Napoleon blev begravet ved daggry tre dage efter sin død. Den afdøde kejser blev anbragt i en jernkiste, som blev placeret i en kiste af træ, og den blev igen forseglet i en kiste af bly, som blev sænket ned i et gravkammer af sten tre meter under jorden. Det var, som ville den britiske guvernør på Sankt Helena sikre sig, at end ikke Napoleon Bonapartes spøgelse kunne slippe bort fra klippeøen i Atlanterhavet, hvortil han var blevet forvist efter nederlaget ved Waterloo.
Og guvernørens frygt var ikke ubegrundet. For selvom de franske drømme om overherredømme i Europa endegyldigt var begravet, undslap Napoleons legende alligevel gravkammeret. 19 år senere blev kejseren hentet op af jorden og bragt tilbage til Frankrig, hvor hans kiste blev ført i triumftog gennem Paris den 15. december 1840.
”Napoleon ville fortsætte med at eksistere efter sin død, og det kom han også til,” siger historikeren Pierre Branda, der er medansvarlig for udstillingen ”Napoleon er gået bort” på Musée de l’Armée i Paris.
Udstillingen er en af de vigtigste begivenheder, der markerer 200-året for den franske kejsers død på den 5. maj 1821.
Den franske kejser har præget Frankrigs politiske kultur som den stærke leder, der har inspireret senere demokratiske præsidenter fra Charles de Gaulle til Emmanuel Macron.
Men han var også despoten, der tog magten ved et statskup 1799 og fire år senere kronede sig selv som kejser, hvorefter han kastede Europa ud i en 12 år lang krig om magten på kontinentet.
Fra slag til slag kæmpede han sig til et fransk imperium, som i 1811 – inden det katastrofale felttog mod Rusland året efter –strakte sig fra Hamborg til Rom. Mellem en og to millioner franske og europæiske soldater døde, og i England gik han under tilnavnet ”den franske bøhmand”, som man skræmte uartige børn med.
Og nu lå han for døden. Napoleon Bonaparte havde lidt af ulidelige mavesmerter, siden han første gang blev overmandet af en voldsom smerte i maveregionen i marts året før. Men de sidste dage i april 1821 var hans tilstand blevet stærkt forværret. Han rejste sig ikke mere fra den feltseng, han havde sovet på i 12 år under sine store felttog i Europa og Egypten, og som han havde taget med til Sankt Helena.
Det var på denne ugæstfrie klippeø midt ude i Atlanterhavet, at den britiske regering havde sendt den nu abdicerede kejser i eksil. Englænderne ville sikre sig mod en gentagelse af ”De hundrede dage” i 1815, da den afsatte kejser flygtede fra øen Elba i Middelhavet, vendte tilbage til fastlandet og generobrede magten med resterne af sin hær, mens de europæiske regeringer var i fuld gang med at gøre boet op efter Napoleonskrigene og den franske kejsers forsøg på at underlægge sig hele Europa.
Med det endelige nederlag ved Waterloo den 18. juni 1815 var Napoleons skæbne beseglet. Han overgav sig til englænderne.
Og netop da en af Europas mest kendte historiske personer udåndede, begyndte den litterære legende.
”Mens han opholdt sig på Sankt Helena, havde han arbejdet på sine erindringer, Mémorial de Sainte Hélène, som han dikterede til sin stab. Og i de sidste dage inden sin død kæmpede han for at skrive sin sidste vilje ned. Han fordelte sine værdigenstande. Og han skrev sit politiske testamente med de berømte ord om, at ’jeg vil stedes til hvile ved Seinen, nær det franske folk, som jeg har elsket så højt’
Det gjorde han, vel vidende at englænderne ikke ville tillade at begrave ham der. På den måde skabte han fortællingen om sig selv som offer for de europæiske og især for det engelske monarki,” mener Pierre Branda.
”Dette var den sorte legende om Napoleon. Han forstod, at hvis han skulle eksistere for eftertiden, måtte han knytte sit navn til den gryende kamp mod enevældet. På sit dødsleje råbte han, at det engelske folk ville hævne ham. Og han nød faktisk en vis popularitet i det engelske folk, hvor både uligheden og vreden mod den rige overklasse voksede,” siger Pierre Branda.
Man kunne forestille sig et bedre symbol på den nye liberale fløjs kamp mod enevældet end en slagen kejser, der havde kastet Europa ud i en blodig krig. Men ved siden af den mørke legende voksede den positive myte også frem om forsvareren for Den Franske Revolution, der lagde grunden til det moderne Frankrig.
Og den blev båret af romantikkens tidsånd, der gjorde Napoleon Bonaparte til en romantisk helteskikkelse, påpeger Frédéric Régent, der er lektor i historie ved Sorbonne Universitetet.
”Hans skæbne var ganske enkelt enestående. Han var den lille, lavadelige korsikanske soldat, der arbejdede sig op til magtens tinde og blev Europas hersker. Men han er også en tragisk skikkelse, der forvises til en ø midt i Atlanterhavet og ender sit liv i ensomhed og lidelse. Napoleon er en klassisk heltefigur, der taler direkte ind i romantikken,” siger Frédéric Régent.
”Han havde historiens bedste spindoktorer. De hed Balzac, Stendhal, Victor Hugo og Alexandre Dumas i Frankrig, og også ude i Europa blev hans legende poleret af digtere som tyske Goethe og engelske Lord Byron,” klukker Pierre Branda.
Hans død blev tilmed omgærdet af komplot-teorier. Rygterne om, at han ikke døde en naturlig død, men blev langsomt forgiftet med arsenik, cirkulerede ind til for få år siden. Blandt andet bidrog en svensk læge, Sten Forshufvud, til at holde liv i legenden, da han i 1961 hævdede, at kejserens symptomer tydede på arsenikforgiftning og tilmed fandt rester af arsenik i en af Napoleons hårlokker.
Det er nu bevist, at Napoleon døde af mavekræft.
”Hvis han blev dræbt af nogen, var det af sin egen læge, som af uvidenhed gav ham et lægemiddel baseret på jod, hvilket formentlig tog livet af ham,” siger Pierre Branda.
”Han døde under store fysiske lidelser. Og denne lidelse var i sidste ende med til at gøre ham menneskelig,” siger historikeren.