Den franske premierminister Manuel Valls fra Socialistpartiet har i en tale henvist til nationalfiguren Marianne med de bare bryster som værende i bedre overensstemmelse med franske værdier end heldækkende islamiske burkinier på strandene.
Hans argument var, at brysterne ernærede befolkningen modsat burkinierne. Det har udløst en omfattende debat om værdier, republikanske, kristne så vel som muslimske.
Men også en historisk debat om den kvindelige inkarnation af revolution og republik i Frankrig. I dag ser man Marianne overalt på frimærker, mønter og i karikaturer og hun har været modelleret over mange kendte kvinder fra Brigitte Bardot til Cathérine Deneuve.
Det bedst kendte billede, der må have været det, Manuel Valls tænkte på, er Eugène Delacroix’ maleri fra revolutionen i 1830, ”Friheden på barrikaderne”, hvor en kvinde med frygisk frihedshue stormer en barrikade med riffel, trikolore og blottede bryster. Men hun hed faktisk ikke Marianne. Det navn dukkede først op under den næste revolution i 1848.
Marianne er det udbredte katolske pigenavn Marie-Anne og blev i 1790’erne brugt nedsættende af modstanderne af revolutionen. De søgte at latterliggøre de revolutionære og umuliggøre deres krav på ansvarligt at kunne varetage statens affærer. Og det kunne bedst ske ved at opkalde revolutionen efter en uvidende bondepige.
Dette var så meget desto lettere gjort, som de revolutionære i 1789 konkretiserede deres abstrakte forestillinger om en ny, retfærdig samfundsorden med letpåklædte kvindeskikkelser. Enten med levende piger i tableauer eller som statuer, malerier, graveringer og lignende.
Det skete som et forsøg på at begrunde en ny legitimitet, efter at man ganske bogstaveligt havde skilt sig af med personificeringen af den gamle orden ved at hugge hovedet af Ludvig XVI den 21. januar 1793, år 1 efter den nye tidsregning.
Navnet Marianne kom først i officiel brug under revolutionen i 1848 og har lige siden, omend med et par afbrydelser, karakteriseret den antikirkelige republik. Monarkisterne henviste i stedet til en anden kvinde, Jeanne d’Arc, der i middelalderen frelste landet fra englænderne. Først Charles de Gaulle havde held med at forene de to figurer, blandt andet i sine krigserindringer fra 1954. Den kombination havde han held til at gøre til grundlag for den endnu eksisterende Femte Republik, som han grundlagde i 1958. Og den gælder stadig, selvom højre og venstre vægter de to forskelligt.
Men hvorfor en let påklædt kvinde til at personificere revolution, republik, stat og nation? Og hvad ligger der af symbolik i dette valg? Det er ikke helt så let at afgøre, som man umiddelbart skulle tro ud fra en kombination af den gængse opfattelse af franskmænd (og -kvinder) som erotiske libertinere med antikkens forkærlighed for letpåklædte gudinder. For det første overdriver rygtet om franskmændenes erotiske løssluppenhed. For det andet skal man passe overordentlig meget på, når man stiller spørgsmål om betydningen af symboler og allegorier.
I Delacroix’ billede ”Friheden på barrikaderne” fra 1830 ses en kvinde med blottede bryster, som træder frem over de faldne, svingende en fane i hånden for at opildne de revolutionære (mænd) til kamp. Her kan man let forledes af tabuiserende nyfigenhed over for gengivelser af den nøgne menneskekrop til at hævde, at anvendelsen af dem i propagandaen var noget helt nyt for den fremvoksende arbejderbevægelse i 1800-tallets første halvdel. Men det er forkert, for nøgne kvinder findes i malerkunsten langt tidligere som i oplysningstiden i 1700-tallet, hvor kvindelig nøgenhed betød Venus (kærlighed) eller sandhed. Det betyder, at det ikke i sig selv var politisk progressivt at vise det nøgne menneske, som den moderne socialist Manuel Valls synes at tro.
Det er muligt, at det har været tilfældet i det 20. århundrede at vise afklædte mennesker. Men det var helt sikkert ikke tilfældet i 1700- og det meste af 1800-tallet. Dengang rummede sådanne afbildninger – i hvert fald for den dannede elite – snarere henvisninger til antikken. De kunne være progressive i den forstand, at eksemplerne fra antikken blev brugt til at sætte spørgsmålstegn ved naturligheden og eviggyldigheden af den herskende enevældige samfundsorden. Men frigørende på det personlige livs plan, som fremstillingerne let virker på os, var det næppe meningen, at de skulle være.
Halvnøgenheden, oftest i form af fremvisning af det ene bryst, til tider hele overkroppen plus benene fra knæene og nedefter, havde to betydninger. Enten skulle den få tilskueren til at tænke på friheden hos et barn i naturen, afslappet og fri som en venlig ”vild”, eller også skulle den henlede tanken på den nærende, livgivende frihed, der er indeholdt i den ammende mors bryst. At sådanne billeder kunne vække seksuel lyst hos de (mandlige) tilskuere, kan ikke afvises, men vi ved bare ikke, om det var tilfældet. Eksempler som forekomsten af tusinder af kødelige madonnaer med blottede bryster i Europas kirker fra år 1300 og fremefter (de såkaldte madonna al latte) maner til forsigtighed i tolkningen.
Måske er det kun vores moderne kultur, der i den grad koncentrerer sig om sex og erotik, at vi ikke kan tænke på andet, når vi ser på en fremstilling af det andet køn. For datiden var det allegoriske indhold sandsynligvis vigtigere. Som moderne europæer kan man godt være mod burkinier, men det er et stort spørgsmål, om allegoriske fremstillinger som den republikanske Marianne er det rigtige sted at hente sine argumenter.