Prøv avisen

Mayaerne var hverken barbarer eller blide humanister

En maya-indianer løber gennem jungle i en scene fra Mel Gibsons film ”Apocalypto”. Ifølge Jesper Nielsen, lektor i indianske kulturer ved Københavns Universitet, placerer denne fremstilling sig inden for den tradition, der viser mayaernes blodtørstighed, men ikke deres højtudviklede kultur. Foto: Ritzau Scanpix

”Den nye verdens grækere” blev maya-indianerne ofte kaldt og dermed set som modsætningen til de blodtørstige aztekere. Men de er også blevet præsenteret som barbarer uden kultur. De var hverken det ene eller det andet

Mayaerne fascinerer os. Fra omkring 2000 før Kristus til det 9. århundrede udviklede de en kompleks og raffineret kultur med et skriftsprog bestående af hieroglyffer, som forskerne først har fået knækket inden for de seneste årtier. De var det eneste folk på det amerikanske kontinent, der udviklede en historisk tidshorisont med et ”år nul”, og deres detaljerede kalender og astronomiske observationer har givet anledning til utallige myter om magisk viden og dommedagsprofetier om verdens ende.

Deres monumentale pyramider, der borer sig op gennem den mellemamerikanske regnskov, og deres rigt udsmykkede bygningsværker fortæller historien om en civilisation, der var lige så kompleks som samtidige civilisationer i Europa.

”Længe kaldte man mayaerne for ’den nye verdens grækere’. Det dækkede over en forståelse af mayaerne som det kultiverede og forfinede folk i det præcolombianske amerika som modsætning til aztekerne, der så blev sammenlignet med romerne,” siger Jesper Nielsen, Ph.D og lektor i indianske sprog og kultur ved Københavns Universitet.

”Ligesom grækerne var mayaerne mestre i at afbilde korrekt proportionerede menneskekroppe, for eksempel på de rigt udsmykkede kalkstensrelieffer eller de mange stukværker, som udsmykkede bygningsværkerne. Men de indianske civilisationer fortjener at blive forstået i deres egen ret, ikke som en parallel til europæiske kulturer. Deres højt udviklede bystater baseret på handel og landbrug står i kontrast til forestillingen om ’indianerstammer’, som vi forbinder med det amerikanske kontinent,” siger han.

Bystater som Chichen Itzà på Yucatan-halvøen, et af maya-kulturens væsentligste religiøse centre, er kendt for sin pyramide, der var viet til den fjerklædte slangegud, Kukulcàn, og berømt for de skygger, som ved solhverv skaber indtrykket af en slange, der henholdsvis kravler op og ned af pyramiden, et eksempel på mayaernes evne til at kombinere atronomiske observationer med arkitektur og byggeteknik.

”Pyramiderne er primært gudshuse med templer på toppen, selv om de også er blevet anvendt som gravsted. Mayaernes verdenssyn er baseret på en verden i tre planer, med en himmel og en underverden. Men i modsætning til det kristne verdenssyn er underverdenen ikke farefuld. Det er herfra, livet udspringer, hvorfor mayaerne også tillagde underjordiske kilder, de såkaldte cenoter, religiøs betydning,” siger Jesper Nielsen.

”Mytologien er fokuseret på forskellige naturkræfter og på dyrkelse af forfædrene. Man havde ikke en decideret solgud, selvom solen og dens gang på himlen spillede en vigtig rolle. Regnen var faktisk vigtigere, for landbruget og dermed overlevelsen er afhængig af nedbør. Og man holdt sig på god fod med guderne takket være ofringer. Det kunne være bøn og røgelse eller majspandekager og kakao. Men det kunne også være dyre- og menneskeofringer. Forestillingen om de fredsommelige, naturelskende mayaer, som man længe så som en modsætning til aztekerne, holder ikke,” understreger Jesper Nielsen.

Denne myte blev nærmest vendt på hovedet i Mel Gibsons film Apocalypto, der fremstiller mayaerne som blodtørstige menneskeofrere uden udviklet kultur. Mayaerne var mere diskrete i deres afbilding af ofringer end de senere aztekere. Og de var ikke blot barbarer, siger forskeren. Men ofringer var en del af de religiøse ritualer. Ved templet i Nacchtun på Yucatan-halvøen har den franske arkæolog Dominique Michelet for eksempel fundet en hel bunke af stenknive, som blev brugt til at skære blødende sår, hvorefter blodet blev givet til guden som offergave. Men lidelsen kunne også rettes indad.

”Jo større taknemmelighed, man ville vise, og jo vigtigere en person man var, des større skulle smerten være. Vi har billeder af kongepar, der trækker en snor med torne gennem tungen og opsamler blodet i bændler, der bæres frem for guden i en skål. Denne form for offergaver var formentlig langt mere udbredt end menneskeofringer,” siger Dominique Michelet, der minder om, at mayaerne havde en højt udviklet skriftkultur.

Af mayaernes betydelige bogskat er kun fire såkaldte kodex’er blevet bevaret. Resten er blevet ofre for klimaet og især for de spanske conquistadores, der udraderede en del af mayakulturen. For mayakulturen havde overlevet den store omvæltning, som efter det 9. århundrede fik de store bystater til at bryde sammen. Men ingen ved, hvorfor mayaerne tilsyneladende fra den ene dag til den anden forlod deres byer, eller hvad der blev af dem.

Dominique Michelet håber, at LIDAR-teknikken og opdagelserne af tusindvis af hidtil ukendte bygninger skjult i regnskoven kan være med til at løfte sløret for det, som måske og måske ikke har rod i en økologisk krise og fødevaremangel.

”Man kan forestille sig, at de kongelige dynastier ikke længere kunne give befolkningen det, den havde brug for, af grunde som vi endnu ikke kender. Og at folk ganske enkelt forlod byerne for at slå sig ned i oplandet og klare sig selv,” siger Dominique Michelet.