Nazisterne omsmeltede tusindvis af kirkeklokker. Denne klokke overlevede, men i dag samler den støv

Menighed i tysk by ønsker at sende en klokke, der undgik Hitlers smelteovne, tilbage til kirke i Polen. Men det er ikke så let

”Vi fik hurtigt samlet penge ind til en ny klokke, men vores hjerter er fortsat hos den gamle klokke, som har ringet i vores kirke i 70 år. Derfor er det vigtigt for os, at den kommer godt hjem til Polen,” siger den evangeliske præst i byen Penzberg Julian Lademann.
”Vi fik hurtigt samlet penge ind til en ny klokke, men vores hjerter er fortsat hos den gamle klokke, som har ringet i vores kirke i 70 år. Derfor er det vigtigt for os, at den kommer godt hjem til Polen,” siger den evangeliske præst i byen Penzberg Julian Lademann. Foto: Heidi Dachs

Det er sjældent, at man kan se kirkeklokker på nært hold, men det er i øjeblikket muligt i Martin-Luther-Kirke i den sydtyske by Penzberg.

Lige siden maj måned har en 170 kilo tung og 459 år gammel kirkeklokke stået på gulvet i forhallen til kirkens menighedssal. Klokken, der er støbt i bronze, hang flere hundrede år i en kirke i det nuværende Polen, men under Anden Verdenskrig blev den konfiskeret af nazisterne, og de seneste 70 år har den befundet sig i kirken i Penzberg.

Klokken skulle ligesom tusindvis af andre klokker bruges i Hitlers rustningindustri, men den undgik nazisternes smelteovne, og nu vil menigheden i Penzberg hellere end gerne sende den ”hjem” til Polen.

Men det har vist sig at være lettere sagt end gjort.

”Folk spørger mig hele tiden, om der er nyt i sagen, og når jeg svarer nej, ryster de på hovedet og siger, at det er typisk tysk bureaukrati,” siger præst i Martin-Luther-Kirke Julian Lademann med et beklagende smil, da han tager imod Kristeligt Dagblad i kirken.

I 1940 forlangte Hitlers stedfortræder, generalfeltmarskal Hermann Göring, at alle tyske kirker samt kirker i de tyskbesatte områder i Østeuropa skulle stille klokker til rådighed for rustningindustrien. Nazisterne var begyndt at indstille sig på en årelang krig og planlagde at skabe et lager af metalreserver bestående af bronze, kobber og messing, som skulle bruges til støbning af våben og ammunition.

De konfiskerede klokker blev bragt til omsmeltning i Hamborg, men 14.000 af dem overlevede krigen på et areal tæt ved havnen kendt som ”klokkekirkegården”.

Efter krigen dannede den katolske kirke og den evangeliske kirke i Tyskland (EKD) på foranledning af de allierede sejrsmagter i 1947 en kommission for tilbageførelsen af klokkerne (Ausschuss für die Rückführung der Glocken), også kaldet ARG, som skulle tage sig af identificeringen og tilbageleveringen af kirkeklokker til de retmæssige menigheder.

Men ARG vidste ikke rigtig, hvad man skulle stille op med cirka 1300 klokker, der var blevet konfiskeret i tyske områder, der efter krigen var blevet del af Polen og Tjekkoslovakiet. De oprindelige tyske menigheder i disse områder var fordrevet, og i stedet havde polske og tjekkiske kristne overtaget kirkerne.

Klokken i menighedshuset i Penzberg er netop en af disse 1300 ”problemklokker”. Lige siden 1563 havde den hængt i en tysk kirke, som før Anden Verdenskrig husede en evangelisk menighed, men efter krigen lå kirken i Polen, og polske katolikker havde overtaget bygningen.

I stedet for at træffe en afgørelse om de 1300 klokkers skæbne valgte ARG i løbet af 1950’erne at udlåne klokkerne til såkaldt trængende menigheder i Vesttyskland. Klokkerne blev under hensyntagen til deres konfessionelle herkomst sendt til henholdsvis 700 katolske og 600 evangeliske kirker.

”Menigheden i Penzberg blev betragtet som yderst trængende, fordi kirken i løbet af kort tid havde mistet hele to af sine tre klokker. Allerede under Første Verdenskrig konfiskerede Det Tyske Kejserrige nemlig en af klokkerne til rustningindustrien, og i 1942 måtte kirken atter afgive en klokke, som endte i nazisternes smelteovne. Efter Anden Verdenskrig havde kirken én intakt klokke tilbage, men menigheden ønskede igen at have tre klokker. Man var i stand til selv at samle penge ind til yderligere en klokke, men den tredje klokke fik vi så lov til at låne af ARG,” siger Julian Lademann.

På den måde havnede klokken fra det tidligere tyske østområde i Penzberg – flere hundrede kilometer væk fra sin hjemkirke.

For fem år siden erfarede Martin-Luther-Kirke igennem EKD, at kirken i Polen ønskede at få klokken udleveret.

”Vores menighedsråd tog hurtigt sagen til behandling, og der var stor sympati for den polske menigheds ansøgning, fordi vores egen kirke jo selv har lidt samme skæbne hele to gange. Vores kirke og kirken i Polen er så at sige lidelsesfæller. Mange menighedsrådsmedlemmer mente også, at sagen ville være en kærkommen lejlighed til at få en venskabsmenighed i Polen, og derfor besluttede vi at give afkald på klokken,” siger Julian Lademann.

