Prøv avisen

Martyrerne oprustede de kristnes moral

- Foto: stock.xchng

Martyrberetningerne fra de første århundreder blev skrevet for at opbygge og trøste andre kristne, mener historikere

Anden juledag er helgendag for Sankt Stefanus, der i år 35 blev stenet til døde, fordi han prædikede evangeliet. Han regnes for at være kristendommens første martyr, men han blev ikke den sidste.

I de første århundreder af det romerske imperium blev flere kristne forfulgt og straffet med døden, hvis ikke de ville fornægte deres Gud. Beretningerne om dem, der modigt og stålfast gik i døden for deres tro, spredtes.

Vi har 40-50 martyrberetninger fra perioden op til det skelsættende år 313, hvor Kejserne Lininius og Konstantin gav de kristne trosfrihed. Fælles for beretningerne er et billede af martyren som et meget troende menneske, der overvinder frygt, udholder tortur og villigt går sin død i møde.

Salige er de forfulgte
Ifølge historikerne Merete Harding, der er ekstern lektor på Københavns Universitet, og Jakob Engberg, som er ansat på Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet, havde beretningerne nemlig en funktion. De skulle skabe en stemning i menigheden og virke som moralsk oprustning for de kristne.

Det sker derfor, at forfatteren til en martyrberetning kommer med formaninger, om hvad læserne skal lære af en beretning. Det handler ofte om, at beretningen skal tjene til at give ære til Gud og være et forbillede for mennesker.

- Det er helt evident, at beretningerne er tiltænkt et samtidigt publikum. Forfatterne siger ofte direkte, at de skriver om martyrernes gerninger for at opbygge og trøste andre kristne. Der er her tale om intern, opbyggelig litteratur, siger Jakob Engberg.

Merete Harding er enig:

- Ved at høre om martyrens fastholden ved troen og frygtelige død er tilhørerne antagelig blevet påvirket af eksemplets magt Beretningerne kan således være medvirkende til at fremkalde en bestemt stemning i menigheden, siger hun.

Hun fortæller, at der i den tidlige kristendom er klare træk, der lovpriser det at være forfulgt.

- Tanken om at ofre sit liv for sin tro og således følge i Jesu spor er ikke begrænset til oldkirken og de første kristne martyrer, siger hun og henviser til saligprisningerne i Bjergprædikenen, hvor der står: Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres.

- En sådan holdning må sætte sit præg op gennem kirkehistorien: Det er blevet forudsagt, at man vil lide, og samtidig hermed bliver man en efterfølger af Kristus. Derfor kan man også tåle forfølgelsen, når man holder fast ved sin tro, siger hun.
 
Dømt for at være kristen
Men hvad er baggrunden for tilblivelsen af martyrberetningerne, og hvad kan vi få ud af at læse dem i dag?

Jakob Engberg fortæller, at man, ved at sammenligne martyrberetningerne med andre typer kilder, kan danne sig et billede af, hvad de kristne er blevet beskyldt og dømt for.

- Typisk anklages de kristne for at være kristne. Grundlaget for dommene er helt gennemgående, at de er kristne, siger han.

Men ifølge Jakob Engberg ledsages denne anklage gerne af nogle beskyldninger, der går igen i martyrberetningerne.

- Hovedbeskyldningerne går på, at de kristne ikke vil dyrke guderne, at de dyrker magi og er overtroiske. Og til tider, at de generelt er umoralske. Her bekræfter martyrberetningerne det billede, vi får fra andre typer kilder, fortæller han.

Reelle historiske begivenheder?
Martyrberetningerne fortæller gerne om martyrens overvejelser, om martyrens mod og måske også om martyrens visioner. Forfølgelsen af den kristne martyr, forhøret, domsafsigelsen og henrettelsen beskrives ofte af et øjenvidne til begivenhederne. Men er der mon tale om virkelige hændelser?

Merete Harding har beskæftiget sig med martyrkulten i de første århundreder. Hun mener, at det er svært at udskille reelle historiske begivenheder i de enkelte martyrberetninger. De følger nemlig ofte det samme mønster, hvor mange udtryk og begivenheder går igen i de forskellige beretninger.

- Man må dog gå ud fra, at beretningen har en konkret begivenhed som sit udgangspunkt. Altså at den portrætterede person har været martyr eller umiddelbart efter hans eller hendes død er blevet betragtet som martyr, siger hun.

Ifølge Jakob Engberg er der to typer martyrberetninger. Nogle er skrevet i protokolform og refererer til de juridiske dele, forhøret og domsafsigelsen. Andre er mere fortællende og fokuserer på omstændighederne omkring dommen. Det kan være beskrivelser af, at familiemedlemmer forsøger at tale martyren fra sit martyrium, eller af hvordan martyren ser ud under henrettelsen.

- Det er ufarligt at læse den som kilder til kristen martyrideologi, men det må vurderes fra beretning til beretning, om vi kan bruge den som kilde til f.eks. kritikpunkter mod de kristne eller til forfølgelsen af de kristne. Det er der ikke noget entydigt svar på, siger Jakob Engberg.

Martyrbegrebet udvides
Beretningerne havde ikke kun en funktion i deres samtid. Vi kan i dag se spor af den effekt som martyrerne, og beretningerne om dem, har haft. Forestillingen om en martyr lever nemlig også i vores samfund og bliver overført på mange andre ting.

- Begrebet bruges f.eks. positivt om mennesker, der dør under tragiske omstændigheder Men efter reformationen kom der, især i den protestantiske tradition, også en mulighed for at bruge begrebet negativt. Om at svælge i sine lidelser, siger Jakob Engberg.

Sankt Stefanus drives ud af byen for at blive stenet