Marie-Antoinette tager revanche

Come back: Hun døde på skafottet som indbegrebet af det forhadte monarki. Nu er hun nærmest genstand for en kult. Marie-Antoinette var en letlevende dame, der udviklede sig til en jernhård politiker. Men også et tragisk offer for sin tid

Marie-Antoinette er både den letlevende, den politisk intrigante og den tragiske kvinde. Det er det, der gør hendes skæbne så enestående, påpeger en fransk historiker. -- Illustration: XXX
Marie-Antoinette er både den letlevende, den politisk intrigante og den tragiske kvinde. Det er det, der gør hendes skæbne så enestående, påpeger en fransk historiker. -- Illustration: XXX.

I folkemunde hed hun "Østrigerinden", og franskmændene hadede hende af et godt hjerte. De jublede, da hendes hoved blev skilt fra kroppen i guillotinen den 16. oktober 1793. Marie-Antoinette var 38 år og lignede en kvinde på 60. Med hende døde det franske monarki.

200 år senere får Ludvig den Sekstendes dronning revanche. Efterkommerne efter det revolutionære Frankrig, der dømte hende til døden, dyrker hende som et idol i den ene historiske bio-grafi efter den anden. Og den amerikanske filmindustri har populariseret hende i Sophia Coppolas film "Marie-Antoinette", som senere på efteråret får dansk premiere med Kirsten Dunst i hovedrollen. Også en stor biografi om Marie-Antoinette er på vej på dansk. I Frankrig nærmer hendes come-back sig det hysteriske:

– Man kan dårligt åbne en avis eller tænde for en radiostation uden at møde hende. Det er ved at udvikle sig til det rene hysteri, siger historikeren Annie Duprat.

Hun er ellers selv en af dem, der har bidraget til det, som ligner en rehabilitering af Frankrigs sidste, store dronning. En nedbrudt dronning, kalder hun Marie-Antoinette.

– Hun er blevet fremstillet både som en letlevende, overfladisk dame, der kun tænkte på at more sig og bruge penge, og som et kynisk og drevent magtmenneske, der fremmede sin brors, den østrig-ungarske kejsers, interesser og bekæmpede Den Franske Revolution. Hun var begge dele. Men hun var også et tragisk offer for sin tid, mener Annie Duprat.

Marie Antoine Josef Jeanne af Habsbourg blev født i Wien i 1755 som datter af kejser Franz den Første og hans magtfulde kejserinde, Maria Theresia. Som så mange andre prinsesser blev Marie-Antoinette brugt som en brik i det europæiske diplomatiske skakspil og som 14-årig giftet væk til den franske tronfølger, den kommende Ludvig den Sekstende, for at besegle en alliance mellem Frankrig og Østrig imod den tyske kejser.

Det er en teenager, der ankommer til Paris og flytter ind i Versailles-slottet som hustru til den kun et år ældre Ludvig, en kejtet og sygeligt genert ung mand. Han interesserer sig mere for klejnsmedearbejde end for statens styrelse, og han ved heller ikkem hvad han skal stille op med sin barnekone.

Marie-Antoinette tager i første omgang hoffet med storm. Hun er lyshåret og blåøjet, smækker som et siv og med en naturlig ynde, som får folk til at sige om hende, at hende byder man en trone, som man byder andre kvinder en stol. Tronen får hun langt før beregnet, da Ludvig den Femtende dør i 1774. Den nye monark er 20, Marie-Antoinette er 19. Og hun keder sig til døde i sin ensomme tilværelse i Versailles' forgyldte bur.

Løsslupne fester har Versailles set mange af under tidligere konger, og Marie-Antoinette står ikke tilbage. Mens hendes gemal forsømmer hende, muntrer hun sig med lykkeriddere og lediggængere i Trianon-bygningen. Og snakken begynder at gå. Ikke mindst fordi den løsagtige dronning ikke engang kan give kronen en arving. Først efter otte år får hun sit første barn.

