Den syner ikke af meget, den afskrællede Mårup kirkeruin, som den ligger og trykker sig i det golde landskab faretruende tæt på kanten af Lønstrup Klint og det grådige Vesterhav. Herude i det sparsomt befolkede Vendsyssel et stykke vest for Hjørring forventer man nu heller ikke det store, statelige kirkebyggeri.
LÆS OGSÅ: Forskere og lokale strides om Mårup Kirke
Men det var faktisk lige netop det, som Thomas Bertelsen fra Nationalmuseet fandt, da han i 2008 begyndte nedtagningen af den truede del af denne romanske stenkirke fra 1200-tallet. Han husker fortsat sin stigende forbløffelse undervejs:
Man tror jo, at man kommer ud til en lille landsbykirke af jævn arkitektonisk kvalitet. Men pludselig stod jeg med et kirkeligt prestigebyggeri, hvor særdeles dygtige og trendsættende håndværkere havde været på spil. Det tog altså fuldstændig fusen på os, for efter talrige kalk-lag, århundreders sandflugt og nedgang på egnen så Mårup Kirke ærligt talt ikke ud af meget, konstaterer Thomas Bertelsen.
LÆS OGSÅ: Nøglen til flora og fauna i 1200-tallet
Så lektien om aldrig at skue hunden på hårene blev særdeles aktuel. For i tilfældet Mårup havde forskerne jo ikke valgt kirken. Det havde naturen.
Mårup er i alle henseender et særtilfælde. Vi har godt 1500 romanske kirker fra samme periode herhjemme. Dem kan vi studere i alle ender og kanter udefra, men vi kommer aldrig for alvor til at pille i dem og kradse kirkehistorie ud af kalkpudsen. Men med Mårup ville skæbnen og Vesterhavet, at vi fik den sjældne chance for at studere en 1200-tals-kirke helt ind til murkernen. Det gør den i sig selv enestående. At den så havde så meget at byde på rent videnskabeligt, var mere end heldigt, siger Thomas Bertelsen.
Under første etape i 2008 nedtog museumsfolk taget samt puds og øvre murværk. De spillede så at sige byggeprocessen baglæns og fik derved lejlighed til at se datidens kirkebyggere over skulderen. Nedtagningen foregik nemlig ved håndkraft og dermed på samme præmisser som opførelsen.
Undervejs i nedtagningen bemærkede jeg små detaljer og byggemæssige særheder og lærte på den måde de oprindelige håndværkere at kende. Man oplevede skifter i murværket og lagde mærke til de pauser, der havde været i byggeriet, forklarer Thomas Bertelsen.
Disse iagttagelser hører til de vigtigste resultater fra Mårup.
Man har i store træk styr på arkitekturens udvikling i middelalderen. Men forskerne havde så godt som ingen viden om de blødere værdier omkring kirkebyggeriet såsom arbejdets udførelse, dets varighed, antal håndværkere, deres ansættelsesforhold og lignende. Modsat andre lande som England og Frankrig har vi ikke arkiver med samtidige kilder, regnskaber og bogføring, der kan afdække byggeprocessen bag kirken.
Observationerne fra Mårup kommer som en gave til dansk kirkeforskning, for her er en enestående mulighed for at se de gamle bygmestre i kortene.
Det er blandt andet muligt at fastsætte fem faser i opførelsen af Mårup, og på vores breddegrader betyder det fem vinterpauser. Middelalderens mørtel kunne kun hærde i tørvejr og frostfrie perioder, så den aktive byggeperiode har været sommerhalvåret.
Hidtil har man ikke kendt varigheden af et kirkebyggeri. Men nu kan forskerne altså fastslå, at Mårup og dermed mange andre romanske stenkirker af samme størrelse kunne stå færdige på fem år.
Men hvad så med håndværkerne? Var de lokale eller omrejsende? Og var det de samme hele vejen? Ved flere store kirkebyggerier og katedraler er det tydeligt at se, at både bygmestre og håndværkere er skiftet ud undervejs, hvilket har resulteret i en siksakkurs både kvalitets- og stilmæssigt.
