Prøv avisen

Nazitysklands desperate og langvarige nederlag

Nazityskere der marcherer med det nazistiske flag under Anden Verdenskrig. Foto: Ritzau Scanpix

Adolf Hitler tabte Anden Verdenskrig, mange måneder før den sluttede. Men hverken han eller det nazistiske system, han repræsenterede, formåede at spare de mange menneskeliv, som forlængelsen af krigen kostede, siger britisk historiker bag en ny bog om emnet

Den 18. april 1945 stod de amerikanske styrker lige uden for Aachen i det vestlige Tyskland. Derfor ville den 19-årige teologistuderede Robert Limpert forsøge at få byen til at overgive sig uden kamp. Den nazistiske distriktsleder var allerede flygtet. Men det var den indædte nazist og oberst ikke. Han insisterede på at kæmpe til den bitre ende.

Så få uger før Anden Verdenskrig var slut, forsøgte Robert Limpert at klippe telefonforbindelsen i byen over, men han blevet opdagedet af to drenge fra Hitlerjugend, og obersten nedsatte et tribunal, der skulle dømme Limpert. Retssagen varede et par minutter, hængningen lidt længere, da den mislykkedes i første omgang.

Og byens borgere deltog ivrigt i et af krigens sidste mord.

Fire timer efter overtog amerikanerne byen og skar Robert Limpert ned.

På det tidspunkt af krigen var der ikke mange tyskere tilbage, der troede på, at Tyskland ville komme ud af Anden Verdenskrig som sejrherre. På Østfronten var ni ud af ti tyske soldater faldet og de tyske byer var sønderbombede, men Hitler overgav sig ikke.

Det betød et desperat og aldeles frugtesløst slutspil. 49 procent af de krigsdræbte tyskere både soldater og civile døde i de sidste 10 måneder af krigen i 1944-1945.

Det er psykologien bag nederlaget eller for Hitlers vedkommende angsten for det der er baggrunden for den britiske historiker og anmelderroste forfatter sir Ian Kershaws nye bog, Slutspil. Det er de sidste måneder af naziregimet, bogen handler om. Men for at nå dertil er man nødt til at gå tilbage til afslutningen af Første Verdenskrig. Det var den kujonagtige tyske overgivelse i 1918 og kravene til Tyskland, der gav Adolf Hitler brændstof til at blive Føreren, der førte Tyskland og store dele af resten af verden ind i krigen fra 1939.

Og føreren mente, at det tyske samfund havde lidt et forsmædeligt nederlag med fredsslutningen, og at hæren ikke havde kæmpet nok.

Derfor var han også indstillet på, at det Nye Tyskland ville vinde, og hvis ikke, så ville det gå op i flammer. 1918-syndromet er en afgørende del af det samfund, nazismen ville skabe. 1918 var simpelthen det centrale punkt i Hitlers ledelsesstil. Og en af grundene til, at han bare ikke ville give op, heller ikke da russerne stod lige uden for Berlin. Derfor spiller det tyske nederlag i Første Verdenskrig en uundgåelig rolle for synet på Anden Verdenskrig, siger Kershaw.

Tyskland var virkelig til rotterne i 1920erne. Efter krigsafslutningen udbrød der revolution i Tyskland. I begyndelsen af 1920erne kom den første recession, hvor tyskerne måtte transportere pengesedler i trillebøre for at købe det fornødne. I 1929 gik mange fallit i det meste af verden med børskrakket i WallStreet, og også her mistede mange tyske middel- og overklassefamilier alt, hvad de ejede.

Arbejderklassen forblev socialdemokrater. Hvis man var middel- eller overklasse, det vil også sige virksomhedsejer, var der langt større chance for, at man traf valget om at blive en del af nazismen, siger Ian Kershaw.

Den skæbne, der blev Tysklands efter 1918 og 1920erne, gjorde, at tyskerne var klar til en ny styreform, og det var ikke demokratiet.

Hitler ville det genopstandne Tyskland.

Også 1930ernes kriseramte danskere var betagede af Adolf Hitler, da han i 1930ernes Tyskland satte en lang række offentlige arbejder i gang og skabte arbejdspladser. At en række mennesker, særligt af jødisk herkomst og uanset tro gennem samme årti blev frataget alle borgerrettigheder, var ikke på tapetet for ret mange tyskere. Propagandaen mod den jødiske befolkning havde vist sin virkning.

