Prøv avisen
Reformationen

Mange reformationer blev til mange kirker

500 år efter at Martin Luther offentliggjorde sine 95 teser i Wittenberg, er der ikke blot blevet flere protestanter i verden, men også flere protestantiske kirker som udløber af de mange teologiske drøftelser og bevægelser, der fandt sted i årene efter. På billedet, der er et træsnit fra det 19. århundrede, hænger Martin Luther sine 95 teser på Slotskirken i Wittenberg under stor diskussion blandt de tilstedeværende borgere. – Foto: The Granger Colletion/Polfoto

Teologisk strid har været en del af de protestantiske kirkers dna siden de første disputter mellem Martin Luther og Ulrich Zwingli

500 år efter, at Luther gjorde verden bekendt med sine 95 teser, tilhører 800 millioner mennesker et kristent trossamfund med rod i Reformationen. Det er en god tredjedel af de 2,2 milliarder kristne i verden.

Men det er ikke kun antallet af protestantiske kristne, der er vokset. Det samme gælder antallet af protestantiske trossamfund. Den britiske religionssociolog David Barrett, der er redaktør af World Christian Encyclopedia, har identificeret 8196 forskellige protestantiske kirker verden over.

Alene i Sydkorea findes 80 forskellige protestantiske kirker, påpeger Michel Grandjean, professor i kirkehistorie ved universitetet i Genève og specialist i protestantisk kirkehistorie.

”Selv inden for en tilsyneladende fast forankret familie som den lutherske vil der være umådelige forskelle mellem en lutheraner i Danmark og en lutheraner i staten Missouri i USA, hvor man for eksempel ikke vil høre tale om økumenisk dialog overhovedet. Andre steder som i Tyskland og i Frankrig har lutherske og reformerte kirker sluttet sig sammen i forenede kirkesamfund,” siger han.

Siden Martin Luther smækkede med døren efter samtalen i Marburg i oktober 1529 og det mislykkede forsøg på at komme overens med Ulrich Zwingli, er mangfoldigheden dermed blevet et protestantisk særkende. Især de evangelikale kirkeretninger med udspring i USA har udrystalliseret en lang række nye kirkesamfund. Men den teologiske disput har været en del af Reformationens dna, og allerede fra protestantismens første år udviklede reformatorerne forskellige teologiske svar på kritikken af den katolske kirke.

Mens Martin Luthers tanker blev fremherskende i Nordeuropa og Skandinavien, fik Ulrich Zwinglis tanker fodfæste i Schweiz, Frankrig og Nederlandene, støttet af Johannes Calvin og hans reformerte republik i Geneve.

John Knox rejste hjem til Skotland og grundlagde den skotske presbyterianske kirke, men blev også en så stærk skikkelse i den reformerte tradition, at han figurerer ved siden af Calvin i mindesmærket over de reformerte kirkefædre i Geneve. Og i England voksede den anglikanske kirke ud af Henrik den Ottendes strid med paven, der ikke ville tillade ham at lade sig skille fra Catharina af Aragonien.

”De forskellige protestantiske konfessioner bredte sig i bestemte geografiske områder anført af forskellige reformatorer,” fastslår Anna Vind, professor mso ved afdeling for kirkehistorie under Københavns Universitet.

Men især på det europæiske kontinent blev rivaliseringen mellem lutherske og reformerte kirker en del af religionsstriden parallelt med religionskrigene mellem katolikker og protestanter.

”I Tyskland fastslog den Augsburgske religionsfred fra 1555 mellem de lutherske territorier og romerkirken princippet om cuius regio, eius religio (den, hvem landet tilhører, hans religion skal være den herskende, red.), hvor fyrstens tro bestemmer et områdes konfessionelle tilhørsforhold. Det var en reel anerkendelse af den lutherske konfession og skabte nogen ro. De reformerte derimod fik faktisk først retslig anerkendelse ved den westphalske fred i 1648, der afsluttede 30-årskrigen,” fastslår Anna Vind. 

”Det skete i flere tilfælde især i slutningen af 1500-tallet, at tyske fyrster skiftede fra luthersk til reformert tro. Vi ved ikke helt hvorfor, men tesen er, at det både var af politiske og strategiske, og nok også af teologiske grunde. Den reformerte tradition har en mere håndfast måde at tænke overholdelse af moseloven på end den lutherske, og det kunne virke tiltrækkende og mere handlekraftigt i en tid med teologisk forvirring og usikkerhed. Man kan godt sige, at den reformerte teologi har et mere moralsk tilsnit, og den adskiller samtidig i højere grad det åndelige og det legemlige,” siger Anna Vind.

Hun peger på, at denne pointe afspejles i nadverstriden. Her mente Zwingli og senere Calvin, at Kristus er til stede i nadveren som ånd, mens Luther holdt på, at selvom vin og brød ikke forvandles til Kristi blod og legeme som i den romerkirkelige nadverlære, så er Kristus legemligt til stede.

”Men den anglikanske kirke er mere baseret på liturgi end på teologi og hviler på ganske enkle læresætninger, der tillader en betydelig rummelighed. Det er den engelske pragmatisme,” påpeger Michel Grandjean.

De senere århundreders pietisme og vækkelsesbevægelser førte til nye protestantiske knopskydninger og ikke mindst til de evangelikale bevægelser, som i dag repræsenterer næsten halvdelen af verdens protestanter ifølge World Christian Database.

Og det ville have chokeret Reformationens fædre, påpeger Michel Grandjean.

”Den trosfrihed, vi har i dag, var utænkelig i 1500- tallets Europa,” siger han.8

En trykt plakat med Luthers 95 teser fra 1517. Opbevares i Berlin State Library. – Foto: The Granger Colletion/Polfoto
En trykt plakat med Luthers 95 teser fra 1517. Opbevares i Berlin State Library. – Foto: The Granger Colletion/Polfoto