Når historieprofessor Bernd Roeck er så glad for renæssancen, skyldes det ikke bare, at perioden har givet ham noget at forske i. Var det ikke for trykpressen, en af renæssancens største opfindelser, skulle han have skrevet de godt 1000 sider af sin aktuelle bog ”Verdens morgen.
Renæssancens historie” i hånden pr. eksemplar. Alle måtte deles om nogle få eksemplarer, og talrige læsere måtte opgive læsningen på forhånd, for briller eller ordentlig aftenbelysning ville der heller ikke være noget af. Et interview over telefonen med Kristeligt Dagblad ville også have været udelukket uden de opdagelser, som kendetegner perioden for det moderne Europas fødsel.
”Vores moderne verden, som begyndte med den industrielle revolution, ville ikke have været mulig uden de opfindelser, som kendetegner renæssancen,” siger Bernd Roeck og nævner Johann Gutenbergs opfindelse af trykpressen omkring 1450, som gjorde bogen til allemandseje, samt opfindelsen af dampmaskinen, der sammen med det mekaniske ur banede vej for den industrielle revolution i 1700-tallets England.
”Vi kunne heller ikke have denne samtale, og jeg ville ikke kunne finde vej i min bil, var det ikke for moderne satellitter, som er resultatet af Kopernikus’ opdagelse af, at Jorden bevæger sig rundt om Solen, Newtons opdagelse af tyngdekraften og Galileis studier af stjernehimlen ved hjælp af hans selvbyggede teleskoper,” siger historikeren bag det aktuelle værk om renæssancen, som den tyske ugeavis Die Zeit har betegnet som banebrydende.
Renæssance betyder genfødsel på fransk og betegner en historisk periode, som toppede i det 15. og 16. århundrede, hvor europæisk og især italiensk kultur nåede et højdepunkt af kunstnerisk kreativitet og videnskabelig indsigt, blandt andet som følge af, at man genopdagede den antikke kulturs tekster.
Renæssancen var en enestående europæisk periode uden sidestykke i resten af verden. Når Europa netop i denne periode sprudlede af nye tanker og idéer, hang det sammen med udviklingen af en kulturkritik, som var og til dels er særegen for Europa, fortæller Bernd Roeck.
”Noget af det vigtigste, der gjorde renæssancen til så enestående et europæisk fænomen, var, at man ikke længere automatisk accepterede, hvad autoriteterne sagde, men udviklede en kultur for kritik. I Kina for eksempel kommenterede man konfucianismen, men kritiserede den aldrig, og i den arabiske, muslimske verden har man aldrig udviklet nogen tradition for en kritisk læsning af Koranen, men i det 15. århundrede begyndte europæiske intellektuelle ikke bare at kommentere, men at kritisere Aristoteles’ værker. Renæssancen lagde dermed grunden for en historisk-kritisk læsning af Bibelen og oplysningstiden,” siger han.
Selvom det ikke var uden risiko for at miste liv og lemmer – videnskabsmanden Galileo Galilei blev anklaget for kætteri og holdt i husarrest til sin død – voksede den frie tanke lige så stille frem i Europa i de skelsættende århundreder, der kendetegner renæssancen. Hvorfor netop Europa blev hjemsted for alle disse fornyelser, er uhyre vanskeligt at svare på, understreger Bernd Roeck.
Men han kan i hvert fald se to årsager. Civilsamfundet var allerede relativt stærkt, og folk var lidt mindre bundet til slægten end andre steder.
”Det er tydeligt, at befolkningen havde en stærkere position i Europa i form af broderskaber og håndværks-foreninger og i det hele taget en mere horisontal politisk kultur.”
”Det engelske parlament eksisterede allerede fra 1200-tallet, og i Skandinavien havde bønderne og arbejderne en stærk position, som man ikke finder noget sted uden for Europa. Det havde også en betydning for disse bevægelser, at intellektuelle under relativt frie forhold kunne læse Platons ’Staten’ og Aristoteles’ værker og studere idéer om frihed og demokrati,” siger han.
”En anden vigtig pointe er, at familiebånd lader til at have været anderledes i Europa end i andre samfund. Slægten er den dag i dag meget vigtig i muslimske lande. Det betød dengang og betyder stadig, at mennesker ikke er så socialt mobile og ikke i samme grad har friheden til at gifte sig ind i en anden slægt, skabe sig en karriere eller flytte fra en by til en anden. Denne sociale mobilitet i Europa stimulerede også handel og skabte konkurrence, som førte til en forbedring af varer, ligesom man også forsøgte at forøge sine indtægter med de første banksystemer,” siger han.
Det er imidlertid forkert, når renæssancen ofte fremstilles som et festfyrværkeri efter århundreders stilstand under den mørke middelalder, understreger Bernd Roeck. Mens den schweiziske historiker Jacob Burckhardt i sit banebrydende hovedværk ”Renæssancens kultur i Italien” fra 1860 begrænser renæssancen til et italiensk kulturfænomen og skelner skarpt mellem middelalder og renæssance, hævder den bogaktuelle tyske historiker, at renæssancen ikke var et brud med middelalderen, men snarere en overgang, som strakte sig over mange århundreder og bredte sig over store dele af Europa. Således begyndte renæssancen midt i det, vi plejer at betragte som middelalderen, mener Bernd Roeck.
