I 2005 fandt arkæologerne en massegrav i Koszyce i det sydlige Polen. Her lå 15 skeletter hulter til bulter i en massegrav. Alle var blevet slået ihjel af slag mod deres kranier. Graven er dateret til bondestenalderen, det vil sige mellem 2880-2776 f.Kr.
Nu – 14 år senere – er det lykkedes for dna-forskere at trække nok dna ud af de knap 5000 år gamle skeletter til at fastslå, at der er tale om mennesker, primært kvinder og børn samt en voksen mand, som alle er del af en større familie. I alt fire familiegrupper er kortlagt, og studiet viser, at brødre blev lagt ved siden af hinanden, og mor, far og børn lå sammen. Det peger entydigt på, at der var tale om et angreb på en boplads, hvor de, som var hjemme den dag, blev slået ihjel.
Det er et voldsomt fund, som afspejler en ældgammel skyggeside af menneskeslægten. De ældste tegn på vold stammer fra en artsslægtning til neandertalerne, som levede for 430.000 år siden. I 2015 fandt spanske forskere et kranium i en hule i Sima de los Huesos i det nordlige Spanien. Kraniet havde to kraftige frakturer, som ikke kunne være fremkommet på anden vis end slag med en sten eller primitiv økse. Homo sapiens, altså os, menes at være opstået for cirka 300.000 år siden i Nordafrika, og dermed er volden ældre end mennesket selv.
Men efterhånden ændrede volden karakter fra at være mere eller mindre tilfældigt opstået til at være langt mere socialt funderet. I den største del af vores forhistorie har mennesket været nomadiske jæger-samlere, som krydsede jordens skove og sletter i jagten på bytte. Når maden var knap, klimaet fjendtligt, og man krydsede andre jægergruppers jagtmarker, kunne det komme til voldelige sammenstød. Men de fund, vi har, er spredte og tilfældige.
Kulturen ændrede sig markant for 12.000 år siden, hvor mennesket opfandt agerbruget i Mellemøsten. Herfra spredte bønderne sig fra den anatolske højslette i nutidens Tyrkiet til store dele af Europa. De første bønder så ud til i store træk at fortrænge jæger-samlerne fra deres territorier og selv overtage de gode stykker jord. For omkring 7600 år siden nåede bønderne Mellemeuropa, hvor de også her fortrængte jæger-samlerne. Den indvandring kan man rent faktisk også se afspejlet i den polske massegravs dna. De dræbte viser sig at stamme fra netop den tidligste bølge af bondefolk, som migrerede fra den anatolske højslette og indvandrede til Mellemeuropa. Men de blandede sig også med de lokale jæger-samlere, da man kan se, at cirka 30 procent af deres dna stammer fra den oprindelige jæger-befolkning. De døde polske stenalderbønder var mørke i huden med brune øjne og brunt til mørkeblond hår.
Hvem var det så, som havde slået de 15 kvinder, børn og mænd ihjel i det sydlige Polen? Det mest sandsynlige er, at de blev ofre for en ny bølge af indvandrere. Denne gang fra den sydrussiske steppe, og folket bliver af arkæologerne kaldt for yamnaya-folket. De var hyrder, der vandrede med deres store flokke af husdyr gennem Europa. De bosatte sig i Europa, og i Danmark kalder vi dem for enkeltgravskulturen. De bosatte sig omkring år 2800 f.Kr. i Jylland.
Det var på nogenlunde samme tid, de bosatte sig i Polen, hvor de helt tydeligt kæmpede med de lokale bønder om retten til land. Dna-studiet viser nemlig, at ingen af de 15 begravede havde relation til yamnaya-folket, som karakteriseres som høje og med lyst hår, samt en evne til at kunne tåle dyrs mælk som voksen.
Arkæologerne ser flere tegn på voldelige sammenstød mellem forskellige folk, der kæmper om retten til land, i takt med at bondestenalderens befolkning øges på grund af den langt mere effektive fødevareøkonomi, som korndyrkning og husdyrhold afstedkommer. Konflikterne har for alvor sit udspring i agerbrugsrevolutionen og de store migrationer, som vi kan følge i dens fodspor: først via bøndernes vandring fra Tyrkiet og siden hyrdefolkets vandring fra stepperne i Sydrusland. Det er nogle af stenalderens mest markante vandringer, som har givet anledning til kampe og krige. Men der findes endnu en bølge af vandrende folk i slutningen af stenalderen, som trækker sine voldelige spor i Mellemeuropa.
Eksemplet fra Polen er ikke enestående. For 4500 år siden blev flere familier også slået brutalt ihjel i det nuværende Østtyskland i Eulau. I 2008 udgravede arkæologerne tre massegrave, som alle indeholdt voksne og børn. Dna kunne også her bekræfte, at der var tale om beslægtede individer. I en af gravene lå en familie med far, mor og to små børn. De var lagt på siden, to og to, hånd i hånd og ansigt til ansigt. Alle fires fødder mødtes på midten i graven, og hver voksen lå og holdt et barn i hånden. I en anden grav lå tre børn og en kvinde. Dna-prøverne viste, at kvinden ikke var børnenes mor, men stedmor. I alt blev 13 mennesker slået ihjel. Denne gang sandsynligvis med bue og pil. Den ene kvinde havde pile siddende i maven og i hjertet.
Igen er der tale om en hel boplads, hvor en stor del af beboerne blev slået ihjel. Og også denne gang er det ifølge de tyske arkæologer indvandring, som er grunden til, at konflikten opstod. I slutningen af stenalderen breder et nyt folk sig fra Den Iberiske Halvø op langs med Vesteuropas kyster og til England. Folket kaldes klokkebægerkulturen på grund af de karakteristiske drikkebægre, som de døde fik med sig i graven. Man tilskriver dem også det berømte bygningsværk Stonehenge i det sydlige England.
Mændene blev begravet med bue og pil som de foretrukne våben frem for stridsøkser, og sandsynligvis kom de med en ny form for effektive buer og pile, som gav dem en fordel i kamp mod andre stenaldergrupper. For 4500 år siden var de nået så langt ind i det centrale Europa som Eulau i Østtyskland, og eftersom familierne her blev dræbt af de nye typer af pile, så antager man, at det var en ny indvandring af bueskytter fra Sydvesteuropa, som var skyld i, at arkæologerne endnu en gang stødte på en massegrav.
De nye forskningsresultater fortæller os, at de store vandringer, hvor omfattende befolkningsgrupper flyttede sig, havde store konsekvenser i bondestenalderen. Mænd, kvinder og børn blev skånselsløst slået ihjel, og siden omhyggeligt og kærligt lagt i graven sammen med deres kære af dem, som overlevede. Dermed er der de to mest ekstreme følelser, som vi mennesker kan rumme, repræsenteret i bondestenalderens massegrave: på den ene side kærlighed, sorg og omsorg for de døde i selve begravelsen og på den anden side ligegyldighed, had og vold i de angreb, de blev slået ihjel i.