Prøv avisen

Med hvert sprog dør et uerstatteligt kunstværk

Fotobyline:Tegning: Morten Voigt.

Knap halvdelen af verdens 6700 sprog er i fare for at forsvinde. Sammen med sprogene forsvinder både identitet, kulturhistorie og måder at beskrive verden på. Derfor er sprogdøden et kulturtab, vi må forhindre hurtigst muligt, påpeger sprogforskere

På en kirkegård i landsbyen Haciosman, cirka 200 kilometer syd for den tyrkiske by Istanbul, finder man en gravsten med følgende inskription: Han var det sidste menneske, der kunne tale det sprog, man kalder ubykh.

Da Tevfik Esenç døde den 7. oktober 1992, forsvandt et sprog samtidig fra verden. Det sker hele tiden og med stadig større hast. Og det bekymrer sprogeksperter over hele kloden.

LÆS OGSÅ:Dansk er et af verdens stærkeste sprog

Sprogdøden i verden er en kulturel katastrofe. Vi er i gang med at udrydde en kulturel arv, der ikke kan erstattes. Når et sprog er forsvundet, kommer det aldrig tilbage, siger Ole Stig Andersen, der er journalist og bestyrer af hjemmesiden sprogmuseet.dk. Ole Stig Andersen var med til Tevfik Esençs begravelse. Han ville gerne nå at høre det sjældne sprog, inden det forsvandt, men kom få timer efter Tevfik Esençs død.

Sidste år anslog Unesco, at der findes omkring 6700 sprog i verden. Knap halvdelen af dem er i fare for at forsvinde uden den store bevågenhed.

Peter Bakker, der er lingvist på Aarhus Universitet, underbygger det med følgende statistik:

5 procent af verdens fisk er truede. Det samme gælder 8 procent af verdens planter og 11 procent af verdens fugle. 18 procent af verdens pattedyr er truede. Til sammenligning er 40 procent af verdens sprog truede.

Vi er utrolig bevidste om, at der er mange truede dyrearter. Men det ser jo langt værre ud for overlevelsen af verdens sprog, siger lektoren.

Der kan være mange grunde til, at et sprog dør. Tidligere kunne det være et vulkanudbrud, en oversvømmelse eller anden form for naturkatastrofe, der udryddede en gruppe mennesker og dermed et sprog.

Også krige kræver sprogofre. I USA blev der talt flere hundrede sprog blandt indianerne, og da de hvide kom i 1800-tallet, blev forfølgelserne sat ind. Også på det sproglige område, påpeger Ole Stig Andersen.

Indianerne blev straffet i skolen, hvis de brugte deres eget sprog, fortæller han.

Et eksempel på et nutidigt truet sprog er ifølge Peter Bakker jiddisch, som millioner af jøder talte for bare 100 år siden.

Men med Anden Verdenskrig og holocaust blev også det sprog udfordret. I dag er det ifølge Peter Bakker svært at komme med et præcist bud på, hvor mange der taler jiddisch, men lingvisten skønner, at det kun beløber sig til nogle få hundredetusinde.

Den endelige årsag til, at et sprog forsvinder, er, at forældrene holder op med at tale det med deres børn, fortæller Ole Stig Andersen.

For at et sprog er livskraftigt, kræver det, at næste generation bliver ved med at tale det. Hvis først forældrene mener, at deres børn er bedre tjent med at tale et andet og større sprog, så bliver det truet, forklarer han.

Det var sådan, det gik med det nu afdøde sprog ubykh, der altså forsvandt med Tevfik Esençs død: Omkring år 1800 levede ubykherne i Kaukasus. Da området blev besat af zar Aleksander II, flygtede flere befolkningsgrupper. Den 6. marts 1864 besluttede ubykherne også at forlade Kaukasus af frygt for den russiske hærs undertrykkelse. Lidt over to måneder senere den 21. maj 1864 var alle ubykhere ude af Kaukasus og slog sig ned i det vestlige Tyrkiet.

Ubykherne frygtede diskrimination, og derfor opfordrede folkets ældre ubykherne til at lade sig integrere i den tyrkiske befolkning. Stadig flere begyndte at tale tyrkisk frem for ubykh. På den måde sygnede ubykh langsomt hen.

Det kan være mere interessant rent økonomisk at tale på en bestemt måde. Ofte kan du for eksempel få et bedre job ved at tale engelsk end ved at tale ungabunga. Det er derfor, mange forældre satser på at give deres børn et større sprog, siger Peter Bakker.

