Prøv avisen

Når historien ligger i navnet

Ved at kigge på bynavnenes endelser kan man se, hvor gammel byen er. Samtidig er stednavne en vigtig kilde til at forstå samfundets udvikling i Danmark, fordi vi har få andre skriftlige kilder fra førkristen tid. – Tegning: Peter M. Jensen. Foto: Tegning: Peter M. Jensen.

MED BILLEDSERIE Stednavne leder arkæologer på sporet efter fund og fortæller om fortidens Danmark, men kan også føre til falsk historieskrivning

Denne artikel er en del af temaet Danske stednavne på k.dk

Arkæologer har i årtier været i færd med et storstilet udgravningsprojekt ved Tissø på Vestsjælland, hvor de leder efter jernalderskatte, og med til at hjælpe sig har de netop fået ph.d.-studerende Sofie Laurine Albris, der er specialist i navneforskning.

Danske stednavne kan fortælle om svundne tider

Navneforskningen kan nemlig lede dem, der graver, på sporet. I Danmark findes meget få skriftlige kilder fra førkristen tid, der beskriver hverdagen, landskabet og magtstrukturerne. Men vi har to ting: arkæologiske fund og navne. Danske stednavne kan somme tider spores helt tilbage til jernalderen og dels sige noget om, hvor gammel en bebyggelse er, dels noget om, hvad der har kendetegnet stedet.

Tag for eksempel Tissø. Ved bredden har arkæologer fundet en rig stormandsgård fra perioden mellem 550 og 1050. Stedet er ikke nævnt i en eneste skriftlig kilde, men navnet antyder, hvordan man har levet: Tissø betyder Guden Tyrs sø eller bare Guds sø på gammeldansk. I søen er fundet smykker og våben, og lægger man det til navnet, kan man konkludere, at her er foregået hedensk gudsdyrkelse og ofringer. Navnet pegede den vej, allerede før man gravede ved søen.

Sofie Laurine Albris opgave er at se på navnelandskabet omkring Tissø. Hvis noget ender på for eksempel -lev, -løse eller -hem, kan hun identificere det som ældre end år 800. Hvis der dertil ligger noget i navnet, som kan knytte det til et stormandssæde eller hedensk religion, har det måske særlig interesse for arkæologerne.

Vi vil meget gerne have lokaliseret grave omkring Tissø. Derfor leder jeg efter navne, der kan fortælle, om der har været en høj eller lignende i området. Det kan både være oprindelige navne, som blev brugt i samtiden, og yngre navne, som har lyd af relevante lokaliteter, siger Sofie Laurine Albris.

Nogle gange er det helt oplagt for en navneforsker, at et sted kan være værd at se nærmere på. Ved Tissø ligger for eksempel to steder, der hedder Guldager. Det kan enten betyde den gyldne ager, altså et sted med gyldent græs.

Eller, siger Sofie Laurine Albris, det kan betyde et sted, hvor der engang er gjort guldfund.

Det skete eller gentog sig måske i Tissø-områdets gyldne græs. Her fandt en landmand en 1,8 kilo tung guldring i 1977 Tissøringen, det største guldfund, man har gjort og bevaret (to større og berømte guldhorn forsvandt jo engang, som læseren vil vide).

Ifølge lektor på Afdeling for Navneforskning på Københavns Universitet Peder Gammeltoft er det ikke så lidt, stednavne kan fortælle om danmarkshistorien også ud over, hvor arkæologerne kan overveje at grave, eller hvor man bør være årvågen, når der anlægges nye veje og bebyggelser.

Stednavne kan fortælle om hverdagslivet i bestemte perioder. For eksempel kan man få et billede af, hvordan man opfattede sine omgivelser i jernalderen ved at se på de ældste navnetyper: de fleste af dem, som ender på -um i dag. I stednavne som Byrum og Havrum, der indeholder ord for kornsorterne byg og havre, kan man se, at man ofte var optaget af det landbrugsmæssige potentiale i området, siger han.

Vikingenavne vidner om social mobilitet

Lidt yngre navnetyper fortæller helt andre historier. Ender navnet på -lev, er det næsten altid sammensat med personnavne, ofte krigernavne. Det får forskerne til at tro, at man er begyndt at konsolidere kongedømmer, hvor militærfolk har fået noget jord, fortæller han.

Her kan nævnes Svogerslev ved Roskilde, der er sammensat med ordet Svavar, der egentlig betyder krigeren fra Schwaben. Ud fra tidens stednavne kan vi se, at der kommer et fokus på mennesket og ejerskab.

Senere, i vikingetiden, er det helt andre personnavne, der indgår i stednavnene.

Nærmest kælenavne og lavsociale navne. Det tyder på en periode med stor social mobilitet, hvor skidt kunne komme til penge og blive jordejere på en måde, som de ikke havde været i stand til før.

Og så er der en anden side af navneforskningen, som både kan bruges og misbruges til nationsbygning, fortsætter Peder Gammeltoft.

Man kan bevise, at et område er dansk og altid har været det ud fra navnet.

Den største og måske vigtigste opgave for Afdeling for Navneforskning er udarbejdelsen af værket Danmarks stednavne, som skal kortlægge alle danske stednavne. Det begyndte man på for over 100 år siden, og arbejdet er stadig i gang. Omkring en tredjedel af Danmark mangler stadig at blive kortlagt på den måde. Nogle steder er man dog gået ekstremt grundigt til værks, og det handler netop om nationsbygning: Fire bind af serien Danmarks stednavne er væsentlig større end andre bind i serien. Det er dem om Sønderjylland, som er lavet i 1930erne.

