Prøv avisen

Maskinstormernes dødelige kamp mod fremskridtet

Thomas Spence (1750-1814) var en af dem, der talte for, at maskinerne skulle ødelægges, så folk kunne beholde deres job. Han sad som andre af de mere kendte ludditter i fængsel. Dette samtidige stik forestiller arbejdsmænd, der demonstrerer uden for The Tower of London, hvor Thomas Spence sad fængslet. – Foto: .

For 200 år siden kæmpede en gruppe britiske håndværkere, de såkaldte ludditter, en blodig kamp mod de maskiner,som tog deres job

Den 16. januar 1813 var en blodig dag på slottet i den engelske by York. Her blev 14 mænd hængt. Deres forbrydelse bestod i at angribe og ødelægge de maskiner, som i kølvandet på industrialiseringen tog deres arbejde og dermed deres livsgrundlag.

De var en del af bevægelsen af Luddites eller ludditter, som de hedder på dansk. De var ikke de første maskinstormere, men de var en del af en bevægelse, som begyndte i 1811.

Navnet stammer fra Ned Ludd, en væverlærling, der ifølge overleveringen havde fået et lag bank af sin mester, fordi han var doven. Som hævn smadrede han et par strikkemaskiner. Det fandt sted tilbage i 1779 og havde som sådan ikke noget med en principiel storm på maskiner at gøre.

Alligevel fik hans navn stor symbolsk værdi, og senere erklæringer fra ludditterne blev underskrevet kong Ludd eller general Ludd. Men historikere er enige om, at der ikke er nogen direkte forbindelse til væverlærlingen.

Bevægelsen var koncentreret omkring Yorkshire, Nottinghamshire og Lancashire i det nordlige England, som var hjemsted for tekstilindustrien.

Luddisme er det navn, der er givet til bølgen af maskinstormere, som ramte regionen mellem 1811 og 1817. Maskinstormere var ikke et nyt fænomen, men det nye var intensiteten og den geografiske udbredelse, der fik myndighederne til at frygte, at der var en koordinerende og styrende hånd bag bevægelsen general Ludd og hans støtter, forklarer dr. Matthew Roberts, der er historiker ved Sheffield Hallam University.

Han understreger videre, at det ikke var en koordineret kamp, men snarere, at forskellige lokale grupper inspirerede og efterlignede hinanden.

Ludditterne reagerede imod, at maskinerne ikke alene tog deres arbejde, men også at det arbejde, der var tilbage, blev aflønnet meget lavere.

Professor Kevin Binfield fra Murray State University i Kentucky er en anden ekspert i ludditterne.

Det, der adskiller dem fra andre maskinstormere, er det økonomiske pres, de var under forårsaget af krige og fejlslagen høst, hvor kapitalistiske arbejdsgivere angreb lærlingesystemet for på den måde at kompensere for den vigende handel som følge af krigene, påpeger Kevin Binfield.

Han fremhæver, at selvom de kæmpede under fælles navn, så var der store regionale forskelle også i befolkningens støtte til kampen.

Allerede fra starten var deres bevægelse ulovlig. Tilbage i 1799 vedtog det britiske parlament nemlig en lov, som gjorde fagforeninger ulovlige.

I begyndelsen truede ludditterne fabriksejerne, og hvis ikke de fik deres krav opfyldt, så kom de tilbage i løbet af natten, hvor de bevæbnede med store forhammere, pistoler og ikke mindst en god del desperation angreb fabrikkerne og smadrede maskinerne.

Fra starten var der en vis sympati med deres kamp. Poeten lord Byron, som i kraft af sin adelige titel havde sæde i Overhuset, holdt en flammende tale i parlamentet i London, hvor han romantiserede deres kamp.

Forfatteren Charlotte Brontë beskrev også bevægelsen i sin bog Shirley. Poeten William Blake var med på bølgen og skrev om Satanic Mills (Sataniske uldspinderier), mens Mary Shelley udstillede frygten for fremtidens teknologi ved at skabe monsteret over dem alle: Frankenstein.

