Billedet af Margrete I skinner klart og smukt gennem 600 års danmarkshistorie. Hun udstråler både kløgt og myndighed og udrettede da også stort, selvom hun faktisk aldrig havde titel af regerende dronning. Margrete styrede først rigets sager på vegne af den lille Oluf, sin søn, og efter hans død for sin søsters barnebarn Erik, den senere kong Erik af Pommern.
LÆS OGSÅ: Kronprinsessen bad Gud om ro og visdom ved barnedåb
Margrete var prøvet i modgang, men tilsyneladende altid ligevægtig og klartskuende. Hun var både kvinden, der samlede Norden, og samtidig den ydmygt troende, der i perioder trak sig tilbage for at leve som menig nonne på Vadstena kloster.
På søndag er det 600 år siden, hun døde. Den 28. oktober 1412 udåndede hun, sandsynligvis på sit skib på Flensborg Fjord, efter at der var udbrudt pest om bord.
Hun kom fra forhandlinger i Flensborg om det allerede dengang spegede slesvigske spørgsmål. Havde hun levet længere, havde hun med sine eminente politiske evner måske skabt en holdbar ordning. Uden denne kedel for stadige konflikter var danmarkshistorien faldet meget anderledes ud.
Sin legendariske dygtighed havde hun ikke fra fremmede. Margretes far var den store Valdemar Atterdag, også en lysende reformator. Hun fortsatte hans virke og stabiliserede forholdene yderligere i landet, ligesom hun styrkede kronen gennem klog taktik over for adel og kirke.
Kun 10 år gammel blev Margrete Valdemarsdatter, som hun livet igennem helst kaldte sig, gift med den norske kong Haakon VI. Siden fik de sønnen Oluf, der som femårig blev valgt som Danmarks konge efter Valdemar. Margrete udvirkede selv, at man overdrog landets styre til hende, indtil han blev myndig.
Danmark var et valgkongedømme, Norge et arvekongedømme, så da Olufs far,Haakon, døde fem år senere, arvede han dermed Norges krone. Også heroppe sørgede Margrete for at gribe tøjlerne og styrede nu to riger.
Inden længe kom et tredje til, for svenskerne ønskede at afsætte den Albrecht af Mecklenburg, som de ellers selv havde indsat som konge i stedet for kong Magnus, Haakon VIs far. Stærke svenske kredse ønskede nu, at Magnus barnebarn Oluf også skulle blive deres konge.
Før det kunne blive virkelighed, blev Oluf syg og døde. Nu kunne Margrete være trådt ud af historien, have trukket sig tilbage som enkedronning og levet som nonne på til sit elskede Vadstena, for hun besad ikke selv retten til nogen af de tre riger.
Men gennem dygtigt politisk spil sikrede hun, at både danske og norske stormænd valgte hende til fuldmyndig frue og husbond. Og da svenskerne rejste sig med våben mod Albrecht, sendte Margrete dem en hær til hjælp, så Albrechts tyske lejetropper blev slået i det store slag ved Falen af svenske, danske og norske tropper.
Sådan blev vejen banet til den berømte Kalmarunion. Den unge Erik blev udset til at tage Olufs plads, og ved et møde 1397 i Kalmar valgte de tre rigers forsamlede stormænd ham til konge. Atter med Margrete som egentlig hersker, mens man afventede myndighedsalderen. Unionen lod ikke de tre riger smelte sammen til et; man oprettede et forsvarsforbund og skulle evindelig have samme konge, men hvert land bevarede sine egne love.
Det hele faldt jo fra hinanden igen, men først efter Margretes død.
I Danmark styrede Margrete et land, der stadig forsøgte at komme på fode efter den sorte død, der 50 år tidligere havde revet en tredjedel af befolkningen bort, og hun gjorde det med sådant håndelag, at der både blev skabt indre fremgang og ydre styrkelse med den store nordiske union. Historikeren Steffen Heiberg tøver heller ikke et sekund, når man spørger ham, om han regner Margrete I blandt de tre bedst begavede danske monarker gennem tiderne. Svaret kommer prompte og med eftertryk:
Taler vi politisk begavelse, så udpræget ja! Med forbehold for Christian III, som også var ualmindeligt politisk dygtig, så er hun nok den klogeste af dem alle.
Man kan faktisk kigge hende i kortene, når det gælder taktiske overvejelser inden for statskundskaben. Margrete skrev nemlig en pædagogisk håndbog i politisk strategi, som den purunge Erik kunne få med som støtte og vejledning, da han første gang skulle til Norge på egen hånd. Det er en art lærebog med 54 punkter, så hun gik grundigt til værks, fortæller Steffen Heiberg.
