Tanken om et fromt og hengivent liv i et kloster kan virke fjern i dagens Danmark. Efterhånden er der gået 500 år siden, at Martin Luther under Reformationen gjorde op med den særlige livsform. Og i dag er individualisering og selvrealisering blevet så etablerede dogmer, at det ligner noget fra en fremmed verden, hvis man ser en nonne i sin ydmyge dragt i bybilledet.
Klosterlivet er da også i drastisk tilbagegang. På 50 år er antallet af nonner og søstre gået fra mere end 700 til under 100. Gennemsnitsalderen blandt de tilbageværende i de danske klostre er i dag så høj, at det er svært at se en klar fremtid for den særlige religiøse livsform.
Men hvis klostrene forsvinder helt fra Danmark, er det ikke et fremmedelement, der bliver ryddet af vejen. Det er snarere en lille del af samfundets fundament, der smuldrer væk, forstår man på to forskere, der har gravet sig ned i to forskellige dele af den danske klosterhistorie.
”Der er ingen tvivl om, at hvis man går tilbage i tiden, har klostrene været meget vigtige institutioner både for samfundet som helhed og ikke mindst for kongemagten,” siger Brian Patrick McGuire, der er professor emeritus med speciale i middelalderhistorie.
Og det er netop i højmiddelalderen fra slutningen af 1000-tallet, at klostrene begynder at gøre sig gældende i Danmark. De første små munkesamfund dukkede formentlig op i Danmark omkring år 1100, men det er først fra i midten af 1100-tallet, at vi har sikre kilder om de første større munkeklostre. Det første blev etableret i Odense af munke bragt til fra England, og snart derefter kom der et i både Esrum og Sorø.
”Det var klostre, der alle sammen repræsenterede kongemagten og havde vigtig betydning for dem, der styrede landet. Flere af dem blev grundlagt på store jordlodder, der var skænket af kongen, og i det hele taget nød de godt af store gaver fra aristokratiet,” siger Brian Patrick McGuire.
For at forstå, hvordan munke bundet til et regelstyret fromhedsliv bag klostermurene kunne have betydning for kongemagten, må man tage udgangspunkt i datidens religiøse verdenssyn. Og her var det hovedsageligt munkenes bønner, der gjorde forskellen for kongen, forklarer Brian Patrick McGuire.
”Der er et amerikansk ordsprog, der siger, at kærlighed holder verden i gang. Tilbage i højmiddelalderen ville man snarere sige, at bønner i klostrene holder verden i gang. Gennem munkenes bønner mente kongen, at han sikrede stabilitet i landet og sikkerhed for sin magt. Munkenes vigtigste opgave var derfor at lovprise Herren syv gange om dagen og en gang om natten,” siger han.
Samtidig var tanken, at munkene skulle beskytte kongen i efterlivet, og de første munke blev netop bragt til landet for at vogte over kong Knuds lig. Dermed var kongen beskyttet af munkenes bønner, både mens hans var i live, og efter han var død. Af samme grund ligger flere af datidens danske konger og dronninger begravet i klostre.
Selvom det var klostrenes religiøse liv, der var det afgørende i højmiddelalderen, spillede de også en mere jordnær og praktisk rolle i samfundet. Mange af munkene ernærede sig med stor dygtighed som landmænd. Det skyldtes ikke mindst, at de kunne hente både erfaring og nye planter og redskaber fra ordenens klostre i andre lande. Og med tiden blev munkenes avlsgårde så veludviklede, at de kom til at stå som de største og fremmeste landbrugsinstitutioner i samfundet og fik karakter af en slags landbrugsskoler i 1200-tallet.
De første par hundrede år var klostrene i Danmark domineret af de mere indadvendte eller kontemplative munkeordener såsom cisterciensere eller benediktinere. Men senere dukkede nye og mere udadvendte ordener op såsom franciskanere, der ændrede klosterlivet i Danmark. Mens de gamle ordener havde som formål at bevare verden ved at bede tidebønner i klostrene, vandrede de nye tiggerbrødre, som de blev kaldt, fra by til by og prædikede på gaderne for folk.
”De får en vældig betydning i Danmark,” siger Brian Patrick McGuire og fortsætter:
”De nye, udadvendte ordener var meget folkelige og gode til at prædike. Det betød, at de hurtigt fik en stor udbredelse, og efter noget tid havde stort set alle købstæder et kloster,” siger han.