Hvis det ikke havde været for Tevfik Esenç, var sprogdøden for ubykh gået langt hurtigere. Men Esenç nåede at sikre sit sprog inden sin død. Det vender vi tilbage til.

Når sprog bliver truet, kan den enkle forklaring også være, at sproget simpelthen udvikler sig. For eksempel er latin uddødt som talesprog. Ikke fordi de, der talte det, ikke fortsatte med at tale det, men fordi sproget udviklede sig til for eksempel italiensk.

På den måde ændrer sprog sig hele tiden. Nogle bliver til noget andet, men langt de fleste trues eller forsvinder helt. Det oplevede Peter Bakker, da han for nogle år siden lavede feltstudier i Canada. Her mødte han en 15-årig dreng, der kun talte engelsk. Hans bedstemor kunne ikke tale engelsk og på den måde kunne to mennesker, der var så tæt forbundne, ikke kommunikere med hinanden. Det er ikke ualmindeligt, tilføjer han.

Sådan kan sprogs forfald gå ud over mennesker på det personlige plan. Men for lingvisten handler sprogdøden også om meget, meget mere.

Hvert sprog er en slags løsning på at kommunikere om verden. Man kan se det som et kunstværk. Hvis alle disse sprog uddør, er det, som hvis man smed en bombe på Louvre, og alle de fantastiske værker så pludselig forsvandt. Sprog er som værker, siger Peter Bakker.

Ole Stig Andersen påpeger det kulturelle tab, der sker, når et sprog forsvinder:

Når et samfund taber sit sprog, bliver det fattigere. Det er muligt, at folket ikke kan se det i øjeblikket, men de fortryder det ofte.

Nu kunne man jo fristes til at spørge, hvad problemet egentlig er, og ville det ikke bare være lettere, hvis alle talte samme sprog?

Nej. Sprog er kommunikation og også forestillingsverdener. Når du mister et sprog, mister du også en måde at beskrive verden på, siger Ole Stig Andersen.

Desuden ville det være en umulighed. Hvis hele klodens befolkning talte engelsk, ville det kun kunne lade sig gøre i en kort periode, forklarer Peter Bakker.

Hvis alle i dag talte engelsk, ville der om 50 år være 100 forskellige måder at tale engelsk på. Sprog ændrer sig hele tiden, og til sidst ville man ikke forstå hinanden.

Herhjemme er der også eksempler på, at det danske sprog udvikler sig til noget andet. Som eksempel nævner Peter Bakker, at nogle unge indvandrere herhjemme sagtens kan tale rigsdansk. Men når de taler sammen internt, taler de en anden slags dansk for at signalere, at de er anderledes. Og det gør mennesker overalt og altid.

Den slags er dog langt mindre farligt end en decideret udryddelse af et sprog. Den massive sprogdød har fået lingvister og sprogforskere verden over til at råbe op. Hvert år udarbejder Unesco et verdensatlas over truede sprog for at sætte fokus på sprogdøden, ligesom der er kommet en international modersmålsdag.

Man kan ikke tvinge folk til at tale et bestemt sprog. Men man kan dokumentere sproget og ændre befolkningens syn på sprog, så de måske alligevel beholder det. Vi må oplyse om sprogdøden og forske i den. Vi må ændre mentaliteten omkring små sprog, så der bliver bedre mulighed for, at de små sprog overlever. Man kan sagtens tale to eller flere sprog, siger Peter Bakker.

Ellers risikerer vi, at de forskellige beskrivelser af verden går tabt, ligesom forskellige forestillingsverdener forsvinder.

Den måde, Tevfik Esenç kunne beskrive verden på som den sidste bruger af sproget ubykh forsvandt ikke for eftertiden med hans død. Som ung mand, der søgte arbejde, kom han til Istanbul. Her mødte han lingvisten George Dumézil, og i løbet af de næste årtier blev timelange båndoptagelser lavet, ligesom tusindvis af sider blev skrevet ned om ubykh. Flere af verdens lingvister har siden udgivet bøger om ubykh, der blandt andet udmærker sig ved at have 80 konsonanter. Til sammenligning har dansk 16.

På den måde nåede Tevfik Esenç at give sit sprog videre til eftertiden, inden han sov ind den 7. oktober 1992, 88 år gammel.

kirke@k.dk