I Mårup kan det med stor sikkerhed slås fast, at det er de samme håndværkere hele vejen. De har en række byggetekniske finurligheder en slags fingeraftryk som ses i hele byggeforløbet. Samtidig er hele byggeriet af så høj kvalitet og på forkant rent arkitektonisk, at der næppe er tale om lokale folk.
Så man må forestille sig en gruppe topprofessionelle håndværkere, der har huseret på Vendsysselegnen i begyndelsen af 1200-tallet.
Det er faktisk ganske imponerende, at man har kunnet holde så længe på så dygtige håndværkere som ved Mårup. Men de har sikkert bygget om sommeren og brændt teglsten og kalk til mørtel om vinteren. Da kirken så stod færdig efter fem år, rejste de videre. Men så havde de også udført masterplanen fra start til slut, fortæller Thomas Bertelsen.
Forskerne har haft formodninger om, hvordan og hvorledes med håndværkere og byggeperioder. Men først med Mårup kan man sige noget med større sikkerhed.
I murværket var der små skifter i lagene, hvor der lå fygesand, jord og rester af halm. Det tyder på, at håndværkerne gjorde ophold her og lagde halm over de halvfærdige mure for at beskytte dem mod fygning, sol og nedbør. Ud over de fem markante vinterpauser opdagede Thomas Bertelsen mindre skifter med hyppigere intervaller, som han vil tjekke ved det kommende arbejde på Mårup:
Under første etape på Mårup fik jeg fornemmelsen af, at håndværkerne havde muret cirka to gange 35 centimeter og derefter holdt en lille pause, hvor de lagde halm på murene for at skærme mod solen. Måske var det for at lade mørtelen sætte sig lidt, før de murede videre. Den slags små byggetekniske detaljer har vi ikke haft en anelse om. Så Mårup be-svarer faktisk spørgsmål, som vi ikke engang har overvejet at stille, påpeger Thomas Bertelsen.
Museumsfolkene har høje forventninger til næste etape, fordi de nu er i stand til at stille mere konkrete og nuancerede spørgsmål.
For mig er der et før og et efter Mårup. Så stor betydning har de undersøgelser og resultater haft, både for mig personligt og for dansk kirkeforskning i det hele taget. Mårup har også vakt interesse i udlandet, hvor mine kolleger er grønne af misundelse over, at vi får lov til at pille en 1200-tals kirke fra hinanden. Det sker så utrolig sjældent, og det rummer et ufatteligt videnskabeligt potentiale. Så vi kommer forhåbentlig til at føre Mårup helt til dørs og får al den værdifulde information med, lyder det fra Thomas Bertelsen.
Den nye etape på Mårup omfatter godt fire meter af skibet, hvor man vil efterprøve nogle tanker og teorier fra 2008. Samtidig drømmer forskerne om, hvad der kan gemme sig i kirkeruinen.
Murkernen i de brede kirkemure fungerede ofte som skraldespand og fyldrum for håndværkerne under byggeriet, så her findes alt muligt og umuligt. Den berømte Hørning-planke udskåret i fornem Urnesstil som dekoration i en trækirke fra 1000-tallet blev for eksempel fundet i murkernen på den romanske stenkirke i Hørning.
Selvom museumsfolkene kan lege med tanken om et sensationelt fund i mur-kernen eller ved alteret, ligger værdien af Mårup i det typiske:
Mårup er en typisk romansk stenkirke, som tilfældet udvalgte til undersøgelse. Derfor er den repræsentativ og kan gøre os klogere på alle vores romanske kirker. Det unikke er, at her har vi fået lov til at skrælle hele facaden af og vende vrangen ud på murværket og derved fået enestående viden om kirkearkitekturen set både udefra og indefra. Så på den ene side er Mårup vores mest veldokumenterede kirke nogensinde, og på den anden side ligner den bare alle andre romanske kirker, konkluderer Thomas Bertelsen.
Uanset udfaldet af de kommende års undersøgelser har den undseeligt udseende kirke ved Vendsyssel for længst revolutioneret kirkeforskningen og lader altså ikke livet forgæves.