Ludditterne selv byggede blandt andet videre på Robin Hood-myten, som også kom fra Nottinghamshire. Men nu var det general Ludd, der var helten, som det fremgår af en af bevægelsens slagsange.

Syng ikke længere de gamle rim om modige Robin Hood.

Hans gerninger har jeg kun liden beundring for.

Jeg vil synge om general Ludds præstationer.

Han er nu helten af Nottinghamshire.

I takt med at angrebene blev stadig mere voldelige, begyndte myndighederne at sætte hårdere ind. Ikke mindst blev militæret udkommanderet, og der var på et tidspunkt flere engelske soldater på jagt efter ludditter, end der var i kamp mod Napoleon, som briterne kæmpede mod i Spanien.

Men selvom myndighederne forsøgte at sende spioner ind blandt ludditterne, lykkedes det ikke i begyndelsen. Bevægelsen var tæt knyttet sammen, og det var folk, som kendte hinanden, fordi de netop havde arbejdet sammen på spinderierne, og de nød også stor opbakning i lokalsamfundet.

Kampen mod maskinstormerne blev intensiveret allerede i 1812, hvor parlamentet indførte dødsstraf for at ødelægge maskiner, efter at adskillige fabrikker var brændt ned og maskiner smadret.

Skiftet kom den 11. april i 1812, hvor over 100 ludditter i nattens mulm og mørke marcherede mod spinderiet Rawfolds Mill. Men spinderiets ejer, William Cartwright, var forberedt. Fabrikken var befæstet med soldater, og i den efterfølgende kamp mistede to af ludditterne livet.

LÆS OGSÅ: Krisen tvinger folk i armene på tvivlsomme arbejdsgivere

Herefter ændrede ludditterne taktik, og det var ikke længere kun fabrikker, de angreb.

I stedet røvede de huse i jagten på penge og våben.

En anden markant begivenhed var mordet på fabriksejeren William Horsfall, der blev lokket i et baghold og myrdet, da han var på vej fra Huddersfield til hjembyen Marsden.

Han var en af de militante tekstilmagnater, der havde svoret at ride gennem oprøret, til der var blod fra ludditter op til sadlen på hans hest. I stedet blev han selv dræbt af skud.

Begivenhederne førte til, at dommer Joseph Radcliffe indførte undtagelsestilstand.

Gennembruddet i kampen kom, da Benjamin Walker for at redde sit eget skind angav sine tre medgerningsmænd i mordet på William Horsfall. De blev kendt skyldige, og hængt i York den 8. januar 1813. Blot en uge efter overgik samme skæbne så 14 andre mænd.

Det skete efter en lynjustits. De blev hængt to dage efter, at de blev kendt skyldige i at have været med i det forgæves angreb på Rawfolds Mill året før. De syv blev hængt klokken ni om morgenen, og de syv andre ved middagstid.

Så kunne de hænge mere bekvemt, som dommeren bemærkede med morbid humor.

Henrettelserne fandt sted under et stort opbud af militær, der skulle holde offentligheden på afstand. Kun syv af ligene blev hentet af deres familier, så de kunne blive begravet i hjembyen Huddersfield. De resterende blev dissekeret, som traditionen bød, før de blev begravet ved slottet.

En af de vigtigste grunde til, at maskinstormen ophørte, var den hensynsløse måde, staten brugte til at nedkæmpe bevægelsen på. Store skueprocesser blev afholdt, mange ludditter blev landsforvist, og andre blev henrettet som i York i januar 1813. Retssystemet var også meget partisk og gav kun de tiltalte begrænsede muligheder for at forsvare sig, fremhæver Matthew Roberts.

Af samme årsag kender historikerne også kun til dem, der blev fanget. De hårde straffe betød, at ingen efterfølgende skiltede med deres gerninger.

Matthew Roberts peger på, at luddismen var et meget lokalt fænomen, mens modviljen mod maskiner var universel.

Luddismen som sådan spredte sig ikke fra England, men maskinstormere er ikke et specielt engelsk fænomen. Der var eksempelvis tilfælde i Frankrig under Den Franske Revolution og andre steder i verden på forskellige tidspunkter. Men der er også tilfælde, hvor den hastige industrialisering ikke førte til nogen former for forsøg på at ødelægge maskiner, som eksempelvis i Japan, påpeger Matthew Roberts, der netop er ved at planlægge en international konference om fænomenet.

