Jesus lod sig føde som menneske. Men Maria lagde krop til det guddommelige mysterium

Som mor til Jesusbarnet er Jomfru Maria julens vigtigste bifigur. Siden fødslen i Betlehem er hendes moderskab og eksempel udstrakt til alle kristne

Bebudelsesscenen, hvor Maria får at vide, at hun skal føde Jesus, er her skildret af kunstneren Angelico, som kan ses i San Marco-klostret i Firenze.
Bebudelsesscenen, hvor Maria får at vide, at hun skal føde Jesus, er her skildret af kunstneren Angelico, som kan ses i San Marco-klostret i Firenze. .

Paven og Peterskirken dominerer den kirkelige scene i Rom hele året igennem. Dog er der en gammel tradition for, at bestemte højtider på særlig vis er forbundet med andre af byens basilikaer. Langfredag giver det god mening at overvære liturgien i Santa Croce in Gerusalemme, hvor relikvier fra Jesu korsfæstelse opbevares. Påskenat gælder det Laterankirken, Roms domkirke, med det ældgamle dåbskapel.

Til midnatsmessen den 24. december går kendere på samme måde i Santa Maria Maggiore, der ligger oppe på Esquilinhøjen i den østlige del af Rom.

Denne artikel er en del af dette tema:
Julens traditioner

Det er den største og ældste af byens mange mariakirker, og i sin historie såvel som i sin udsmykning minder den om, at julen også er Jomfru Marias fest.

Helligdagens centrale budskab er naturligvis, at Guds søn lod sig føde som menneske. Men det var Maria, Jesu mor, der lagde krop til det guddommelige mysterium. Under hovedalteret i Santa Maria Maggiore opbevares kirkens berømte krybberelikvie, der fortæller om den barske nedkomst, og om, hvordan Maria efter sin forløsning svøbte Jesusbarnet og lagde ham i den improviserede vugge.

Det er ganske vist ikke sikkert, at relikviet kan føres tilbage til stalden i Betlehem. Men de fem små brædder af morbærfigentræ i relikvieskrinet minder de troende om, at der engang stod en krybbe i Betlehem, og at kristendommen ikke er et abstrakt etisk system uden jordforbindelse. Beretningen om den første julenat kan henføres til et bestemt sted og til et bestemt tidspunkt, og Jomfru Maria var en afgørende del af det hele. Alligevel nævnes Maria kun få gange i Det Nye Testamente. Fem gange bliver det til i Matthæusevangeliet, en enkelt gang hos Markus og to gange hos Johannes, i alt otte gange. Men der er en undtagelse. Lukas bruger de første to kapitler i sit evangelium til at fortælle om Johannes Døberens fødsel og Jesu fødsel og barndom. Herefter omtaler han kun Maria en enkelt gang, ligesom han kun nævner hende kort i Apostlenes Gerninger, det femte skrift i Det Nye Testamente, som Lukas også forfattede.

Det er ikke meget som historisk dokumentation, men når de få oplysninger om hende samles, tegner der sig alligevel omridset af en biografi: fra den unge kvinde, der af Gud bliver pålagt en enestående opgave, til familielivet med Josef i Nazareth, tilstedeværelsen ved Jesu korsfæstelse og endelig blandt apostlene efter opstandelsen.

Uden for Det Nye Testamente er der imidlertid andre kilder til hendes liv og færden, de såkaldte apokryfe skrifter fra de 2. og 3. århundreder. De rummer mange pittoreske historier om Marias afstamning og Jesu barndom, og selvom de ikke er officielt godkendte i vestlig kristendom, har de fundet vej ind i almindelig fromhedspraksis og i talrige kunstneriske afbildninger.

Det store gennembrud for Jomfru Maria kom i det 5. århundrede. På det tidspunkt var der stridigheder i kirken om Kristi person, og det skabte ny opmærksomhed om hans mor. Nestorios, der var patriark af Konstantinopel, prædikede nemlig, at Maria ikke var ”Guds mor”, men at hun blot havde født et menneske, der siden udviklede en guddommelig natur. Nestorios’ læresætning blev fordømt af koncilet i Efesos i 431, der forkyndte dogmet om Maria som ”Gudsføderske”, og som understregede Kristi dobbelte natur som sand Gud og sandt menneske. Afgørelsen skabte en del uro i særligt den østlige kirke, men Roms biskop fra 432, pave Sixtus III, tilsluttede sig den og besluttede at lade opføre en stor basilika på Esquilinhøjen for at fejre Marias officielle titel. I nærheden lå ganske vist allerede en knap 100 år ældre Mariakirke, men den blev nu erstattet af Santa Maria Maggiore, der fremover blev centrum i Mariadyrkelsen i den latinske del af kristendommen.

