Klokken var omkring fem om eftermiddagen den 31. oktober 2010, da en bilbombe eksploderede foran Sayidat al-Najat-katedralen i centrum af Bagdad. Straks efter trængte en bevæbnet kommando ind i Vor Frue af Frelsen, hvor op til 150 kristne fra den assyriske menighed var i fuld gang med søndagsgudstjenesten som optakt til allehelgen.
”De begyndte at skyde blindt omkring sig og dræbte først fader Wasim, der forsøgte at lukke kirkedøren. De råbte, at folk skulle lægge sig ned og tie stille, og de skød alle, der prøvede at tilkalde hjælp med deres mobiltelefoner. Trods skyderiet fortsatte fader Thaer Abdal med gudstjenesten. Han blev dræbt foran alteret i sin præstekjole. Og så begyndte massakren. Selv børnene blev skudt. ’Hold op, hold op,’ råbte et treårigt barn, inden de skød det. Terroristerne trængte op på tagterrassen og kastede håndgranater ind ad vinduerne. Da sikkerhedsstyrkerne kom, udløste de deres selvmordsbælter.”
Angrebet på Vor Frue af Frelsen er blot ét i en lang og blodig række af mord og overgreb mod Iraks og Syriens kristne. Men for Frédéric Pons er det en nøgleepisode i Mellemøstens, men også i Vestens moderne historie.
Den franske krigsreporter har dækket krige og konflikter over hele verden, og i den aktuelle bog ”De kristnes martyrium i Mellemøsten” (Le Martyre des chrétiens d’orient) beskriver han den kæde af begivenheder, som har ført til en humanitær katastrofe og fordrivelsen af de kristne fra et af kristendommens første arnesteder.
”I Vesten vakte attentatet ikke den store opsigt. Da det skete, kunne man tro, det ’bare’ var endnu et attentat i det borgerkrigsramte land. Men det var skelsættende, fordi det udløste en ny kristen folkevandring. De kristne, der troede sig relativt i sikkerhed i Bagdad, måtte flygte. De var allerede blevet fordrevet af Islamisk Stat fra den sydlige del af landet, og nu fortsatte flugten så videre nordpå. Men angrebet på Vor Frue af Frelsen er også et historisk vigtigt øjeblik, fordi det var et forvarsel om det, der siden skulle ske hos os i Vesten,” siger Frédéric Pons.
”Hele fremgangsmåden med mænd, der trænger ind og skyder vildt omkring sig med maskinpistoler, præster, der får halsen skåret over, børn, der dræbes for øjnene af deres forældre, alt dette er et forvarsel om de senere terrorangreb i Paris i 2015. Det er samme fremgangsmåde som i spillestedet Bataclan i november 2015, hvor jihadisterne tog de tilstedeværende i rummet som gidsler og beordrede dem til at lægge sig på gulvet, inden de skød dem ned og forsøgte at udløse deres selvmordsbælter, da salen blev stormet. Der går også en lige linje fra kirken i Bagdad til kirken i Saint-Etienne-du-Rouvrai, hvor fader Hamel fik halsen skåret over under en gudstjeneste, og til strandpromenaden i Nice, hvor børn blev mejet ned sammen med deres forældre,” siger den 61-årige franske journalist.
”Jeg har rejst i Mellemøsten som korrespondent igennem 20 år og dækket den politiske udvikling uden at interessere mig særligt for de kristnes situation, selvom jeg selv er katolik. Jeg har dækket krigen i Libanon i 1970’erne, og jeg husker de kristne, der kæmpede af politiske samt af religiøse årsager. Og jeg husker, at de sagde til mig: ’En dag, Frédéric, vil dette også ske hos jer.’ Jeg havde glemt disse oplevelser lige indtil 2015 og attentaterne i Paris, da den islamiske vold rent faktisk kom til Europa. Det er derfor, jeg ville forstå den kristne tragedie i Irak: for at forstå, hvad der sker hos os i dag,” siger Frédéric Pons.
Den chokbølge, der siden har bredt sig fra det ene kontinent til det andet, startede langt fra både Mellemøsten og Europa, påpeger han.
