sikkerhed.

”Han mente – og efter min mening med rette – at han kun var i stand til at forsvare kirken over for de krigeriske fyrster, hvis kirken udgjorde en rigtig, verdslig stat. Hvis ikke han havde drevet denne form for magtpolitik, ville en fransk eller måske tysk kejser være kommet og have taget paven med sig igen. Det er også noget, som flere af nutidens historikere – for eksempel italieneren Paolo Prodi – har betonet: Alexander VI reddede rent faktisk kirkestaten og kirkens magt ved at verdsliggøre kirken.”

Men den pris, Lucrezia Borgia kom til at betale for sin fars politik, var meget høj. Hendes far forlovede hende to gange og giftede hende bort i alt tre gange som led i sit magtspil.

Hun indgik det første ægteskab som 13-årig med Giovanni Sforza, en slægtning til kardinal Ascanio Sforza, der havde hjulpet paven til magten. Parret var gift i fire år, men i løbet af denne korte tid ændrede de politiske forhold sig så drastisk, at paven pludselig så en fordel i ikke længere at være så afhængig af Sforza-slægten. Alexander VI havde nemlig fastslået, at hans børn stod i en langt højere kurs som ægteskabskandidater nu, hvor han ikke længere var kardinal, men pave. Flere magtfulde familier i Italien viste interesse for at komme i familie med paven, men Alexander VI stod med det problem, at alle hans voksne børn allerede var gift.

”Han brugte sine børn som brikker til at sikre sin magt i den internationale politiks netværk, men nu manglede han altså brikker. Lucrezias ægteskab var det eneste, der hidtil var forblevet barnløst, og derfor fandt paven på en usædvanlig udvej for sine problemer: Han annullerede Lucrezias ægteskab med den begrundelse, at det aldrig var blevet fuldbyrdet, fordi ægtemanden Giovanni Sforzas var impotent,” siger Friederike Hausmann.

Giovanni Sforza holdt først fast i, at han havde fuldbyrdet ægteskabet, men efter at han havde siddet fængslet et stykke tid, og man også havde truet ham med tortur, valgte han dog at affinde sig med annulleringen.

Men han tog senere en grusom hævn og fortalte al verden, at han kun havde undladt at have samleje med Lucrezia, fordi den 66-årige pave selv og nogle gange også sønnen Cesare begik incest med henholdsvis deres datter og søster.

De fleste historikere i dag mener, at Giovanni Sforza kun kom med disse beskyldninger, fordi han – på grund af pavens påstand om impotens – følte sig dybt krænket på sin mandlige stolthed.

”Men for Lucrezia fik hans ord alvorlige følger, for nu blev hun trukket ind i det offent-lige rampelys. Alle Borgia-dynastiets fjender kastede sig over hende, og snart talte folk overalt i Italien om, at Lucrezia var den værste hore i Rom.

”Eksistensen af en paves barn er i sig selv altid en provokation, men nu havde Lurcrezia pludselig også rollen som den forførende kvinde, der ved hjælp af sin æggende opførsel skabte en pagt mellem sin far og Djævelen. Dermed blev anklagen om incest endnu et bevis for, at Alexander VI var Antikrist selv. Da mistanken om incest først var sået, var den ikke til at udrydde igen, og selv den dag i dag sættes Lucrezias navn altid i forbindelse med ordet incest,” siger Friederike Hausmann.

Efter annulleringen af ægteskabet var der ingen grænser for, hvilke rygter der opstod om Lucrezia. For eksempel sagde man om hende, at hun havde født et uægte barn som resultat af incesten med sin far eller Cesare. I andre versioner havde hun fået barnet med en tjener. Hun skulle også have overværet vilde sexorgier i Vatikanet og fundet stor fornøjelse ved at se kopulerende kroppe.

”Problemet er, at disse historier stammer fra tvivlsomme kilder. For eksempel har vi fortællingen om sexorgiet fra pavens ceremonimester Johannes Burckhard, der omtalte det i en bog. Han arbejdede ganske vist tæt på paven, men netop når det drejer sig om det påståede orgie, er det tydeligt, at han ikke var til stede, men højst gengav noget, som han kan have hørt fra andre. Han sympatiserede med kræfter, der var ved at samle sig til modstand mod pavedømmet, og i bogen indtog han en stadig mere og mere kritisk holdning over for Alexander og pavedømmet.”

Ikke mindst familien til Lucrezias tredje ægtemand Alfonso d’Este var urolig over alle rygterne om Lucrezia. Familien sendte før brylluppet en gesandt til Rom, men han sværmede i sine beretninger om, hvor dannet, beskeden og dydig Lucrezia opførte sig. Et indtryk, som hun også vakte hos mange af datidens diplomater og udsendinge.

Selvom alle hendes tre ægteskaber var arrangerede, oplevede hun med sin anden mand, Alfonso d’Aragona, en stor kærlighed, men hendes lykke blev ikke lang. I året 1500 blev Alfonso d’Aragona myrdet i pavens gemakker af soldater efter ordre fra hendes bror Cesare.

”Det er det utilfredsstillende ved historiske begivenheder, at vi ikke altid får hele sandheden at vide om alting. Der er ingen tvivl om, at Cesare stod bag mordet, for det tilstod han selv, men vi vil aldrig få at vide, hvilke motiver han virkelig havde for at slå sin svoger ihjel. Derimod er jeg temmelig sikker på, at rygterne om, at Alexander VI i virkeligheden stod bag mordet, ikke passer. Alfonso d’Aragona var jo kort tid før sin død blevet overfaldet og alvorligt såret af ukendte gerningsmænd, og paven lod ham bringe til sine gemakker i Vatikanet og gjorde alt for, at han skulle blive rask igen. Derfor er det mest sandsynligt, at Cesare handlede på egen hånd,” siger Friederike Hausmann.

Lucrezia Borgias tredje ægtemand Alfonso d’Este smittede sin kone med syfilis, og hun havde en række dødfødsler, men også flere vellykkede fødsler. I løbet af dette ægteskab døde hendes far, og nu kunne hun leve i fred, fordi hun ikke længere var en brik i et politisk spil. Hendes mand tilbragte meget tid blandt prostituerede, men gav samtidig sin kone plads til at udfolde sig som en dygtig godsejer og forretningskvinde.

Lucrezia Borgia døde efter en hård fødsel i 1509.

”Hun var i virkeligheden det stik modsatte af det billede, som eftertiden har haft af hende, og dermed har hendes skæbne aktualitet også i vores tider, hvor vi hele tiden konfronteres med fake news, og hvor folk i stigende grad bliver ofre for hetz og bagvaskelse på internettet. Lucrezias historie kan lære os, at vi hele tiden skal spørge os selv, hvor informationerne kommer fra, før vi tror dem,” siger Friederike Hausmann.