Millioner døde i Kinas arbejdslejre

Alle kender gulag, mens de færreste har hørt om laogai, det kinesiske kommunistpartis straffelejrsystem, der sendte 15-20 millioner mennesker i døden. Systemet findes den dag i dag, siger kritikere

Det kinesiske straffesystem laogai blev opbygget i begyndelsen af 1950'erne med netop Sovjetunionen som forbillede. Det byggede som det sovjetiske på Marx og Engels' teorier om, at medlemmer af den herskende og undertrykkende klasse skulle lære at arbejde som proletariatet med henblik på at ændre dem. --
Det kinesiske straffesystem laogai blev opbygget i begyndelsen af 1950'erne med netop Sovjetunionen som forbillede. Det byggede som det sovjetiske på Marx og Engels' teorier om, at medlemmer af den herskende og undertrykkende klasse skulle lære at arbejde som proletariatet med henblik på at ændre dem. --. Foto: Laogai Research Foundation.

Det kinesiske nationalmuseum er netop blevet genåbnet i Beijing efter en omfattende renovering, der har varet fire år. Kinas historie rækker tusinder af år tilbage, så der er hårdt brug for de nye lokaler. Alligevel har kommunistpartiet lagt beslag på ikke mindre end ni udstillingshaller, hvor man fortæller en positiv historie om Kinas "renæssance" under partiets ledelse.

Til gengæld er der ikke blevet plads til de mange mørke sider under kommunismen. Herunder historien om det gigantiske straffesystem af arbejdslejre, som partiet byggede op efter sovjetisk forbillede, og som sendte millioner af uskyldige mennesker i døden. Laogai, hedder det på kinesisk, "reform gennem arbejde".

LÆS OGSÅ: Kina sender kritikere og kristne i arbejdslejre

Vil man vide noget om det, skal man til Washington i USA, hvor den tidligere kinesiske straffefange Wu Hongda – bedre kendt under sit amerikanske navn Harry Wu – har åbnet et laogai-museum. Formålet er at gøre kommunistpartiets forbrydelser og især laogai bedre kendt i Vesten.

"Især europæere kender og fordømmer nazisternes holocaust og det sovjetiske gulag, mens kun ganske få af jer har hørt om laogai," forklarer Harry Wu i telefonen fra Washington.

Selv blev han forbløffet, da han for over 30 år siden kom til USA og fandt ud af, at ingen havde hørt om systemet. Han kom fra et land, hvor så godt som alle kinesere havde en far, en søster eller hørt om nogen, der havde været i arbejdslejr. Mens det var helt ukendt i Vesten, kendte og frygtede alle kinesere ordet "laogai".

Ifølge Harry Wu, der i dag er 73 år, var laogai det største og mest omfattende straffelejrsystem i verden, og hvad værre er, det eksisterer den dag i dag.

Men først den historiske del af laogai: Harry Wu anslår, at op mod 50 millioner kinesere er passeret gennem laogai-lejrene siden den kommunistiske magtovertagelse i 1949. Heraf skønnes det, at omkring 15-20 millioner døde. Til sammenligning har russiske historikere skønnet, at det sovjetiske gulag husede op mod 20 millioner fanger, hvoraf to milloner døde.

Det kinesiske straffesystem blev opbygget i begyndelsen af 1950'erne med netop Sovjetunionen som forbillede. Det sovjetiske gulag var et velafprøvet straffesystem, der nåede sit højdepunkt under Stalin, da han i 1930'erne sendte millioner i arbejdslejre i Sibirien. Det kinesiske straffesystem byggede som det sovjetiske på Marx og Engels' teorier om, at medlemmer af den herskende og undertrykkende klasse skulle lære at arbejde som proletariatet med henblik på at ændre dem. Gennem hårdt fysisk arbejde skulle de reformeres til nye, socialistiske mennesker.

Som noget unikt gjorde de kinesiske kommunister tankereform til en central del af straffesystemet. Ud over hårdt fysisk arbejde skulle fangerne gennemgå endeløse seancer af selvkritik, kritik fra medfangerne og tilståelser.

Mao Zedong indså også hurtigt, at straffefangerne kunne bruges til noget nyttigt, nemlig til at genopbygge det fattige og borgerkrigshærgede land og dermed være med til at skabe det nye Kina. Som i Sovjetunionen blev mange arbejdslejre placeret i øde yderområder og kom til at spille en væsentlig rolle i folkerepublikkens planøkonomi.