”Roden til de kristnes situation skal søges i den amerikanske invasion i 2003, der destabiliserede hele regionen. I 2003 åbnede USA for en æske, og fra æsken sprang de trolde, der skulle sprede død og ødelæggelse blandt de kristne. Fra dette øjeblik blev de kristne betragtet som forrædere, der stod i ledtog med den invaderende hær. USA er kristent, ergo er de kristne fjender. Og denne kobling er blevet forstærket af alle de senere krigsoperationer, som vestlige lande har været involveret i, fra Irak og Afghanistan til Mali og Syrien,” analyserer Frédéric Pons.
”Den 11. september og terrorangrebet på USA, der var grunden til den amerikanske invasion, var dermed starten på nedtællingen til kristenforfølgelserne i Irak. Den amerikanske invasion har ødelagt det moderne Irak og skadet de sociale relationer mellem befolkningsgrupperne. Og det er gået hårdest ud over de svageste, som i mange tilfælde er de kristne. Den kristne og troende Bush har med sin uvidenhed om Mellemøsten været de kristnes ulykke.”
”I begyndelsen kunne man måske glæde sig over, at Saddam var væk, ligesom man i starten kunne glæde sig over, at Mubarak blev væltet i Egypten i 2011. Men i begge tilfælde stod det hurtigt klart, at de begge havde været en slags garanter for en i hvert fald minimal religionsfrihed. Fra 2003 startede i stedet en borgerkrig mellem sunni- og shia-muslimer med de kristne som uskyldige ofre, der kulminerede, da Islamisk Stat underlagde sig store dele af Irak og Syrien fra 2014 og udråbte et ’kalifat’.”
”Men set i det lange historiske perspektiv har forfølgelserne fundet sted i syv århundreder. Siden islams fødsel har der skiftevis været perioder med forfølgelser og fred for de kristne. Men de har altid været andenklassesborgere, også i fredstid. Og siden det 7. århundrede er andelen af kristne og jøder gradvist faldet. Korset og synagogen har ikke længere deres plads i denne region, hvor jøde- og kristendommen blev født. I århundreder er de kristne blevet i bedste fald diskrimineret, i værste massakreret. Det gælder også jøderne og andre mindretal som de ulykkelige yazidier, som er blevet udsat for utålelige lidelser. Islam, og ikke kun radikal islam, nægter at acceptere den religiøse pluralisme,” konstaterer den franske krigsreporter.
”En af de historier, der berørte mig mest, var historien om den den lille Cristina, som blev revet ud af sin mors arme af Islamisk Stats soldater ved en vejspærring i den kristne by Qaraqosh. Jeg husker moderens afgrundsdybe fortvivlelse. For mig var det en symbolsk historie. Det var en meget fattig familie, fra hvem man røvede den eneste rigdom på den mest brutale måde. Vi ved, hvordan det er gået mange kvinder og piger under Islamisk Stat. De er blevet solgt som slaver, som tyende til jihadisterne eller til rigmænd i golfstaterne, de er blevet voldtaget og misbrugt. Cristinas historie er et koncentrat af hele det barbari, de kristne har oplevet,” siger forfatteren.
”Efter befrielsen af Mosul lykkedes det at finde Cristina. Hun er i live, og hun har det godt, selvom hun er stærkt traumatiseret. Men hun er tilbage i sin familie,” oplyser Frédéric Pons.
Over halvdelen af Iraks kristne er enten flygtet eller dræbt. Af en million kristne i landet i 2003 er kun få hundredtusinder tilbage. FN’s Sikkerhedsråd vedtog fredag en resolution, der etablerer et efterforskningshold, som kan indsamle beviser og vidneudsagn om de overgreb, som Islamisk Stat har begået i Irak. Men for Frédéric Pons er der ikke tale om folkedrab.
”Jeg foretrækker at tale om martyrium eller om en tragedie. Folkedrab er et udtryk, der dækker det, man gjorde mod jøderne, armenierne eller ofrene for De Røde Khmerer. Her er omfanget ikke det samme, og derfor bør man efter min mening ikke tale om folkedrab. Men tusindvis af kristne er blevet dræbt, bortført eller fordrevet fra Mellemøsten, og der har været et reelt forsøg på at fjerne alle kristne og yazidier fra Irak. Og de skyldige har benyttet de metoder, der også benyttes under folkedrab, som for eksempel systematisk voldtægt. Det er krigsforbrydelser, men ikke folkedrab,” vurderer Frédéric Pons.