Prøv avisen

Vi har overtaget Guds rolle som skaber

"Vi er meget tæt på myten om Prometheus, der ville beherske ilden og blev straffet af guderne,” mener forsker Gregers Andersen fra Københavns Universitet om menneskets forhold til naturen. Her er det cyklister i Kina, som er på vej gennem en stor sky af forurening.

Hvordan kan en god Gud, der er skaber og opretholder af alting, samtidig give mennesket magt til at nedbryde skaberværket? Tanken om, at vi lever i en ny tidsalder, rejser grundlæggende spørgsmål

Nogle sammenligner det med den kopernikanske vending.

Hele fortællingen om menneskets plads i verden måtte omskrives, da Kopernikus i 1543 påviste, at Jorden stik imod alle hidtidige antagelser ikke er det centrum, hvorom Solen og universet drejer. Og nu står vi over for en lignende revolution, mener mange, hvis geologerne i Den Internationale Stratigrafiske Kommission bliver enige om, at vi lever i antropocæn, menneskets tid. Det er en tidsalder hvor mennesker ikke blot udnytter naturen, men varigt ændrer på skaberværket, udrydder hele arter og påvirker klimaet.

Inden for de seneste små ti år er socialvidenskabelige forskere begyndt at arbejde med spørgsmålet om, hvordan denne erkendelse vil tvinge os til at revidere både natur-, menneske- og verdenssyn. I Tyskland har Ludwig-Maximilians Universitet i München for eksempel afholdt en international konference med titlen ”Religion i antropocæn”, og i Danmark har Aarhus Universitetet oprettet forskningsprogrammet AURA, Aarhus University Research on the Anthropocene.

”Jeg tror, at antropocæn som koncept vil blive opfattet som et vigtigt skæringspunkt. Det er en vigtig begrebsmæssig forandring af vores syn på mennesket som kulturvæsen, der udspaltes fra naturen. Med antropocæn bliver vi indlejret i naturen igen,” mener Nils Bubandt, professor i antropologi og forsker på AURA.

Udgrænsningen af mennesket fra naturen og adskillelsen af kultur og natur har været et bærende koncept i vestlig civilisation. Dette bærende princip bliver udfordret af antropocæn. Og det får konsekvenser for vores menneskesyn, mener Nils Bubandt.

”Det er en trussel mod den liberale diskurs om den individuelle frihed, som har udviklet sig parallelt med fremskridtstroen og tilliden til den tekniske udvikling. Vi har ikke været vant til at høre, at der er grænser for den enkeltes foretagsomhed. Det er det, naturvidenskaben nu fremhæver,”påpeger han.

Evnen til at påvirke naturens mekanismer giver nemlig magt, men også magtesløshed, påpeger både han og Gregers Andersen fra Københavns Universitets Institut for Kunst og Kulturvidenskab, som ligeledes forsker i, hvordan antropocæn påvirker samtidens kulturteori.

”Antropocæn viser vores skrøbelighed, for hvis vi fortsætter som hidtil, mister vi de gunstige livsbetingelser, som vi har kendt siden slutningen på sidste istid. Lige siden Francis Bacon, der grundlagde empirismen, har vi levet i forvisning om, at mennesker gennem teknik og videnskab kan kontrollere naturen. Det har ført til kæmpemæssige fremskridt. Men nu kommer naturvidenskaben og klimaeksperterne så og advarer os om, at den udvikling, vi har været med til at sætte i gang, truer vores eksistensgrundlag,” siger Gregers Andersen.

Og det får konsekvenser for den fremtidstro, som siden rationalismen og den industrielle revolution har været fælles vestligt tankegods.

”Kulturhistorisk er moderniteten båret af forestillingerne om, at fremtiden altid vil blive bedre, og det har også været tilfældet. Vi har fået øget velfærd, øget velstand, bedre sundhed. Men nu tager disse forestillinger en vending på 180 grader. Fra at være forbundet med optimisme bliver fremtiden en kilde til frygt. Og vi oplever jo også, at europæerne føler sig truet og under belejring, især siden den økonomiske krise. Det udløser et krav om beskyttelse mod den trussel, der ligger derude. Vi er meget tæt på myten om Prometheus, der ville beherske ilden og blev straffet af guderne,” mener Gregers Andersen.

Men fremskridtstroen er ikke død. Teknologiske fremskridt kan tværtimod blive påkaldt som et værn mod katastrofen, påpeger Nils Bubandt.

”Der er to tendenser i de reaktioner, vi ser på advarslerne om, at vi overskrider klodens grænser for bæredygtighed. Den ene er, at vi takket være teknologiske fremskridt kan omstille os til en grøn, fossilfri økonomi, så verden alligevel kan fortsætte som hidtil. Det er hele tanken om bæredygtig udvikling, som Brundtland-rapporten lancerede, og som antropocæn-tanken sætter på spidsen. Den anden tendens er, at det allerede er for sent, og at vi skal forestille os, at verden, som vi har kendt den, vil slutte. De to versioner afspejler på mange måder de kendte teologiske fortællinger om apokalypse (dommedag, red.) og tusindårsrige,” mener Nils Buband og peger på, at antropocæn gør mennesket til langt mere end naturens kustode og vicevært:

”Hvis vi har ansvaret for klodens fremtid, er vi er godt i gang med at guddommeliggøre os selv.”

”Antropocæn indeholder kimen til en teknologisk hybris,” mener også Sigurd Bergmann, professor i religion ved Institut for filosofi og religionshistorie ved Norges Teknisk-Naturvidenskabelige Universitet i Trondheim.

”Vi ser det blandt andet i udviklingen af såkaldt geo-engineering, hvor videnskabsfolk håber på at kunne påvirke klimaet teknologisk for at afværge konsekvenserne af den globale opvarmning. Men omvendt ser vi også udviklingen af en slags ”miljøåndelighed”, en form for neoanimisme eller tanken om, at alting er besjælet, som kan spores i dele af miljøbevægelsen,” påpeger han.

”Men dybest set rejser antropocæn også spørgsmålet om, hvad næstekærlighed er. Hvis mine hverdagshandlinger er med til at skabe tørke i Afrika, så dur det ikke med en restriktiv definition af næstekærlighed, hvor næsten kun er naboen. Antropocæn udvider den etiske sfære,” mener Sigurd Bergmann.