En joke blandt muslimske feminister lyder, at der var en særlig grund til, at profeten Muhammed tilbragte så meget tid alene i en hule i ørkenen.
Det var ikke kun for at kunne være i bøn og meditation eller for at få religiøse åbenbaringer. Han var der også for at få fred. Fred for kvinder.
For de kvinder, Muhammed omgikkes i hverdagen omkring år 600, havde deres egen vilje, var dominerende og forkælede, og de mange hustruer kunne ofte svare ham igen eller holde sig fra ham hele dagen, hvis de var gale på ham.
Egentlig har det nok i virkeligheden ikke gjort Muhammed så meget, at kvinderne havde deres egen vilje.
Han tillod dem selv meget, gav dem plads i moskéen, bad med dem, besøgte dem, rådgav dem om religiøse og juridiske spørgsmål og gav dem ansvar. Ja, han lod dem endda fungere som imamer.
Sådan lyder det i bogen ”Kvinderne i Medina”, der er udkommet i denne måned og skrevet af Jesper Petersen, som er islamolog og ph.d.-studerende i religionshistorie med speciale i islam på Lund Universitet i Sverige.
Bogen handler om de kvindelige imamer, lærde og heltinder, der fandtes på Muhammeds tid og har ifølge forfatteren det formål at udfordre fortællingen om kvinderollen dengang og give historieskrivningen en nuance, som ofte overses.
For ganske vist havde kvinder i den arabiske verden dengang – ligesom kvinder de fleste andre steder i verden på det tidspunkt – svære kår, og de blev ofte behandlet dårligt.
Men der er også eksempler på, at kvinderne var mere frigjorte dengang, islam blev til, end i den muslimske verden i dag, siger Jesper Petersen.
”Islams kvindehistorie er opsigtsvækkende, fordi den bryder så voldsomt med de almindelige forestillinger om islam i Vesten og kvinderne i Muhammeds tid. Der er i dag et stort fokus på en bestemt kønskonstruktion inden for islam, og jeg tror, mange danskere har en idé om, at alle muslimske kvinder dengang var undertrykte og tildækkede. Min bog handler om de kvinder, der ikke passer ind i den islamfortolkning, der udviklede sig efter Muhammeds død.”
I sin bog tager Jesper Petersen fat i det gamle arabiske opslagsværk over Muhammeds ledsagere og deres efterkommere ”Kitab al-Tabaqat al-Kabir”.
Værket er skrevet af den muslimske historiker Ibn Saads (784-845) fra Bagdad og er fra det 13. århundrede og frem blevet set som et af de mest anerkendte opslagsværker for biografisk information, siger Jesper Petersen.
Opslagsværket består af hadither, som er tekster om Muhammeds liv og levned, og Jesper Petersen har fokuseret på det sidste af de i alt otte bind, da det udelukkende omhandler kvindernes liv i Medina på Muhammeds tid.
”Jeg har valgt den, fordi værket anerkendes som vigtigt i islamisk tradition, er ældre end de kilder, man normalt anvender til islamfortolkning, og fordi forfatteren har dedikeret et helt bind af sit værk kun til kvinder. Det er det ældste overleverede værk om kvinder i islams historie og Muhammeds samtid og på den måde en helt fantastisk kilde at dykke ned i,” siger han.
For at forstå, hvor anderledes kvinderollen kunne være dengang, kan man ifølge Jesper Petersen passende begynde med Muhammeds første hustru, Khadidja. Hun var en rig og magtfuld købmandsenke og handelskvinde, og ifølge de gamle tekster var det hende, der friede til den noget yngre Muhammed.
Et sådan frieri havde ikke været muligt med den jura, der siden har udviklet sig inden for islam, da en kvinde ifølge den har brug for en mandlig værge for at kunne gifte sig.
Derfor er der ifølge Jesper Petersen siden kommet modstridende beretninger om, hvordan Khadidjas far og onkel satte giftermålet i stand.
Men Khadidjas frieri er bare ét eksempel på, hvordan lægkvinderne i Medina havde selvbestemmelse og autoritet dengang, siger han.
”I Medina gik slægten gennem kvinden, hvilket medførte, at et par efter ægteskabet flyttede ind hos konens familie og at ægteskabets børn tilhørte kvinden. I en beretning hedder det også, at en kvinde blot kunne vende sit telt, hvis hun ville skilles. Når manden kom og så, at indgangen var vendt i en anden retning, betød det, at hun var skilt fra ham,” siger Jesper Petersen og tilføjer, at nogle kvinder også havde mulighed for at have flere mænd.
”Der var altså mange måder at være kvinde på dengang, hvilket afhang af ens stammes kultur.”
En ting var kvindernes uafhængighed , noget andet deres plads inden for islam, som netop bygger på Koranen og beretningerne om Muhammeds liv og levned.
