”Hvilken roman har mit liv ikke været?”.
Da Napoleon Bonaparte, alias kejser Napoleon den Første, udtalte disse ord, var han den mest forhadte skikkelse i Europa. Han var tyrannen, hvis Grande Armée havde dækket Europakoret med slagmarker, fra Jena i det, der endnu ikke var et samlet Tyskland, over Austerlitz i det nuværende Tjekkiet og gennem Rusland inden retræten i 1812.
Nu sad han så i fangenskab på Sankt Helena, en forblæst klippeknold i Atlanterhavet, hvor han var blevet anbragt af England efter nederlaget ved Waterloo i 1815. Sejrherrerne ville sikre sig, at han aldrig kunne vende tilbage.
Men tilbage kom han. Ikke fysisk som efter flugten fra Elba i Middelhavet, hvortil han var blevet forvist i 1814, og hvorfra han vendte tilbage for at tage magten i Frankrig på ny og indlede den sidste offensiv, der endte ved Waterloo. Hans legende skulle derimod vende tilbage og gøre den slagne kejser til helt. Og det var Europas kulturelite, der var pennefører.
”Napoleon har alle de elementer, der skal til for at skabe en helteskikkelse. Han er manden, der vinder alt, den højeste magt og ære, takket være sin egen indsats, i en tid, hvor status og magt er nedarvet. Og denne helteskikkelse fascinerer Europas digtere. En stor del af 1800-tallets og i særdeleshed romatikkens litteratur har Napoleon som omdrejningspunkt. Han skylder i vid udstrækning litteraturen sit eftermæle,” siger Arthur Chevallier, historiker og forfatter til bogen ”Napoléon sans Bonaparte”, Napoleon uden Bonaparte, der beskriver opbygningen af den franske kejsers legende.
Denne legende er sammensat, ligesom Napoloen Bonaparte selv, der heroisk forsvarede Den Franske Revolution, men siden afskaffede republikken og gjorde sig selv til kejser. Beethoven tilegnede ham sin tredie symfoni, ”Eroica”, men rev hans navn af partituret efter kroningen i 1804.
Andre forblev tro mod den nyslåede kejser. Hegel skrev i 1806 begejstret om kejseren, ”verdensånden til hest”. Og Goethe bar med stolthed Napoleons nye æreslegion, som han fik tildelt i 1808.
I England, der ellers gjorde Napoleon til en bussemand, som skræmte børnene i flere generationer, skrev Lord Byron i 1816, at ”af alle mænd er Napoleon den største og ikke den værste. Sejrherren er nu i fangeskab, og aldrig var dit frygtede navn så nærværende som nu, hvor du er intet”.
Storheden og faldet, den tragiske skæbne talte til romantikkens digtere. Og med Napoleons død på Sankt Helena i 1821 kunne myten for alvor foldes ud. Komponisterne Robert Schumann og Richard Wagner satte begge musik til digtet ”Die beiden Grenadiere” (de to granatkastere), hvor forfatteren Heinrich Heine, den mest næsegruse af hans beundrere, fortæller om to soldater, der vender hjem fra det russiske felttog og vil begraves i Frankrig, så de kan rejse sig af deres grav, når Napoleon genopstår for på ny at underlægge sig Europa.
”Napoleon var en karismatisk personlighed og i stand til at vække en næsegrus beundring, en besættelse og næsten en form for fanatisme. Han kunne vække meget stærke følelser og en næsten usund beundring for den magtbrynde, der kommer til udtryk i krigene og ønsket om dominans,” forklarer Arthur Chevallier.
Selv de, der ikke hørte til hans beundrere, har bidraget til hans legende. Han er hele omdrejningspunktet i Leo Tolstojs roman ”Krig og fred”, og poeten Aleksandr Pusjkin tilegner ham digtet ”Napoleon”. Selv Victor Hugo, der ellers bekæmpede den næste kejser, Napoleon Bonapartes nevø, Napolen den Tredie, udviklede en sand lidenkab for den Første, mens Stendahls hovedpersoner er dybt inspireret af Napoleon Bonarpartes skæbne.
”Hans hovedpersoner er unge, der er villige til hvad som helst for at sparke døren ind til succes og social opstigning. Napoleon er den nye ridder og en forløber for den moderne individualistiske helt. Ingen anden fransk hersker, end ikke Ludvig den Fjortende, har optaget Europa så meget,” konstaterer Arthur Chevallier.
Napoleon Bonaparte kan nok så meget beskrives som den koleriske korsikaner med storhedsvanvid, som han også var. Eller som tyrannen, der kastede Europa ud i 12 års krig.
Som den faldne kejser selv konstaterede: Hans liv var en roman.8