Det kinesiske laogai-system nåede sit højdepunkt under Mao Zedong, der især fra midten af 1950'erne og fremefter lancerede en hård kurs mod alle, der kunne anses som modstandere eller fjender af kommunistpartiet, og ikke mindst ham selv. Ud over jordbesiddere, kapitalister og intellektuelle blev efterhånden alle med en "forkert" indstilling eller familiebaggrund ramt. Også religiøse minoriteter som buddhistiske tibetanere og kristne blev forfulgt.

Harry Wu blev i 1960 stemplet som kontrarevolutionær og idømt en straf på livstid. Han havde blandt andet kritiseret den sovjetiske invasion i Ungarn i 1956 og i særdeleshed kritiseret Mao Zedong, hvilket var noget nær en dødssynd. Men ifølge Harry Wu var det især hans familiebaggrund, der gjorde ham til en "klassefjende". Hans far var en velhavende bankmand i Shanghai, og Harry Wu havde været på katolsk missionsskole, hvor han fik en kristen opdragelse.

Harry Wu kom til at tilbringe de næste 19 år i laogai og var igennem 12 forskellige lejre, hvor han udførte tvangsarbejde på farme, en kemisk fabrik, stålværker og kulminer. Som andre fanger blev han jævnligt udsat for tortur og fik blandt andet brækket en arm, da vagter slog løs på ham.

Maos forfejlede og katastrofale kampagne Det store spring fremad endte i hungersnød, og også i arbejdslejrene var der konstant mangel på mad. På et tidspunkt var Harry Wu tæt på at dø af sult, da han kun vejede 36 kilo. Fangerne måtte spise bark og rotter og alt, hvad de ellers kunne finde.

"Jeg blev nødt til at blive som et dyr for at overleve i laogai," har han skrevet.

Selvom han som kristen ofte bad Gud om hjælp, måtte han ligesom alle kristne fanger i lejrene skjule sin tro. Under en høring i den amerikanske kongres i 1995 fortalte den katolske nonne Catherine Ho, der tilbragte 21 år i laogai-lejre, om den systematiske undertrykkelse af kristne:

"Vi måtte ikke bede, og vi måtte heller ikke læse i Bibelen. I stedet brugte vi hver dag to timer på at læse op af Maos bøger og fængselsreglerne. En kvinde nægtede at arbejde om søndagen. Hun bad i stedet for at synge revolutionære sange foran Maos portræt. En dag blev hun trukket ud på den mark, hvor vi arbejdede, og blev tæsket til døde for øjnene af os."

Som Harry Wu stammede Catherine Ho fra Shanghai, der før 1949 var Kinas mest kosmopolitiske by og husede mange kristne. Da kommunisterne kom til magten, blev udenlandske missionærer smidt på porten, og en klapjagt på kristne blev indledt. Kommunistpartiet lukkede kirkerne og oprettede nye, såkaldt "patriotiske" kirker for både protestanter og katolikker.

"Vi var ikke modstandere af regeringen, vi ønskede blot at kunne praktisere vores religion, men kommunisterne sagde, det var en forbrydelse mod Kina. Jeg blev sendt i laogai, fordi jeg var kristen. Jeg nægtede at afsværge min tro og min kirke og nægtede at blive en del af den nye katolske kirke, som var kontrolleret af kommunisterne," sagde Catherine Ho.

Under høringen berettede hun også om de daglige trængsler som straffefange:

"Laogai-lejrene kan på ingen måde sammenlignes med de fængsler, vi kender i dette land (USA, red.). Ord slår ikke til, når man skal beskrive de forfærdelige forhold for fangerne. Vi var altid sultne, trætte og beskidte. Kvinderne blev tvunget til at udføre hårdt arbejde såsom at pløje i ørkenen, opdrætte kvæg eller drive teplantager. Den fysiske tortur af vore kroppe var så ekstrem, at mange kvinders menstruation helt ophørte."

Hun arbejdede på en teplantage i 10 år og derefter på en silkefabrik i Hangzhou i nærheden af Shanghai. Udadtil var det en tekstilfabrik, men alle arbejderne var kvindelige straffefanger, der var tvunget til at arbejde mindst 14 timer om dagen. De fik at vide, at tøjet var beregnet på eksport til udlandet, og de blev derfor straffet hårdt, hvis de ikke arbejdede nok eller lavede fejl.

