Meningen med krig blev begravet i Verdun

I år er det 100 år siden, slaget ved Verdun fandt sted - Første Verdenskrigs længste slag. Over trætoppene i Nordøstfrankrig hviler i dag historien om et helt ufatteligt slagteri af mennesker

Første Verdenskrigs længste slag, slaget ved Verdun, kostede hundredetusindvis af liv.
Første Verdenskrigs længste slag, slaget ved Verdun, kostede hundredetusindvis af liv. . Foto: Ritzau Scanpix/AP.

Et barn ville nok tænke, at landskabet ved Verdun i det nordøstlige Frankrig er ganske hyggeligt. Terrænet er bølget af små, græsgrønne bakker, og i jorden er der snoede gange at lege gemme i.

Men et barn ville heller ikke vide, at her et århundrede før var et slagteri uden lige, og at stedet bærer på en historisk sorg. For det, der skete i Verdun, er ikke noget, man fortæller til små børn.

En halv million blev ofre ved Verdun

I år er det 100 år siden, Første Verdenskrigs længste slag, slaget ved Verdun, fandt sted. Det anslås, at mindst en halv million mennesker blev dræbt eller såret i løbet af de næsten 10 måneder, slaget varede.

Her, som på andre af de tidligere slagmarker i Frankrig og Belgien, dukker der jævnligt ting op af jorden fra den tid. Oftest er det stumper af de granater, der har ommodelleret landskabet, men også geværer, kanoner, sko og hjelme er fundet de senere år. Og så knogler fra de titusindvis af mænd, der blev kørt sammen med mudderet, husene og træerne under hjulene af Første Verdenskrigs store krigsmaskine.

I februar 1916 var tusindvis af franske soldater samlet ved Vestfronten for at beskytte områder, der havde haft stor national værdi gennem århundreder. Fra tysk side øjnede man ved byen Verdun en mulighed for ”forblødning” af den franske hær, som det malerisk hed, fordi frontlinjen var trukket i en bue omkring byen og gav mulighed for at angribe fra flere sider.

”Der var disse små udposninger langs hele frontlinjen,” forklarer Henrik Jensen, der er historiker og forfatter til bogen "Krigen 1914-1918" om Første Verdenskrig.

”Det er typisk, at de er blevet scene for et slag, for de har gjort, at man fra kommandoens side tænkte: Her kan vi komme igennem, her vil det være sværere for fjenden at forsvare sig.”

Man kan forestille sig, at man er tysk soldat ved fronten og befinder sig i et område på nogle kilometers bredde i en gruppe af soldater, der maser sig fremad. Man vil frem mod fjenden og bide sig fast, men stoppes af bunker af pigtråd. Omkring én falder folk, ramt af kugler og ild. Man prøver at trække sig tilbage, men stoppes af de pigtrådsrækker, man lige har forceret. Man møder også en overkommando på egen side, som har én ting i hovedet: Fremad, fremad, fremad.

Sådan bølgede kampene, mens ingen rigtigt kom nogen vegne. Og det ingenmandsland er mere typisk for Første Verdenskrig end skyttegravene, mener Henrik Jensen.

”Det dér billede af, at soldaterne sad i hver deres skyttegrav og skød direkte på hinanden, holder ikke ret mange steder. Det typiske var, at der var nogle kilometer mellem de kæmpende, der var nogle højdedrag og små skove, som man sloges om, og som kunne blive støttepunkter i et slag. Man hældte bataljoner af soldater ind i ingenmandsland i håb om at nå frem til modstanderens linjer, men man brød bare aldrig igennem.”

Verduns slagmark er gigantisk mindeplads

”Det er det mest forfærdelige. At man bare troede, det handlede om at mase på. Man så ikke tusinde døde soldater på en dag som et tegn på, at noget var galt.”

Slagmarken ved Verdun er i dag lavet til mindeplads for de dræbte. Området blev i 1923 tilplantet med skov, fordi granatrester gjorde dyrkning af jorden umulig. 16.000 soldater hviler her på Frankrigs største militærkirkegård, og bag den rejser et gigantisk, hvidt monument sig. ”Benhuset”, som det kaldes, huser jordiske rester af hen ved 130.000 faldne. Nogle af knoglerne er fundet kort efter slaget, andre senere.

Benhuset ved Verdun vidner om, at kun et fåtal af de faldne fik en rigtig begravelse. Overlevende har fortalt om en fæl stank af lig på slagmarken, for de faldne kunne ikke flyttes, og inden længe havde endnu et granatnedslag spredt lemmerne i mudderet.

Birgitte Thomassen, lektor og forfatter til bogen ”Før løvet falder” om Første Verdenskrig, har besøgt mindepladsen ved Verdun flere gange, første gang for 15 år siden. Forinden havde hun talt med sin mand om, at børnene skulle have en vis alder, før de skulle afsted.

”Området signalerer ret hurtigt til én, at her er sket noget af et helt utroligt omfang. Jeg husker, at vi kørte fra Verdun op til knoglehuset ad veje, hvor man kan se, at landsbyer er blevet pulveriseret og kun grundplanet af husene står tilbage. Man passerer indhegnede områder, som ingen tør nærme sig, fordi der er ueksploderede granater,” siger hun.

Verdun - en grænse for galskaben

Slaget ved Verdun sluttede i december 1916, og det lykkedes franskmændene at tilbageerobre det land, tyskerne havde taget. Men prisen var høj.

”De fleste unge mænd ville gerne kæmpe for fædrelandet. Men efter Verdun gik de franske styrker i angrebsstrejke og nægtede at gøre andet end at forsvare sig. Det er tankevækkende, at selv i et samfund, hvor alle gerne ville gøre deres bedste, nåede man grænsen for, hvad mennesker kunne stå model til,” siger Birgitte Thomassen.

For den enkelte soldat blev Verdun et symbol på, at når krigen buldrer om ørerne, kæmper man først og fremmest for fællesskabet, ikke fædrelandet.

”Det handler om at beskytte kammeraten ved siden af, og det er noget, der kan ses helt op i nutidens beretninger fra Afghanistan,” påpeger Birgitte Thomassen.

”På et tidspunkt bliver krig bare krig.”