For jøderne endte naziregimet med holocaust; i alt fem millioner døde. Men de var ikke alene. Sigøjnere, modstandsfolk, handicappede og andre, der blev opfattet som afvigere, gik det også ud over.

I alt menes Anden Verdenskrig at kostet 60 millioner mennesker livet.

Det mislykkede attentatforsøg på Adolf Hitler i sommeren 1944 blev et afgørende vendepunkt, som styrkede Hitler, også på kort sigt. De officerer, der havde forsøgt at dræbe føreren, blev henrettet, og repressalierne efter attentatet var så voldsomme, at ingen siden forsøgte at tage livet af diktatoren.

Og Hitler gik fra fanatisme til ekstrem paranoia, men han var ikke alene. Det var ikke en eller fem mænd, der holdt regimet oppe. Det var hele den tyske ledende klasse, siger han.

Hitler var en karismatisk leder, dem er der få af. Jeg har begrebet fra Max Weber, der beskriver tre typer: den traditionelle, den bureaukratiske og så den karismatiske leder, der er en undtagelse, som dukker op i ekstreme situationer. Selvfølgelig skal personen også have en vis appel, men hvis Adolf Hitler havde levet på et andet tidspunkt, var den samme appel ikke blevet ham til del. Og den var faktisk også forsvundet i 1944-1945. Det var hele strukturen i det frygtindgydende system, der bar videre til den bitre ende. Kontrollen af tyske borgere var så omfattende, at det var få, der rejste sig imod det system.

Hitler var meget individualistisk, han baserede sin ideologi på relativt få idéer, og det var ikke politiske idéer, men politik af den mere radikale slags. Det var en vidtrækkende og visionær politik i sort-hvide former: Enten er du en af os, eller også er du ikke. Han var også ligeglad med, hvad det kostede for eksempel ville han have en jernbane fra München til Kina. Den blev ikke til noget, meget andet gjorde.

Den filosofi gjorde også, at Hitlers inderkreds, som bestod af SS-chefen Heinrich Himmler, leder af partisekretariatet Martin Bormann, propagandaminister Joseph Goebbels og arkitekt og rustningsminister Albert Speer, lå i evig konkurrence om førerens gunst.

Albert Speer var så dygtig en rustningsminister, at han faktisk forlængede krigen med flere måneder, fordi han blev ved at få ammunition og våben frem. Under Nürnberg-processerne lykkedes det ham at slippe for dødsstraf. Nogle af de mindre elegante og veltalende nazister endte i galgen for væsentligt mindre end de bidrag, Speer havde ydet til Det Tredje Rige. Han klarede sig fri ved at sige, at vi jo alle var skyldige, men at han ikke følte, han havde gjort noget, der kaldte på personligt ansvar.

Ian Kershaw er ikke i tvivl om, at Speer kendte til for eksempel holocaust, selvom han nægtede under retssagerne.

Himmler talte åbent om mordet på jøderne, også mens Speer hørte det.

Mændene omkring Hitler og også mange af de lokale nazister med magt blandt andet de frygtede Gauleitere, der var en slags ledere af et område var godt klar over, at hvis Hitler faldt, så faldt de også. Der var kun to Gauleitere, der blev i deres område, da krigen nærmede sig sin slutning i april 1945. Resten var stukket af med de penge og smykker, de havde kunnet finde.

Ian Kershaw understreger, at tyskerne ikke frygtede regimet på samme måde, som russerne frygtede Stalins vilkårlige henrettelser. Under hele krigen var der om ikke rigeligt så dog mad til befolkningen. Det var der ikke under Første Verdenskrig, hvor mange sultede ihjel. Det havde konsekvenser for opbakningen til krigen, som Hitler ikke ønskede gentaget blandt andet på grund af frygten for endnu en revolution.

En af grundene til, at Hitler nægtede at give op selvom han i det stadium foragtede tyskernes svaghed i krigen og i dens sidste dage insisterede på folkestormen af ældre mænd og unge drenge, der blev sendt i krig var, at de allierede på et tidspunkt havde meddelt, at de kun ville acceptere en betingelsesløs overgivelse.

Det ville have været en gentagelse af 1918, og Hitler meddelte, at han hellere så en total udslettelse af Tyskland end kapitulation. Der var simpelthen en selvdestruktion indbygget i nazismen.

Det var også absurde handlinger, Hitler foretog ved krigens slutning. Da de vestlige styrker begyndte at bombe byerne, sendte han 190.000 flasker æggelikør til indbyggerne i de bombede byer.