Museumsinspektør Lars K. Christensen fra Nationalmuseet understreger, at vi i Danmark ikke har haft maskinstormerbevægelser som de engelske ludditter.

Spørgsmålet er også, i hvor høj grad ludditterne blot kan karakteriseres som maskinstormere, eller om der var tale om en social protest af bredere karakter. Som jeg har forstået det, hælder forskningen nok nærmere mod det sidste, fremhæver museumsinspektøren.

Han beretter videre, at der også i Danmark var sociale protestbevægelser blandt håndværkere i det sene 18. og det tidlige 19. århundrede.

Mest kendt er nok den store tømrerstrejke i København i 1794, som endte med, at mere end 100 tømrersvende blev fængslet og landsforvist. Strejker var dengang forbudt og kunne straffes med fængsel, straffearbejde eller, under skærpede omstændigheder, med dødsstraf. Det sidste skete dog, så vidt jeg ved, aldrig, understreger Lars K. Christensen.

Han tilføjer, at urolighederne især var et fænomen i København, og at de ikke var direkte forbundet med industrialiseringen og derfor ikke indeholdt elementer af maskinstormeri.

Det var en mere generel protest imod tab af status og forringede sociale vilkår, som håndværkssvendene oplevede i perioden, hvor gamle traditioner gradvist blev afløst af markedsvilkår, lyder forklaringen.

En anden forklaring på forskellen er, at industrialiseringen kom meget senere til Danmark. I 1813, hvor engelske ludditter blev henrettet, gik den danske stat i stedet bankerot hvilket påvirkede investeringslysten.

De mekaniske væve, som ludditterne smadrede, kom første gang til Danmark i 1843 og det tog yderligere 30 år, før Danmark havde en levedygtig tekstilindustri. I Danmark kom der også tidligt en arbejderbevægelse, som ikke ideologisk var imod fremskridt. Den bevægelse kom lidt senere i Storbritannien.

Ligesom det danske ord maskinstormer har begrebet luddisme og ludditter bidt sig fast i sproget men også ændret mening over tid.

Den amerikanske litteraturprofessor Steven E. Jones har set på, hvordan begrebet ludditter har ændret sig i sin bog Against Technology: From the Luddites to Neo-Luddism, (Imod teknologi: Fra ludditter til neo-luddisme).

Indflydelsen fra de originale ludditter har til tider været endnu mere kraftfuld, når folk har skævvredet forståelsen af deres historie, og hvad de stod for, forklarer han.

I dag er det blandt andre modstandere af moderne teknik som mobiltelefoner og computere, der kædes sammen med luddisme. Det samme gælder miljøforkæmpere og modstandere af globaliseringen. Sidstnævnte holdt en kongres under navnet Second Luddite Congress i 1996.

Nogle antager, at luddisme blot er endnu en form for romantisering, der vil løfte sig over sin egen tid og afvise fremtiden ved at afspejle et alternativ, en utopisk mulighed, der paradoksalt nok omfatter en nostalgisk tilbagevenden til en gammeldags måde at leve på, som forener mennesket og naturen i al deres enkelhed.

Ifølge Steven E. Jones har det billede og den forståelse ikke ret meget tilfælles med det, de historiske ludditter står for.

Matthew Roberts påpeger, at der er sket en genopstandelse af begrebet efter mange år.

Da luddisme var en voldelig og handlingsorienteret bevægelse, følte man sig ikke særligt godt tilpas med dem i en tid, hvor britisk historieforståelse blev anset for en gradvis og ikke-voldelig udfoldelse af demokratiske friheder og fremskridt. Men i de senere år, hvor direkte handlinger er vendt tilbage til scenen tag optøjerne i London for et par år siden og andre eksempler rundt om i verden er luddismen begyndt at blive genfortolket i et mere favorabelt lys, forklarer Matthew Roberts om bevægelsen af britiske maskinstormere, der stadig lever videre i ånden, 200 år efter at de brutalt blev nedkæmpet af staten.