Man skal ikke have opholdt sig længe i Sydeuropa – og slet ikke i Rom – for at forstå, at Jomfru Marias moderværdighed hurtigt blev udstrakt til hele kirken. Den selvfølgelighed, hvormed Maria sagde ja til at føde Jesus, den omsorg, hun viste sit nyfødte barn, og hendes fortvivlelse over hans død på korset har grebet mænd, kvinder og børn på tværs af århundrederne. Jomfru Marias særtræk har inspireret jævne mennesker såvel som de største tænkere og mest berømte kunstnere. I hendes eksempel er teologernes indsigt og malernes talent mødtes i et brag af kreativitet med den folkelige begejstring.

Tusinder af kirker over hele verden har navn efter Jomfru Maria, ligesom hun fra Maryland til Mariager har sat sit præg på geografien. Mariafester fylder godt op i kalenderen kirkeåret igennem, valfarter til hendes ære finder sted på alle kontinenter, og der er næppe den katolske, ortodokse eller anglikanske kirke, der ikke har et Maria-alter eller på anden måde giver hende en fremtrædende plads i udsmykningen. Samtidigt er Maria blevet en integreret del af utallige menneskers fromhedsliv gennem bønnen ”Hil dig, Maria”, der inden og uden for den katolske verden er næsten lige så udbredt som ”Fadervor”. ”Hil dig, Maria” har navn efter ærkeenglen Gabriels hilsen ved bebudelsen som skildret i Lukasevangeliet og tilføjer om hende, at hun er ”fuld af nåde”.

Den afsluttes med ønsket om hendes forbøn for de troende ”nu og i vor dødstime”. Bønnen indgår tillige i klostrenes tidebønner og i rosenkransen, hvor den bedende mediterer over 15 begivenheder i Marias og Jesu liv. Men ”Hil dig, Maria” har også en fysisk side, og måske hænger populariteten sammen med, at den med sin klare, rytmiske kadence er meget nem at bede, også i pressede situationer.

I middelalderens danske kirker er Jomfru Maria ligeledes rigt repræsenteret. I Sødring kirke sydøst for Hadsund, der er gavmildt udsmykket med kalkmalerier fra 1400-tallet, ses Maria som menneskenes forbeder på Dommedag. Hun viser sit blottede bryst frem for Kristus i dommersædet for at formilde sin strenge søn og minde ham om, at han som spæd har diet hos hende. Konkret titter flere ansigter allerede frem fra hendes kappe som tegn på, at hun har taget menigheden under sin beskyttelse.

Motivet i Sødring viser Jomfru Maria som ”de troendes fortaler”, der er en af de tilnavne, som mariadyrkelsen har givet hende sammen med titler som ”kirkens beskytter” eller ”himmeldronning”. Men kunsten har også fundet inspiration i evangelierne, og i Santa Maria Maggiore fortælles Jesu barndomshistorier i mosaikker fra det 5. århundrede på triumfbuen, hvor også Marias centrale plads bliver fremhævet. Tilsvarende rummer apsis en stor mosaik fra det 13. århundrede, hvor hun krones som himlens dronning af sin søn. Andre Maria-billeder i kirken fortæller om essensen af hendes folkelige appel som både rollemodel, forsvarer og trøster. Det gælder blandt andet en byzantinsk ikon, hvor hun sidder med sin søn på skødet. Billedet har titlen ”Salus Populi Romano” (på dansk: det romerske folks beskytter), og foran det bad pave Frans få dage efter at være blevet valgt.

Koncilsfædrene i Efesos udviste stor teologisk spidsfindighed, da de understregede Kristi dobbelte natur som sand Gud og sandt menneske. En sådan ambivalens gælder dog ikke Jomfru Maria, der al virakken til trods kun er et menneske. I klassisk kristen forståelse er hun ”den første discipel”, det første menneske, der modtager ”Guds ord”, altså Jesus. Og måske er det derfor, at netop bebudelsen fylder så meget i kunstens afbildninger af hende? Et meget berømt billede er Fra Angelicos 1400-tals fresko i San Marco Klostret i Firenze, hvor han skildrer den unge kvindes møde med ærkeenglen Gabriel. Gud bryder overraskende ind i hendes liv, og englen kalder hende ”fuld af nåde”. Da hun er kommet sig over chokket, svarer Maria ja til englen, og resten af historien er velkendt. Men i den indledende forvirring over, at Gud overhovedet vil hende noget, har både jævne folk, lærde og kunstnere lige siden kunnet spejle sig og fatte nyt mod.

Andreas Rude er mag.art. i litteraturvidenskab og kommentator af katolske forhold.