Det var meget let at skaffe en ny klokke til kirken: I løbet af blot én enkelt dag havde to sponsorer meldt sig, som var villige til at betale 40.000 kroner for støbningen af en klokke.

Den ny klokke har siden maj måned hængt i kirketårnet, og nu skulle man måske mene, at intet længere burde stå i vejen for, at den gamle klokke kan sendes tilbage til sin hjemkirke. Men det er langtfra tilfældet. Nu er der nemlig gået politik og bureaukrati i sagen.

To opfattelser kolliderer med hinanden. Julian Lademann lægger ikke skjul på, hvordan han og menigheden i Penzberg ser sagen:

”Vi mener, at de konfiskerede klokker skal betragtes som del af kirkebygningernes inventar, og at de derfor i dag er polsk og tjekkisk ejendom. Efter vores mening tilhører klokken i vores menighedshus altså helt klart kirken i Polen. Det har ingen betydning for os, at menigheden nu er polsk-katolsk i stedet for tysk-evangelisk. Det drejer sig om en lille landsby, som med store udgifter har renoveret kirken, og vi har fuld forståelse for, at det eneste, der nu mangler, er klokken. Den hører hjemme i Polen,“ siger Julian Lademann.

Unionen af Evangeliske Kirker (UEK) er den organisation inden for EKD, der i dag har ansvaret for de 600 klokker, som er blevet udlånt til evangeliske kirker i Vesttyskland. Her mener man derimod, at klokken i Penzberg tilhører den oprindeligt tyske menighed, og – eftersom denne menighed er blevet opløst – at klokken hermed er blevet EKD’s ejendom.

”Klokken tilhører i hvert fald ikke den katolske menighed i Polen. I stedet for at tale om en ‘tilbagelevering’ kan man i enkelte tilfælde forestille sig, at en klokke skænkes eller udlånes,” hedder det i en meddelelse fra UEK til internetportalen evangelisch.de.

Situationen kompliceres yderligere af, at det tyske udenrigsministerium nu også er gået ind i sagen. Ifølge den evangeliske ugeavis Sonntagsblatt mener ministeriet, at de 1300 klokker igennem nazisternes beslaglæggelse under krigen er blevet den tyske stats ejendom.

”Regeringen ser positivt på initiativer, der gør det muligt i enkelte tilfælde at returnere klokker til deres oprindelsessteder som tegn på forståelse og forsoning med vores østlige naboer,” meddeler ministeriet til Sonntagsblatt.

I Penzberg står klokken på gulvet i menighedshuset og samler støv, mens folk venter på, at der sker noget nyt i sagen.

”Jeg tvivler på, om den polske kirke overhovedet ved, at klokken er blevet taget ned og venter på at blive udleveret. Det eneste, der er klart i øjeblikket, er, at klokken i hvert fald ikke tilhører os. Vi har den kun til låns, og derfor har jeg desværre ikke lov til selv at kontakte menigheden i Polen eller sætte gang i en tilbagelevering,” siger Julian Lademann.

Præsten har hidtil ventet forgæves på nyt fra UEK, og det har for tyske medier og Kristeligt Dagblad indtil nu heller ikke været muligt at få svar på spørgsmålet om, hvorvidt andre kirker i Polen og Tjekkiet ligeledes har henvendt sig til EKD for at få udleveret kirkeklokker. Det har heller ikke været muligt at få svar på, om UEK har underrettet den polske menighed om den seneste udvikling i forbindelse med kirkeklokken i Penzberg.

”Igennem Kristeligt Dagblads henvendelse er vi blevet klar over, at der er et efterforsknings- og afklaringsbehov i UEK, hvilket vi da også er i færd med. Jeg håber, at jeg snart kan vende tilbage med nyt,” skriver Martin Evang, stedfortrædende leder for UEK, i en mail til Kristeligt Dagblad.

Medier som internetportalen evangelisch.de og avisen Sonntagsblatt er nu begyndt at overveje, om politikere og ledelsen i UEK måske frygter, at det vil fremkalde en storm af lignende krav fra kirker i de to nabolande, hvis klokken leveres tilbage fra Penzberg til Polen.

Julian Lademann er rådvild, fordi han ikke ved, om der sker noget i sagen. Men på den anden side er han også lettet over, at klokken i det mindste er blevet i Penzberg og ikke er endt på et lager på et ubekendt sted.

”Det er godt, at vi kan se klokken hver dag, og at vi har føling med, hvad der sker med den, for så glemmes den ikke. Den har hængt i vores kirke i 70 år, og dens skæbne er en hjertesag for os. Men naturligvis ville det være skønt, hvis menigheden i Polen vidste, at vi tænker på dem. Klokken er gæst hos os, men det er på tide, at den kommer hjem til sin kirke i Polen,” siger Julian Lademann.

Mens EKD tøver, har den katolske kirke i Tyskland de seneste år gjort sig store anstrengelser for at bringe kirkeklokker tilbage til hjemkirkerne. Som eksempel kan nævnes, at stiftet Rottenburg-Stuttgart i øjeblikket er i færd med at returnere 54 klokker til Polen og Tjekkiet.