Erik skulle altid sørge for at være venlig, og han måtte aldrig fornærme nogen. Vær altid behersket og korrekt, hedder det typisk, og sådan førte hun også sig selv. Tjen Gud først, lyder et råd. Vogt dine ord, sig intet i harme. Og mere konkret: vent, til mor kommer. Giv aldrig et bindende svar, tøv så længe som muligt, hold folk hen og sig, at jeg ventes når som helst.
Hun er bange for, at de norske stormænd skal køre rundt med ham. Han fik sigende nok heller aldrig det norske segl med, når han var alene deroppe, siger Steffen Heiberg.
Ud over sin lynende forstand har Margrete også været i besiddelse af et betydeligt mod. Det virker, som om de store adelsmænd ikke kunne kyse hende.
Og det kunne de heller ikke. Der er en god, samtidig vurdering af hende fra en lybsk historieskriver, Detmar. Han overværer nogle forhandlinger om Slesvig og skriver at hele adelen var grebet af frygt over denne frues visdom og kraft. An-tagelig er de altså simpelt-hen blevet intimideret af hendes skarpe forstand.
Denne visdom og kraft viser sig også ved at hun hvad der er ret enestående i samtiden for hele Europa i 1396 forbyder adelen at bygge borge. Og hun formår vel at mærke også at håndhæve det. Forbuddet hæves først 70 år efter hendes død, og da havde udviklingen i våben faktisk gjort borge overflødige.
Hun ønskede at forhindre stormændene i at spille småkonger bag deres tykke mure.
Hun ønskede ingen småherskere med bastioner, hvorfra de måske kunne bekæmpe hende. Det var glimrende, at forbuddet indførtes, for det frigjorde kræfter til andet byggeri.
Margrete I har haft ry for ædelt og varmhjertet at hjælpe almuen, når den blev udsat for udpining fra herremændenes side. Heiberg advarer dog mod at romantisere hendes motiver.
Ligesom senere Christian IV skred hun ind over for lensmænd, der udpinte befolkningen ved at tage for høje afgifter. Men det er nu især et spørgsmål om magt, for det gik ud over skatten til kronen. Det er en kamp om ressourcer: sættes fæsteafgifterne for højt, er der mindre til hende. Det er magtpolitik fra ende til anden, og her er hun som altid uovertruffen.
Steffen Heiberg påpeger, at Margrete faktisk havde en fordel i kraft af sit køn, nemlig en større manøvredygtighed, fordi hun som kvinde ikke behøvede at ligge under for ridderidealer.
Forestillinger om ære kunne for eksempel betyde, at en konge følte, at han måtte kaste sig ud i en krig for ærens skyld. I den retning er Margrete fuldstændig kold. Hvad krig i øvrigt angik, søgte hun altid at undgå den. Og skulle den endelig føres, da kun når hun var sikker på at vinde den.
Margrete I var en from og gudfrygtig fyrste. Hun drog på retræter på Vadstena kloster i Sverige, hvor hun levede som almindelig nonne. Hverken hendes dybe religiøsitet eller hendes valg af Vadstena er tilfældigt.
Da hun som bare 10-årig er blevet gift med den norske konge, flytter hun ind på Akershus. Hofmesterinden her tager sig af hendes opdragelse og undervisning; hun hedder Merete Ulfsdatter, og hun er intet mindre end datter af den hellige Birgitta. Gennem hende præges hun af de tanker, der fører hende til Vadstena.
Den svenske Birgitta af Vadstena, eller den hellige Birgitta, grundlagde birgittinerordenen, der stadig eksisterer. Hun døde i Rom i 1373 og blev helgenkåret i 1391. Margrete I foranledigede, at der nogle år efter hendes død oprettedes to birgittinerklostre i Danmark i Maribo omkring 1420 og i Mariager omkring 1445.
Det kan måske undre, at stormænd bøjer sig for en kvinde, lydigt og uden forargede hyl. Hver gang der nu om dage vælges en kvindelig statsminister, er der ingen ende på gratulationerne til os selv over, hvor vidt vi moderne dog har drevet det. Men for 600 år siden gik man udramatisk ind under en kvindes myndighed, og man havde endda selv valgt hende. Det krævede tilsyneladende ingen mental kolbøtte hos datidens mand.
Det gjorde det ikke. Vi skal her forstå, at der er en fundamental forskel mellem Europa og asiatiske kulturkredse, hvad synet på kønnet angår. I Europa kom rang altid førend køn, således at en fyrstelig kvinde automatisk stod højere end en adelig mand. Og en adelig kvinde stod over en borgerlig mand, mens en borgerkvinde stod over en mand, der var bonde, opregner Steffen Heiberg.
I øvrigt har man haft flere kvindelige regenter i Sydeuropa, for der havde man arveriger, mens vi i nord i reglen havde valgkongedømmer. Og var der mulighed for det, valgte man trods alt en mand, for en konge skulle også være kriger, mente man.