Ifølge Jesper Petersen kom Muhammeds hustruer til at bo i værelser beliggende omkring en gård, der både fungerede som historiens første moské og Muhammeds hus.
I hadither kan man blandt andet læse, hvordan Muhammed bad bønner i sine hustruers værelser og hvordan han vaskede sig rituelt ren sammen med hustrueen Aisha i samme kar som hende.
Generelt anvendte kvinder og mænd det samme vandkar til rituel afvaskning i husmoskéen, og kvinderne var med til fællesbøn i gården. Ingen af delene er almindeligvis tilladt i muslimske lande i dag.
Muhammed gjorde også tre kvinder til imamer. Den ene var kvinden Umm Waraqa, som han ofte besøgte. I en hadith kan man læse, hvordan hun bad om at drage med i krig, da Muhammed skulle mod slaget ved Badr sydvest for Medina i 624. Muhammed gav hende i stedet ordre på at blive hjemme og lede bøn i sit hus.
Den såkaldte Umm Waraqa-hadith er i dag kendt som teksten, der legitimerer kvindelige imamer, og i teksten får man ifølge Jesper Petsersen indtryk af, at Umm Waraqa havde ledt bøn før og selv havde folk til at kalde til bøn.
Også Muhammeds hustruer Umm Salama og Aisha ledte bønnen. De var begge meget fremtrædende kvinder med stor politisk indflydelse.
Aisha kom blandt andet til at agere dommer i Medina og var en, man kom til for at få rådgivning. Senere kom hun også til at lede et væbnet oprør sammen med to af Muhammeds ledsagere.
Flere kvinder kæmpede generelt for og med Muhammed i krige. En historie beskriver blandt andet, hvordan de mandlige krigere under et slag flygter af frygt for fjenden og glemmer at få Muhammed beskyttet. I stedet vågner en kvinde op til dåd og beskytter sin profet, hvorefter hun får et skjold af ham.
”Når vi taler om kønsroller, så synes jeg, at den fortælling er vidunderlig, for det er en kryster af en mand, som flygter, og et brag af en kvinde, som overtager. Vi kan næsten ikke bryde mere med kønsrollerne end med denne fortælling,” siger Jesper Petersen.
Men hvad skete der så, siden islam i dag ses som en af de mest kvindeundertrykkende religioner, og siden kvindelige imamer i dag ikke er en selvfølge?
Ifølge Jesper Petersen peger teksterne på, at kvindernes magt var så stor, at den truede kaliffernes – som var Muhammeds efterfølgere – magtposition som ledere.
Særligt den anden kalif, Omar, så kvinderne som en trussel og frygtede, at de kunne medføre et kvindeoprør, der også ville påvirke kvinderne fra Mekka, som dengang var mere undertrykte.
”I tekster kan man læse, hvordan Omar går til Muhammed og prøver at begrænse konernes færden, og der er flere skænderier mellem Muhammeds koner og Omar, da han mener, de opfører sig for liberalt og svarer Muhammed igen. Omar mente, at de skulle tildækkes og forklarede det med, at det var mere prestigefuldt for Muhammeds koner at gå med ansigtstørklæde, da de så kunne undgå at blive råbt ad i offentligheden,” siger Jesper Petersen.
Da Omar overtog magten to år efter Muhammeds død, forbød han kvinder at komme i moskéen, og fællesbøn for mænd og kvinder ophørte. Kvinderne skulle nu bede hjemme.
Efterhånden fik Omar erobret mere land og bygget offentlige moskébygninger, og imamer blev derfra defineret som mænd.
Den ændring skete, så vidt Jesper Petersen kan se, uden stor tumult. Kvinderne protesterede, men greb ikke til våben, og herefter blev der stille på kvindefronten i en del år.
Først i 1800-tallet blomstrede feminismen, hvilket Jesper Petersen tidligere har beskrevet i en bog om kvindekampen i Egypten.
”Det starter, da de første større pigeskoler dukker op i Egypten i slutningen af 1800-tallet. Pigerne begynder at interessere sig for islams kvindehistorie, og de bliver overraskede over, at kvinderne kunne så meget mere, end de kan i dag. Så de gør oprør,” siger han.
Herefter forlod Egyptens kvinder i begyndelsen af 1900-tallet haremmerne i protest mod haremskulturen, fyldte gaderne, stormede parlamentet, smed sløret og krævede rettigheder for kvinder.
Dette betyder ifølge Jesper Petersen ikke, at der er opnået lige rettigheder for kvinder og mænd i den muslimske verden. Tværtimod er vejen stadig lang, men til gengæld har der fundet og finder fortsat en bevægelse sted, hvor mange kvinder lader sig inspirere af stærke muslimske kvinder fra både fortiden og nutiden.