Turister kan få følelsen af, at de er kommet til en ubeboet planet, når de besøger dele af Sicilien. Især den vestlige del af øen er – bortset fra kystområderne – præget af øde landskaber, der ofte virker næsten uberørte af menneskehænder.
”Det er, som om tiden står stille på øen, og en af grundene hertil skal søges 800 år tilbage i historien. I årene 1223 til 1247 mistede Vestsicilien en stor del af sin befolkning – øens muslimer,” siger den tyske historiker Richard Engl, der har skrevet bogen ”Die verdrängte Kultur” (Den fortrængte kultur).
Det er kendt, at store dele af Spanien i en lang periode af middelalderen var under muslimsk overherredømme, men til gengæld er det næsten gået i glemmebogen, at der lige siden det 7. århundrede og helt op i 1200-tallet også levede muslimer på Sicilien.
”Og dét til trods for, at muslimerne endda så sent som omkring år 1220 udråbte deres egen stat – et emirat – på den vestlige side af øen,” siger Richard Engl.
Og det var ikke første gang, der havde været et emirat på stedet. Sicilien var for alvor begyndt at komme ind under den islamiske verdens indflydelsesfære i middelhavsområdet, da nordafrikanske arabere og berbere i det 7. århundrede kom til øen. I de efterfølgende 2 århundreder begyndte de at erobre øen fra Det Byzantinske Rige og samtidig satte en muslimsk indvandring fra Maghreb-området i gang. Denne udvikling kulminerede i tiden fra 831 frem til midten af det 11. århundrede, hvor øen før første gang i sin historie havde et muslimsk kongerige, et emirat, med hovedstad i Palermo.
Efterfølgende erobrede normannere Sicilien, og emiratet blev opløst. De nye herskere – og senere hen den tyske slægt Staufer – regerede øen og store dele af Syditalien i et samlet rige under betegnelsen ”Kongeriget Sicilien”, men størstedelen af befolkningen på Sicilien var fortsat muslimer.
Der fandtes stadig moskéer i mange større byer på øen, muslimske dommere dømte efter shariaens regler i interne muslimske anliggender, og muslimerne havde også deres egne gravpladser, hvor de døde blev stedt til hvile liggende på siden med ansigtet vendt i retning mod Mekka.
”Sikkert fordi de kristne var i mindretal, valgte kongerne frem til år 1220 at acceptere islam på øen. Så længe muslimerne betalte skat, kunne de udøve deres religion og besad også en vis form for autonomi,” siger Richard Engl.
Men når muslimerne nød godt af denne relative selvstændighed, hvorfor valgte de så det drastiske skridt at udråbe deres område til et emirat i 1220 og dermed risikere en konfrontation med kongen?
Ifølge Richard Engl udnyttede muslimerne et politisk vakuum, der var begyndt at udvikle sig på øen omkring år 1200 efter, at den mindreårige Staufer-prins Frederik var blevet konge. I rolige tider havde kongerne kunnet garantere muslimernes beskyttelse, men i takt med, at politisk uro bredte sig på øen, skete det flere gange, at kristne overfaldt muslimske bebyggelser uden, at myndighederne greb ind.
”Som reaktion herpå begyndte muslimerne ikke alene at beskytte sig selv, men også at overfalde for eksempel klostre. Der fandt på den måde en militarisering og radikalisering sted blandt dele af muslimerne,” siger Richard Engl.
For kong Frederik, der nu var blevet voksen og også kejser af Det Tysk-Romerske Rige, var emiratet en provokation, og det varede ikke længe, før han reagerede: Emiren og andre ledere blev henrettet, og i de efterfølgende år lod kongen 35.000 muslimer deportere til det italienske fastland til byen Lucera i det nordlige Apulien, der dengang også var del af kongeriget Sicilien.
Mange historikere har betegnet deportationen som begyndelsen på enden for det muslimske samfund i Italien, men nyere forskning peger i en anden retning.