Der et tydeligt nationalt sigte med det at bevise gennem stednavnene, at området er dansk fra gammel tid af. Når du taler om folk og sprog, er stednavnene det eneste rigtige bevis på, hvor længe man har talt et bestemt sprog, siger Peder Gammeltoft.

Hans efternavn betyder i øvrigt den tidligere bebyggelse og kan ud fra toft-endelsen dateres til mellem 750 og 1250. Det får han lige indskudt, før han kommer ind på en sidste og væsentlig pointe om stednavne og historieskrivning: at vi ofte ikke ved, hvad stednavnene betyder, men lægger mening i dem alligevel. Og dermed begår falsk historieskrivning.

For eksempel ved at lægge for meget i stednavnene. I begyndelsen af 1900-tallet verserede der blandt historikere teorier om levfolket, som skulle været kommet vandrende østfra og have belejret Jylland, deraf de mange steder med en lev-endelse, fortæller Peder Gammeltoft, der som navneforsker kan afskrive sådanne teorier.

Men der opstår også mindre misforståelser omkring de gamle stednavne. Det sker hele tiden:

Mennesket har behov for at danne mening i tingene omkring sig, og derfor er der en tendens til, at man tager stednavne op til genovervejelse og flytter betydningen eller ændrer dele af navne til noget mere forståeligt, siger han.

Det har den ph.d.-studerende stednavneforsker Line Sandst blandt andet beskæftiget sig med. Hun er fra Nordsjælland, hvor Alsønderup ligger. I takt med sprogets udvikling har lokale knyttet forskellige folkesagn til stednavnet. I en skolebog fra 1904 hævdes det, at navnet er givet for at ære Pave Alexander, fordi han udstedte det beskytterbrev, der gjorde det muligt, at nogle fredløse folk kunne bosætte sig netop her. Derfor betyder navnet Alexanders torp, hævdes det. Et andet sagn beretter, at bebyggelsen var beboet af syndere, og navnet derfor betyder alle synderes torp, kan man læse i Frederiksborgs lokahistoriske arkiv.

Og endelig voksede jeg op med historien om, at Alsønderup betyder, at området ligger alt sønden for noget-man-har-glemt, siger Line Sandst.

I virkeligheden kan landsbyen blandt andet ud fra navnet dateres til vikingetiden, og Alsønderup betyder ganske enkelt Alexanders udflytterbebyggelse.

I Møgeltønder i Sønderjylland ligger Stridgaard og Villegaard. Lokale læsere vil måske tro, at de ved, hvorfor gårdene hedder sådan: Ifølge sagnet, fordi man efter en storbrand besluttede at flytte gårde ud på marken, så de ikke stod så tæt sammen, og den ene af Ejerne var straks villig, hvorfor hans Gaard fik Navnet Villiggaard, medens den anden strittede imod, før han bekvemmede sig til at bygge Stridsgaard, som sagnet genfortælles i Danmarks stednavne.

Stridsgård er en sammensætning af strid og gård, bekræfter Line Sandst.

Men Villegård? Den er specifikt opkaldt efter Ville Boysen, der boede på stedet fra 1817 til 1834.

Man genfortolker navne i en kontekst, man kan forholde sig til. Fordi man vil have, at navne skal have en betydning; det er nærmest en drift, siger Line Sandst.

Der er nemlig det særlige ved stednavne, at vi bruger dem i daglig tale uden altid at vide, hvad de betyder.

Vores stednavne er konserveret sprog. De færreste ved i dag, at -lev betyder arvegods, men interessant nok fungerer det som sprog alligevel. Vi ved, hvad vi taler om, uden at vide, hvad vi taler om, siger Line Sandst.

Indtil vi altså begynder at lægge ny betydning i ordene og dermed begår historieomskrivning baseret på, hvad stednavnet lyder som. Det er også stednavneforskernes opgave at modgå, så man undgår misforståede omskrivninger af stednavne, eller at folk drager de mest oplagte, men forkerte hypoteser.

Som for eksempel det, de fleste moderne mennesker må tænke, når de hører stednavnet Tissø.

Ved at se på endelsen af navnet kan man se, hvor gammel ens by er. Prøv grafikken på temaet www.k.dk/stednavne og se, hvor gammel din by er. - Foto: Peter M. Jensen
Her ses en del af udgravningen omkring Tissø på Vestsjælland, hvor arkæologer og navnespecialister samarbejder. Navnespecialisterne kan pege arkæologerne på sporet af flere spændende fund eller hjælpe med at tolke, hvad man har fundet, ved at "oversætte" navne på de steder, der graves. Foto: Nationalmuseet
Her er nogle af de kultpladser, man har fundet omkring Tissø markeret. Foto: Nationalmuseet
Tissøringen, det største bevarede guldfund fra vikingetiden gjort i Danmark. Den vejer 1,8 kilo og blev fundet i 1977 i området. Foto: Nationalmuseet
På k.dk/stednavne kan du blandt andet se, hvad udvalgte danske stednavne betyder i en grafik som denne. - Foto: Afdeling for Navneforskning, Københavns Universitet