Margrete var aldrig dronning af Danmark, og når hun alligevel får hænderne på magtens håndtag, sker det i kraft af hendes personlige evner. Både til at gribe håndtaget og derpå manøvrere respektindgydende.
Margrete I er aldrig valgt rigtigt, for hun regerede jo på Olufs vegne. Og ved hans død i 1387 sikrer hun sig ved strategisk dygtighed den fortsatte myndighed. Oluf dør på Falsterbohus i Skåne, og hans mor trommer lynhurtigt den skånske adel sammen og får den til at skrive under på en anerkendelse af hende som frue og husbond. Derpå skynder hun sig til Ringsted og videre rundt, hvor hun alle vegne opfordrer adelsfolkene til at signere det pergament, hun mere eller mindre tvang de skånske til at sætte deres navne under. Hun havde denne naturlige myndighed, som gav dem sådan respekt for hende. Desuden frygtede de alle det kaos, som sikkert ville opstå i magttomrummet, hvis man forkastede hende som mulighed.
Men man fik en statsretligt meget ulden konstruktion med denne frue og husbond, der skal regere, indtil den næste vokser til, konstaterer Heiberg.
En moderne beslutningstager, der altid har haft Margrete I som forbillede, er Venstre-politikeren Birthe Rønn Hornbech. Der er da også flere iøjnefaldende træk ved Margrete, der må kunne tjene til identifikation: begge er kvinder, begge manøvrerer i et politisk spil, og begge har deres kristentro. Rønn Hornbech er jo præstedatter og tidligere kirkeminister.
Det er sandt, og du kan faktisk lægge et par grunde mere til, supplerer Birthe Rønn Hornbech. Den ene er, at jeg allerede fra barnsben begyndte at følge hende. Som lille pige fik jeg et levende indtryk af mine forældres begejstring for Margrete. Min far holdt hende tit op for mig og fortalte om hendes liv og bedrifter, mens min mor in-teresserede sig meget for hendes fromme side. Hun tog mig også med til Rom for at se Birgitta af Vadstenas grav.
Og så ligger der endnu en grund i, at jeg bare er tre år yngre end Margrethe II. Derfor har jeg altid på afstand fulgt hendes liv nøje. Og fra hende og til hendes navnesøster er der kun et kort spring.
Birthe Rønn Hornbech er livet igennem kommet regelmæssigt i Sorø.
I Klosterkirken dér hviler jo hendes far, Valdemar Atterdag. Hun blev selv begravet ved siden af ham, som hun ønskede det, men så er der jo den herlige historie om, hvordan Roskildebispen ville have hendes lig til sin domkirke for hæderens skyld, hvorpå munkene fra Roskilde nærmest bortførte hende.
Jeg husker, da der var brand i Roskilde Domkirke i 1968. Lige med det samme frygtede jeg for Margrete Is sarkofag og så for mit indre blik de faldende gløder. Bare der ikke er sket den noget, tænkte jeg.
Der er måske lidt konditorværk over den sarkofag i Roskilde, og ansigtet er sikkert idealiseret, men det sjove er, at når du lægger hovedet lidt på skrå, så ligner hun altså Margrethe II.
Birthe Rønn Hornbech nærer stor kollegial respekt for Margrete I.
Som politiker har jeg set meget op til hende. Hun var snedig og handlekraftig, virkelig et mandfolk, der kunne styre både stormænd og bisper. Tænk alle de studehandler og alliancer hun gennemførte med alle grupper for at samle Norden.
Som få forstod hun det politiske spil. Tænk på hele historien med arvefølgen. Der opstår et tomrum ved Olufs død, og hun kaster sig ind i det og skaber en løsning. Hendes evne til at finde støtte og politiske venner, også blandt svenske stormænd og i kirken, var bemærkelsesværdig.
Og så er der den kristelige side, den som Rønn Hornbechs mor tidligt introducerede for sin datter.
Hun grundlagde jo Birgittinerordenen i Danmark, og uden at være katolik er jeg kommet en del i Maribo. Jeg har også været i Vadstena nogle gange. Også i den dimension har hun hele tiden ligget og fulgt mig. Og når jeg er sydpå og ser birgittinerklostre, må jeg altid tænke på hende. Så husker jeg på, at det er den eneste klosterorden, der kommer heroppe fra Norden.
Et forbillede, men ikke et, Birthe Rønn Hornbech vil påstå, hun i et og alt kan måle sig med:
Som nutidig politiker betragter jeg hende som en klar inspiration, omend jeg ikke har kunnet leve op til idealet. Jeg var ikke lige så snedig, når det gjaldt om at samle alliancer.