– Sådan var hun. Og sådan var tiden i en vis forstand. Det 18. århundrede var også en periode med voksende personlig frihed, blandt andet under indflydelse af oplysningstidens ideer. Men Marie-Antoinette spillede også en betydelig politisk rolle. Hun blev fjernstyret af sin mor, Maria-Theresia, og efter hendes død bestræbte hun sig på at tjene sin brors, kejser Frantz-Josephs' interesser, fortæller Annie Duprat.

Det er især tydeligt, da hun formår at få sin kongelige mand til at tage Østrigs parti i en strid med Holland, den såkaldte Lescaut-strid. Her får hun ifølge historikeren Frankrig til at indgå en aftale, der ikke er i Frankrigs interesse. Det spredes til den brede befolkning via pressen og anti-royalistiske pamfletter og gør Marie-Antoinette ualmindeligt upopulær.

Hun får skylden for alle de dårligdomme, der hærger Frankrig og ender med at føre til Den Franske Revolution. Kongen sætter statens finanser over styr ved sin bekostelige krigsstøtte til den amerikanske frihedskrig, men det er Marie-Antoinettes spillelidenskab, folket hæfter sig ved. Flere års dårlig høst skaber mangel på brød – men Marie-Antoinette mæsker sig på Versailles.

Mens franskmændene trods alt holder af deres uduelige men vennesæle og generte konge, samler hadet til monarkiet sig over Marie-Antoinettes syndige hoved. Og da revolutionen bryder ud efter Bastillens fald den 14. juli 1789, er det hende snarere end kongen, der organiserer den royale modstandskamp.

Det er Marie-Antoinette, der overtaler Ludvig den Sekstende til den katastrofale flugt fra Paris den 20. juni 1791, da kongefamilien mere eller mindre holdes som fanger på det gamle slot Louvre. Kongefamilien standses i Varenne, og flugten er med til at diskreditere det konstitutionelle monarki, som den revolutionære regering ellers havde accepteret i første omgang.

– Man kan ikke sige, at det er Marie-Antoinette der gør Frankrig til en republik i stedet for et konstitutionelt monarki. Alle parter ønsker på dette tidspunkt en krig, både de revolutionære og royalisterne. Men eftersom hendes gemal er ude af stand til at reagere, er det hende, der forsøger at redde monarkiet. Marie-Antoinette spiller en betydelig politisk rolle, konstaterer historikeren.

I 1792 spærres kongefamilien inde i et af Paris's gamle fængsler, og Ludvig den Sekstende dømmes til døden for forsøg på komplot med Østrig og guillotineres den 21. januar 1793 på det, som i dag er Concordepladsen i Paris.

Efter kongens død kommer turen til Marie-Antoinette. Hun skilles fra sine tre børn, som hun har udviklet sig til en nidkær mor for. Hadet til hende er så stort, at ingen anklager forekommer alvorlige nok. Hun beskyldes endog for at have haft seksuel omgang med sin søn og aftvinger rettens respekt med sit værdige svar på beskyldningen: "Det byder naturen imod at svare på en slig beskyldning mod en moder. Jeg påkalder alle de mødre, der måtte være til stede".

Den 16. oktober 1793 lægger Marie-Antoinette hovedet i guillotinen. Den unge, livsglade pige der kom til Paris for at ægte en af Europas mægtigste konger, falder for historiens knivsæg.

– Der er noget tragisk over hende. Hun klamrer sig til kongedømmet og enevælden og nægter at se i øjnene, at denne epoke er slut. Men hun fremstår også som en meget selvstændig og uafhængig kvinde, mener Annie Duprat.

bpedersen@kristeligt-dagblad.dk

Marie-Antoinettes storhed og fald

Marie-Antoinette blev født i Wien i 1755. Hun bliver gift i 1770 med Ludvig, der fire år senere bliver Frankrigs konge som Ludvig den Sekstende. Efter den franske revolution i 1789 organiserer Marie-Antoinette i 1791 kongefamiliens mislykkede flugt, og året efter udråbes republikken. I 1793 guillotineres Ludvig den Sekstende i januar, Marie-Antoinette i oktober.

Sofie Coppolas film "Marie-Antoinette" har dansk filmpremiere den 17. november, og op til den danske filmpremiere udkommer også Antonia Frasers biografi om den franske dronning på forlaget Aschehoug. Biografien har dannet forlæg for filmen.