Der foregik også en massiv overvågning af tyskerne, også i de sidste dage, og selv efter kapitulationen var der mange henrettelser.

De få modstandsfolk, der var blandt de overlevende, skulle ikke kunne svine nazisterne til, når magten var væk. SSerne forvandlede sig til desperadoer, for de havde intet at miste.

I krigens sidste dage blev de indsatte i kz-lejrene jaget ud på lange marcher længere ind i Tyskland. 250.000, flest jøder, døde under disse.

Det handlede alene om ordrer, som blev fulgt slavisk, og om, at tyskerne ville hjem, især ville de væk fra Østfronten og den russiske fremrykning. De tyske soldater vidste, hvad de selv havde gjort, da krigen i Rusland gik godt, og de forventede ingen nåde fra russisk side. Derfor forsøgte de at nå de amerikanske områder, så de kunne overgive sig til en forventet bedre behandling i krigsfangenskab end den, russerne ville tilbyde. Så de fanger, der ikke kunne følge med, blev skudt, når de faldt om eller ikke gik hurtigt nok. Det var fuldstændig vanvittige drab, der blev begået i den fase.

Og tyskerne fik den russiske vrede og gengældelse at føle, da den røde hær indtog Berlin. Især de mange voldtagne kvinder står stadig i erindringen. Ifølge Kershaw var der mange selvmord blandt tyske kvinder i den periode, enten på grund af skam eller som forebyggelse.

Der er episoder, hvor hele familier har druknet sig i floder for at undgå overgreb.

Den russiske hær behandlede slet ikke polakkerne med den brutalitet, som tyskerne blev udsat for. Det var virkelig tid til gengældelse, da russerne nåede de tyske byer. Tyskerne gjorde nøjagtig det samme, hvor de kom frem i Rusland.

Den 30. april 1945 begik Adolf Hitler selvmord i bunkeren i Berlin. Han havde længe vidst, at han ikke ville overleve krigen. Eva Braun, som han blev gift med inden selvmordet, tog gift. Det samme gjorde Goebbels og hans kone, og parret forgiftede deres seks børn. Admiral Dönitz overtog Hitlers post. Han forsøgte at forhindre en total overgivelse, og derfor fortsatte kampene frem til den 23. maj 1945, indtil Dönitz blev arresteret. Et tegn på, at Dönitz som statsleder red med på den struktur i regimet, som nærmest så ud til at være uudryddelig.

Både Dönitz og Goebbels havde et håb om, at et stort folk vil rejse sig igen.

Men de dømte i stedet tyskerne, deres eget folk, til at gå under, siger Kershaw.

Efter krigens afslutning kom afnazificeringsperioden, hvor ledende nazister, lokalt og landsdækkende, skulle afsværge nazismen som ideologi både i ord og handling. Ian Kershaw mener, at afnazificeringen blev så lempelig, fordi den kolde krig hurtigt overtog scenen i verdenspolitikken.

Det var en farce. Amerikanerne tog det nogenlunde alvorligt, mens russerne var skånselsløse. Fasen blev hurtigt overstået, fordi den kolde krig bankede på. Konrad Adenauer, der blev afskediget som Kölns borgmester i 1933, fordi han nægtede at give hånd til Hitler, appellerede til national samling, da han blev Tysklands første kansler efter krigen.

Moralen er, at de sejrende magter skulle have gjort meget mere, også på et højt plan, for der var mange medlemmer af nazistpartiet, der havde grufuldheder på samvittigheden. Men efter krigen var russerne fjenden.

De fleste mennesker har på et tidspunkt kontrafaktisk spurgt sig selv, om de ville have været nazister eller modstandsfolk under naziregimet fra 1933 til 1945. Et af dem er Ian Kershaw:

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg havde været en del af modstandsbevægelsen. Men sandsynligheden taler for, at jeg snarere havde været en del af den brogede og forvirrede offentlighed, der forsøgte at tilpasse sig. Medmindre altså jeg var blevet født ind i en tysk arbejderfamilie.

250.000 mennesker, flest jøder, mistede livet, da vagterne i kz-lejrene fik ordre til at søge længere ind i Tyskland. De døde af sult eller udmattelse eller blev skudt af vagterne, hvis de ikke gik hurtigt nok. – Foto fra bogen ”Slutspil”.
Unge tyske soldater på vej til fronten i krigens sidste måneder. – Foto fra bogen ”Slutspil”.