”Vi siger normalt, at renæssancen begyndte i det 15. århundrede, men jeg begynder langt tidligere, nemlig i det 12. århundrede. Det er naturligvis rigtigt, at vi i det 15. og 16. århundrede er vidne til de store begivenheder såsom Columbus’ opdagelse af Amerika, Kopernikus’ revolution og opfindelsen af trykpressen, men alle disse ting har deres dybe rødder i middelalderen såvel som antikken. Det er forkert at betragte middelalder og renæssance som hinandens modsætninger. Middelalderen var ikke så mørk, som vi er tilbøjelige til at gøre den til,” siger han.
Allerede i det 12. århundrede opstod eksempelvis en intens læsning af de antikke tekster, og i det 13. århundrede så man et livligt intellektuelt miljø i blandt andet Paris og Bologna, som ikke bare beskæftigede sig med teologi, men også retspraksis.
”Hvis vi undersøgte, hvornår Europa begyndte at overgå den muslimske verden med hensyn til opfindelser, er jeg sikker på, at det allerede skete i det 13. århundrede. På samme tidspunkt begynder bøger om ikke bare religiøse, men også sekulære emner at spille en vigtig rolle, herunder florentinernes romantiske og ironiske fortællinger samt bøger om medicin og teknik,” siger han.
Det er også i renæssancen, at vi støder på nogle af de tanker om åbenhed, tolerance og det enkelte menneskes rettigheder, som vi ofte tilskriver oplysningstiden, mener Bernd Roeck. Den hollandske humanist Erasmus af Rotterdam (1469-1536) talte eksempelvis for lydhørhed over for ens modstandere, og i forbindelse med de franske religionskrige, som udbrød i 1562, sagde kong Henrik IV af Frankrig (1553-1610), at katolikker og protestanter kunne lære af hinanden, og at der fandtes gode mennesker på begge sider.
”Det er hos renæssance-tænkerne, at vi støder på tanker, som har formet den vestlige verden; adskillelsen af religion og politik, tanken om, at religion er en privatsag, at man ikke skal forsøge at overbevise andre ved hjælp af kanonkugler og ikke mindst tanken om universelle menneskerettigheder,” siger Bernd Roeck og uddyber:
”Kirken stod oftest på forfølgernes side, men internt diskuterede man i det 16. århundrede, hvordan man skulle forholde sig til de indfødte i Amerika og Afrika på en retfærdig og human måde. En fløj i kirken argumenterede for, at de ikke havde samme værd som europæere, mens en anden fløj med fremragende tænkere som franskmanden Michel de Montaigne i spidsen erklærede, at de også var mennesker skabt af Gud og skulle behandles som sådan.”
Renæssancen var sammenfaldende med et andet af den vestlige histories mest markante nybrud: Martin Luthers reformation. Mange har peget på, hvor sammenvævet renæssancen og reformationen var. Det er en sandhed med modifikationer, mener Bernd Roeck.
”På den ene side blev den kritiske ånd fra renæssancen internaliseret i teologer som Luther, som dermed fik mulighed for at kritisere kirkens hierarki og udnyttelse af lægfolk. På den anden side er det tydeligt, hvis man studerer Luthers værker, at han ikke var ret åben over for renæssancens videnskabelige opdagelser, og han kaldte Kopernikus for en gal mand og sagde, at det var umuligt, at Jorden kredsede om Solen.”
Det hører også med til historien, at renæssancens landvindinger fik mange negative følger, mener han.
”Man kan diskutere, om verden blev beriget eller blot farligere. Opdagelsen af Amerika førte til en frygtelig udbytning af den oprindelige befolkning. Det var ikke blot en triumf-march. En række særlige vilkår i Europa gjorde det muligt for os at opfinde ting, så vi kunne kontrollere og bevæge os på en måde, man ikke kunne i andre samfund, og en af konsekvenserne var koloniseringen af resten af verden,” siger han og tilføjer, at synet på kvinder blev lidt mere respektfuldt, men generelt var deres vilkår stadig ikke gode.
Alligevel kunne mennesker lære meget af renæssancen, ikke mindst i en tid, hvor globaliseringen ofte besvares med nationalisme og fremmedhad, mener Bernd Roeck.
”Renæssance-humanisterne tog ved lære af arabere og jøder og andre kulturer. Man var åben over for det anderledes og havde blik for vigtigheden af tolerance. Renæssancen har dermed noget at sige til de mange, som reagerer på moderniseringen med frygt og en følelse af usikkerhed og som ønsker at vende tilbage til en gloriøs fortid, der blot er et drømmebillede. For selvom renæssancen også rakte tilbage, handlede den først og fremmest om at tænke nyt.”