Et af målene med laogai-lejrene var ifølge Catherine Ho at nedbryde fangerne mentalt. Ud over det fysiske arbejde indebar det også endeløse angreb på fangerne, ofte af ondskabsfuld karakter:

"En vagt kom og fortalte mig, at min elskede søster var død. Derefter gav han mig ordre til ikke at græde, fordi det var i strid med reglerne. De tillod os hverken at le eller græde."

Catherine Ho, hendes mand og søn blev løsladt fra laogai i december 1978, mens Harry Wu slap fri året efter. På det tidspunkt havde Deng Xiaoping overtaget magten i Kina og indledt reformperioden, der også indebar rehabilitering og løsladelse af tusinder af fanger.

Harry Wu rejste til USA og blev gæsteprofessor i geologi ved Berkeley Universitet. Han begyndte at skrive sine erindringer, og senere blev han menneskerettighedsaktivist på fuld tid. I bestræbelserne på at udbrede kendskabet til det kinesiske straffesystem stiftede han organisationen Laogai Research Foundation, og han har deltaget i høringer i blandt andet den amerikanske kongres, Forbundsdagen i Tyskland og EU-Parlamentet.

Harry Wu besøgte Kina flere gange, men i 1995 gik det galt, da han rejste ind under dække af at være amerikansk forretningsmand. Hans formål var at afsløre, at laogai-systemet stadig findes, og at straffefangerne producerer varer, der eksporteres til udlandet. Han blev arresteret af sikkerhedspolitiet og dømt for at have stjålet statshemmeligheder. På det tidspunkt var han dog blevet amerikansk statsborger, og efter pres fra USA blev han løsladt og udvist af Kina for bestandig.

Men hans indædte kamp for at afsløre laogai skabte international debat og lagde efterhånden pres på Kina. I 1994 besluttede de kommunistiske ledere at opgive betegnelsen laogai og i stedet omdøbe lejrene til "jianyu", der betyder fængsel. Ifølge Harry Wu og andre kritikere var der dog kun tale om en kosmetisk ændring.

"Man har ændret navnet, men funktionen og politikken over for fangerne er helt den samme som før," siger han og bakkes op af professor Andrew J. Nathan fra Columbia Universitet.

"Laogai-lejrene kaldes nu for fængsler, men fysisk er de uændret. Situationen er kompliceret og ændrer sig hele tiden i Kina, men bundlinjen er, at laogai-systemet stadig eksisterer," siger Andrew Nathan.

Nathan skrev i forordet til bogen "Laogai: The Machinery of Repression":

"Laogai er ikke blot et sted, hvor rettighederne bliver krænket i form af tæsk, medicinsk forsømmelse og tvangsarbejde. Det er en central del af en række rettighedskrænkende metoder, som regimet bruger for at fastholde magten."

De kinesiske ledere har ellers hårdnakket påstået, at Kina blot har et straffesystem som ethvert andet land med fængsler til kriminelle, der bliver dømt for at have overtrådt loven. Men både Nathan og Harry Wu peger på, at der er afgørende forskelle.

Andrew Nathan henviser til, at myndighederne ofte bruger "genopdragelse gennem arbejde", der er en administrativ straf på op til tre år, til at ramme politiske modstandere og medlemmer af kristne huskirker.

For Harry Wu er den afgørende forskel, at Kina stadig er et diktatur:

"Da diktatorerne i Nazi-tyskland og Sovjetunionen faldt, blev deres arbejdslejre også lukket. Demokratiske lande i Europa og USA har også fængsler og et straffesystem, men det er ikke knyttet til en bestemt leder eller et parti, som det er tilfældet i Kina. Her bliver folk stadig straffet for at kritisere kommunistpartiet, og målet er stadig at reformere fangerne, så de støtter partiet," mener Harry Wu.

"I dag er der stadig millioner af straffefanger i det såkaldt Nye Kina, der kæmper for at overleve i laogai."

bundgaard@k.dk

"Især europæere kender og fordømmer nazisternes holocaust og det sovjetiske gulag, mens kun ganske få af jer har hørt om laogai," forklarer den kinesiske systemkritiker og tidligere straffefange Harry Wu, som nu er bosat i Washington. Han mener selv, at det var det største straffelejrsystem i verden. --
"Især europæere kender og fordømmer nazisternes holocaust og det sovjetiske gulag, mens kun ganske få af jer har hørt om laogai," forklarer den kinesiske systemkritiker og tidligere straffefange Harry Wu, som nu er bosat i Washington. Han mener selv, at det var det største straffelejrsystem i verden. -- Foto: Laogai Research Foundation.