”Den muslimske kultur var langt fra dødsdømt efter deportationen, men oplevede tværtimod en forbløffende frugtbar æra i Lucera. Muslimerne byggede nye moskéer og omdannede kirker til moskéer. De havde fortsat deres egne shariadommere og deltog også i Frederik II’s hær, da kejseren på et tidspunkt kæmpede mod pavens tropper,” siger Richard Engl.
Muslimerne engagerede sig ofte aktivt i den magtkamp, der fandt sted i det 13. århundrede mellem konge, adel og pave, og hver gang udsøgte de sig de forbundsfæller, der kunne byde dem de største fordele.
”Det var et typisk mønster for stridighederne i det 13. århundrede, at tro spillede en underordnet rolle: Kristne og muslimer dannede interreligiøse koalitioner afhængigt af, hvor der var de største fordele at hente. Muslimerne var altså ikke ofre for en uundgåelig fordrivelse begået af et overlegent kristent samfund. Tværtimod. De spillede en aktiv rolle i samfundet og havde bemærkelsesværdig indflydelse på både konger, tronfølgere og paver,” siger Richard Engl.
Denne indflydelse varede ved, selv efter at Staufer-slægten havde mistet magten, og Karl I fra det franske herskerdynasti Anjou i 1266 havde overtaget tronen. Den nye konge begyndte endda at adle mænd i den muslimske elite til ridderstanden – en status, som ellers kun kristne havde nydt godt af.
Men i år 1300 slog Karls søn, Karl II, et muslimsk oprør ned og solgte næsten alle muslimer som slaver. Historikere har lige siden spekuleret over, om Karl II af religiøse grunde udslettede det muslimske samfund i Italien. Richard Engl har studeret en række kilder, heriblandt også arabiske, som mange historikere hidtil har overset, og han har fundet et overraskende svar på kongens handling.
”Den muslimske elite, der fungerede som mellemmænd mellem kongen og befolkningen i Lucera, var blevet korrupt og udøvede et groft magtmisbrug. Derfor gjorde muslimerne oprør, og eftersom de betragtede deres egne ledere som repræsentanter for staten, rettede de også deres vrede mod kongen. En intern muslimsk strid udviklede sig altså til også at være en strid mellem kongen og muslimerne. Hermed havde muslimernes korrupte elite selv en del af skylden for, at samfundet blev opløst,” lyder Richard Engls konklusion.
Muslimerne levede i Syditalien i 400 år, men efter at Karl II fordrev dem, blev minderne om deres kultur fortrængt, og deres moskéer blev omdannet til kirker.
I dag er det almindelig kendt, at Sydspanien længe var del af den muslimske verden, hvorimod muslimernes tilstedeværelse i Italien gerne er blevet betragtet som et ubetydeligt kapitel i Europas historie.
”En grund hertil er, at muslimerne var 300 år længere i Spanien og har efterladt sig imponerende bygninger, og at spanierne altid gerne har villet mindes ”deres kristne generobring” af den iberiske halvø. Italien blev derimod først samlet som stat relativt sent efter initiativ fra især de nordlige områder, hvor man først og fremmest plejede minderne om de 15. og 16. århundreders renæssance. Derfor har perioden, hvor muslimerne levede på Sicilien og i Apulien, indtil nu indtaget en langt mindre rolle i landets historiske bevidsthed,” siger Richard Engl.
Han betegner Syditaliens muslimske fortid som en vigtig mosaiksten, der ikke må mangle i europæeres billede af kontinentets historie.
”I dag diskuteres hele tiden, om islam overhovedet hører til i Europa, men som historiker kan jeg kun sige følgende: I middelalderen var det en selvfølge, at islam hørte til på det europæiske kontinent. Vores historie rummer på nogle områder mange overraskende og fremmede elementer, som kan få os til at sætte spørgsmålstegn ved ting, vi hidtil har taget for givet. På andre områder kan vi i historien finde mange forbløffende ligheder mellem dengang og nu, som måske kan lære os nogle grundlæggende principper om interreligiøse forhold,” siger Richard Engl.