Klosterlivet i Danmark trivedes helt frem til slutningen af middelalderen, uden der var nogen reel nedgang at spore. Dog aftog deres samfundsmæssige betydning noget over årene i takt med at samfundet udviklede sig. Men med Reformationen i starten af 1500-tallet, hvor Danmark blev et protestantisk land og brød med den katolske kirke, var det slut.
I første omgang gik Reformationen hårdt ud over de udadvendte franciskanerbrødre. De var dygtige prædikanter og blev betragtet som rivaler til de ny protestantiske prædikanter, der kom sydfra. Derfor blev de med vold og magt fordrevet fra byerne. Men ude på landet hos de indadvendte ordener, gik det hele mere stille for sig.
”Det var på sin vis meget typisk dansk, for der var ikke tale om nogen revolution eller stor magtkamp. Der kom for eksempel ikke noget dekret fra kongen om, at man ikke måtte indtræde i nogen klosterorden. Men ganske langsomt forsvandt munkene bare, og den sidste munk i landet døde i år 1590,” siger han.
De næste århundreder var der ingen aktive klostre i Danmark. Først da Grundloven med sin religionsfrihed blev underskrevet i 1849, begyndte klostrene at vågne. Hvor det før Reformationen især var munke, der var fremtrædende i klosterlivet, fik nonnerne nu en mere betydningsfuld plads. De første fire nonner kom til Danmark i 1856 fra Frankrig og tilhørte ordenen Sankt Joseph Søstrene af Chambéry, der har arbejdet i Danmark lige siden.
”De kom til at betyde meget for udviklingen af velfærdsstatens omsorgssystemer,” forklarer historikeren Susanne Malchau Dietz, der har specialiseret sig i dansk nonnehistorie.
Mens nogle af nonnerne beskæftigede sig som lærerinder, arbejdede andre i sygeplejen. Og det var ikke mindst inden for udviklingen af landets sygepleje, at nonnerne kom til at sætte deres præg på samfundet og bidrog med nye tanker, forklarer Susanne Malchau Dietz.
Dengang var det danske sundhedssystem både umoderne og manglede sengepladser, og landet havde lige været igennem en voldsom koleraepidemi, som lægerne ikke var gearet til at håndtere. Derfor kom nonnernes hjælp nærmest som sendt fra himlen. De begyndte at etablere katolske hospitaler rundt om i landet, og da det var på sit højeste, var der 17 hospitaler i Danmark drevet af nonner.
”De katolske hospitaler var langt mere moderne og bedre styrede end de offentlige hospitaler. Desuden var de så forudseende, at de gav rum for den tidligste specialisering af lægefaget, for eksempel inden for øre-, næse- og halssygdomme. Og nok så vigtigt begyndte Sankt Joseph Søstrene som de første i landet at argumentere for sygepleje som et akademisk fag og selv at implementere disse tanker. Det tog sin begyndelse i 1950’erne og skabte grundlaget for den måde, vi har bygget sygeplejerskeuddannelsen op i dag,” siger Susanne Malchau Dietz.
Storhedstiden for de katolske hospitaler var i 1930’erne, hvor de stod for op mod 12 procent af landets sengepladser. Men i årene efter Anden Verdenskrig vendte det, blandt andet fordi velfærdsstaten var blevet stadig mere udbygget. Staten etablerede flere store hospitaler, og der begyndte at være en udtalt modvilje i det offentlige system mod de nonnestyrede hospitaler.
Det var på samme tid, at klostrene rundt om i verden løb ind i problemer med at rekruttere nye medlemmer. Og det smittede også af på de danske klostre, hvor nonnerne i høj grad kom fra udlandet.
”Der opstod en kaldskrise i den katolske kirke, hvor stadig færre ønskede at indtræde i ordenslivet. Efter krigen fik kvinder større mulighed for at stå på egne ben, ikke mindst fordi så mange mænd var sendt i krig. Derfor virkede det ikke længere som et oplagt valg for kvinder at flytte i et beskyttende fællesskab som et kloster, hvis hun ikke havde en mand til at passe på sig,” siger hun.
Klostrene i Vesten har aldrig formået at genvinde deres popularitet siden krigen, og antallet af nonner går stadig tilbage. I 1940 var 872 nonner i Danmark og i dag kun 97. Det samme gør sig gældende med munke, hvor der i dag kun er fire katolske munke tilbage i Danmark.